En dejlig fiskeret i cremet muslingesovs. (©DR)

Uvak i muslingesovs med stegt kål og sød peber

Uvak - eller fjordtorsk - er her blevet til en cremet fiskeret med muslinger, rodfrugter og peberfrugt. Opskriften lavede Nikolaj Kirk i programmet Nak & Æd, da han og Jørgen var i Grønland. Uvak kan sagtens ersattes med andre hvide fisk som almindelig torsk.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 1 uvak - ca. 1½ kg
    (kan erstattes med eks. torsk)
  • 300 g rodfrugter -selleri, hvidløg og løg
  • vand til det dækker
  • 20 muslinger
  • ½ l piskefløde
  • salt og friskkværnet peber
  • ½ spidskål
  • 1 rød peberfrugt

Fremgangsmåde

  1. Fileter fisken og skær også skindet fra kødet. Fjern ben og del i otte passende stykker. 
  2. Hak ben let og kom i en gryde sammen med rodfrugterne skåret i mindre stykker. Tilsæt vand, så det dækker, og bring i kog. Lad det simre i 20 minutter.
  3.  Tilsæt de vaskede muslinger og kog i yderligere 10 minutter. 
  4. Sigt nu kraften fra ben og over i en ny gryde. Pluk muslingerne og kom ved kraften. Indkog kraftigt og tilsæt fløden. Krydr med salt og peber.  
  5. Krydr fiskestykkerne med salt og peber, og steg dem nogle minutter på en pande. Vend dem nogle gange undervejs. 
  6. Del kål i grove stykker, snit rødpeber i strimler og kom ved fisken. Steg i et – to minutter og server derefter fisken med sauce ud over.