Brødrene Price's bud på lækkert tilbehør til kalvehaler (©DR)

Tilbehør til kalvehaler

I programmet 'Blær' laver brødrene Price, som titlen fortæller, blæremad. Mad der egner sig godt til hvis der er smukke kvinder i selskabet eller konkurrerende mænd.

Tilberedningstid: 20 min. Antal portioner: 4 pers.

Ingredienser

Selleripuré

  • 1 stk. knoldselleri
  • 0,5 l sødmælk
  • 1 stk. baconsvær
  • 1 spsk. smør
  • 1 smule salt
  • 1 smule peber

Pommes Anna

  • 4 stk. store bagekartofler
  • 100 g smør
  • 2 stk. skalotteløg
  • 2-3 kviste timian
  • 1 smule salt
  • 1 smule peber

Gele af kvæde

  • 4-5 stk. pæne kvæder
  • 60 g sukker
  • 1 smule citronsaft
  • 1 tsk. agar agar
    (Stivelsesmiddel lavet på tang, fås i specialbutikker)

Fremgangsmåde

Selleripuré

  1. Skræl sellerien og skær den i mindre stykker. Kog den helt mør i mælken sammen med baconsværen.

  2. Kasser sværen og kom selleristykkerne i en blender. Tilsæt lidt mælk, mens der blendes, til konsistensen er fløjlsblød og behagelig.

  3. Brun smørret og kom det i, mens der blendes. Smag til med salt og peber. Varm forsigtigt op inden servering. 

Pommes Anna

  1. Skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver. Lad dem snurre på en pande i smørret til de begynder at blive møre.

  2. Læg skiver af kartoffel ovenpå hinanden med finthakket skalotteløg og lidt timian samt salt og peber imellem lagene. Lav fire bunker og sæt dem i ovnen under let pres i ca. 20 minutter.

  3. Skær dem derpå i firkanter eller udstik dem og giv dem en sidste tur i ovnen under grill inden servering. 

Gelé af kvæde

  1. Kvæderne skrælles og skæres i mindre stykker og sættes over i ca. 1 l vand med lidt citronsaft og sukker. Kog under låg til væsken har taget smag af kvæderne.

  2. Si kvæderne fra og kog væsken ind til ½ liter. Smag til med citronsaft og evt. lidt mere sukker. Den skal ikke være for sød.

  3. Tilsæt en lille teskefuld agar agar og lad det koge op. Hæld væsken i en form og lad den køle lidt af til geleen har sat sig. Tag derpå geleen ud af formen og skær den i små ruder eller tern. 

Anretning: på en varm tallerken kommes en skefuld selleripure, som trækkes ud til en stribe. En firkantet pommes anna, lidt tern af kvædegele og endelig en savoykålspakke. På hver tallerken kommes lidt af den indkogte sauce, som forinden er monteret med en klat smør. Servér med en let hoven mine.