Camilla hylder mavedeller og store lår: ’Jeg er stolt af, at jeg ikke træner for tiden'

Camilla på 23 blev syg i jagten på at blive tynd. I dag hylder hendes kunst kroppen i alle former. Her tegner hun sin historie.

De har mavedeller og bløde lår. Nogle af dem har store bryster, nogle små. Nogle af dem har hår på benene og i bikini-linjen. Andre har ikke.

Den 23-årige studerende Camilla Lovmand vil gerne få os til at trække på smilebåndet, når vi ser hendes humoristiske tegninger af nøgne kvinder.

De er blevet ét af kendetegnene ved den kunst, hun skaber på sit værelse i Aarhus ved siden af studierne i Visual Fashion Communication.

Men hun har også et mere seriøst budskab bag den humoristiske indpakning.

At vores kroppe ikke er ens, og at vi skal værdsætte vores fantastiske forskelligheder.

Det lyder måske som en selvfølge. Men det er en erkendelse, Camilla selv har brugt mange år på at komme frem til.

Her tegner og fortæller hun historien om, hvordan hun begyndte at hade sin krop, hvordan hun lærte at få et afslappet forhold til den igen, og hvordan hun de seneste halvandet år har prøvet at bruge sin kunst til at skabe positiv opmærksomhed omkring kroppen.

Camillas dårlige tanker om sin krop begyndte på handelsskolen. Inden da havde hun gået på sportsefterskole, hvor de fleste bare gik rundt i joggingtøj.

- Men på handelsskolen var det anderledes. Man skulle have det rigtige tøj og den rigtige taske, og det skulle helst være de helt rigtige mærker.

Det var i hvert fald sådan, Camilla følte. Hun var samtidig i en alder, hvor hun stadig var i gang med at finde sig selv. Og den, hun var nu, var ikke længere god nok.

Hun begyndte at blive mere bevidst om sit udseende.

- Når jeg så mig selv i spejlet, syntes jeg, jeg lignede 'en prop', fordi jeg ikke er så høj, og syntes, jeg havde store lår. Jeg ville også gerne have flere muskler og faste baller.

- Hvis du spurgte mig dengang, ville jeg sige, jeg var 'en smule overvægtig'. Men jeg var normalvægtig. Det var bare noget, jeg følte.

Før havde Camilla gået til fodbold. Nu begyndte hun i stedet at træne alene i fitnesscenteret, og nu handlede det hverken om fællesskabet eller glæden ved at dyrke sport. Det handlede udelukkende om at tabe sig.

- Jeg blev træningsafhængig. I starten var det bare stille og roligt, men jeg begyndte at gå mere og mere op i det, og hurtigt blev det hver dag, jeg trænede. Jeg trænede både i fitness, og senere begyndte jeg også til crossfit.

I fitnesscenteret blev hun pludselig også meget fokuseret på, hvordan andre så ud og begyndte at sammenligne sig selv med dem. Med dem, der ikke havde rygdeller. Dem, der havde en pænere numse.

- Jeg gik heller aldrig i bad i fitnesscenteret. De andre skulle ikke se, hvordan min krop så ud nøgen.

Camilla kunne ikke længere spise, hvad hun havde lyst til, nu hvor hun ville tabe sig. Hun begyndte at tænke over, hvor mange kalorier, proteiner og kulhydrater, der var i hendes mad og droppede rugbrødet på madpakken til fordel for salater og gulerødder.

Hun stoppede også med at drikke alkohol og blev mindre social på studiet. Hun ville hellere være sund end at feste og drikke hele natten.

Hun begyndte at følge bloggere og instagrammere, der fokuserede meget på kost og træning.

Camilla tabte sig. Hvor mange kilo vil hun dog gerne holde for sig selv. Det var så meget, at hendes venner lagde mærke til det – men ikke nok til, at de lagde mærke til, at der var noget galt.

Komplimenterne gav hende en god følelse. Men ikke særligt længe. Hun blev aldrig tilfreds med det, hun så i spejlet.

- Jeg blev meget kontrolleret omkring min træning og mad, og det endte med, at jeg udviklede en spiseforstyrrelse i 3.g. Jeg var dog stadig normalvægtig, så folk har nok bare tænkt, at jeg var sådan én, der gik meget op i min træning.

Det var først efter handelsskolen, da Camilla holdt sabbatår, at hun selv indså, at hun havde brug for hjælp.

- Jeg begyndte at få det rigtig dårligt, både fysisk og psykisk. Jeg skammede mig, og jeg følte, at det ikke længere var mig selv, men spiseforstyrrelsen, der havde kontrollen.

Det var efter en længere rejse, hvor hun fik afbrudt sine trænings- og kostrutiner, at hun fik nok. Hun kunne ikke længere opretholde sine høje krav til kost og træning og fik det kun dårligere og dårligere med sig selv.

Camilla betroede sig til sin mor som den første. I samarbejde med lægen blev de enige om, at hun skulle i behandling på Center for Spiseforstyrrelser i Risskov én dag om ugen, indtil sygdommen ikke længere havde overtaget.

Behandlingen blev det første af mange skridt mod et mindre forvrænget kropsbillede.

Hun blev blandt andet rådet til at tale med andre om sin spiseforstyrrelse.

- Så længe man holder det for sig selv, er det lettere at holde spiseforstyrrelsen ved lige. Jeg valgte at åbne mig for to veninder, og det gav et ryk. Jeg var bange for, at de ville synes, jeg var underlig eller klam. Men mine veninder har virkelig været gode til at lytte og hjælpe.

Siden Camilla for tre år siden flyttede til Aarhus, har hun følt sig helt rask og fået et afslappet forhold til sin krop igen. Hun kan igen tage på stranden i badedragt og har det fint med, hvordan hun ser ud i dag. Fællesbad bliver hun nok aldrig fan af, men hun vil ikke længere lade sig begrænse.

- Jeg har hadet min krop så meget, at jeg tænkte: hvorfor har man en krop? Men nu tænker jeg: Hvor er det dejligt, at jeg har en krop, som jeg kan bruge til så mange ting.

- Jeg er ikke spinkel bygget, lidt bredskuldret og har måske en lidt større numse end andre, men så er det jo det, jeg har, griner hun.

Da hun var syg, gik hun i stort og poset tøj. Næsten altid sort. Men nu er hendes garderobe fyldt med farver. Fra en neongul cowboyjakke til en pang-grøn skjorte med et dragemotiv på, og nu gør det ikke længere noget, at man kan se hendes former, og hvordan hendes krop ser ud.

- Nu handler det ikke om, at min krop skal se ud på en bestemt måde. Nu går jeg i stedet op i, hvad jeg har på, fordi det er sjovt at klæde mig i noget, der er lidt anderledes.

Hvis man selv har det svært med sin krop, opfordrer Camilla til, at man åbner sig op over for en eller flere venner om, hvordan man har det.

- Når man åbner op, finder man også ud af, at det jo ikke er ens udseende, der betyder noget for ens venskaber. Dine venner dømmer dig jo ikke. Man finder også ud af, at andre også kan have det svært med deres kroppe, og at de ikke lægger mærke til de samme ting, som man selv gør.

- Det er kun mig selv, der lægger mærke til mine lår, mens andre lægger mærke til deres flyveører.

Camilla understreger, at hun selvfølgelig har forståelse for, at nogle overvægtige gerne vil tabe sig, eller at man gerne vil træne for at være sund.

- Men når det bliver en byrde at tabe sig, og man tvinger sig selv til at træne og spise på en bestemt måde på bekostning af ens socialliv, så er det ikke længere sundt. Måske får man anerkendelse, når man taber sig, men det er ikke nødvendigvis den rigtige form for anerkendelse, og social anerkendelse er også vigtig.

Camilla selv har indtil nu kun indviet få veninder i, hvordan hun har haft det med sin krop, men hun har besluttet sig at bryde tavsheden nu ved at stå frem og fortælle sin historie til alle, der har lyst til at læse den.

- Jeg har virkelig tænkt meget over, om jeg skulle fortælle min historie, for jeg er så bange for, hvad andre tænker. Grunden til, at jeg gør det er, at jeg selv har haft rigtig meget gavn af at høre andres historier om spiseforstyrrelser og deres forhold til deres kroppe, og jeg håber, at andre også kan få noget ud af at læse min.

- Samtidig føler jeg, at det er et step videre for mig. For når man deler ting, så forsvinder de lige så stille. Og så er jeg helt fri.

Ud over åbenhed er der også nogle mere lavpraktiske råd, Camilla gerne vil give videre.

Hun har ikke længere noget spejl, hvor hun kan se hele sin figur, og vægten er smidt ud.

- Jeg har taget en bevidst beslutning om, at et tal på vægten ikke skal styre, om jeg har det godt eller skidt. Man kommer ind i en ond cirkel, hvis man ikke ser det tal, man gerne vil. Jeg ved faktisk overhovedet ikke, hvad jeg vejer nu, og det har jeg det virkelig godt med.

Også medlemskortet til fitnesscenteret og crossfit er røget i skraldespanden.

- Jeg kan godt lide at gå ture, men jeg går ikke længere i fitness. Jeg er faktisk stolt af, at jeg ikke træner for tiden.

Hun har også ryddet ud i sit instagram-feed, så hun nu kun følger få fitnessudøvere. Dem, hun stadig ikke har slettet, følger hun, fordi hun er interesseret i at følge deres sportslige præstation. Ikke fordi hun selv vil se ud som dem.

Hvis hun ender i en samtale, der handler meget om mad – om noget er sundt eller usundt, og hvor mange kalorier, der mon er i 'den salat', så forsøger hun at skifte emne.

En anden ting, der har betydet meget for hende, var at komme på højskole efter sin behandling. Her var hun 'tvunget' til at spise sammen med andre, og der var ikke nogen linje med fokus på sport.

Men det vigtigste ved opholdet var, at hun fik ændret fokus fra sin sygdom og kampen for at blive rask til noget, der virkeligt interesserede hende og gjorde hende glad igen.

- Jeg tegnede altid meget som barn. Mens jeg har dyrket meget fodbold og været syg, har jeg ikke tegnet ret meget, og det var noget, jeg havde savnet.

- Min højskole havde en designlinje, som jeg gerne ville prøve af. Jeg kunne godt lide at tegne, men vidste ikke, hvad jeg kunne bruge det til. Højskolen hjalp mig med at finde ud af, hvad jeg gerne ville studere, og det var en rar følelse at være et sted, hvor jeg delte min interesse med mange andre. Det gjorde også, at jeg fik det bedre.

Højskolen fik Camilla til at indse, at hun gerne ville studere visuelt design.

Og det fører os tilbage til Camillas tegninger. Af kvinder med mavedeller og hår på benene – nogle af dem med en taco eller pomfrit i hånden, andre med en designertaske slynget hen over håndleddet.

Hun vil ikke udelukke, at inspirationen indirekte kommer fra de oplevelser, hun har haft med sin egen krop – men mest af alt kom inspirationen, efter hun startede på designstudiet.

- Idéen kom på første semester på designstudiet. En dag sad jeg i toget og tænkte på, hvor meget vi går op i trends og fashion, og hvor meget vi dømmer hinanden ud fra, hvordan vi ser ud, og hvad man har på. Jeg tænkte, at hvis vi altid var nøgne, ville vi nok sætte mere pris på vores forskellighed.

Camilla viser sin kunst frem på sin instagramprofil og designmarkeder, og for nylig fik hun lov til at forevige sin kunst på væggene af et kvindetoilet på det velbesøgte indendørs madmarked Aarhus Streetfood.

Her kan de besøgende kvinder så sidde, halvnøgne, og reflektere over, hvordan de har det med deres krop, mens de ser på Camillas tegninger af nøgne kvinder og læser hendes budskab om, at vi skal elske vores forskelligheder.

Camilla understreger, at hendes kunst ikke handler om at sige, hvad der er rigtigt og forkert – om man skal være tynd eller tyk, spise salat eller fastfood, om man må have en designertaske eller ej.

- Men mit budskab er, at vi er gode nok, som vi er – også inde under tøjet. Man behøver ikke spise det 'rigtige', se ud eller leve på en bestemt måde, bare fordi man er på Instagram. Man skal gøre det, man selv synes er fedt.

- Og ja, så får man måske en delle af at spise en pomfrit, men man skal også huske at nyde livet, og det gør man ikke, hvis man hader sin krop.

Facebook
Twitter