Friske blondie-cupcakes med masser af smag af citron og timian. (©DR)

Blondie cupcakes med macadamianødder, citronfromage og pynt

'When-life-gives-you-lemons-bake-a-cake-cupcakes'! Disse cupcakes er udarbejdet efter et livssyn, hvor man ser muligheder frem for begrænsninger og tage det sure med det søde. De repræsenterer livet gennem sine smage og konsistenser - det sure, det søde, det salte, det bitre, det sprøde, det bløde, det flydende og det knasende. Og så skal de selvfølgelig klædes pænt på med guldglimmer og blomster og urter.

Tilberedningstid: 1 time, 45 min. Antal portioner: 6 pers.

Kok og program

Ingredienser

Blondies med macadamia-nødder og revet citronskal

  • 100 g smør
  • 140 g hvid chokolade - knapper
    (100g bruges først, 40g senere)
  • 1 æg
  • 75 g sukker
  • 50 g kagemel
  • 1/4 tsk. salt
  • Skal fra 1 citron
  • 12 macadamia-nødder

Citronfromage med timian

  • 1,5 blad husblas
  • 2 pasteuriserede æggeblommer
  • 85 g bagesukker
  • 2 pasteuriserede æggehvider
  • 1 citron
  • 1 dl piskefløde
  • 1 tsk. finthakket frisk timian

Saltkaramel

  • 1 dl piskefløde
  • 1/2 dl mørk sirup
  • 1 dl flormelis
  • 20 g smør
  • 1/2 tsk. flagesalt

Boblesukker med citronsyre

  • 1/2 dl glukosesukker
  • 1 tsk. citronsyre
  • 1/2 tsk. guldglimmer

Saltet marengs

  • 70 g æggehvide
  • 70 g bagesukker
  • 1/2 tsk. flagesalt
  • Gul pastafarve

Pynt

  • Et par kviste frisk timian
  • Spiselige blomster

Fremgangsmåde

Blondies med macadamia-nødder og revet citronskal

  1. Tænd for ovnen på 175 grader.
  2. Smelt smør og de 100 g hvid chokolade i mikroovnen.
  3. Riv citronen og pisk citronskal, æg, sukker, mel, og salt sammen.
  4. Vend chokolade/smør blandingen i dejen.
  5. Fordel dejen i en smurt cupcakeform drysset med sigtet kagemel.
  6. Vend de 40 g hvide chokoladeknapper og macadamianødder i lidt kagemel og fordel i de seks cupcakes groft.
  7. Bag muffins i cirka 25 minutter på midterste rille.
  8. Afkøl.

 Citronfromage med timian

  1. Husblas udblødes i koldt vand.
  2. Æggeblommer og sukker piskes hvidt.
  3. Husblas og citronsaft smeltes over vandbad.
  4. Pisk fløden let og vend den i æggesnapsen.
  5. Pisk æggehviderne stive og vend dem i æggesnapsen sammen med husblas og finthakket timian.
  6. Fordel i kuppelforme og sæt dem i fryseren.

Saltkaramel

  1. Fløde, flormelis og sirup bringes i kog i en lille gryde under omrøring.
  2. Koges i cirka 2 minutter til tynd sauce.
  3. Tilsæt smør og rør til smørret er smeltet.
  4.  Tilsæt flagesalt og afkøl.

Boblesukker med citronsyre

  1. Tænd for ovnen på 150 grader.
  2. Sæt små klatter glukosesukker på en silikonemåtte.
  3. Drys med lidt citronsyre og guldglimmer og flad klatterne lidt ud med bagsiden af en teske.
  4. Bages midt i ovnen i 30 minutter.
  5. Afkøl let og tag dem forsigtigt af silikonemåtten.

Saltet marengs

  1. Sukker og æggehvide smeltes over vandbad til sukkerkornene er smeltet.
  2. Hæld massen i røremaskine og pisk den kold og sej.
  3. Tilsæt salt og pisk massen glat.
  4. I sprøjteposen tegnes en stribe med gul pastafarve fra tyllen og op.
  5. Kom marengs på sprøjtepose med stor rund mangetakket tyl.

Samling af cupcake

  1. Lav et hul i midten af hver muffin med en kernehusudtrækker.
  2. Fyld saltkaramel i hullet.
  3. Placer en citronfromage oven på.
  4. Top med saltet marengs.
  5. Brænd marengsen let med gasbrænder.
  6. Pynt med boble sukker, spiselige blomster og frisk timian.