De veganske boller i karry tager lidt tid at lave, hvis du går hele vejen og laver karry og chutney selv – men der er nogle rigtig gode smage og konsistenser i den, som er værd at vente på. (©DR)

Veganske boller i karry

Er du vegetar, veganer eller bryder du dig bare ikke om kogte kødboller af svin, så vil du elske denne veganske version af boller i karry. Den er sprængfyldt med masser af velsmag og et ordentlig skud karrykærlighed! Og så kan du helt selv vælge, om du vil gå all in og lave det hele fra bunden, eller om du vil købe en færdiglavet karry og mango-/papayachutney for at mindske forberedelsestiden en smule.

Tilberedningstid: 1 time, 30 min. Antal portioner: 4 pers.

Kok og program

Ingredienser

Veganske boller

  • 50 g røde linser
  • 2 spsk. loppefrøskaller
  • 3/4 dl vand
    ((til loppefrøskaller))
  • 100 g kartoffel
  • 100 g pastinak
  • 100 g svampe
  • 1 tsk. løgpulver
  • 40 g hasselnødder
  • 2 spsk. hakkede skalotteløg
  • 4 spsk. kikærtemel
  • 1 tsk. knust spidskommen
  • 1 lille fed hvidløg
  • Salt og peber efter smag

Karrysovs

  • 100 g æble i små tern
  • 100 g gulerod i små tern
  • 100 g pastinak i små tern
  • 3 spsk. neutral olie
  • 3-4 spsk. karry
    ((købt eller hjemmelavet (se opskrift nedenfor)))
  • 1/4 tsk. peber
    ((stødt))
  • 2 spsk. hakket skalotteløg
  • 1-2 spsk. hvedemel
  • Evt. gurkemeje
  • 3 dl grøntsagsbuillon
  • 1 dåse kokosmælk
    ((cirka 2 dl))

Ris

  • 2 dl røde ris
  • 3 dl hvide basmati- eller jasminris

Karryblanding

  • 3 tsk. bukkehornsfrø
  • 2 tsk. hel spidskommen
  • 2 tsk. nelliker
  • 1 tsk. korianderfrø
  • 1 tsk. sennepsfrø
  • 1 tsk. fennikelfrø
  • 10-12 peberkorn
  • 1 kardemommekapsel
  • 1 mellemstor kanelstang
  • 1/2 tsk. stødt kanel
  • 1 laurbærblad
  • 3 muskatblommer
  • 1/2 tsk. gurkemeje
  • 1/2 tsk. cayennepeber
    (alt efter styrke)
  • 1/2 tsk. stødt ingefær

Mango-/papayachutney

  • 1 mango
  • 1 papaya
  • 1-2 spsk. neutral olie
    (til at stege i)
  • 1 spsk. revet ingefær
  • 3 revet fed hvidløg
  • 1 hel chili med kerner
  • 1 tsk. korianderfrø
  • 1 tsk. hel spidskommen
  • 1 tsk. stødt gurkemeje
  • 1 hel nellike
  • 1/2 tsk. stødt kardemomme
  • 1/2 tsk. stødt kanel
  • 200 g sukker
  • 1,5 dl eddike

Pynt

  • 1 syrligt æble
  • 1 lille bakke karse
  • 4-5 spsk. ristede kokosflager

Fremgangsmåde

Bollerne

  1. Kog linserne i dobbelt mængde vand i ca. 15 minutter. Afdryp dem, hvis der er mere væde tilbage.
  2. Rist hasselnødder på en pande, fjern skallerne og hak dem fint efterfølgende.
  3. Snit svampe og steg dem hårdt på en pande så de smider vandet.
  4. Pisk loppefrøskallerne ud i vand.
  5. Riv kartofler ned i en sigte. Drys 1/2 spsk. salt på og vend det godt ind i kartoflerne. Lad dem stå 10 minutter og pres efterfølgende så meget væde ud af dem, som du kan.
  6. Bland de kogte linser i loppefrøskallerne og pisk til massen hænger helt sammen. Tilsæt de revne grøntsager og rør et øjeblik til farsen slipper skålen.
  7. Rør de hakkede løg i sammen med kikærtemel, spidskommen, presset hvidløg, løgpulver og lidt peber. Ælt gerne farsen med fingrene. Massen skal være klæbrig, men ikke våd – hvis du synes den er for våd, kan du justere med kikærtemel
  8. Smag til og tilsæt salt/peber.
  9. Lad farsen stå i køleskabet en halv times tid, før den formes til 16 små boller. De skal veje ca. 20-25 gram stykket.
  10. Sæt bollerne på bagepapir på en bageplade og sæt pladen i en 200 grader varm ovn. Bag bollerne 10 minutter. Vend dem og bag dem 20 minutter på den anden side.

Karryblanding

  1. Vej alle ingredienserne af til karryen og kom på en pande ved medium-høj varme.
  2. Rist krydderierne af til du kan dufte aromaerne. De burde ikke tage mere end nogle få minutter på en varm pande.
  3. Tag dine afvejede og nu ristede krydderier op i en blender og blend det til ensartet pulver. Dette kan også gøres i en morter.

Mango- og papayachutney

  1. Skær din mango og papaya ud i mundrette tern.
  2. Rist dine afvejede krydderier, kom det i en morter og arbejd det til et ensartet pulver.
  3. Kom olie i en gryde og svits ingefær, chili og hvidløg af. Tilsæt herefter dine krydderier og rist yderligere af i to minutter.
  4. Herefter tilsættes papaya og mango til gryden samt sukker og eddike.
  5. Lad chutneyen småsimre i en lille time, og lad den simre til den er tyk, men ikke tør. Smag til med salt.
  6. Sæt herefter på køl inden servering.

Sovsen

  1. Skær æble, pastinak og gulerod i små terninger.
  2. Varm olien op i en lille gryde og tilsæt karry og peber. ”Brænd” krydderierne forsigtigt af og tilsæt skalotteløget. Svits det med et par minutter.
  3. Drys melet i og bag sovsen op med bouillon og kokosmælk. Rør æble, pastinak og gulerod i sovsen og lad den simre for svag varme i 10 minutter.
  4. Når de hakkede grøntsager er møre blender du sovsen, så den er lind og cremet.
  5. Smag godt til med salt, citronsaft, karry og et nip sukker. Hvis du er ”hard core”, kan du også tilsætte lidt friskhakket chili eller tørrede chiliflager.
  6. Justér farven med gurkemeje – så du får lige den gule farve du vil have. Farven afhænger af hvor meget gurkemeje, der er i din karry (købt eller lavet selv).

Ris

  1. Kog de to slags ris efter anvisningen på pakkerne – hver for sig. De røde ris afgiver lidt farve undervejs. Bemærk at de røde ris skal have længere tid end jasmin-/basmatirisene. 
  2. Bland risene til sidst, når de er færdigkogt.

Servering

  1. Find en lille skål, du kan anrette risene i, så de danner en rund bunke. 
  2. Placér den runde bunke ris i midten af en dyb tallerken.
  3. Læg fire boller symmetrisk på tallerkenen og hæld den varme sovs over bollerne rundt i kanten. 
  4. De små æblestykker placerer du i en lille bunke på toppen af risene. 
  5. Placer en lille klat mango/papaya-chutney mellem bollerne. 
  6.  Pynt efterfølgende med kokosflager og karse.