Vaniljekransene kan enten laves runde, eller de kan her formes til bogstaver som du kan skrive hyggelige beskeder med. (©DR)

Vaniljekranse med mandler

En klassiker i julesmåkager, med masser af vanilje og mandler, og én alle i familien kan være med på. Denne opskrift lavede Signe Wenneberg i programmet 'Den store Julebagedyst' 2012 - du kan selv prøve derhjemme!

Tilberedningstid: 2 timer Antal portioner: 6 pers.

Kok og program

Ingredienser

  • 2 stænger vanilje
  • 500 g hvedemel
  • 350 g blødt smør
  • 250 g rørsukker
  • 150 g mandler
  • 1 stk. æg

Fremgangsmåde

  1. Vaniljekorn skrabes af stængerne, blandes med lidt af sukkeren og kommes i melet. Tilsæt det bløde smør og nuldr ud heri. 
  2. Blend mandlerne fint og tilsæt til dejen, og sammel hurtigt med ægget. Lad dejen hvile et par timer i køleskab med film over. Kan også fryses ned et par dage. 
  3. Forvarm ovnen til 200 grader. Gør kødhakkemaskinen klar og brug stjerne-hullet i hulpladen. Kør dejen gennem maskinen - helst med hjælp fra børn, der kan svinge håndtaget og tage imod de lange tuber af dej. Dejen kan formes til bogstaver eller traditionelle vaniljekranse. Fugt evt. hænderne med lidt vand når du samler dejen - så klistrer den ikke fast til fingrene. 
  4. Kagerne skal have ca. 6-7 minutter men får nemt for meget, fordi der er meget smør i. Det går stærkt - så hold øje! 
  5. Lad kagerne køle af på en bagerist, så de bliver helt sprøde. Læg i dåser som evt. tapes til, så ingen kan åbne dem, før kagerne skal spises…