24-årige Elisabeth har rejst i fem år: 'Da jeg satte mig i flyet, var jeg det lykkeligste menneske nogensinde'

Hun har blandt andet boet syv måneder i en bambushytte i junglen.

Som barn og teenager blev 24-årige Elisabeth Holt drillet med, at hun stammede.

Det gjorde hende indelukket, gav hende lavt selvværd, og hun havde det svært socialt.

Måske var det derfor, hun forsvandt ind i bøgernes og fiktionens eventyrverden. Tog med 'Huckleberry Finn' ned ad Mississippifloden på en tømmerflåde, boede med Robinson Crusoe på øde stillehavsøer og sejlede med pirater ud på tyvetogt på de syv verdenshave.

Gennem bøgerne mødte hun nye, spændende kulturer og mennesker. Det føltes som det ultimative eventyr. Og som det ultimative, frie liv.

Hurtigt begyndte hun selv at fantasere om at rejse verden rundt. Hun lovede dog sin far at vente, til hun var færdig med gymnasiet.

Men da hun som 19-årig var færdig og stod med en enkeltbillet til Australien, en opsparing på 30.000 og et år til at rejse verden rundt, gik hun i panik.

Hun kendte ingen i Australien, og det var første gang, hun skulle rejse så langt alene. Hun vidste kun, hvor hun skulle bo den første måned. Men derefter havde hun ingenting planlagt. Hvor skulle hun sove? Hvad skulle hun lave?

Elisabeths indre stemme kæmpede mod hendes nervøsitet.

’Du er nødt til det. Du må ikke droppe din drøm. Bare gør det!’.

Den 25. oktober 2013 satte hun sig på flyet.

- Jeg gik i panik og græd, da jeg tog afsted mod lufthavnen. Men da jeg satte mig ind i flyet og spændte sikkerhedsbæltet, blev jeg pludselig helt rolig og følte mig som det lykkeligste menneske nogensinde.

- Jeg tænkte: Nu gør jeg det! Nu er der ingen vej tilbage!

Hun skulle være væk et år. Nu har hun indtil videre rejst i fem – kun afbrudt af få måneders ophold i Danmark.

Da vi taler med hende, sidder hun på et værelse i den colombianske by Cali, også kendt som 'verdens salsa-hovedstad', og når hun præsenterer sig selv i dag, er det som 'rejsende'.

Her sidder hun og skriver på to bøger om sine oplevelser om dagen og danser salsa om aftenen.

Om nogle dage rejser hun videre til byen Leticia, hvor hun skal mødes med en gruppe andre rejsende fra hele verden, der er en del af projektet Caravana BarcoIris Amazonas.

Sammen skal de padle nedad Amazonfloden til Brasilien. På vejen gør de stop i forskellige landsbyer, hvor de laver shows, samler skrald og laver workshops med fokus på bæredygtighed.

- Jeg kan ikke bare rejse som en turist, der tager billeder af ting. Jeg er nødt til at engagere mig og være en del af noget, der har et formål.

Flyet tager hun kun, når det er højst nødvendigt. Hun foretrækker at sejle eller blaffe med bil eller båd.

Hun gør det for miljøets og økonomiens skyld, men også fordi det er den sjoveste måde at rejse på. Ligesom i bøgerne.

Her er ingen Lonely Planet-guidebog, der dikterer nogle bestemte ruter, hun skal følge. Det gør hendes nysgerrighed og de mennesker, hun tilfældigt møder og skaber forbindelser til på sin vej. Når hun danser salsa, når hun arbejder på festivaler, eller når hun støder ind i andre rejsende.

- Jeg lærte hurtigt at rejse på en måde, hvor jeg bare lod mig rive med af strømmen ved at skabe forbindelser til mennesker og forskellige projekter.

Det er også de forbindelser, der har skaffet hende job, mad på bordet og tag over hovedet.

– I fem år har jeg næsten ikke brugt en krone på et sted at sove. Jeg har camperet med mit telt, couchsurfet og boet hos folk, jeg har mødt.

Værelset, hun bor på nu, blev hun tilbudt af en mand, hun mødte for få dage siden.

- Jeg gik på gaden og hørte pludselig traditionel, colombiansk musik fra en altan. Det lød mega fedt! En mand kiggede ud ad vinduet og tilbød mig at komme op at spille med dem. Så spillede jeg maracas, mens de spillede og sang.

Få dage senere mødte hun ham tilfældigt igen.

- Jeg fortalte ham, at jeg ledte efter et nyt sted at bo, og han tilbød mig, at jeg kunne bo billigt hos ham på et ledigt værelse.

Som tak hjælper hun dem, der tilbyder hende husly, med at gøre rent, ordne have og passe køer.

Hun har rejst i blandt andet Australien, New Zealand, Fiji, Ny Kaledonien, Vanuatu, Guatemala, Panama og Colombia.

Hun har arbejdet i en mexicansk madbod på et marked, på en pub, gjort rent, plukket blåbær, kørt traktor, solgt punge lavet ud af Tetra Pak, klippet hår i en frisørsalon – og meget mere.

På vejen har hun mødt mennesker fra alle samfundslag og kulturer. Piraten. Millionæren. Bankmanden. Og en prostitueret, der lånte hende sit bad, dengang hun boede i et omklædningsrum i en tøjbutik i New Zealand.

Ejeren af tøjbutikken havde hun mødt på en festival kort forinden. Han skulle ud at rejse i to måneder og spurgte, om hun ville passe butikken imens. Efter to dages oplæring gav han hende nøglerne og forsvandt. Det var også her, hun mødte en amerikansk kvinde, der var firespinner. Hun lærte hende at danse med ild. Så stod de hver weekend og optrådte ude foran butikken for at tjene lidt ekstra og for at lokke flere kunder til.

Selvom hun har været omgivet af venlige folk, der gerne ville hjælpe hende, har hun også haft bekymringer og udfordringer undervejs. Som dengang hun stod i en lille landsby i Tasmanien med en alvorlig infektion i foden og måtte blaffe sig til Hobart for at få lægehjælp.

Dengang hun fik stjålet sit pas, penge og alle sine rejsedokumenter. Eller de gange, hvor hun ikke vidste, hvor hun skulle bo den næste dag.

Men på en eller anden måde er hun altid endt med at klare den.

Selv dengang hun flyttede ud i junglen på stillehavsøen Vanuatu, fordi hun forelskede sig i en mand fra den lokale Ni-Van-befolkning.

Egentlig var hun på vej hjem efter sammenlagt tre år i Australien og New Zealand, da de mødtes.

Hun var udmattet og havde brug for at komme hjem, fordøje indtrykkene og overveje, hvad hun skulle med sit liv – planen var at blaffe fra New Zealand til Danmark.

Men så mødte hun fem andre rejsende, der var i gang med at reparere en yacht. De var en del af bevægelsen Alternative Sailing Community – ligesom dem på projektet, hun snart skal padle nedad Amazonfloden med.

De var på vej mod ø-staterne Ny Kaledonien og Vanuatu, hvor de undervejs ville lave shows og sprede budskaber om bæredygtighed. Hun valgte at slutte sig til dem. Hun kunne spille klarinet og danse med ild.

Fem måneder inde i deres rejse nåede de til en bugt ud for Vanuatus kyst. De var på vej til hovedstaden for at lave en workshop for de lokale børn, men det var ved at blive mørkt, så de valgte at kaste anker.

Det var her, hun mødte ham.

Han tilbød at vise dem rundt på øen, og de endte med at synes så godt om stedet, at de blev i en uge.

Han havde mørkebrun hud, en stærk krop og kruset hår, der var flettet i små dreadlocks. Han gik i aflagte T-shirts og bukser, der var to numre for store

Aftenen før de skulle videre, sad hun og snakkede med ham om livet. Pludselig tog han hende i hånden, og det var som om, hendes hjerte eksploderede. Hun var forelsket. Og hun valgte at blive.

De byggede to bambushytter i junglen – én, de kunne bo og sove i, og én, der fungerede som køkken og opholdsrum til gæster. De fik fire hundehvalpe, en kat og 20 høns. Hun lærte at tale det lokale sprog.

- Vi levede et simpelt liv uden penge, lavede mad over bål med grøntsager fra vores egen have, badede og vaskede i en flod.

- Vi havde ingen strøm, kun en lille solcellelampe til om aftenen, der kunne oplyse vores køkken lidt. Vi sov på madrasser på gulvet, og jeg brugte min 65 centimeter lange machete til at lave mad, dyrke haven og hugge brænde.

Det eneste, hun brugte penge på, var tændstikker – det var besværligt at lave ild ved at sidde og gnubbe på en pind – og et sim-kort, så hun kunne ringe hjem.

Den mere kapitalistiske tankegang var på vej til det lille land med de cirka 270.000 beboere. Skovene blev fældet til fordel for kokosplantager, og man drev rovdrift på fiskeriet.

Hendes kæreste var en del af en gruppe unge mænd, der ikke brød sig om forandringen. De ønskede at gå foran og vende udviklingen ved at promovere en mere traditionel, selvforsynende og bæredygtig livsstil.

Ligesom den, de var vokset op med.

- Hver dag holdt vi små foredrag for gæster fra hele øen og viste, hvordan de kunne leve mere bæredygtigt med udgangspunkt i vores eget liv. Jeg havde en stemme dernede, fordi jeg er hvid kvinde. Det er forfærdeligt, at det er sådan, men samtidig følte jeg, at jeg kunne gøre en forskel.

Det var fedt at bo i junglen. Men også hårdt, fortæller Elisabeth. Og det var ikke kun på grund af de mange, daglige gæster.

- Du kan ikke bare lige gå ned i det lokale supermarked eller gå i køleskabet og hente rester fra i går. Hvis du vil have noget at spise, må du gå ud i haven for at høste din mad og tilberede det over bål.

I starten havde det været grænseoverskridende for den nu 21-årige Elisabeth at bo dér midt ude i ’ingenting’. Men med tiden tænkte hun, at her kunne hun godt slå sig ned og få børn. Det måtte være et fantastisk sted at vokse op, fordi livet var så simpelt. De havde endda snakket om at gifte sig, så hun kunne få lov at blive.

Men hun følte sig også ensom. Hun havde få venner blandt de andre kvinder. Hun begyndte igen at overveje sin fremtid.

Skal jeg tage hjem, eller skal jeg blive?

Efter syv måneder i junglen bad hendes mor hende om at komme hjem til Galten tæt på Aarhus. Sygdom i den nærmeste familie gjorde, at hun havde brug for hende - også til at hjælpe til i sit gartneri.

Det var første gang i tre et halvt år, at hun stod på dansk jord. Det var en stor kontrast til det, hun kom fra.

- Jeg havde lige været ude at sejle med 'openmindede' folk og boet i junglen, hvor ingen brugte deres mobiler særligt meget. Men allerede i lufthavnen sad næsten alle mennesker med hovedet begravet i deres mobiltelefoner, selvom de sad sammen med deres familie og kæreste. De var slet ikke til stede.

- Jeg tænkte: Wow, hvad er der sket? Jeg kunne slet ikke huske, at det havde været sådan førhen. Samtidig var vores hus blevet solgt, så jeg havde ikke længere mit værelse. Jeg havde forandret mig, og vennerne havde forandret sig. Tingene var ikke, som da jeg tog afsted. Det havde jeg heller ikke regnet med, men det var et andet ’hjem’, jeg vendte tilbage til.

Henover sommeren 2017 hjalp hun sin mor i gartneriet, men i starten af 2018 tog hun igen afsted.

Først tog hun til Sverige for at dyrke yoga i tre måneder. Bagefter blaffede hun rundt i Europa nogle måneder, hvor hun arbejdede på festivaler og besøgte nogle af de venner, hun havde mødt på sin rejse.

En dag blev hun spurgt, om hun ville være med til at organisere en festival i Guatemala. Igen stod hun i dilemmaet: Skal jeg rejse, eller skal jeg tage hjem og få mig en uddannelse som alle andre?

Hun besluttede sig for, at eventyret ikke skulle slutte her.

Siden har hun blandt andet rejst rundt i Guatemala, Panama og Colombia. Hun har været på roadtrip, organiseret indsamlinger af skrald, udstillet rejsefotos og dekoreret en vens pizzeria.

Og nu sidder hun så her, på værelset i Cali i Colombia, og skriver på sit helt eget virkelige eventyr, som hun endnu ikke kender slutningen på.

Tanken om at flytte hjem og få en officiel adresse igen rykker dog stadig tættere på.

- Det seneste års tid har jeg savnet et sted, der er mit. Hvor jeg har min egen seng og kan fortsætte mine kreative projekter. Samtidig er der ved at ske en ’opvågnen’ her i forhold til en mere bæredygtig omstilling, og det vil jeg gerne være en del af.

Hun elsker det frie liv og at være sin egen ’boss’. Men der er også nogle rigtig store omkostninger.

- Man kommer hurtigt tæt på folk og får nye venner. Men det er hårdt hele tiden at skulle sige ’hej’ og ’farvel’. Det er nok ikke så sundt i længden.

Men rejserne har også gjort mange gode ting for Elisabeth. Hun er blevet god til at skabe relationer til andre og har fået en stor tro på sig selv.

- Jeg har fået en enorm selvtillid af at rejse. Jeg gav mig selv lov til at udleve mine barndomsdrømme. Hvem skulle have troet, at jeg ville ende op på en stillehavsø i stil med Robinson Crusoe? Jeg er blevet mere modig til bare at kaste mig ud i alt muligt.

- Nogle gange lidt for modig, ville nogle nok synes.

Hvad hun præcis skal lave, når hun vender hjem igen, kan hun stadig ikke svare på, men hun overvejer at studere naturressourcer på Københavns Universitet til næste år.

Et skridt, der næsten føles lige så stort, som det hun tog, da hun valgte at købe flybilletten til Australien.

- At rejse er blevet min komfortzone. Så hvis jeg virkelig skal udfordre mig selv, ville det være ved at tage tilbage Danmark og sidde fem år på skolebænken. Og hvis det ikke fungerer, kan jeg altid rejse ud igen.

Hun håber, at hendes historie kan inspirere andre til at forfølge deres drømme. Selvom man ikke har en forkromet masterplan i baglommen, og selvom man undervejs kan tvivle på, om det nu er det rette at ’gå imod strømmen’.

- Det kræver, at man giver sig selv et ordentligt spark bagi. Men man skal bare springe ud i det. For det er nok i virkeligheden det allersværeste. At tage det første skridt.

Facebook
Twitter