Benjamin Leander spillede sit bryllupsbudget op, før han blev millionær på odds

Den 31-årige fodbold- og spilekspert fraråder alle at forsøge at leve af at satse penge.

- Jeg har altid været dårlig til at stoppe på toppen. Jeg har siddet med 250.000 kroner, jeg har vundet på rouletter og black jack og så tabt det hele igen.

Det er også det, der sker for Benjamin Leander, da han smider 900.000 kroner væk.

Han ligger en morgen med jetlag, kort efter at han er kommet til Australien for at besøge sin daværende kærestes søster.

Der er en landskamp i gang, og han logger ind på en spilkonto, han har på nettet. Her står omkring 10.000 kroner, som han har sat ind på kontoen i tidernes morgen.

- Jeg får placeret nogle væddemål og spillet på nogle hjørnespark i tre fodboldkampe med ret høje odds, fortæller Benjamin Leander.

De høje odds betyder, at bookmakere har vurderet, at der er lille sandsynlighed for et bestemt udfald af hjørnesparkene. Men de høje odds betyder også, at Benjamin Leander får pengene mange gange igen, hvis han faktisk vinder væddemålet. Og det gør han.

- Jeg går fra at have omkring 10.000 kroner på kontoen, da jeg starter spillene, til at der står 495.000 kroner, da de kampe er slut. Det er voldsomt, siger han.

Her havde mange nok valgt at stoppe spillet. Trække pengene ud og gemme dem til udbetaling til en lejlighed. Købe en bil. Eller arbejde mindre. Men ikke Benjamin Leander.

- Det er jo det, der sker med ludomani. Du vil have mere og mere og mere, og til sidst går det galt. Det er groft sagt også det, der sker med den spilkonto, siger Benjamin Leander.

To gevinster på en million på under et år

Benjamin Leander er i dag 31 år og er far til tre-årige Samuel. Da han var yngre, ville han være verdens bedste målmand i fodbold. Det spolerede Peter Schmeichel for ham, da han fik en søn ved navn Kasper.

I stedet ville Benjamin Leander så være en af verdens bedste fodbolddommere. I en årrække frem til for et par år siden var han dommer i 1. division og Superligaen herhjemme.

I dag arbejder han som fodboldstatistiker og stiller sin viden til rådighed til tips på spil. Og så er han "pragmatisk ludoman", som han selv kalder det.

Forrige lørdag vandt han en million kroner på en Tips 13.

Det er anden gang på under et år, han har trukket et så stort beløb ud af Danske Spil.

Han sidder på en café på Østerbro. Hans tøj udstråler ikke rigmand. Men der står Balenciaga på hans sneakers. Sådan et par koster rask væk 4.000 kroner. I næste uge sidder han på et fem-stjernet hotel på Mallorca. Med hans egne ord skal der ikke mangle noget på den ferie.

Der er intet ved Benjamin Leander, der umiddelbart udstråler ludoman. Han passer i hvert fald ikke ind i den klassiske fortælling om en ludoman, der har spillet sig ud i en social deroute, ud af hus og hjem og skubbet familie og venner fra sig.

Men han er ludoman. Kontrolleret eller pragmatisk, men ludoman. Og kontrollen er først kommet efter flere vanvidsspil, hvor han kunne have mistet andet end penge.

Spiller 900.000 kroner væk på et par timer

Da Benjamin Leander har vundet 495.000 kroner på et par landskampe, er han 26 år. Han fortsætter med det, han selv kalder for disciplineret spil, og formuen bliver næsten fordoblet, så der står 900.000 kroner på kontoen.

- De penge står på kontoen, indtil den dag der er VM-finale i dart, fortæller han.

Kampen står mellem Phil Taylor og Gary Anderson. Det bedste skud, du kan lave i dart, er det, der hedder en triple tyve. Det vil sige, at alle spillerens tre pile rammer i et af de røde felter på dartskiven, og sådan en tur vil kaste 180 point af sig.

- Jeg har fulgt godt med i løbet af turneringen, så jeg er egentlig ret godt informeret. Jeg tænker, at de ikke kommer til at lave ret mange 180'ere i den her finale, og det spiller jeg på. Men de starter som lyn og torden med et hav af 180'ere, fortæller Benjamin Leander.

Benjamin Leander har brugt 15.000 kroner på sit spil på kampen. Men da han ser, at han er ved at tabe, begynder han at sætte penge på kampen, mens den er i gang. Det er det, der hedder live-betting.

- Jeg ender med at tabe en halv million kroner undervejs. Og bagefter tænker jeg, at de skal vindes tilbage. Der var noget kvindebasket i USA, som jeg intet kender til. Intet. Men det ene hold fører stort, og jeg sætter 75.000 kroner på, at de vinder.

Benjamin Leander sætter også penge på andre kampe i sportsgrene, han nærmest ikke aner noget om.

- Det er dårlige væddemål uden værdi og med så store indsatser, at alle ludomani-klokker bimler. Da klokken slår lidt over 12, er min spilkonto tom.

På få timer er det lykkedes den unge mand at kaste lige knap en millioner kroner ud af vinduet.

- Det er penge på en skærm. Så jeg har ikke tabt virkelige penge, tænker jeg. Men jeg kunne have trukket penge ud undervejs og brugt dem på en lejlighed eller en drømmerejse. Der er bare ikke nogen af de tanker, der slår til, når man som ludoman bare sidder og har penge på en skærm foran sig.

Ikke det værste tab

Benjamin Leander har været sammen med sin kæreste et par år, da han spiller de 900.000 kroner op. Han har fundet en ro med hende og med sig selv, og han ved, det er kvinden, han vil være sammen med resten af sit liv.

De to bliver forlovet, og de skal giftes i sommeren 2015. Benjamin Leander får udbetalt et sted mellem 15.000 og 20.000 kroner om måneden på sit arbejde som fodbolddommer og fodbold-statistiker på BT.

Hans kæreste tjener fint som fuldmægtig. De mangler ikke penge, og Benjamins spil forsøder tilværelsen, så de kan bruge weekenderne i alle Europas storbyer.

Men han har stadig ikke styr på sine spil og taber ind i mellem store summer. I månederne op til brylluppet begynder spillene at tære på Benjamin Leander.

- Der går jeg med en fornemmelse af, at det ikke er sjovt. Og der skal en del til, før jeg har det sådan. Jeg skylder penge. Ikke til ubehagelige typer, men jeg spiller på nettet, hvor man kan spille kredit.

Han har kviklån, og han skylder en bookmaker i Asien 100.000 kroner.

- Selv hvis jeg vinder en kvart million kroner, vil jeg ikke være i nul. Jeg vil ikke have betalt min kassekredit, jeg vil ikke have betalt mit kviklån, og jeg vil ikke have betalt min gæld.

Både balancen på bankkonto og spillekonti er nede op til brylluppet.

- Et par uger inden brylluppet har jeg sådan en dag, hvor jeg bare... Det hele tilter. Fuldstændig ukontrolleret, siger Benjamin Leander.

Benjamin Leanders forældre har overført penge til at betale for mad og drikke til festen. De penge står på hans egen konto.

Han spiller først for 1.000 kroner fra madbudgettet. Så låner han 2.000 fra det, så 4.000 kroner. Han ender med at sætte de sidste 2.000 kroner fra bryllupskontoen på, at tennisspilleren Serena Williams vinder et første set med 6-1.

Det er et fuldstændig håbløst spil, og Benjamin Leander taber de sidste penge.

- Det her indrammer rimelig godt, hvor fucking langt ude, man kan være, når man kan gå så langt, at man siger "fuck mit bryllup".

- Du spurgte, hvordan jeg havde det med at tabe 900.000 kroner. Det var en øv-følelse, men det er ikke sådan "fuck, fuck, fuck, fuck". Sådan har jeg det til gengæld på det her tidspunkt, fordi jeg har brugt bryllupsbudgettet. Der er ingenting tilbage. Det var så skamfuld en følelse at stå der. Lige i det øjeblik var jeg bare den største taber. Og hvad tænker en taber?

For taberen Benjamin Leander er tanken, at han skal have det løst. Ved at spille mere og genvinde det tabte. Han opsøger en bekendt for at få ham til at låne ham penge. Han får ikke pengene, men han bliver reddet.

Han bliver reddet af sin ven, der siger, at han skal have hjælp. Han bliver reddet af sin far, da han ringer og siger, hvad der er sket, og at han har fucket det helt op.

- Det føltes så fucking sløjt. Det er indbegrebet af tillidsbrud. Det værste, jeg ved, er at skuffe andre. Men som ludoman får du bare sådan en klap, der går ned, og du tænker først bagefter.

Benjamin Leanders far beder ham ikke om at stoppe med at spille. Han overfører i stedet de tabte penge til den kommende brud, som får styr på maden og det hele. Og hun får styr på Benjamin Leanders spil.

Reddet af konens budget og struktur

Da Benjamin Leander fortæller sin kommende kone, at det hele er væk, har han ikke fortalt alt. Der er stadig to åbne spil på det kommende VM i dart for nationer. Han har sat 21.000 kroner på 21 forskellige væddemål.

- Jeg vågner dagen inden vores bryllup. Jeg har vundet 600.000 kroner på de væddemål. Jeg siger til hende, at jeg har vundet, men at jeg aldrig nogensinde vil stå i den her situation igen, og om hun vil overtage min økonomi.

Det vil hun gerne.

Benjamin Leander får en administrator i sin kone. Hun lader ham have 10.000 kroner om måneden, han kan bruge, som han vil. Vil han spille for mere, skal han fortælle det til hende, og han skal argumentere for hvert spil.

Samtidig melder Benjamin Leander sig ind i Rofus (Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere hos Spillemyndigheden). Det gør, at han ikke længere kan spille på nettet. Og det bliver Benjamin Leanders vendepunkt.

- Det er her, at mit spil for første gang nogensinde begynder at blive struktureret og lagt i budget. Et ordentligt budget. Og derfra går det kun en vej.

- Mod stjernerne, siger Benjamin Leander og peger op mod loftet.

Lille Samuel kommer også til verden, og sønnen er i høj grad skyld i, at Benjamin Leander holder sig til et stramt spilbudget, hvor han har afvejet, hvor meget han kan tåle at tabe.

- Der er også en lille dreng, der ikke skal leve med en far, der fucker det op og kommer sent hjem, fordi han tabt 900.000 kroner. Og som ikke kan betale for det ene og det andet.

Spiller med en djævel på skulderen

I dag er Benjamin Leander ikke længere gift med den kvinde, der overtog hans økonomi, men bruddet har ifølge ham selv ikke noget med ludomanien eller økonomien at gøre.

De sidste par år har han selv styret sin økonomi og sit spil, og han spiller udelukkende på fodbold og på dart. Han spiller ikke på store ligaer som Premier League og Champions League, som de fleste andre fritids-odds'ere.

Han nørder sydafrikanske klubber og ligaer, og han sidder og oversætter fodboldnyheder fra indonesisk for at kunne vide mere end bookmakerne.

Det er en fuldtidsbeskæftigelse i sig selv. For ellers er den kontrollerede ludomani ikke den forretning, Benjamin Leander betegner som en "rigtig god sideindtægt".

Begrebet kontrolleret eller pragmatisk ludoman er Benjamin Leanders eget. Han meldte sig ud af Rofus i 2017, da han "var helt sikker på, at han kunne styre det".

- Den der kontrollerede ludoman ligger simpelthen i, at jeg kan mærke i kroppen og i mit hoved, at jeg stadig har det i mig. Og der skal ikke meget mere end en times manglende selvkontrol til, før jeg kan tabe en kvart million, hvis det er det.

- Det er hele tiden med djævlen på skulderen. Den siger, at jeg er god til det her. Men grænsen til fattigdom og social deroute er så papirstynd.

Benjamin Leander har en lille gul seddel med, der har ligget foran ham under hele interviewet.

Der står de pointer, han gerne vil have med. Han skal blandt andet huske at rose sin eks-kone. Men der står intet om at anbefale andre at forsøge at leve af spil. Tværtimod.

Han vil faktisk ikke råde andre til det - også selvom han selv giver andre tips til odds.

Du ved, hvor hårdt man kan ramme bunden, og hvor få der laver overskud på det her. Hvordan har du det med, at du rådgiver andre i odds?

- Det er sådan lidt cigaretpakke-agtigt at sige "spil nu ansvarligt". Men det er jo det, jeg gerne vil med interviews som det her. Det er ikke for at sige "se, hvor godt det er gået mig". Det er for at fortælle en historie om, hvor galt det kan gå.

Men kan du ikke frygte, at når du netop rådgivet om det og giver tips til odds, så kan du også være med til at skubbe nogen ud over kanten?

- Både og... Jeg prøver så godt, som jeg overhovedet kan at sige, at det er én ud af 100, det går godt for.

- Det er typisk betting-entusiaster, der vil have inspiration. Og det vigtige er jo, at det bare er inspiration, en prognose. Hele afhængighedscyklussen er selvfølgelig til stede, men jeg bilder mig også ind, at vi lever i et land, hvor folk kan træffe deres egne beslutninger, og at der ikke er nogen, der tvinger dem til at spille mere, end de har råd til. Eller at de i sidste instans spiller sig fra hus og hjem.

Facebook
Twitter