Bernhard døde, før han blev 5 år. Nu er han engel hos sin familie

Selv om Bernhard er død, er han stadig en del af familien, og hans ting er ikke pakket væk.

- Når jeg sidder og giver flaske eller står og laver et eller andet, så tænker jeg tit over, hvor han er henne, fortæller Marianne Paich om sin afdøde søn.

- Jeg må ikke vende mit hoved, jeg skal lige kunne finde ham med øjnene. Så er det rart, for det kan jeg næsten altid.

Marianne Paich står i køkkenet i huset på landet i Sønderjylland, og hun behøver kun at dreje hovedet en smule til den ene eller den anden side, så møder hun blikket fra en lille dreng med lysebrunt hår og klare blå øjne, der kigger på hende fra et indrammet fotografi på væggen.

Billede af Bernhard på væggen med aftryk af hans fod. (© (c) privatfoto)

I armene har Marianne Julian på seks måneder, og ved køkkenbordet står tvillingerne Olivia og Karla på seks et halvt og pynter en chokoladekage med nutella og skumfiduser.

Drengen på væggen er deres storebror Bernhard, der denne dag ville være fyldt 10 år, hvis ikke han var død kort før sin fem års fødselsdag. Og kagen er til ære for ham.

- Bernhard er tre år ældre end os. Vi går i 0. lige nu, så går han i 3. klasse, hvis han levede, siger Olivia i DR1-programmet ”Født på TV”.

- Oppe i himlen går han i 3. Det jeg helt sikker på, tilføjer hun, mens hendes søster Karla samtykker.

For selv om Bernhard døde, da de kun var halvandet år gamle, er han stadig deres storebror, og han er med dem i hverdagen.

Der er billeder af ham på væggene rundt omkring i huset, han bliver altid nævnt i godnatsangen, og så hænger hans jakke og cykelhjelm i entreen, hvor også hans termogummistøvler står.

Marianne viser, hvordan Bernhards tøj hænger i entreen:

Bernhards ting er ikke pakket væk. Det meste af hans tøj bliver brugt af Karla og Olivias små søskende, Leo og Julian. Og meget af Bernhards legetøj står fremme i huset, fortæller Marianne til dr.dk.

- Han er med hele tiden. Hvis der lige er en bamse, så er det tit Bernhards. Den må man gerne låne, hvis man spørger om lov. Så snakker vi om, at det var Bernhards, og vi er gode ved den, siger hun.

Drømme flået fra hinanden

Men der er dog en kasse med Bernhards legetøj, som ikke kommer frem, og der er også noget af hans tøj, som ikke bliver lånt ud til de små søskende. Det er noget af det, han brugte lige inden sin død – noget af det, hvor der stadig er spor af ham.

Bernhard døde i foråret 2013 af noget, der viste sig at være en hjertefejl. Han faldt om, mens han cyklede rundt og legede. Fra at have en glad, livlig og meget kærlig og elsket dreng, var han pludselig borte.

Sorgen og smerten var ubeskrivelig, fremtiden og hele meningen med livet var ødelagt, følte Marianne Paich.

En clairvoyant skabte kontakt

Kun ved at have en åndelig forbindelse til Bernhard har Marianne kunnet leve nogenlunde videre efter hans død.

Noget af det første, hun gjorde, var at tænde et lys for ham i vindueskarmen.

- Jeg var så bange for, at han ikke kunne finde os, så jeg tændte et lys for ham.

At tale med Bernhard er en anden måde at tåle sorgen på. Det foregår i det daglige, mest på kirkegården, hvor hun godt kan tale højt med ham, hvis der ikke er andre.

Men hun har også haft brug for at opsøge en clairvoyant, der laver seancer med kontakt til de afdøde. Selve det, at den afdøde bliver hidkaldt, er vigtigt. Det er en kontakt, Marianne har brug for indimellem. Hun trænger faktisk til det snart igen, siger hun.

Lige efter dødsfaldet var det altafgørende.

- Man står og hyler og skriger og vil bare have kontakt, fortæller Marianne.

- Det føles, som om der var en tyv, der kom og tog ham midt om natten. Så var han bare væk. Du havde ham i næsten fem år, og så var han bare væk.

Skystenglen Bernhard

Pigerne mener, de kan huske deres storebror. Men Marianne og hendes mand Anton er ikke i tvivl om, at de som kun halvandet år gamle nok mest kan huske Bernhard, fordi de som forældre har hjulpet med at fodre hukommelsen.

Bernhard elskede sine søstre - og de elskede ham. Han kaldte dem "mine piger". (Foto: (privat) © dr)

De har blandt andet fortalt, hvor glad Bernhard var for dem – hvordan han i børnehaven kaldte dem for ”mine piger”. Og hvordan de som små elskede at se deres storebror drøne rundt på cyklen udenfor, mens de selv kun lige havde lært at stå oprejst.

Selv om de kun var halvandet år gamle, var de med til begravelsen, for det er vigtigt, at de senere i livet kan vide, at de var med til at sende ham af sted.

I dag fungerer han nærmest som skytsengel og bliver inddraget, når en af pigerne vågner med mareridt.

- Så beroliger vi hende med, at vores hund ligger nede ved trappen og passer på, at der ikke kommer trolde op, og at Bernhard sidder heroppe og passer på hende.

(© (c) privatfoto)

Skyldfølelse når livet går videre

Men hvordan klarer man som forælder at mindes den mistede søn, uden at det bliver sådan, at han får mere opmærksomhed end sine levende søskende?

Det er også svært, siger Marianne.

- Den første tid efter hans død fyldte Bernhard jo 90 procent, eller 120 procent, så der gik det selvfølgelig ud over vores opmærksomhed til tvillingerne. Men vi kunne jo ikke andet.

I dag fylder Bernhard en lille smule mindre i hverdagen. Lyset i vindueskarmen bliver ikke tændt hver dag, og Marianne har heller ikke så store grådanfald som før. Det virker, som om livet nok skal blive ok igen, siger hun.

Men så snart hun siger det, får hun også skyldfølelse.

- Man er ikke stolt over, at det lige så stille går lidt bedre. Hvis det gør mindre ondt, så kan det godt oppe i en forvirret mors hoved blive til, at man også elsker mindre. Som om smerte er lig med kærlighed, siger hun.

Har ikke fundet en opskrift på sorg

Marianne mener ikke, at hun har fundet en vej gennem sorgen. Hun har bare levet det igennem.

At have Bernhard i livet som en engel er ikke et valg, hun har truffet. Det er bare sådan. Hun er slet ikke i tvivl om, at han er der, og hun tæller ham stadig som en af sine fem børn.

- Jeg ville ikke kunne overleve det uden at tro på, at han stadig er her som en engel. Det gør det en anelse mere udholdeligt at vide, at han er her stadig væk.

Marianne har lovet Bernhard, at han vil være den første, der møder hende, når hun dør.

Facebook
Twitter