Bange for at blive stemplet som morderens søn: Fars forbrydelse var en dyb hemmelighed

Skam og frygt fik Fie Ljunggren og Aydin Soei til at skjule deres fædres kriminalitet som børn.

Aydin Soei frygtede at blive stemplet som morderens søn.

Fie Ljunggren var bange for, at klassekammeraterne ville tro, at hun stjal, hvis de fandt ud af, at hendes far var indbrudstyv.

I anledning af at DR1 netop har sendt sæson 3 af dramaserien 'Bedrag,' sætter dr.dk fokus på, hvordan det er at have en far i fængsel.

I serien møder vi nemlig en række forældre, som sideløbende med deres forældrerolle frister en tilværelse som kriminelle.

Vi har talt med Fie og Aydin, som har prøvet at have en far i fængsel. I dag er de begge i 30'erne, og fælles for dem er, at de skjulte deres fars fængselsdom for klassekammerater og venner.

Her fortæller de, hvordan det føltes at bære på hemmeligheden, og hvilke gode råd de ville give deres barne-jeg til at håndtere fædrenes kriminalitet overfor omverdenen.

'Jeg var bange for at blive stemplet som morderens søn'

Aydin fortalte det aldrig til nogen. Bare tanken om at faderens forbrydelse ville blive afsløret for vennerne, fik hjertet til at hamre i hans bryst.

Da Aydin gik i 5. klasse, slog hans far en anden mand ihjel.

Den dræbte var faderen til en af Aydins tidligere klassekammerater fra Avedøre, hvor hans familie, der har iransk baggrund, boede de første år af Aydins liv.

Men mordet forblev en hemmelighed for de venner, Aydin fik på sin nye skole i Gladsaxe. Ligesom han aldrig nævnte forbrydelsen overfor de kammerater, han senere fik på gymnasiet og universitetet.

- Det var ekstremt skamfuldt. Jeg var bange for at blive stemplet som morderens søn. Jeg frygtede, at andre ville se en lige linje fra min far til mig i forhold til vores moralske karakter, og hvem vi var som mennesker, fortæller han.

For tre år siden udgav han bogen 'Forsoning,' hvor han over 650 sider fortæller sin families historie.

Men inden bogen udkom, var faderens forbrydelse et anliggende, han holdt 100 procent for sig selv.

I folkeskoleårene handlede fortielsen om skam. På gymnasiet og universitetet bundede den mere i en frygt for, at ingen ville forvente noget af ham.

- Jeg var meget bevidst om, at min fars historie kunne betyde, at folk ville have lavere forventninger til mig. At de havde negative forventninger til mig som person, og hvad jeg kunne præstere. Det havde jeg ikke lyst til, siger han.

Hvis ingen forventer, du gennemfører en uddannelse, er det nemmere at give op. For du skuffer ingen ved at droppe ud, siger han.

- Det kunne blive en undskyldning for ikke at gøre en indsats i livet.

Men det var ensomt at bære på familiehistorien selv. For med til at have en hemmelighed hører en frygt for, at den bliver afsløret.

Den frygt kunne blive trigget når som helst.

Som for eksempel den dag han besøgte Gladsaxe Kommune med sin folkeskoleklasse.

Eleverne blev bedt om at stoppe ved en kommunalmedarbejders skrivebord. Via sin gamle, stationære computer kunne medarbejderen slå alle oplysninger om dem op, fortalte han og pegede på Aydin:

- Sig mig for eksempel, hvad din far hedder?

Aydin kunne ikke se andre muligheder end at hoste op med navnet. Kommunalmedarbejderen så fuldstændig mærkelig ud i ansigtet, da han så, hvilke oplysninger navnesøgningen gemte på.

Aydins hjerte hamrede afsted.

'Nu bliver jeg afsløret, nu bliver jeg afsløret,' tænkte han. Men det gjorde han ikke, for kommunalmedarbejderen pegede forfjamsket på en anden elev: 'Øhm, og din far hedder?'

- Følelsen af at være en bedrager hænger ved, når du hemmeligholder ting. I mange år frygtede jeg at blive afsløret.

Den frygt slap han af med efter udgivelsen af 'Forsoning,' og det var en lettelse, fortæller han.

Alligevel fortryder han ikke, at han som ung var påpasselig med at dele sin fars historie.

Der er forskel på at begå skatteunddragelse og mord, som han siger.

Faderens forbrydelse var så dramatisk, at han tvivler på, at særligt unge i folkeskole- og gymnasiealderen ville være i stand til at skelne ham fra sin fars handlinger.

- De ville formentlig stadig synes, jeg var en god klassekammerat. Men hver gang jeg begik den mindste fejl, ville de fortolke det i den optik, der hedder: 'Hans far er også morder.' Det tror jeg, de ville - bevidst eller ubevidst.

Den tese har vennerne efterfølgende bekræftet. I forbindelse med udgivelsen af 'Forsoning' talte Aydin med flere af dem om, hvorfor han aldrig havde delt sin fars historie med dem.

- Jeg fortalte, jeg ikke havde sagt det, fordi jeg var bange for at blive stemplet som morderens søn. Hvortil en af mine venner svarer: 'Jeg tror sgu, det var den rigtige beslutning. Som ung er man ekstrem fordomsfuld. Du ville ikke have været kendt for andet på hele gymnasiet.'

Skulle han give 'unge-Aydin' et råd, ville det dog alligevel være at åbne op. Ikke nødvendigvis for alle, men for nogle få fortrolige. Sin mor, en pædagog fra klubben, en lærer, en rigtig god ven.

For modellen med at holde alt for sig selv var ensom. En af konsekvenserne for Aydin var, at negative tanker om ham selv fik lov til at vælte uimodsagt rundt i hans hoved.

- Jeg havde helt klart en negativ selvfortælling. I folkeskolen var jeg ret overbevist om, at jeg ikke ville blive til noget, at jeg ikke ville få mig en uddannelse og potentielt set ende i spjældet som min far.

Han tilføjer:

- Jeg tror, det ville have været sundt at tale med nogen, der kunne støtte op omkring mig. Fortælle, at du ikke er lig med den af dine forældre, som er fængslet. At I ikke er én til én af hinanden. Det ville have været med til at demontere skammen.

Aydin har ikke følt sig sat i bås som 'morderens søn,' efter han stod frem med sin historie.

Men måske handler det også om, at han på det tidspunkt var en etableret forfatter – 'Forsoning' var hans tredje bog – ligesom han havde en lang videregående uddannelse. Han besad noget menneskelig kapital, som han siger.

For ham var udgivelsen af 'Forsoning' et opgør med den skyld og skam, han har følt over faderens forbrydelse. Og det var en lettelse at fralægge sig de følelser. Ligesom det var en lettelse ikke længere at bære på en hemmelighed.

Derudover er der også en anden grund til, at Aydin er glad for, at han ikke tog fortielserne om sin far med ind i voksenlivet.

- Det mest tankevækkende, efter jeg stod frem med bogen, var de beskeder, jeg fik i min Facebookindbakke fra fremmede mennesker, der hele livet havde følt skam over noget, deres forældre havde gjort. Alle står alene med det, og det handler selvfølgelig også om, at vi skjuler sandheden om vores familier, når den ikke er et glansbillede. Vi ændrer ikke på skammen, hvis alle tumler med den selv.

'Jeg var så bange for at stå udenfor'

For Fie fandtes der to verdener, da hun var barn. Den indenfor for det udsatte boligområde i Horsens, hvor hun voksede op, og den udenfor som skolekammeraterne og deres kernefamilier levede i.

Inden for Sundparkens murstensblokke havde hun intet problem med at fortælle de andre børn, hvad hendes far lavede. Snarere tværtimod. Hun stillede sig triumferende op med sin nye bærbare computer og sagde: 'Se, hvad jeg har fået – min far har lavet indbrud ved en megarig advokat.'

De ord ville aldrig komme over hendes læber i skolegården. Faktisk turde hun slet ikke fortælle klassekammeraterne, at hun havde en bærbar computer, selv om det var ret sejt dengang.

De ville blive skeptiske. For hvordan skulle Fies enlige mor fra blokken have fået råd til den?

- Allerede som lille var jeg klar over, at det, der foregik ved os, ikke var normalt. Så når jeg var udenfor vores boligkarré, klappede jeg fuldstændig i. Ingen fik at vide, at min far var indbrudstyv, eller at min mor var misbruger, siger Fie, som fortæller, at moderen havde et blandingsmisbrug af alkohol og stoffer som heroin og amfetamin.

Det samme havde faderen, men han boede ikke ved dem. Han røg ind og ud af fængslet – dømt for alt fra indbrud til væbnet bankrøveri. Sammenlagt tilbragte han 13 år i fængsel.

Det anede Fies skolekammerater imidlertid ikke. Allerede i 1. klasse fabrikerede hun under en fremlæggelse en løgn om, at faderen var låsesmed på Sjælland.

- Jeg havde behov for at iscenesætte min far som normal overfor klassen. Han var der ikke, så der kunne jeg skabe min egen fortælling. Min mor kunne jeg ikke skjule, hun var der jo.

Der var flere grunde til, at hun skjulte sandheden. For det første var hun bevidst om, at kriminaliteten og forældrenes misbrug kunne betyde, at hun blev fjernet fra hjemmet.

For det andet frygtede hun at blive frosset ude.

- Jeg var så bange for at stå udenfor. At ingen ville lege med mig. Jeg ville så gerne være en del af gruppen.

Hun tilføjer:

- Jeg frygtede, at mine skolekammerater ville dømme mig, hvis de kendte til min fars kriminalitet. Ville de mistænke mig for at være en tyv, hvis de vidste, min far stjal?

Men selv om Fie gjorde sig umage for at være som de andre, følte hun sig aldrig som dem. Hun passede ikke ind. Hun var forkert, følte hun.

- Konsekvensen ved hemmelighederne var, at det var svært at skabe tætte relationer. Jeg havde så meget, jeg skulle skjule, så hvordan skulle folk komme tæt på?

Fie tilføjer:

- Jeg ville så gerne lege med de 'normale' kernefamiliebørn, men jeg kunne ikke finde ud af det. Jeg havde ikke redskaberne til det.

I dag ville hun ønske, at hun havde fået hjælp til at håndtere faderens kriminalitet.

Hun ville gerne have haft nogle mennesker tæt på sig til at fortælle, at hun ikke skulle føle skyld og skam over hans handlinger. Nogle til at sige, at hun kan styre, hvad hun selv gør. Ikke hvad andre gør. Hun er ikke ansvarlig for andres handlinger.

Derudover ville hun gerne have én at dele sin frygt med. For den opstod ind imellem, for eksempel en dag hvor hun fik fortalt, at 25 kampklædte betjente med skarpladte våben havde anholdt hendes far.

- Jeg blev så forskrækket, men jeg mindes ikke, at der nogensinde var nogen, der talte med mig om det.

I dag har Fies far ændret livsbane. De seneste 18 år har han været stoffri og ikke begået kriminalitet. Alligevel kan hun stadig have svært ved at fortælle om hans fortid.

Det seneste år er hun dog begyndt at åbne op. For hun ønsker at bryde det tabu, hun føler, det er at have en forælder i fængsel.

- Jeg har følt mig helt alene i verden. Hvis ingen taler om det, tror alle, de er de eneste, der oplever det. Så længe alle holder det for sig selv, tror jeg, det vil føles skamfuldt.

Brug for at tale med én?

  • Har du en forælder i fængsel og har brug for at tale om det, kan du kontakte Foreningen Savn, som giver råd og vejledning til pårørende til indsatte. På hverdage mellem klokken 9-18 kan du eksempelvis ringe til organisationens familierådgivere på 28 80 60 00.

  • Kriminalforsorgen har også en pårørendelinje, hvor voksne, unge og børn kan tale med en socialrådgiver. Nummeret er 70 26 04 06.

  • Desuden har Røde Kors Hovedstaden en samtalegruppe for børn af indsatte, som mødes hver anden uge. Samtalegruppen er for børn mellem 8 til 16 år. Hvis du vil vide mere om samtalegruppen, kan du ringe på 26 77 75 04.

Facebook
Twitter