100-årige Thyra springer stadig ud i livet: Vi har pligt til at leve fuldt ud

I dagens Danmark skal vi være bedre til at tage den mere med ro, mener Thyra.

Thyra kan ikke huske en skid.

Det siger hun i hvert fald selv, mens hun grinende begraver sit hoved i hænderne.

28. november 1918 står der på dåbsattesten, så det er måske ikke så mærkeligt, at navne og årstal sommetider driller hukommelsen.

Men noget husker hun nu alligevel, 100-årige Thyra Vadgaard.

I hvert fald er det printet ind i hovedet, at hun skal have noget ud af sit liv. Selv for en på 100 år er livet for kort til bare at se til og lade gå.

Det var også derfor, at hun som 99-årig tog et supermandskostume på og sprang ud fra et fly i fire kilometers højde. Det havde hun altid ønsket at prøve, og så er det ligemeget, at benene driller, og at en kørestol er en del af dagligdagen.

Så sådan blev det.

Nede på jorden stod venner, børn og børnebørn klar til at tage imod med flag og hurra-råb. Og det er da også familien, der hver dag får Thyra til at springe ud i livet. Dem, der giver livet mening og værd at leve. Også når hukommelsen svigter.

Se Thyra springe i faldskærm, da hun var 99 år.

Ikke et liv uden sorg

Men altså, så slemt står det nu heller ikke til med hukommelsen for Thyra. Det er mest det nu og her, der kan blive glemt.

- Det er mest nye ting, jeg ikke husker. De gamle minder sidder ligesom bedre fast.

Selv om livet for Thyra er lyst og fuld af glæde og kærlighed, går man ikke igennem et 100-årigt liv uden at møde mørket og stor sorg.

Det var faktisk allerede i en ung alder, at Thyra stiftede bekendtskab med den form for sorg, der kryber ind under huden og fjerner livsglæden. Formentlig den største sorg, man som forældre kan møde.

Hun måtte nemlig begrave sin første datter, da datteren var fem år. Hun hed Anne-Margrethe, men blev altid kaldt Tut. Hun havde en kræftsvulst i rygmarvskanalen, som hun fik fjernet, da hun var tre måneder gammel.

- Der er mange ting, jeg ikke kan huske, men Tut glemmer jeg aldrig. Det var slemt, da Tut døde. Hun var sådan en bette sød trold. Hun var glad og var tilfreds med livet, som det var.

- Hun vidste godt, hvordan det var. Jeg tror godt, at syge børn er klar over det, når de er syge. Hun var syg al den tid, vi havde hende. Det er ikke rart. Det er jo det bedste, man har.

Tut døde i december 1949, og i tiden efter røg Thyra ned i et sort hul. Hun følte faktisk, at hendes liv var forbi.

Tut døde, da hun var fem år. Det har været en stor sorg for Thyra.

Men så kom lyset tilbage. I oktober 1950 fødte Thyra nemlig sit andet barn, Annette.

- Jeg var gået til bunds, hvis ikke hun var kommet. Hun forlangte jo, at jeg skulle tage hensyn til hende. Det var det, der fik mig til at komme tilbage til livet.

Senere kom hendes tredje pige, Anna. Kærligheden voksede i hende igen.

Og hvis kærligheden ikke er der, kan man lige så godt lade være med at leve, mener Thyra.

- Hvis a Æ hat fået dem, var a gåen rapundus, lyder det på klingende nordjysk.

Den store kærlighed

Det var nu ikke, fordi Thyra ikke havde mærket kærligheden inden da. Hendes mand, Harald, mødte hun allerede som helt ung. De gik i klasse sammen og blev hurtigt forelskede. De vidste, at det skulle være dem. Det var uden tvivl den store kærlighed.

Harald var den rolige. Thyra den vilde.

Hun var elitegymnast på Ollerup Gymnastikhøjskole, og der var gang i kroppen hele tiden. Og da Harald købte en motorcykel, så besluttede Thyra sig for at få et motorcykelkørekort. For det meste var det Harald, der sad bagpå, når de skulle ud og køre.

Harald var ikke så stærk. Han havde et defekt nervesystem, og det betød, at musklerne ikke fungerede, som de skulle. Men med medicin levede han for det meste et helt normalt liv.

- Han var en virkelig dejlig og rar mand og en virkelig god far.

Men så kom han op i 80'erne, og så svigtede hukommelsen for alvor. Han havde fået alzheimer. Pludselig kunne han ikke kende hverken Thyra eller sine piger.

- Han gik helt i spåner. Det var svært at se den mand, man elskede, pludselig ikke kunne noget.

I 2010 døde han. Den eneste mand, Thyra nogensinde har kendt.

Bliv ved med at drømme

Men det betyder ikke, at Thyra er ensom. Selv om livet for det meste går sin stille gang på det ældrecenter i Vollsmose i Odense, som i dag er hendes hjem.

- Nej, jeg har aldrig været ensom. Mine børn har været gode til at besøge mig. Jeg savner Harald, og ham kommer der aldrig nogen i stedet for. Men ensom er jeg ikke.

Harald og Thyra var sammen fra de var helt unge. Han døde i 2010, så de seneste ni år har Thyra været alene.

For Thyra handler det om at turde at kigge fremad. Og gøre noget andet. Som eksempelvis at springe i faldskærm.

- Man skal blive ved med at drømme, for hvis man mister drømmene, så mister man jo det hele.

Thyra er dog heller ikke bange for at sige farvel til livet. Til drømmene. Hun tror, man kun lever én gang, men det betyder alligevel ikke, at det hele bare er slut. Så er det tid til gensyn.

- Jeg er ikke bange for at dø. Jeg tror, Harald venter på mig på den anden side. Jeg glæder mig til at se ham igen, og så kan vi sammen tage derhen, hvor vi skal være.

- Vi lever kun én gang, og så skal man få det bedste ud af det. Det synes jeg næsten, man har pligt til.

Ifølge Thyra er det ikke så mærkeligt, at hun er nået dertil, hvor hun kan puste 100 lys ud på fødselsdagslagkagen. Det er simpelthen fordi, hun har sagt ja.

Et ja til livet.

Thyra kender ikke til sociale medier og bruger aldrig internettet. Hun blev født, da 1. verdenskrig sluttede. Men hvad har ændret sig mest de seneste 100 år, og hvad er hendes råd til ungdommen i dag? Det har vi spurgt hende om.

Facebook
Twitter