Bagedyst-Kirsten på vej mod konditordrøm: Har fået læreplads hos dommer-Katrine

Selvom Kirsten og Katrine kender hinanden fra bagedysten, er der ingen fortrinsret eller favorisering.

Efter 'Den store bagedyst' tilbød Katrine Foged Thomsen tidligere deltager Kirsten at komme i lære som konditor.

Flagende, sprøde croissanter, smørfyldte teboller, massive chokoladekager og saftige snitter ligger i glasmontre i Grannys House i Dragør.

I køkkenet har 22-årige Kirsten Jazmin Thur bundet forklædet. Ikke et med en mesterbager-stjerne, som den tidligere bagedyst-deltager fik af to omgange i 'Den store bagedyst'.

Til gengæld et forklæde, hun kan beholde i fire år. Kirsten har nemlig fået læreplads i bagedyst-dommer Katrine Foged Thomsens bageri.

Drømmematch

- Hvis man kender mig, og har været i Grannys House kan man se en klar sammenhæng. Farverne, bagværket, stemningen. Jeg føler mig enormt meget hjemme her, fortæller Kirsten, mens hun lægger sukker og nødder ovenpå marcipanfyldte tærter.

Samme entusiasme kommer fra læremester Katrine Foged Thomsen, der lige har tændt ovnen til nøddemazarinerne. Hun husker Kirsten fra dag et i ’Den store bagedyst’.

  • Den første læretid hos bageriet foregår om natten, hvor man lærer at håndtere wiener- og brøddej.
  • Kirsten møder klokken 22 om aftenen og arbejder til klokken 5-6 om morgenen. I dag er hun mødt ind om eftermiddagen for at hjælpe Katrine Foged Thomsen med nøddetærter og kagebestillinger.
  • - Jeg har ideerne, men jeg mangler håndelaget. Det er en af de mange ting, jeg kan lære, fortæller Kirsten.
  • Katrine Foged Thomsen er kompromisløs som læremester. Alt, hvad der kommer ud af bageriet skal være perfekt.
  • Bageriet producerer ugentligt hundredvis af kager og brød. Hver år bliver der slået 250.000 æg ud i hånden i de fem bagerier.
  • - I min elevtid lærte jeg, at man skulle kunne se kunden i øjnene, når man går ud med sin kage. Man skulle kunne sige, at man havde gjort sit allerbedste. Det vil jeg give videre i mit fag, siger Katrine Foged Thomsen.
1 / 6

- Jeg så et klart match. Kirstens stil, tempo, tilgang og gode idéer. Men samtidig var jeg jo også dommer og faglig overfor alle i konkurrencen - også over for Kirsten, siger Katrine.

De to har derfor talt en del om, at der hverken er fortrinsret eller favorisering, fordi Kirsten tidligere har været bagedyst-deltager.

Det er præcis samme vilkår for hende, som for bageriets seks andre elever. Kirsten er derfor begyndt med det grove bageri, hvor mange kilo brød- og wienerdej skal rulles, virkes og bages. Kirsten møder klokken 22 om aftenen og bager til mellem 5-6 om morgenen.

- Jeg kan mærke, at det her ikke er barneleg, men et virkeligt job. Det kan man godt glemme i bagedysten, hvor fokus er kager og pynt. Det her er hårdt arbejde, siger Kirsten.

En stor familie

Katrine Foged Thomsen og kompagnonen Flemming Led Sandholm har drevet Grannys House i 10 år. Der ligger fem bagerier på Sjælland med 70 ansatte i alt.

Bageriet er altid travlt, og der er tryk på produktionen. Men Grannys House skal også være et sted, hvor der skal være plads til at have det sjovt.

- Jeg kender alle mine ansatte rigtig godt, og sådan skal det fortsætte. Derfor skal vi heller ikke blive for store, for jeg går op i, at det er et sted, hvor man bliver set, og hvor man har det godt, siger Katrine.

Oplært af Kransekagekongen

Både Katrine Foged Thomsen, Flemming Led Sandholm og tidligere bagedyst-dommer Mette Blomsterberg er oplært i Kransekagehuset.

Alle har de stået i lære hos konditor Jørgen Søgaard; en af Danmarks sværvægtere i konditorfaget og en mand, der rummer mere end 50 års bagehistorie.

Jørgen var kompromisløs, og det lærte han fra sig, fortæller Katrine.

- Det skulle være det bedste, og resultatet skulle sidde i skabet. Hver gang. Man skulle gå ud med kagen i hånden, se kunden i øjnene, og sige 'jeg har gjort mit allerbedste'. Det er håndværk. Det er rygraden, jeg vil give videre, siger hun.

Netop håndelag og håndværk mangler Kirsten.

- Jeg ved jo egentlig ikke, hvad det præcist er, der gør, at kagerne lykkes. Jeg kan øve mig til meget på egen hånd, men det at lære et håndværk. Det glæder jeg mig enormt til, siger hun.

Passion i rå mængder

Kirsten har en bachelor i engelsk og kommunikation. Hun har rejst, arbejdet forskellige steder og forsøgt at finde det, der gav hende ild i øjnene.

- Det har jeg fundet nu. Jeg er lykkelig. Før har jeg ikke forstået, hvorfor mine venner har lyst til at blive på Musikkonservatoriet og øve hele dagen. Men det forstår jeg nu. Jeg har lyst til at blive efter arbejde og øve på glace og chokolade, siger Kirsten og fortsætter:

- Det er hårdt, men det er rigtig fedt at vide, at jeg ikke spilder min tid, fordi jeg laver det, jeg virkelig gerne vil, siger hun.

Om fire år står hun forhåbentlig med en afsluttet svendeprøve. Færdiguddannet som konditor.

- Drømmen er at lave en farverig foodtruck med bagværk, kaffe og kager. I et folkevognsrugbrød, selvfølgelig, siger Kirsten.

Facebook
Twitter