23-årige Emils tvillingebror begik selvmord: Jeg ser min bror i alle, der har det svært

I 2018 mistede Emil sin tvillingebror. Men hvordan lever man videre, når man har mistet en bror?

Som børn var det kun deres forældre og storebror, der kunne se forskel på dem.

Emil Bülow Petersen og hans tvillingebror, Johan, var to små, glade, buttede babyer, der, allerede før de kunne tale, havde en særlig intern humor. Ét blik kombineret med lidt babysprog og de vidste, hvad den anden tænkte.

Da de blev ældre, fangede de haletudser i Moesgård Skov i udkanten af Aarhus og slog smut med sten på stranden. Det var en god barndom. Fyldt med natur, familie og kærlighed. Sådan husker Emil det.

Senere delte de deres fælles passion for bluesmusik. De spillede begge bluesklaver, men Johan var meget bedre end Emil. Så god, at Emil tit sagde til ham, at han burde blive musiker.

I august 2017 fejrede de deres 22 års fødselsdag sammen.

Det blev Johans sidste.

- Min tvillingebror begik selvmord i juli sidste år. Han havde haft nogle svære teenageår.

Hvilke udfordringer, Johan havde, ønsker Emil ikke at uddybe af hensyn til sin familie.

Ud over at han kæmpede med ensomhed. Og for Emil var det også det værste.

- Det er nok det, der rammer mig mest, og som er noget af det hårdeste at tænke tilbage på. Hvor ensom én, man elsker, har været.

De seneste år havde Emil besøgt Johan flere gange i hans lejlighed i Aarhus. De talte tit om fremtiden og kunne have lange filosofiske samtaler om livet og samfundet.

Det gav slet ikke mening, at Johan nu var død. For han var meget til stede i verden. Med sine egne holdninger og sit eget syn på tingene. Et meget menneskeligt syn. Han var kreativ, reflekterende og havde mange tanker om verden.

- Den sorg, jeg går rundt med, er meget tung, for jeg husker ham som et meget levende menneske, og det ville jeg ønske, han kunne være lidt længere.

I starten var sorgen meget overvældende for Emil. Han var konstant ked af det og blev sygemeldt fra sit arbejde i en måned. Han var kort forinden flyttet til Birkerød, men tilbragte de første uger sammen med familien i Aarhus.

Her havde han mange lange og gode snakke med sine forældre og sin tre år ældre storebror om, hvad der var sket. Han pressede sig selv til at græde og konfrontere sine følelser.

For sorgen var så voldsom, at han ikke kunne holde den inde i sig selv. Han var nødt til at se den i øjnene og snakke om den. Og det hjalp.

- Jeg føler, jeg har haft en rigtig god dialog med mig selv og andre omkring det, og det har hjulpet mig rigtig meget. Derfor fik jeg forholdsvis hurtigt en følelse af, at jeg ikke var indebrændt med noget, jeg ikke konfronterede.

Den følelse, der fyldte mest i Emil den allerførste tid efter Johans død, var magtesløshed. Hvad kunne Emil have gjort? Hvad ville der være sket, 'hvis nu'? Ordet 'hvis' er, ligesom sorgen, blevet en del af Emils liv. Hvad nu, hvis jeg havde besøgt ham lidt oftere? Hvad nu, hvis han havde haft flere venner? Hvad nu, hvis han ikke havde været ensom?

Men når man begår selvmord, er det fordi, man ikke føler, der er andre udveje. Det er det, Emil prøver at sige til sig selv i dag, når tanken strejfer ham om, hvad han kunne have gjort anderledes.

Han kan ærgre sig over, at han ikke fik besøgt Johan endnu mere, selvom han besøgte ham cirka en gang om måneden, efter han flyttede til Sjælland. Men sådan vil man nok altid have det, og han bebrejder ikke længere sig selv.

Han fokuserer på, at Johan nu har fået fred fra noget, der var så forfærdeligt, at han til sidst ikke kunne holde livet ud. At han ikke længere er ensom.

Det er rarere at tænke på end magtesløsheden og 'hvad nu hvis'.

I dag, ni måneder efter Johans død, har magtesløsheden fået et nyt navn. Mening.

- Efter Johans død har jeg fået mere lyst til at fokusere på de ting, som giver mening for mig. Jeg er blevet mere dedikeret til livet og mere opmærksom på at leve det ordentligt, selvom livet kan føles mindre værd.

- Johan sagde mange smukke ting. Han fortalte mig for eksempel, at det er vigtigt at leve sit liv ud fra det, man selv har lyst til, og hvad der gør en selv glad. De ting lytter jeg til, og det er min motivation nu.

Før Johans død var Emil meget engageret i flygtninge- og integrationsdebatten. Han havde gået på en højskole med stor fokus på integration, og de seneste to år har han været aktiv i bevægelsen Venligboerne, hvor han blandt andet, sammen med en veninde, har samlet penge ind til en familiesammenføring.

Han var også i Debatten på DR2 i 2017 for at tale om sin højskole og sit syn på flygtninge.

Johan havde inden tv-programmet sagt: 'Det skal sgu nok gå. Du skal bare være dig selv. Jeg er stolt af dig.'

Det betyder meget for Emil. At Johan var stolt af ham.

Efter Johans død har Emil fortsat med at engagere sig i projekter, der handler om flygtninge og integration.

Blandt andet serverer han kaffe i Trampolinhuset i København. Et sted, der hjælper flygtninge med rådgivning og at få et dansk netværk.

Til daglig arbejder han i en biograf, hvor han får to ekstra billetter om måneden, som han giver til flygtninge eller personer på kontanthjælp.

De initiativer, han tager og er en del af, har fået en langt større mening for ham nu. For nu handler de pludselig om Johan.

- Det har altid gjort mig glad, når jeg kan gøre andre glade.

- Men nu ser jeg Johan i andre, der har det svært, og han har givet mig en endnu større forståelse for og lyst til at kæmpe for dem. Når jeg sidder i en bus og ser en hjemløs mand komme ind, eller når jeg tænker på mine venner, der er flygtet til Danmark, ser jeg Johan i dem.

Før Johans død ville Emil gerne arbejde med 'mennesker, integration og kulturmøder' og søge ind på antropologistudiet.

- Men før var det 'bare' en interesse. Efter, jeg har mistet Johan, er det blevet min største drøm og min motivation her i livet at få et job, hvor jeg kan beskæftige mig med udsatte, minoriteter og integration.

- Jeg er nødt til at gøre noget, der handler om de følelser, jeg har for Johan og andre, der har det svært. Så jeg kan ikke vælge en karrierevej, der handler om noget andet.

Når Emil hjælper andre, hjælper det ham samtidig i hans egen sorgproces.

- Jeg har altid haft behov for at lave en masse ting, og det hjælper mig rigtig meget nu.

- Hvis jeg har for meget tid for mig selv, får de dårlige tanker og sorgen for meget plads. Ikke at sorgen ikke skal have plads, men alle de negative ting, der ligger i den, bliver formildet af, at jeg har noget andet at lave.

Selvom Emil finder overskud i sorgen og har fundet mening i det mest meningsløse, har han stadig dage, hvor han har det 'ad helvede til' og ikke kan stoppe med at græde.

Dage, hvor han ville ønske, han kunne besøge sin bror bare én gang til og fortælle ham, at han elsker ham og er stolt af ham.

Dage, hvor han bare har brug for et kram og nogen, der gider at lytte.

Noget af det, der hjælper ham mest, er at tale med andre i sorg.

Derfor oprettede han i januar sorggruppenetværket 'Sorg godt København' på Facebook.

Gruppen er med Emils ord et 'hverdagsagtigt' sorggruppenetværk, hvor man en tilfældig tirsdag kan skrive: 'Hey, skal vi ikke lige mødes på en café og snakke?'. Den bruger han som supplement til den sorggruppe, han kommer i hos organisationen Børn, Unge & Sorg.

I skrivende stund har gruppen 41 medlemmer, og han har indtil videre mødtes med to andre fra gruppen.

- Jeg får vildt meget ud af at mødes med folk, som også har det svært. For når jeg hører andres historie og deler min egen, bliver jeg samtidig klogere på, hvordan jeg selv har det.

I gruppen er den berøringsangst over for sorgen, som Emil og andre af gruppens medlemmer kan opleve blandt venner og bekendte, skiftet ud med forståelse, tid til at lytte og mod til at spørge ind.

- Der er nogle, der siger, at man bare skal op på hesten igen. Men det er vigtigt, at folk anerkender, at man har det dårligt og giver rum til det. At de oprigtigt har lyst til at lytte, og at de tør banke på ens dør eller spørge ind til det.

- Når man er i sorg, vil man hellere have muligheden for at sige 'Nej, det vil jeg ikke svare på', end slet ikke at få muligheden for at sige noget.

Ud over at tale med andre, hjælper det også Emil at tænke på alle de gode minder, han har med sin bror.

Han ser gamle barndomsvideoer med sin mor og lytter til musik, der minder ham om Johan.

På væggen på værelset i Vanløse, hvor han flyttede ind i januar, hænger flere billeder af hans bror, og han har et fotoalbum fyldt med barndomsbilleder.

Her er billedet fra fødegangen, hvor han og Johan, få timer gamle, ligger og sover helt tæt op ad hinanden, ansigt til ansigt.

Og billedet, hvor de et par år gamle sidder begejstret ved forældrenes klaver, klar til at angribe de sorte og hvide tangenter med deres små, ivrige barnehænder.

- Det er hårdt, men samtidig rigtig skønt at se de gamle videoer og billeder. Det er virkelig værdifuldt, at jeg har det.

Hver gang Emil er i Aarhus, besøger han også kirkegården, hvor Johans urne ligger begravet. Det er Emil, der har valgt hans gravsted. De holdt begge af naturen, så han har valgt et sted med et lille æbletræ og en græsplæne ved siden af.

- Her vil jeg sidde med en øl om sommeren, og hvis nogen spørger, hvad jeg laver, vil jeg svare:

'Jeg sidder lige og drikker en øl med min søde tvillingebror'.

For Johan vil altid være en stor del af Emils liv.

- Nu hvor jeg har mistet ham, føler jeg på en måde, jeg bruger mere tid sammen med ham ved at prøve at leve på en måde, der ville være i hans ånd. Både når det kommer til at gøre noget godt for andre, men også ved at gøre de ting, der gør mig selv glad.

Også sorgen vil altid være en del af Emils liv nu. Men det er også ok.

- Man skal ikke komme sig over sorg eller kureres for det. For hvem gider at blive kureret for en kærlighed, man har til én, man elsker?

- Den vil man gerne beholde. Også selvom den gør ondt.

  • Har du selvmordstanker, kan du søge hjælp ved at kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201. Du kan også henvende dig som pårørende til én, der går med selvmordstanker eller som efterladt.

  • Har du mistet en forælder eller søskende - eller er de alvorligt syge - kan du kontakte Børn, Unge & Sorg, der blandt andet tilbyder gratis psykologhjælp til børn og unge under 28 år.

  • Hvis du har mistet og bor i København, kan du blive medlem af Emils sorggruppe 'Sorg godt København' - et hverdagsnetværk for personer i sorg.

Facebook
Twitter