17-årige Dimitrios sendte afskeds-SMS til vennerne: Nu vil han bryde tabuer

Det skal være okay at vise sårbarhed og være sig selv, siger Dimitrios.

Det hele crasher i september 2017. Det er en mørk efterårsaften, klokken er vel 22. Jeg er ret ramt af det hele. Ekstra ramt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg går på togstationen, fordi jeg egentlig skal videre og mødes med drengene. I stedet sender jeg en sms til dem, hvor jeg skriver, at jeg ikke kan mere. At jeg føler mig presset, føler mig udstillet og træt af at blive lavet sjov med og gjort til grin.

Så lukker jeg af for omverdenen og slukker min telefon.

Dimitrios, også kaldet Dimi, var 17 år gammel, boede i Hillerød med sin mor og far og gik i 2.g. på Frederiksborg Gymnasium og HF. Den aften på Hillerød Station lagde han sig ned på togskinnerne. Han nåede at se toglygterne, inden han blev hevet op fra skinnerne af en forbipasserende.

Det var ikke, fordi han ville dø. Han var bare så træt og trist af det hele. I et år havde han, uden at sige det til nogen, følt sig fastlåst i en rolle som underdog. Han kunne ikke længere kende sig selv og traf derfor en beslutning. Han ville sige fra.

Da jeg startede i 2.g, begyndte brikkerne at falde på plads for mig i forhold til, hvem jeg egentlig er. Jeg indså, at jeg måtte gøre op med den her rolle.

Jeg følte mig både presset af gruppen og af at have forrådt mig selv. For jeg havde jo ikke sagt noget til nogen og bare ladet det ske. Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene.

Jeg var blevet en boksepude for jokes, følte mig udstillet og som det svage led i gruppen. Jeg sad fast i den rolle og blev nødt til at vise dem, at jeg ikke bare ville finde mig i det. Det kom bare rigtig dumt ud.

Jeg var så langt ude i et så stort emotionelt kaos, hvor al rationalitet og fornuft forsvinder, og hvor dømmekraften virkelig var i bund. Alt kolliderede bare, og jeg var ved at gøre noget rigtig dumt ved mig selv.

- Der er også en bagside af medaljen, hvor rigtig mange føler sig ensomme og føler, de ikke passer ind i gymnasiekulturen, siger Dimi, der nu går i 3.g. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)

Presset opstod allerede, da Dimi startede i gymnasiet. Han kom fra en lille folkeskole og skulle nu starte på Frederiksborg Gymnasium og HF, som er et stort gymnasium i Hillerød med over 1.300 elever.

Da jeg startede i 1.g., fornemmede jeg hurtigt, hvordan det hele går ud på at imponere hinanden. Jeg var meget indelukket og spillede computer, og i forhold til mange af de andre var jeg meget lille og havde en lys stemme. Stort set alle drengene i min klasse var ærkedanske, mens jeg er sorthåret, har sorte øjne, er sydlandsk af udseende og ligner min græske far.

Fra starten følte jeg, at jeg skilte mig ud, følte mig rigtig meget alene og anderledes og udelukket fra fællesskabet. Jeg prøvede at blive en, jeg ikke var, for at passe ind i en gruppe.

  • Halskæden fik Dimi, da han blev døbt i Grækenland, og den går han med hver dag. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)
  • Dimi har fundet ud af, at det er terapi for ham at skrive sangtekster. Han skriver om sit liv. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)
  • Han skriver for det meste engelske raptekster og altid om noget reelt, der sker i hans liv. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)
1 / 3

Klikerne og grupperne er fundamentet for overlevelse i gymnasiet, en tryghedsboble. Man deler lektier, sidder sammen i klassen, i kantinen, fester sammen, går til arrangementer på skolen sammen.

Jeg begyndte at vise mig på en måde, hvor jeg ikke var mig selv. Jeg ændrede personlighed, drak mig meget fuld og prøvede en masse forskellige kombinationer af druklege. Egentlig var jeg bare en usikker dreng, som forsøgte at følge med i den her frembrusende alkohol- og sexfikserede kultur, som er dominerende, når man starter i gymnasiet.

Samtidig følte jeg mig meget presset af, hvor jeg kom fra. Hvorfor jeg ser sådan ud? Hvor skal jeg hen? Sådan nogle store eksistentielle spørgsmål.

- På et tidspunkt bliver man hakket så langt ned som et søm i en bordplade, at man ikke kan komme op, forklarer Dimi. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)

Den aften på Hillerød Station blev Dimi hentet af sin storesøster, der kørte ham hjem til forældrene. De anede ikke, at han gik med så tunge tanker, og de var chokerede over, hvor langt nede han var. Efter episoden begyndte Dimi for første gang at tale med sin græske far om dét at føle sig anderledes, og hvordan faderen tacklede at flytte til Danmark, dengang han mødte Dimis danske mor.

Min far siger, at man er den bedste version af sig selv ved at være sig selv. Det var svært for ham at flytte til et nyt land, men han var ligeglad med, at folk gjorde lidt grin med ham og hans måde at udtale ord på. Han lærte mig, at det er godt med selvironi, at man kan grine lidt af sig selv.

Mine snakke med min far har givet en stolthed i mig, og jeg har lært at vende det til noget positivt, at jeg har gener, der er anderledes. Det har styrket min selvtillid og gør, at jeg nu står mere fast ved mig selv.

På Dimis reol står digteren Homer og andre store grækere side om side med skolebøger og et par flasker til næste fest. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)

I dag går Dimi i 3.g. og er blevet 19 år. Han går stadig sammen med sin drengegruppe men er ikke længere fastlåst i en rolle, han ikke kan være i.

Da jeg tændte min telefon igen den aften, jeg kom hjem fra stationen, havde nogle af drengene set min sms og svaret useriøst tilbage med beskeder som ’ej, hold nu kæft’. De anede ikke, hvor tæt de havde været på at miste en ven, for det hele var så overfladisk, at de også troede, det her var en joke. Jeg havde jo heller ikke tidligere fortalt dem, hvor svært jeg havde det.

Min episode blev springbræt til, at vi kunne blive lidt mere modne og tale om andet end damer, alkohol og karakterer. De siger, at det også har ændret dem, at vi gennemgik det sammen. Nu kan vi også tale om, at det er ok at vise sårbarhed og at være sig selv.

- Mit budskab er, at du ikke behøver at ændre på dig selv for at overleve, siger Dimi. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)

Nu fortæller han sin historie for at bryde tabuer. Han vil tale åbent om, at gymnasiet også kan være et benhårdt, ubarmhjertigt sted, så andre i hans situation ved, de ikke er alene.

Gymnasiet er en virkelig fed tid, men man skal fandme også være en hård negl for at overleve. Jeg ved, at mange straks tænker ’ej noget pis, gymnasiet var en leg’. Men måske negligerer de det faktum, at gymnasietiden også var svær, og at den har efterladt nogle ar hos en del.

Folk ved jo godt, at gymnasiet handler om fester, at score og prøve ting af, men der er også en bagside af medaljen, hvor rigtig mange føler sig ensomme og føler, de ikke passer ind i gymnasiekulturen.

I stedet for at fokusere på sociale medier som problemet, skal man hellere se på det virkelige liv med introture og fester, hvor man bliver presset til at gøre noget, man ikke vil.

Vi er meget bange for at vise, hvem vi er. I stedet bliver det en kamp for at blive så sej og vise os selv fra så mange sider som muligt for at blive kendt på skolen. Mit budskab er, at du hellere skal bruge de her tre år på at finde dig selv og finde en stærk vennegruppe, hvor du ikke behøver at ændre på dig selv for at overleve. Tværtimod skal du sige ’Sådan er jeg - og jeg er fucking nice.’

- Man er den bedste version af sig selv ved at være sig selv, siger Dimi, der er brudt fri af en rolle, han til sidst ikke kunne kende sig selv i. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)
Facebook
Twitter