Du kender en homoseksuel. Måske har du mødt en biseksuel eller en panseksuel - du ved, en, der bliver seksuelt tiltrukket af mennesker, ikke køn.
Men har du nogensinde mødt en person, der bare slet ikke har lyst til sex, som helst vil være i et forhold uden sex, eller som væmmes bare ved tanken om at have sex?
Måske har du uden at vide det, for der findes faktisk en del, der identificerer sig som aseksuel.
Nogle tal viser, at 0,23 procent af danskerne identificerer sig som aseksuel. Andre studier mener, tallet ligger på mellem én til to procent, hvilket svarer til mindst 60.000 personer i Danmark.
Tre af dem er Mie, Lasse og Siv, som her fortæller åbent og ærligt om at være ung og aseksuel - og de fordomme, de ofte bliver mødt med.
De synes, det er grænseoverskridende at tale om sig selv i relation til sex, men gør det for at bryde tabuer.
'Jeg har aldrig fantaseret om sex med andre'
Siv Christensen, 20 år
Definerer sig selv som aseksuel og heteroromantisk. Det betyder, at hun føler sig romantisk tiltrukket af det modsatte køn. Har haft to kærester, den ene aseksuel. Hun har aldrig haft sex og ønsker det ikke.
Hej Siv, hvordan opdagede du, at du er aseksuel?
- Før jeg blev 16, havde jeg aldrig stillet spørgsmålstegn ved min seksualitet. Men så begyndte jeg på en efterskole, hvor pigerne begyndte at tale meget om drenge og sex. Det forstod jeg ikke. Indtil da havde det ikke strejfet mig, at de tænkte så anderledes på det, end jeg selv gjorde.
Hvad tænker du om sex?
- Jeg er "sex-negativ", det vil sige, at jeg aldrig vil have sex og synes, sex i sin klassiske forstand er meget klamt. PIV - penis in vagina-sex - vil jeg aldrig nogensinde komme tæt på. Jeg vil gerne kysse, putte og sådan noget, men hvis en person ender med at have sex med mig, vil jeg anmelde personen for voldtægt.
Hvilke fordomme møder du som aseksuel?
- Jeg er blevet spurgt, om jeg har været udsat for noget traumatisk. Nogle fyre har også spurgt, hvordan jeg kan vide, jeg er aseksuel, når jeg ikke har haft sex. Så svarer jeg "hvordan kan du vide, du er heteroseksuel, hvis du ikke har haft sex med en anden fyr?". Så kan de godt se, hvad jeg mener.
Er du på datingsites?
- Ja, jeg har både været på Tinder og Badoo. I starten hyggede jeg mig med at snakke med folk, men jeg lagde hurtigt mærke til, at der var mange seksuelle samtaler. Det synes jeg egentlig bare er sjovt, fordi det er så absurd for mig. Jeg har aldrig fantaseret om sex med andre.
Hvad skriver du i din profiltekst?
- Det står åbent og afklaret i min profil, at jeg er aseksuel, og den identitet kan man faktisk vælge i Badoo. Jeg får dog stadig en masse dickpicks og beskeder fra folk, der spørger, om vi skal knalde, eller om de skal omvende mig.
- Her i foråret fik jeg en kæreste på Badoo, som også er aseksuel. Vi klingede bare godt sammen, selvom vi gik fra hinanden nogle måneder senere af andre årsager. Men det var befriende og en lettelse ikke at stresse over sex. Jeg vil aldrig sige til en kæreste, at han skal undvære sex. Det kommer bare ikke til at blive med mig.
Hvordan ser du det perfekte forhold i fremtiden?
- Jeg vil trives bedst i et åbent forhold, hvor jeg kan kysse med andre, og hvor min partner kan få stillet sin sexdrift. Jeg mener, at et forhold skal baseres på tillid frem for regler. Jeg drømmer om at bo ude på landet uden børn med en masse hunde. Jeg vil lytte til mig selv frem for at give efter for alle andres forventningspres om det perfekte liv.
'Der er den her idé om, at fyre har et større sexdrive end kvinder'
Lasse Kjøbeløv, 29 år
Definerer sig selv som demiromantisk, hvilket betyder, at han skal møde den helt rette, som han skal knytte et meget nært bånd til, hvis der skal opstå romantiske følelser. Han er også panromantisk, hvilket betyder, at han kan få romantiske følelser for en person - ikke et bestemt køn. Dog tiltrækkes han af det maskuline i personer. Han er kønsneutral og vil ikke omtales som "mand", men kan godt acceptere "fyr" eller han/ham og de/dem.
Hej Lasse, hvordan fandt du ud af, at du er aseksuel?
- Som 16-årig sprang jeg ud som en homoseksuel, ciskønnet (en person, der identificerer sig med det køn, man er født med) mand. Men jeg havde aldrig den store interesse i sex og fandt det ikke særligt spændende. Det blev en grå substans, der mere handlede om tilfredsstillelse af partneren end mig. En dag stødte jeg på ordet aseksuel og det her med, at du ikke har nogen seksuel tiltrækning til en person. Det lød meget bekendt.
- I dag har jeg venner og veninder, som også er aseksuelle, og jeg er meget sikker i, at jeg befinder mig i samme spektrum.
Har du haft en kæreste?
- Ja, og fra starten meldte jeg ud, at jeg nok var aseksuel. Det havde han det helt fint med, for han havde selv havde et lavt sexdrive. Men det gik ikke i længden, vi var ikke gode nok til at kommunikere.
Hvad møder du af fordomme?
- At jeg bare ikke har fundet den rigtige. Eller at jeg er blevet forulempet som barn. Nogle udbryder, at de slet ikke kan leve uden sex. "Nå, godt for dig", tænker jeg så bare.
- Jeg kan være charmerende i den måde, jeg snakker på, og det kan folk godt afkode, som om jeg er ude på noget, og det gør mig enormt selvbevidst.
Er der forskel på at være aseksuel som fyr i forhold til en kvinde?
- Jeg tror, folk ser anderledes på mig, fordi jeg er født som dreng, og min krop dernede stadig fungerer. For piger er det ikke så synligt på samme måde. Så jo, der er den her idé om, at fyre har et større sexdrive end kvinder. Det er lidt træls.
Går du på dates?
- Jeg er ikke på Grindr, for der er for mange dickpicks in my face (pikbilleder lige op i ansigtet, red.). Jeg er på Tinder, men jeg er ikke en seriøs dater og bruger det mest til at være social med folk. Som aseksuel er det også en kamp uden lige bare at få en chance for at komme på en date. Jo ældre jeg bliver, jo mere tænker jeg også over, om jeg egentlig har behov for den eneste ene.
Hvad er det sværeste ved at være aseksuel?
- Mange gange har jeg tænkt "hvorfor lige mig?". Jeg har ikke noget imod at være aseksuel, men mit liv ville være så meget lettere, hvis jeg ikke var det. Vi lever i et samfund, hvor vi lærer, at sex er så vigtigt, at vi ikke kan leve uden. Det er super trist, fordi det føles, som om vi ikke eksisterer.
'Jeg vil gerne giftes en dag og håber, jeg finder en person, der heller ikke har et sexbehov'
Mie Hald, 19 år
Identificerer sig som aseksuel, men er meget romantisk og vil gerne giftes en dag. Hun er panromantisk - det vil sige, at hun kan blive romantisk tiltrukket af personer uanset køn. Dog foretrækker hun det feminine og elegante frem for maskulin hårdhed. Har aldrig haft sex og har aldrig haft lyst til at kysse med nogen.
Hej Mie, hvordan er det at vokse op som aseksuel?
- Der var lang tid, hvor jeg tænkte, der var noget galt med mig. Når mine klassekammerater snakkede om sex i skolen, blev jeg irriteret eller nogle gange så utilpas, at jeg var på grådens rand.
- Men jeg har hele tiden tænkt, at jeg bare var sent på den, og at man bliver voksen i forskelligt tempo. Nogle begyndte at lave sjov med mig, når jeg sagde, at jeg ikke havde lyst til at have en kæreste og sex. Det gjorde mig lidt vred, fordi de behandlede mig som lille, naive Mie.
Hvornår fandt du ud af, at du var aseksuel?
- Da jeg var 17, læste jeg en tegneserie om to karakterer, der fik problemer med intimitet og sex i deres forhold, fordi den ene var meget afholdende og havde undskyldninger. Det kunne jeg relatere til. Karakteren var demiseksuel, det vil sige, at personen skal møde den helt rette, før sexlysten kommer, og det passede godt på mig, tænkte jeg.
- I december sidste år matchede jeg så med en meget sød fyr. På anden date tog vi hjem til ham for at se en film, og han begyndte at lege med mit hår og røre ved mit lår. Jeg kunne slet ikke have det og måtte afbryde, selvom han var sød. Jeg meldte mig ind i en Facebook-gruppe og indså her, at jeg ikke er demiseksuel, men fuldt aseksuel.
Hvordan har dine forældre taget det?
- Jeg var rimelig træt af, at ingen vidste det, fordi jeg følte, jeg skjulte en del af mig selv. Derfor lavede jeg sidste år en video til mine forældre, hvor jeg forklarede alt, også for at undgå at de skulle komme med stikpiller om kærester og børn. Min fars reaktion var "hvis det gør dig glad, så...". Det gjorde mig ked af det, for det er ikke et valg, og det gør mig ikke glad. Det gør bare alt mere besværligt.
- I dag er mine forældre støttende, selvom de ikke helt forstår, hvad det er. Det er derfor dejligt, at der nu kommer mere fokus på det.
Har du sexfantasier?
- Aldrig med mig selv, og jeg har ikke haft en sexdrøm, siden jeg holdt op med at presse mig selv og bekymre mig om sex. Når det en sjælden gang sker, er det ikke med virkelige personer men fantasy-figurer. Jeg gør det også selv nogle gange, men det er mere sådan "hvis der er noget, der klør, så klør jeg". Jeg behøver ikke andre til at ordne det.
- Jeg har aldrig set porno. Jeg prøvede på et tidspunkt, men det var ikke noget for mig.
Vil du gerne møde en kæreste?
- Ja, selvom jeg er aseksuel, er jeg ekstremt romantisk. Jeg vil gerne giftes en dag og håber, jeg finder en person, der heller ikke har et sexbehov. Derfor er jeg på datingappen AceApp for ligesindede.
- Hvis jeg møder den rigtige partner, kan jeg ikke se noget problem i at prøve at have sex, hvis personen vil. Men jeg opsøger det ikke selv og har ikke noget imod, hvis det aldrig sker.
Har du mødt fordomme?
- Ja, at aseksuelle er bange for sex, og at vi bare skal finde det rigtige kink, så er vi på. At aseksuelle er pædofile, der ikke vil handle på deres drifter, hvilket er den værste fordom, som jeg har hørt flere gange. Og at aseksualitet er linket til autisme.
- Folk mener også, jeg er for ung til at beslutte mig for det. Men det er ikke en beslutning at være aseksuel, det er sådan, jeg er. Tænk på det, som om vi alle har en pære. Min er ikke i stykker, den bliver bare aldrig tændt.