Benjamin fik aldrig lov til at græde over sin mors død - før han mistede sin far

Han blev forældreløs som 17-årig. I dag er Benjamin 32, og han vil gerne rose sig selv for at række ud efter hjælp.

Benjamin Herman Ham greb ud efter folderen. Han krøllede den sammen og stak den ned i bukselommen.

'Har du mistet?'

Overskriften ramte plet.

Ja, det havde han. Selvom Benjamin aldrig talte om det, var han stadig i dyb sorg over, at en hjerneblødning seks år tidligere tog hans mor væk.

Dengang blev han én af de 65.000 børn og unge under 30 år, der har mistet en forælder.

Nu mistede han snart igen.

Benjamin sad på et hospice. Alene på en stol i en lang, hvid gang. Alt var hvidt. Alligevel var her altid mørkt. En tung sky lå henover bygningen.

Måske fordi det var november.

I et rum længere nede ad gangen lå en dødeligt syg mand. Det var Benjamins far, som var syg med leukæmi. Da morfinen havde gjort ham tilpas mild, gik Benjamin tilbage til sin fars enestue.

Få dage senere mistede han igen.

I dag er Benjamin 32 år. Han ville gerne have været der til at tale med sit fortvivlede 17-årige jeg. At berolige ham. At fortælle, det hele nok skulle gå - og at han blev nødt til at tale om sorgen. Det forsøger han nu - flere år senere.

Benjamin Herman Ham følte, han stod alene med sin sorg efter tabet af begge forældre. (Foto: Liselotte Sabroe (Scanpix))

Efter moderens død flyttede resten af familien til et andet hjem.

Flere aftener blev der dækket op til fire ved spisebordet. Det var en fejl.

Så stod de tre mænd ved siden af hinanden, Herman og hans to sønner, uden at sige noget.

Den modigste på dagen greb den fjerde tallerken og fjernede den hurtigt. For så var det aldrig sket.

Det skete så til gengæld, at faderen skiftede familiens Fiat ud med en varevogn med plads til tre. Han havde ikke noget at bruge en varevogn til, tænkte Benjamin, nu var de jo kun tre.

Da de var fire, var alting anderledes.

Efter moderens død tilbragte drengene også meget tid med deres morfar, som flyttede til Danmark for at være tættere på. (Privatfoto)
Efter moderens død tilbragte drengene også meget tid med deres morfar, som flyttede til Danmark for at være tættere på. (Privatfoto)

Benjamins far Herman og mor Sybilla mødtes som studerende i Danmark. Han var rejst fra Holland, og hun var rejst fra Tyskland.

Parret fik to sønner, og kernefamilien boede på Amager. Lige ved lufthavnen, nærmest på landingsbanen, tæt på Flyvergrillen.

De rejste, de holdt børnefødselsdage, og drengene sejlede med faderen i hans hjemmebyggede optimistjolle.

Det var en barndom, der stod i stor kontrast til, hvordan det senere blev.

Mere end 100.000 børn og unge har en alvorlig syg forælder. Benjamin var i flere år ét af dem.

Da Benjamin var ni år, blev hans far ramt af leukæmi. Kræftsygdommen gjorde gennem årene faderen mere og mere temperamentsfuld, men moderen skånede drengene for sygdommen ved ikke at tale om den. Hun beskyttede sine to prinser, der blev sat op på en piedestal.

Deroppe havde de det godt, indtil moderen pludseligt døde to år efter af en hjerneblødning.

Benjamin og hans storebror havde stadig deres far, men det var ustabilt. Han skældte ud: 'Du ender som skraldemand. Du får kun dårlige karakterer.'

Benjamin kunne ikke gøre, hvad der passede ham. Men han gjorde det alligevel.

Hvis han fik ordre på at være hjemme til midnat, gjorde han alt for ikke at være hjemme til klokken 00.00. Han drak, tog i byen og var sammen med piger.

Der blev snakket om en plejefamilie til drengene. Men faderen kunne ikke give slip på sine sønner. (Privatfoto)
Der blev snakket om en plejefamilie til drengene. Men faderen kunne ikke give slip på sine sønner. (Privatfoto)

Deres far forsøgte indimellem at gøre det rart. De tre mænd rejste på ferier til de samme steder, som de havde gjort før. Til Tyskland, Holland og med surfboards til Klitmøller - men med et andet hold ombord. Tre mand i en varevogn i stedet for en familie på fire i en Fiat.

Derhjemme tændte han musik og stearinlys, mens han forsøgte sig med nybagte boller, som de havde gjort, da de var en familie.

Men så blev stemningen afbrudt af et vredesudbrud.

Deres far var alvorlig syg, og drengene var godt klar over det: 'Han holder ikke hele livet, ham der.'

Men det talte de ikke om, for det var vigtigere at fungere i den lille tre-mands-familie end at tale sammen.

De to ting kunne ikke følges ad, minder Benjamin sit 17-årige jeg om.

Benjamin var forældreløs.

Han fyldte varevognen med sin fars gamle futonseng og en hel del flyttekasser, kørte til Virum og bar sine ejendele op i sit nye hjem.

En lejlighed i Virum. Et ombygget loft.

Det var tungt. 'Skal jeg så bare bo her?'

Ja. Her skulle han bo - helt alene. Hans halvandet år ældre bror flyttede i en lejlighed i indre København.

Futonsengen og halvåbne flyttekasser skubbet ud langs væggene forblev indretningen i Benjamins nye hjem.

Men noget andet ændrede sig.

Benjamin fandt folderen fra hospice. Den, han havde krøllet sammen og stukket ned i bukselommen få dage inden faderens død. På bagsiden stod et telefonnummer til Børn, Unge & Sorg.

Fra futonsengen gjorde han noget, han aldrig havde gjort før.

Han gjorde det, hans 32-årige jeg også ville råde ham til. Han ringede.

Benjamins bror bor i dag i Norge, men de to brødre har kontakt og ses, når det er muligt. (Foto: Liselotte Sabroe (Scanpix))

En måned senere startede Benjamin i sorggruppe.

Det var her, han for første gang talte om sine følelser. Det hjalp ham at høre historier, der var ligeså komplicerede som hans egen.

Han var ikke den eneste med en kaotisk fortid.

Han savnede sin mor. Det var uretfærdigt, at hun skulle dø.

Det var også uretfærdigt, at faderen skulle blive syg og styres af sygdommen.

Uretfærdigheden blev hængende i mange år. Nogle dage sidder den der stadig.

Samtidig med sorgbearbejdelsen skulle Benjamins hverdag fortsætte.

Den bestod først og fremmest i at komme op om morgenen. Han kom altid for sent ud ad døren, og han havde sjældent lavet sine lektier. På den måde startede han hver dag i minus.

Der var ingen rutiner. Det handlede om at gøre, hvad han lige følte for, og Benjamin følte for fester.

Det var det, klassekammeraterne gjorde - og når man går i gymnasiet vil man bare gerne være ligesom alle de andre.

Selvom det var svært, lykkedes det at færdiggøre gymnasiet. Benjamin blev student i juni 2005 - et halvt år efter faderens død.

Sorggruppen lærte Benjamin at tale om sorgen, at finde en vej væk fra fester og væk fra det flyttekasse-indrettede ombyggede loft.

Siden studentereksamen tog han en del omveje. Han vidste ikke, hvad han ville, og hvem skulle guide ham? Ville han blive andet end skraldemand, som faderen havde spået? Sådan var 20'erne. En masse omveje uden rigtigt at kende målet.

Der er intet galt i at være skraldemand, men Benjamin valgte en anden vej.

Han har taget to forskellige uddannelser i erhverv og administration, arbejdet i Hamburg, München, i Amsterdam, på Grønland, og i dag bor han med sin kæreste på Nørrebro, mens han læser en kandidat på IT-Universitetet.

Når børn og unge mister

  • Direktør i Børn, Unge & Sorg, Preben Engelbrekt, om ikke at tale om sorgen: "Sorgen vil ligge og vente på, at man tager sig af den. For den forsvinder aldrig. Heller ikke selvom man forsøger at undgå den. Hvis man har lært hjemmefra ikke at tale om sorgen, bliver det meget sværere. Det vil føles som om, at den eller de døde ikke har levet. Men en dag vil den undgåede sorg banke på, og det er først, når man taler om den, at den vil blive mindre."

  • Mere end 65.000 børn og unge mellem 0-29 år har mistet en eller begge forældre, viser tal fra Danmarks Statistik samt Børn, Unge & Sorg. Tallene stiger, jo ældre den unge er.

  • Børn, Unge & Sorg tilbyder gratis psykologisk behandling til børn og unge under 28 år. Hvis du har brug for nogen at tale med, kan du udfylde formularen her: https://bornungesorg.dk/ring-mig-op/ - og en psykolog vil kontakte dig.

  • Sorglinjen er for alle oprørende og efterladte mellem 13-99 år. Kontakt sorglinjen på SMS 27 27 25 25 eller ring på 70 20 99 03.

  • I foråret 2019 starter Børn, Unge & Sorg et forløb for unge, der har mistet begge forældre - eller hvor den ene forælder, der er tilbage, ikke er i stand til at være der. Undersøgelser har nemlig vist, at denne gruppe unge efterspørger voksenkontakt. De har brug for en fortrolig voksen. Derfor søger centret lige nu voksne på 40+, som selv har mistet, og som har mulighed for og lyst til i minimum to år at invitere en ung ind i sit liv. Læs mere om projektet her: https://sorgcenter.dk/fortrolig-voksen-bliv-frivillig/

Facebook
Twitter