27-årige Emma er direktør for en millionforretning og mor til to: 'Jeg føler mig fri som en fugl'

Emma kommer måske ikke til at køre Ferrari, hun vil hellere kunne hente unger klokken 15.

Emma Novak Christensen er en succes.

Sådan er hun i hvert fald blevet portrætteret i tal, siden hun for to et halvt år siden startede virksomheden Familie Testamente.

Både landsdækkende medier og lokalaviser har fortalt om kvinden, der 'trods sine 27 år' har 'forvandlet sit studiejob til en millionvirksomhed' og 'erobret' markedet for testamenter, samtidig med at hun er mor til to og jurastuderende.

Men Emma har det underligt med at blive udråbt som en succes alene på grund af vækstrater og økonomiske resultater.

Bevares, hun kan godt lide at tjene penge, men for hende består den største succes i, at hun har skabt en spændende arbejdsplads, hvor hun kan gå klokken 15 stort set hver dag.

Ofte bliver hun ellers mødt med en antagelse om, at hun som iværksætter primært måler sin succes i de tal, der står på bundlinjen, og ikke i sin work-life-balance.

Men sådan behøver det ikke at være, mener Emma, som ønsker at nuancere den opfattelse af iværksætterlivet, da hun frygter, at den afholder mange - måske særligt kvinder - fra at blive selvstændige.

Vi er fulgt i hælene på Emma en hel dag. For at se, hvordan hverdagen som direktør i en start-up-virksomhed med seks fuldtidsansatte jurister, specialeskrivning og to små børn ser ud for hende.

Men også for at tale om at definere sin egne succeskriterier, og hvor ondt det kan gøre, når du fortrænger dem.

Det har Emma nemlig lært på den hårde måde.

Solen kaster ugeneret sine stråler indover det nybyggede, morgenstille rækkehuskvarter i Vallensbæk, da Emma træder ud ad hoveddøren.

Udover en nabo, der er ved at hente noget i sin bil, er Emma og familien de eneste i kvarteret, der på nuværende tidspunkt befinder sig ude i den tre-fire grader varme morgenluft.

Viggo ser tavst til, imens Emma spænder ham fast til autostolen i familiens sorte Nissan X-trail. Hans mere morgenfriske storesøster, Fiona, sidder allerede på bagsædet og fortæller om sine nye sneakers.

- De er til, når jeg skal løbe rigtig hurtigt, forklarer hun.

Faktisk er Fiona årsagen til, at Familie Testamente overhovedet eksisterer.

I 2016 opsagde Emma sit studiejob ved et advokatfirma, fordi det ikke fungerede for hende at skulle være på kontoret til minimum klokken 17 flere dage om ugen.

I stedet blev hun selvstændig. Det økonomiske succeskriterie var at supplere SU'en med en månedlig indtægt på 5.000-6.000 kroner.

- Da jeg blev selvstændig, handlede det om, at jeg ville væk fra en hverdag, hvor jeg ikke følte, at jeg havde tid til at se min familie, siger hun og tilføjer:

- Jeg følte mig fri som en fugl. Jeg lå bogstavelig talt i sengen i nattøj og arbejdede. Når du har været bundet af at skulle være et bestemt antal timer på et advokatkontor, er det frihed.

Selve forretningsideen blev også skabt på grund af Fiona. Da Emma blev gravid, ville hun og Jan sikre hinanden i tilfælde af dødsfald.

Men de testamentetilbud, de fandt, krævede enten fysisk fremmøde ved en advokat, eller byggede på, synes de, tvivlsomme skabeloner, man skulle udfylde digitalt uden rådgivning fra en jurist.

Jan og Emma mente, at processen med at oprette testamente kunne gøres mere overskuelig og startede onlineportalen familietestamente.dk, hvor konceptet er, at man indenfor 24 timer kan få et skræddersyet testamente.

Det viste sig, at de havde ramt et såkaldt hul i markedet. I første regnskabsår landede de et overskud på 600.000 kroner, og i dag har Familie Testamente ifølge Emma en månedlig omsætning i millionklassen.

Ved årsskiftet kom den foreløbige kulmination, da det store Sydsjællandske advokatfirma, DreistStorgaard, købte hovedparten af Familie Testamente for et hemmeligt beløb.

Emma og Jan ejer dog stadig en stor del af firmaet, og hun er stadig direktør. Ligesom Jan stadig er ansvarlig for markedsføring og virksomhedens tekniske set-up. Han arbejder dog ikke i Familie Testamente på fuldtid.

Emma tager dagens første slurk af den to-go-kaffe, Jan bryggede til hende på deres avancerede espresso-maskine i morges.

Den må være lunken nu, men det ser ikke ud til at genere hende. Hun er mere bekymret over det, der udspiller sig i bakspejlet.

- Blå blink! Jeg håber SÅ meget, de skal en anden vej, siger hun og udbryder lettet 'pyyyha,' da det står klart, at sirenerne ikke skal ad E47 mod Køge som os.

Når man som Emma har besluttet, at ens arbejdsdag skal begrænses til tidsrummet 7:45-15, tæller de fleste minutter.

Hver dag, når hun møder ind, roterer en tidsplan med dagens opgaver i hendes hoved. Hun ved præcis, hvilke opgaver hun skal have løst, og hvor mange minutter hun cirka har til hver.

Planen findes udelukkende i hendes hoved og indeholder alt fra mødeaftaler til små remindere som: 'Klokken 8:30 har jeg 20 minutter til at besvare mails. Efter mit første møde skal jeg huske at hive fat i Bjørn, vores nye medarbejder, og høre, hvordan hans dag i går gik.'

Ofte bliver hun spurgt: 'Arbejder du ikke sindssygt meget?' og 'er det ikke megahårdt at være startet op?'

Hendes korte svar er: 'Jo, jeg arbejder sindssygt meget, de syv til syv en halv time jeg er på job. Jeg snik-snakker sjældent eller falder i staver, men jeg er ude ad døren klokken 15, og det kan lade sig gøre med god planlægning og skarp prioritering.'

Et af de første punkter på dagens obligatoriske to-do-liste er, at Emma skal skrive på sit speciale.

Klokken 9 har hun møde med en af DeristStorgaards advokater, der er mentor for hende under specialeskrivningen, men hun når ikke at tilføje mange anslag til specialet inden mødet.

Måske fordi hun har en journalist med på slæb, der indimellem stiller spørgsmål.

Måske fordi hun alene i tidsrummet 07:58 til 08:02 bliver afbrudt af tre forskellige mennesker, der vil tale om alt fra mængden af ubesvarede kundeopkald til fremtidsfuldmagter.

Det stresser ikke Emma, at dagens plan om specialeskrivning floppede. De kommende uger er det regnet ind i arbejdsplanen, at hun bruger en til to ugentlige hjemmearbejdsdage på det.

Hovedparten af den tid, hun har haft sin virksomhed, har det været muligt at holde arbejdsugen på omkring 37 timer. Forklaringen på, at det er lykkes, mener hun, er, at hun er klar på, hvad hendes succeskriterier er.

Ikke kun set med virksomhedsbriller, men også med privatlivsbriller.

På linje med at hun har haft mål i forhold til indtjening og at indtage markedsandele, har det været et selvstændigt mål at skabe en virksomhed, som kan køre, selv om hun går klokken 15.

- Det er lykkedes ved at have nogle medarbejdere, som er enormt selvstændige, og ved hele tiden at have fokus på at opbygge en maskine, som kan køre uden mig. Vi har hele tiden vidst, at vi skulle lave et set-up, hvor jeg kunne gå klokken 15, selv om vi har åbent til klokken 17, så jeg måtte ikke blive en uundværlig brik i maskinen, siger hun, som har vanskeligt ved på et detaljeret niveau at udpege, hvordan hun har skabt den maskine.

- Det er svært at sige, at det fundament bygger du sådan og sådan, men du kommer et langt stykke ved bare at have fokus på det. Ved at du, når du udvikler virksomheden, tænker ind, at det her skal kunne snurre rundt uden mig. Hvis du kun har fokus på vækst, glider målet om at have et privatliv, der fungerer, måske i baggrunden. Det skal du arbejde fokuseret på at opnå.

Hun tilføjer:

- Men jeg tror også, at jeg er mere effektiv, fordi jeg har stillet en hård bagkant op. Når du ved, at du skal gå klokken 15, er du hele tiden nødt til at se på, om du bruger din tid bedst muligt, og om vi kan justere virksomhedens arbejdsgange, så vi bliver mere effektive.

For en del selvstændige er udfordringen vel, at de har svært ved at skabe økonomi til overhovedet at ansætte medarbejdere?

- Åhr, det er et svært emne. Selvfølgelig skal du have økonomi for at kunne det, og vi havde også nogle måneder, hvor jeg arbejdede en del, når børnene var puttet, fordi vi var nødt til at sikre, at efterspørgslen holdt, inden vi hyrede fuldtidsansatte medarbejdere. Men hvis du laver noget, som ingen indtjening har, skal du nok heller ikke forvente, at det kan blive din levevej.

Kan grunden til, at du er lykkedes med at holde dig på en normal arbejdsuge ikke også være, at I har ramt en guldåre, sådan er det vel ikke for alle iværksættere?

- Ja, vi har ramt en guldåre, men efterhånden har jeg set mange udtale: 'Det kan ikke lade sig gøre med en almindelig arbejdsuge,' men det kunne det altså for os, fordi vi virkelig har planlagt vores tid ordentligt og spurgt os selv: 'Bruger vi kræfterne på det, der giver mest mening?' Men selvfølgelig handler det også om at have en god ide og at være de første på markedet.

Hun tilføjer:

- Jeg synes, det er ærgerligt, hvis der sidder nogen med en god ide og har undersøgt, at er der er et hul i markedet, og så vil de ikke kaste sig ud i iværksætteri, fordi de tror, det kun kan lade sig gøre med en 80-timers arbejdsuge. Der vil jeg bare sige: Vi fandt en anden vej.

21 ubesvarede opkald er status lige nu, fortæller oversigten på Emmas computerskærm. Det irriterer hende, hun bryder sig ikke om at lade kunderne vente.

Det går ikke, når man har skabt et brand på at være en hurtig service. Men den jurastuderende, der plejer at tage sig af den type opkald, har fri i dag.

Så opgaven hænger på Emma, og det vidste hun godt, da hun mødte ind. Resten af hendes dag kommer primært til at udspille sig sådan her:

- Det er Emma fra Familie Testamente. Jeg kan se, vi har et ubesvaret opkald fra dig…

- Familie Testamente, det er Emma, du har forsøgt at få fat i os…

Efter et par opkald står der som regel en ved hendes skulder. Lige fra bogholderen, der har et spørgsmål til en faktura, til økonomichefen, som vil gøre opmærksom på en fejl, som kan koste dem 1.700 kroner.

Emma elsker, at det er intenst, når hun er på job. Målet om en almindelig arbejdsuge har aldrig handlet om, at hun ikke har lyst til at arbejde, mere at hun også ønsker at se Viggo og Fiona vokse op.

Generelt synes hun, der er for lidt fokus på det sidste, når vi portrætterer iværksættere. Hun kan ikke lade være med at sukke let, når Just Eat-stifteren Jesper Buch udtaler ting som: 'Jeg mener ikke, det er muligt at nå toppen uden at arbejde 80 timer om ugen,' og 'dit firma er i lang, lang tid en enmandshær, og så duer det bare ikke at insistere på at gå hjem klokken 17,' som han gjorde i marts til Euroman, hvor han talte om at skabe en milliardforretning.

- Det kan godt være, at det kræver mindst 80 arbejdstimer om ugen, hvis du vil bygge en milliardforretning. Det skal jeg ikke kunne sige, men det kommer an på, hvad succes er for dig, ikke? Der er sikkert nogen, som synes, det er røvkedeligt med en virksomhed på syv ansatte, der 'kun' laver en million om måneden i omsætning, men jeg har aldrig været drevet af ønsket om at opbygge en forretning, jeg kunne sælge for et kæmpe millionbeløb og så trække mig tilbage som 35-årig og leve for de penge. Jeg elsker det, jeg laver. Jeg får et adrenalinkick, når jeg har talt med nogen, som siger: 'Vi har talt om at få lavet et testamente i 20 år, hvor er det dejligt, det er på plads nu.' Der, føler jeg, jeg gør en forskel.

Hun tilføjer, at det er helt fair, hvis nogen tænder på iværksætterlivet på grund af drømmen om en Ferrari og en kæmpevilla på Frederiksberg, men at hun prioriterer anderledes.

- Vi betaler en fuldtidsansat jurist for at udarbejde alle vores testamenter. I princippet kunne jeg bruge aftenen på det, når børnene var lagt i seng, og så havde jeg den løn mere på 'bunden,' men jeg tror, det ville brænde mig ud. Det betyder langt mere, at jeg har overskud til min familie, siger hun.

Emma oplever, at iværksætterdebatten indimellem fokuserer for meget på virksomheder, der gør stifterne til multimillionærer.

- Den type virksomheder findes i fåtal. Der er så mange mindre virksomheder, som er drevet af nogle andre succeskriterier. Hvis vi vil have flere iværksættere, tror jeg også, vi skal skildre, hvordan livet er i den type virksomheder. Det kan godt lade sig gøre at opbygge en sund forretning uden at arbejde sig selv ned, men det er ikke sikkert, at jeg kommer til at køre en Ferrari. Til gengæld har jeg et virkelig spændende, fleksibelt arbejde.

Men pengene er tilsyneladende ikke ligegyldige for Emma. I Familie Testamentes åbne kontorfællesskab hænger en fladskærm, hvor alle kan se dagens omsætning fordelt på hver enkelt medarbejder, og Emma har selv en app på telefonen, hun flere gange dagligt tjekker omsætningen fra.

- Selvfølgelig betyder penge noget. Medarbejderne synes, det er sjovt at følge med i, og jeg synes også, det er sjovt at se, hvornår udgifterne er hentet hjem, og vi begynder at tjene penge. Det følger jeg meget med i, for det er mit ansvar, at vi overholder budgetterne. Det er mit ansvar, at vi leverer det, vi skal, og at være opmærksom på hvor der kan sættes ind, hvis vi ikke gør.

Emma har lige afsluttet et kundeopkald og har på cirka 20 sekunder smækket sine sager i en taske, der er så proppet, at den umuligt kan lukkes.

Hun skal mod Vallensbæk nu, hvis hun skal nå at hente to unger, inden Fiona klokken 16:30 skal stå i balletskørt og ballerinasko i Hundige.

- Har du et øjeblik? spørger økonomichefen, idet Emma drejer mod udgangen.

- Jeg har to minutter, siger hun med et smil, men også i et toneleje, der ikke efterlader tvivl om, at hun vitterligt mener to minutter.

- Der er altid nogen, der lige skal have fat i én på vej ud, siger hun, da vi få minutter senere synker ned i bilens flødekaramelfarvede lædersæder.

Selv om Emma har forladt kontoret, vil nogle måske mene, at det er en tilsnigelse at sige, hun reelt holder fri.

Samtalen med økonomichefen forsætter over bilens samtaleanlæg på vej hjem, og da vi klokken 15:48 er tilbage i rækkehuset i Vallensbæk for, at Fiona kan klæde om til ballet, ryger mobilen frem.

Emmas 'helt store last' er hendes mailindbakke. Den tjekker hun ofte, når hun har fri. Og hun er altid kontaktbar. Medarbejderne må altid ringe, hvis noget brænder på.

Sådan er det at være den med det øverste ansvar, konstaterer hun, men tilføjer, at hun sjældent bliver forstyrret.

Hun mener, at hun er ret opmærksom på ikke at lade virksomheden overtage familielivet. Hun har før ladet balancen mellem de to ting tippe. Der ønsker hun ikke at havne igen.

Da Familie Testamente havde eksisteret i fire-fem måneder, rykkede omsætningen for alvor.

Set ude fra gik det godt. Den ene måned rundede de en kvart million i omsætning. Den næste en halv, og måneden efter en hel. Pludselig var de en virksomhed med en kæmpe salgsafdeling og 50 ansatte.

Det betød, at Emmas arbejdsdag udviklede sig til lidt af et HR-kaos. Samtidig udgjorde hun hele virksomhedens økonomiafdeling. De var hende, der sendte fakturaer ud og smed rykkere af sted til dem, der ikke betalte deres regninger.

Måske var det gået, hvis ikke hun samtidig var blevet mor for anden gang.

Viggo blev født fem uger for tidligt, og de første syv måneder af sit liv skreg han nærmest uafbrudt. Det viste sig, at han havde problemer med ørerne. Men det vidste Emma ikke de første måneder, hvor hun med utrøstelig baby på armen forsøgte at passe sit arbejde.

Til sidst knækkede hun med stress. Arbejdet virkede uoverskueligt. Emma, der plejede at være skarp til at prioritere, kunne ikke skelne mellem, hvad der var vigtigt og ikke vigtigt.

Det var Jan, der først så signalerne. Han sendte hende på to måneders barselsorlov, outsourcede økonomiopgaverne og kom selv ind og sad fuldtid i virksomheden for at tage sig af Emmas andre opgaver.

Da Emma skulle tilbage på job, så de hinanden dybt i øjnene.

- Vi stoppede op og sagde: 'Vi er ude på et sidespor, vi skal tilbage.' Meningen med at blive selvstændig var, at jeg ville have mere tid til familien, så kunne det godt være, vi vækstede helt vildt, og at folk udefra så på os og sagde: 'Wauw, og så har de også allerede 50 ansatte,' men det var ikke en hverdag, vi trivedes i. Vi skulle tilbage til det, vi kom fra.

Løsningen blev, at de lukkede salgsafdelingen, og det var frygteligt at fortælle medarbejderne, for beslutningen havde intet med dem at gøre, understreger Emma. De havde bare valgt en ny strategi.

- Jeg fortryder ikke, at vi lavede salgsafdelingen. Den gjorde meget godt, men jeg er glad for, at vi ikke bevarede strategien. At vi stoppede op og ikke kun så på vores liv med virksomhedsbriller, men også med privatlivsbriller. At jeg så mig selv i spejlet og spurgte: 'Er det, det her jeg vil? Trives jeg? Trives min familie? Trives mine børn?'

For Emma er det vigtigt at slå fast, at der bag det, der ofte blot bliver omtalt som en succes på grund tal, ikke nødvendigvis gemmer sig et menneske, der føler sig som en personlig succes.

- Hvis ikke vi taler om, hvad succes egentlig er, frygter jeg, at folk løber efter noget, de ikke bliver glade af. At de bruger deres tid på at jagte det forkerte.

Facebook
Twitter