Thailandsk panang kylling
Familien Olsen lavede den bedste thailandske ret i Maddysten, da der var asiatisk tema. Få her deres opskrift på en krydret og smagfuld panang kylling - og familien Olsen lover, at selvom de er nordjyder, så er retten fuld af kapow!
Tilberedningstid:
45 min.
Antal portioner:
4 pers.
Kok og program
Ingredienser
Karrypasta
- 1 spsk. hel spidskommen
- 1 tsk. korianderfrø
- 8 stk. tørrede chili
- 2 stængler citrongræs
- 1 galangarod
- 4 fed hvidløg
- 1 løg
- 1 tsk. rejepasta
- salt og peber efter smag
Panang
- 400 g kyllingfilet
- 1 dåse kokosmælk
- 4 chilifrugter eller efter smag
- 8 limeblade
- 3 spsk. fiskesauce
-
3 spsk.
karrypasta
(se opskrift ovenfor)
- 1 rød peberfrugt
- 3 spsk. sesamolie
- 1-2 håndfulde cashewnødder
- salt og friskkværnet peber
- jasminris efter behov
- frisk koriander til servering
Fremgangsmåde
Karrypasta
- Rist spidskommen og korianderfrø af på en tør pande ved høj varme. Tag dem af, når køkkenet er fyldt med duft – stil det til side.
- Læg dine tørrede chili i blød og hak dem fint. Hak citrongræs, galanga, hvidløg og løg fint.
- Kom først chili, galanga og løg i en morter og stød det indtil du har en fin pasta.
- Kom resten af ingredienserne i – undtagen rejepasta - og stød indtil pastaen er fin og lækker. Tilsæt til sidst rejepasta.
Panang
- Skyl dine ris og begynd at gøre dem klar. Kog efter anvisning – brug evt. en riskoger.
- Skær kyllingen i ensartede strimler.
- Hak limeblade i strimler – husk at fjerne stilk. Hak chili fint.
- Varm sesamolien op i en wok. Tilsæt karrypasta – husk at rør godt rundt på panden. Tilsæt kokosmælk.
- På en anden pande steger du kyllingen ved høj varme.
- Kom den stegte kylling ned i wokken med kokosmælk og karrypasta. Tilsæt limeblade, chili og fiskesauce og rør rundt. Lad retten simre i 20 minutter og tilsæt til sidst rød strimler af rød peber.
- Rist cashewnødderne på en tør pande.
- Servér din panang med ris, rigeligt frisk koriander og ristede cashewnødder på toppen.