25-årige Luna bliver udnyttet på falske sex-profiler: Jeg føler mig udstillet

Luna Munk er enlig mor og oplever, hvordan hendes billeder og navn bliver brugt til at søge sex.

- Hej Luna, det er mig fra SD-gruppen, jeg har lige nogle spørgsmål.

Sådan lød beskeden, som Luna Munk en aften fik fra en pige, hun ikke kendte.

25-årige Luna, som bor i Randers, havde ingen anelse om, hvad SD-gruppen var og spurgte pigen, hvad det betød. Svaret kom fuldstændigt bag på hende.

Pigen forklarede nemlig, at SD står for sugardating, og at Luna havde været en slags sugardating-ekspert i den hemmelige Facebook-gruppe.

Luna begyndte at få beskeder fra ukendte piger, som troede, de havde skrevet sammen i en lukket Sugardate-gruppe på Facebook.

I løbet af det næste stykke tid fik Luna beskeder fra fem forskellige piger, der havde opfølgende spørgsmål til sugardating. De fortalte alle, hvordan en person med Lunas profilbillede og fulde navn i Facebook-gruppen havde givet dem gode råd til, hvordan man starter med at sugardate.

- Jeg forklarede pigerne, at det ikke er mig, og der er ingen hard feelings. Men det er da meget grænseoverskridende, og jeg er da bange for, om nogen har set det og tænker, at jeg sugardater. Det er hele den her følelse af, om folk tror på det og får et forkert billede af en, og om der er mere, jeg ikke kender til, siger Luna, der studerer HF og bliver student lige om lidt.

Da besked nummer to kom fra en ukendt pige, som henviste til sugardating-gruppen 'SD', gik det op for Luna, at en person systematisk udgav sig for at være hende.

Udstillet på sexmødested

Det er dog langt fra første gang, Luna oplever at blive misbrugt på nettet. Hun er singlemor til tre små børn og begyndte at medvirke i reality-serien 'De unge mødre' for et år siden, som hun er en fast del af nu.

Det blev startskuddet til masse tilsvininger på nettet og en falsk profil på sexmødestedet Scor.dk, hvor Luna oplevede, hvordan andre tog hendes identitet og udstillede hende.

- Jeg fandt ud af, at nogen havde oprettet en falsk profil med mit navn og billede på Scor.dk, hvor der stod, at jeg har meget specielle seksuelle lyster og alt muligt andet, som jeg ikke kan uddybe, fordi jeg ikke vil have, min familie skal høre om det, fortæller hun.

Lunas navn og billede blev brugt af en 'catfish', der på internettet er betegnelsen for en person, der laver falske profiler ved for eksempel at stjæle andres fotos. Nogle gange handler det om at snyde folk for penge, mens det andre gange drejer sig om opmærksomhed, følelser og som her at skade andres omdømme.

Milliarder af falske profiler

Der er ingen præcise tal for, hvor mange falske profiler, der findes på nettet. Alene på Facebook har man på kun fem måneder – fra oktober 2018 til marts 2019 - fjernet mere end tre milliarder falske profiler, hvilket er et rekordhøjt antal.

Den eller de catfishere, der står bag Lunas Sugardating-profil og hendes falske Scor-profil, har brugt hendes fulde navn og Facebook-profilbillede. På Scor.dk er hun dog gjort lidt yngre – muligvis for at tiltrække flere mænd – og så bor hun ifølge profilteksten i Vestjylland.

Luna blev gjort opmærksom på sin falske Scor-profil af en bekendt, der var stødt på hende derinde.

- Jeg følte mig totalt udstillet og syntes, det var meget ubehageligt at blive fremstillet sådan, for jeg vil gerne være et godt forbillede for mine børn. Og så tænker jeg også over, om der er falske profiler af mig andre steder end dem, jeg selv er blevet gjort opmærksom på, fortæller hun.

Hun fik nogle venner til at skrive til den falske profil, at den skulle slettes omgående, og hun lavede et opslag på Facebook for offentligt at tage afstand og understrege, at det ikke var hende 'for at beholde min værdighed', som hun siger. Catfisheren valgte så selv at slette profilen efter noget tid.

Hun har ikke stadig nogen ide om, hvem der står bag de forskellige falske profiler.

- Jeg tror, det er en eller flere personer, som gerne vil udnytte mig og snakke dårligt om mig. En, der vil sætte mig i et dårligt lys, som keder sig og kan skabe drama på min bekostning. Det er meget ubehageligt og langt over grænsen, siger Luna.

Modtager hundredvis af dickpics

Oplevelserne med diverse catfishere, der misbruger hende til at lave falske profiler er dog ikke det eneste, den unge mor til tre bliver udsat for.

Luna får også mange beskeder fra falske profiler - nogle gange dagligt.

Siden Luna fortalte i realityprogrammet 'De unge mødre' på Kanal 4, at hun langtidsammer sine børn, bliver hun ofte svinet til af falske Facebook-profiler.

- De skriver bare alt muligt grænseoverskridende og grimt til mig, kalder mig pædofil, fordi jeg har fortalt offentligt, at jeg har ammet mine børn i nogle år. Og de spørger, om vi skal dyrke sex. Og så får jeg rigtig mange dickpics tilsendt. Jeg har ikke tal på hvor mange, over hundrede, siger Luna og uddyber:

- Det er så akavet, for nogle gange sidder jeg i en bus og åbner min Snapchat, og så kommer der sådan et dickpic op. Det kan andre eller mine børn jo se, hvis de kigger på min skærm.

I starten gjorde det hende meget frustreret, men nu har Luna fundet en ny strategi, som ser ud til at virke.

- Nu ignorerer jeg dem bare. Og så er der dem, der bliver ved med at stalke mig på både Facebook, Instagram og Snapchat, men dem blokerer jeg. Det virker som om, det er folk, der mangler opmærksomhed, og så er det bedre ikke at give dem det, de søger, siger hun.

5 råd: Sådan spotter du en falsk profil

  • Har profilen venner? Hvis profilen næsten ingen venner har, eller hvis profilen har rigtig mange venner, men ingen likes og kommentarer, så kan det være et tegn på, at vennerne er købte bots, og at profilen er falsk.

  • Virker profilens venner ægte? Virker det det, som om profilens venner kender hinanden på kryds og tværs? De er måske forankret i en by, på en skole eller via arbejdet. Hvis ikke, kan det være et tegn på, at profilen er falsk.

  • Forestiller profilbilledet den samme person? Hvis profilbillederne forestiller forskellige personer, kan det være et tegn på, at profilen er falsk. Det samme gælder, hvis du for eksempel kan finde de samme billeder andre steder på nettet.

  • Er profilen meget ny? Nogle scammere opretter nye profiler, hver gang de går i gang med et nyt scam. Vær derfor opmærksom, hvis du bliver kontaktet af en profil, som netop er oprettet.

  • Virker personen meget ivrig for at føre samtalen over på en anden platform? Hvis person virker meget ivrig efter at få dit telefonnummer for at rykke samtalen over på sms eller i øvrigt er interesseret i private oplysninger, skal du være særligt opmærksom.

  • Kilde: Landsdækkende Center for it-relateret Økonomisk Kriminalitet (LCIK)

Facebook
Twitter