Jamie Olivers opskrift på thai-kylling med grøn karrypasta er nem og lækker (©DR)

Thai-kylling i wok med grøn karrypasta

Kylling i karrypasta er en nem og hurtig wokret, som er krydret og fuld af smag. Retten er hurtig at lave, når først karrypastaen er blendet sammen. Wokretten kan serveres med ris. Jamie Oliver lavede wokretten i tv-udsendelsen Det er bare mad.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 1 spsk. olie
  • 1 dåse kokosmælk
  • 500 g kyllingebryst
  • 5-6 stk. forårsløg
  • 1 stk. citrongræs
  • 2-3 stk. hvidløg
  • 1 spsk. frisk ingefær
  • 1 stk. limefrugt
  • 4-5 stk. chilier
  • 1 spsk. limeblade
  • 3-4 dl frisk koriander
  • 2 dl frisk basilikum
  • 1,5 spsk. korianderfrø
  • 1 tsk. salt
  • 1 knivspids peber
  • 2-3 spsk. olie
  • 1-2 spsk. pistacienødder

Fremgangsmåde

  1. Karrypasta: Skær top og bund af forårsløgene og fjern det yderste lag. Skær bunden og toppen af citrongræsset og fjern de yderste blade. Skær citrongræsset igennem på langs og snit det i fire stykker.

  2. Tag skallen af hvidløgsfedene. Skræl ingefæren. Skær skallen af limefrugten. Skær toppen af chilierne og skær dem igennem på langs. Skrab kernerne ud. Tag stilken af limebladene og rul dem sammen som en lille cigar. Herefter snittes bladene. Riv stilkene af basilikummen.

  3. Korianderfrøene deles i en morter. Blend hvidløg, ingefær, citrongræs, chili og forårsløg så fint som muligt. Tilsæt salt og peber. Derefter tilsættes koriander og korianderfrø.

  4. Halvér limefrugten og pres saften ned i blenderen og tilsæt resten af urterne sammen med olien. Lad blenderen køre i et par minutter.

  5. Skær kyllingestykkerne lidt skråt. Læg dem i et par spiseskefulde pasta i mindst 20 minutter.

  6. Hæld olie i wokken/panden. Når olien er varm, lægges kødet ned i wokken og steger 2-3 minutter. Tilsæt resten af pastaen. Efter et halvt minut tilsættes kokosmælken. Rør rundt. Kog blandingen op og lad den stå og simre i 12-13 minutter, til kødet er mørt.

  7.  Krydr med lime, strimlet kokosnøddekød, hakkede pistacienødder og koriander.