Tortellini er frisk pasta med fyld i. Nogle af de mest almindelige i danske supermarkeder er tortellini med skinke og ost eller spinat og ricotta. (Foto: Karolina Grabowska ©Pexels)

Tortellini med flødeostesovs

Tortellini kan købes i køledisken i de fleste supermarkeder sammen med diverse andre friske pastatyper. I denne opskrift kombineres de små tortellini med en cremet ostesovs, bacon og grønne ærter. Tip: Brug gerne en flødeost med din favoritsmag, som gør retten til sin helt egen.

Tilberedningstid: 15 min. Antal portioner: 2 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Kok og program

Ingredienser

  • 1 pakke tortellini
    (eller en anden type frisk pasta)
  • 1/2 pakke flødeost
    (gerne med smag, for eksempel pikantost)
  • 1/2 dl mælk
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 150 g bacon i tern
    (eller skinke i tern)
  • 1 dl frosne ærter
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

  1. Sæt vand over til pasta.
  2. Steg baconen ved mellemhøj varme, til det er sprødt, men ikke for mørkt. Tag det af panden og lad det ligge på et stykke køkkenrulle.
  3. Kom hakkede løg og hvidløg på panden ved lavere varme. Løgene skal blive blanke, nærmest gennemsigtige.
  4. Sæt pastaen over, mens løgene steger – tortellini skal ofte ikke have mere end 4-5 minutter, så læs anvisningen på pakken, hold godt øje med dem og hæld vandet fra, lige inden de er helt færdige.
  5. Kom flødeost og mælk ved løgene, og lad flødeosten smelte, så der bliver en ensartet sovs. Jo længere, den får lov at boble, des tykkere bliver den.
  6. Når sovsen har den rette konsistens, tilføjer du de frosne ærter og den stegte bacon og lader dem blive varmet af sovsen. Det tager ikke lang tid. Smag til med salt og peber og eventuelt andre krydderier, hvis du har brugt en neutral flødeost.
  7. Hæld pastavandet fra tortellinien, hvis du ikke allerede har gjort det, og hæld pastaen over i flødesovsen. Rør rundt, så alt pasta er dækket af sovs.
  8. Servér, for eksempel med lidt frisk basilikum, friske tomater eller lidt revet parmesan på toppen.

Opskriften findes i samlingen

Skønne og nemme pastaretter