Adam Aamanns opskrift på varm kartoffelsalat er både nem og lækker. (©DR)

Varm kartoffelsalat

Den kolde kartoffelsalat er en klassiker til både grillfesten og frikadellerne i hverdagen. Men har du nogensinde prøvet den varme version? Den er bestemt ikke ringere! Med dens fremtrædende let syrlige smag går den rigtig godt sammen med de lidt tungere og sødmefulde retter som f.eks. glaseret skinke eller en god julemedister. Den kan dog også sagtens spises om sommeren.

Tilberedningstid: 1 time Antal portioner: 4 pers. Denne opskrift er nem at lave.

Ingredienser

  • 800 g små kartofler
  • 3 stk. skalotteløg
  • 50 g smør
  • 1,5 dl vand
  • 1 dl æbleeddike
  • 1 spsk. dijonsennep
  • 1 spsk. sukker
  • 1 bundt purløg
  • En smule havsalt
  • Friskkværnet peber

Fremgangsmåde

  1. Kog kartoflerne møre i letsaltet vand i ca. 12-14 minutter afhængigt af størrelsen.
  2. Afkøl kartoflerne let og pil dem for skræl.
  3. Køl dem af og skær dem i tykke skiver.
  4. Pil løgene og snit dem fint. Put løg op i en stor gryde sammen med salt, vand og eddike.
  5. Kog det sammen, indtil løgene er møre. Kom smørret i og lad det smelte.
  6. Vend herefter kartofler, sennep og sukker i og krydr med salt og peber.
  7. Kog væsken sammen om kartoflerne, så kartoflerne bliver gennemvarme.
  8. Pas på med at røre for meget og for voldsomt i det, da kartoflerne så kan smuldre.
  9. Smag til med salt, peber og evt. mere eddike.
  10. Snit purløgene fint og vend i lige inden servering.