Anne på 26 har taget mere end 20 kilo på siden gymnasiet: Det handler ikke om tallet på vægten

- Det er sgu da meget federe at kunne noget med sin krop end at se ud på en bestemt måde, siger Anne Bergholt Karlsen.

Da Anne Bergholt Karlsen gik i gymnasiet, var hun 178 centimeter høj og vejede 58 kilo, da hun var på sin laveste vægt.

Hun troede, det handlede om, hvor lidt man vejede.

- Når jeg ser tilbage på billederne fra min 18-års fødselsdag, tænker jeg, at det slet ikke er mig. Jeg var jo slet ikke glad.

I dag vejer hun 82 kilo, men kan løfte over 160 kilo.

Anne Bergholt Karlsen dyrker styrkeløft. En disciplin, som går ud på at løfte så mange kilo, du kan, på en gang. Hun er på det danske landshold og har lige vundet bronze til EM. Hun var nomineret til årets sportsnavn i Randers, da hun i 2018 vandt DM, satte to danske rekorder og var til VM.

Anne Bergholt Karlsen vil gerne inspirere andre unge til at leve et sundt og balanceret liv, hvor man ikke går ud i ekstremerne.

  • Anne Bergholt Karlsen er opvokset på en gård ti kilometer nord for Randers. Hun har altid været en fysisk aktiv pige. Da hun gik i gymnasiet, kom hun i klasse med en masse piger, der alle var meget tynde. I en periode betød vægten alt. - Jeg havde et billede i hovedet af, at jeg skulle veje under 60 kilo, for ellers var jeg tyk. Der skulle være mellemrum mellem benene, og man skulle se mega tynd ud. Selvom jeg var høj, tænkte jeg ikke over, at jeg burde veje mere. Jeg begyndte at gå meget op i kost og vejede mig flere gange om ugen. Mere ville have mere, så hvis jeg vejede 63 kilo, løb jeg en længere tur og spiste mindre. Jeg blev helt fanatisk med det. (© PRIVATFOTO)
    1 / 13
  • - Det foregik over to-tre år, at jeg skulle veje under 60 kilo. Da jeg begyndte i et fitnesscenter, mødte jeg nogle mennesker, som havde et helt andet forhold til at styrketræne og til mad. Jeg spurgte mig selv, hvad fanden er det lige, du har gang i her? Det er jo pisse ligemeget, hvad der står på vægten. Det handler om, hvad min krop kan, og hvordan jeg har det. Jeg fandt ud af, at jeg kan være stærk, og at jeg kan spise helt vildt meget, uden at jeg blev tyk, men i stedet blev stærk. (Foto: Betina Garcia © dr)
    2 / 13
  • Da Anne Bergholt Karlsen var 21 år, var hun en stor del af fitnessmiljøet og blev mere og mere interesseret i styrketræning. - En dag siger en af mine kammerater til mig: ‘Wow Anne, du er jo vanvittig stærk i forhold til de andre kvinder, der træner her. Det lagde jeg slet ikke mærke til. Jeg fokuserede ikke på alle andre, men kun på mig selv, og hvad min krop kunne. Han fandt frem til AK Frem-klubben. - Jeg sagde, den er god med dig, det er slet ikke noget for mig, det er bare sådan noget mandehørm. Han fik alligevel overtalt mig, og efter min første gang der, mente træneren, at jeg kunne lave danmarksrekord i dødløft. (Foto: Betina Garcia © dr)
    3 / 13
  • Anne Bergholt Karlsen er kommet i AK Frem-klubben lige siden, hvor hun elsker at træne med mændene. Hun træner fire gange om ugen, to-tre timer ad gangen. - Som jeg fandt ud af, at jeg var god til det, tænkte jeg, det er sgu da meget spændende! Da jeg gik på nettet og så, hvad de andre kvinder løftede, vakte det min interesse. Efter nogle måneder tog jeg hen og så et stævne. Det var lige mig, det der rå miljø. Det var noget helt andet end for eksempel bikinifitness. Man kommer, som man er, går ind og bruger sin krop og løfter alle de kilo, man kan, og så er det det. (Foto: Betina Garcia © dr)
    4 / 13
  • Nogle af mændene i AK Frem har sat et billede op af Annes største konkurrent, Lelja Strik, der er den regerende mester i hendes vægtklasse. Anne Bergholt Karlsen er i dag 23 kilo tungere end for fem år tilbage. - I dag tænker jeg ikke så meget over, hvad andre tænker om mit udseende. Hvis de tænker, at jeg har store lår, så er det jo fordi, at jeg kan løfte 160 kilo med mine ben. (Foto: Betina Garcia © dr)
    5 / 13
  • Anne Bergholt Karlsen løfter 145 kilo to gange i streg under en træning. - Styrkeløft giver mig sådan en god følelse af at være fysisk stærk. Hvis jeg har haft en mega dårlig dag på arbejde, så er det bare mega fedt at tage til træning og kunne sige, det glemmer jeg lige, nu er jeg stærk. Hvis der er en, der virkelig har irriteret mig, så tænker jeg, nu skal jeg fandeme lige vise, hvad jeg kan. (Foto: Betina Garcia © dr)
    6 / 13
  • Anne Bergholt Karlsen noterer dagens løft. Hun vil gerne inspirere til et sundt og balanceret liv på grund af sine egne oplevelser. Gennem faget som sygeplejerske har hun mødt spiseforstyrrede unge. - Jeg tænker, hvor er det ærgerligt, at de er endt her. Man kan på en eller måde se sig selv i det. De unge piger kom ind og sagde, 'jeg vil have mellemrum mellem benene, eller et A4-waist', hvilket er en ny trend fra Kina, hvor ens talje skal være på størrelse med et A4 ark. Jeg tænkte nej, det er jo helt forskruet - hvorfor nu det? Det er ærgerligt, at man som kvinde skal have sådan en periode i sit liv, hvor man ikke føler, at man ser godt nok ud i forhold til idealet. (Foto: Betina Garcia © dr)
    7 / 13
  • - Efter et dårligt brud med min ekskæreste brugte jeg vreden og blev stærkere af det. Min træner sagde: 'bare tænk på, at det er ham, han er stangen, og du skal bare rive ham midt over'. I stedet for at sidde derhjemme og græde over, at han var en idiot, så fik jeg raset ud på en anden måde. Jeg beviste over for mig selv, at jeg er et stærkt menneske, og at jeg kan gøre det her. Jeg bilder mig selv ind, at det er sundt. (Foto: Betina Garcia © dr)
    8 / 13
  • Under det tunge løft holder Anne Bergholt Karlsen vejret. - Træningen giver mig en følelse af at være i live, være fysisk stærk og at kunne bruge kroppen til noget. (Foto: Betina Garcia © dr)
    9 / 13
  • - Kom så, det er let, råber Anne Bergholt Karlsen til sin ven Martin Faber, der er en af de bedste til styrkeløft i sin vægtklasse. For Anne er det sociale aspekt en af de største glæder ved sporten. - Jeg nyder fællesskabet så meget, vi hepper altid på hinanden. Jeg elsker at være en del af den her mandeverden. Jeg arbejder i et fag primært med kvinder, så det kan godt blive lidt af en hønsegård. Der er ikke de samme problemer med mænd. Kvinder kan jo køre tingene helt op til, jeg ved ikke hvad. (Foto: Betina Garcia © dr)
    10 / 13
  • Siden Anne Bergholt Karlsen startede i 2013, er det blevet til utallige præmier, der bliver gemt i en skuffe i stuen. Den vigtigste præmie var bronze til EM, som betød noget særligt. - Det havde jeg ikke lige regnet med. Jeg havde jo ikke været i gang så længe. (Foto: Betina Garcia © dr)
    11 / 13
  • Efter træning tager Anne Bergholt Karlsen en proteinshake. - Folk tror jo ikke på, at jeg nogensinde har været så tynd. På arbejdet siger de altid, 'spiser du nu igen, Anne?' Ja, det gør jeg! De kan slet ikke forstå, at jeg engang har set sådan ud, griner hun. Jeg er meget bevidst om, at når jeg træner en del, så skal min krop have noget næring. Jeg vil aldrig ende i den der boldgade igen og blive fanatisk med mad. Nu er min krop stille og roligt vokset i takt med, at jeg er blevet stærkere. (Foto: Betina Garcia © dr)
    12 / 13
  • Generelt er Anne Bergholt Karlsen meget påpasselig med ikke at blive fanatisk omkring sin sport eller at gøre noget ud i ekstremerne. - Selvom jeg dyrker en elitesport, tager jeg stadig i byen. Engang mødte jeg en fyr, der slet ikke kunne forstå, hvordan jeg kunne drikke alkohol op til et stævne, selvom der var en måned til. Men jeg skal da også have et liv. Jeg passer min træning og spiser, men jeg skal ikke give afkald på andre ting. Jeg skal stadig kunne gå i byen med mine veninder og være social. Jeg vil også stadig kunne gå lange ture med min hund Fenja og kunne passe mit arbejde og have et almindeligt liv. Det må aldrig blive en besættelse. (Foto: Betina Garcia © dr)
    13 / 13
Facebook
Twitter