Det er nat. Vi er i slut 90'erne, technomusikken banker derudaf, og Camilla på 19 fyrer den af på dansegulvet. Hun befinder sig på en klub i London, hvor hun netop er flyttet til efter gymnasiet. På et tidspunkt trænger hun til en dansepause og sætter sig ned. Lige ovenpå en pose fyldt med små piller. Hun tager posen op og når lige at tænke "what, hvad er det", da der kommer en fyr hen til hende.
- Det er et tegn, at du har fundet dem. Når du har fundet dem, skal du tage en, siger han.
Camillas barndom i Aalborg var fyldt med håndbold på eliteplan og ambitiøs korsang, og selv om hun har drukket til fester, har hun altid holdt sig langt væk fra stoffer. Lige indtil her midt på klubben i London, hvor hun tager en lille pille fra posen.
Den begynder at virke efter 40 minutter. Farverne bliver stærkere, alle bliver kærlige. For første gang mærker Camilla ingen ensomhed eller angst. Den lille pille giver hende den følelse, hun altid har ledt efter. En følelse af lykke.
Herfra begynder Camilla at tage ecstasy og gå til technofester med sine nye venner i London, som er et mix af flere nationaliteter, der alle er taget dertil for at udforske verden. Deres faste klubnat søndag bliver hurtigt til en tirsdag, så en torsdag. Måske lørdag. Altid ledsaget af 'uppers', som er ecstasy, speed, kokain, ketamin. De har det fantastisk og intenst, og Camilla ønsker, at festen aldrig stopper.
Men så begynder hun at få angst. Hun ser syner, også når hun ikke er på stoffer, og hun indser til sidst, at hun må fra vennerne og stofferne og hjem til Danmark.
Magisk tid med høj pris
I dag er Camilla Ramonn 41 år, filmskaber, gift og mor. Hun har lagt alt, hvad der hedder stoffer og alkohol på hylden, for som hun selv siger "jeg har fået mine fester".
Det har taget mange år med en psykolog og meditation at nå dertil, og hun bruger også filmkunsten til at bearbejde sine følelser. For i årevis trak det vilde liv stadig i hende.
Men selv om hun er langt væk fra miljøet, står tiden stadig for hende som noget helt specielt, nærmest magisk. En magi, der desværre kom med en meget høj pris, hun skulle betale.
Det har taget mange år for hende at forstå, hvor kompliceret afhængighed rent faktisk er.
- Da jeg startede med at tage ecstasy, var det en voldsom stærk forelskelse, en besættelse, og jeg ønskede, at alle i hele verden skulle tage ecstasy. Og det måtte aldrig stoppe. Men det involverer ekstremt meget skam og destruktion, som du for alt i verden skal kæmpe dig ud af for at rejse dig op igen, siger Camilla.
Det har hun nu lavet den nye DR3-dramaserie 'Noia' om. Hun håber, at den kan få andre til at forstå, hvad afhængighed er, åbne øjnene og begynde at blande sig.
Serien handler om pigen Nadja (spillet af Frederikke Dahl Hansen), der tager til ravefester med sin bedste veninde Bess (portrætteret af Eja Penelope Roepstorff). De lever for de smukke nætter med kærlighed, stoffer, pulserende musik og det helt særlige bånd, de knytter. Men så begynder angst, syner og følelsen af paranoia at ændre alt for Nadja - nøjagtigt som det skete i virkeligheden for Camilla.
Vi har fået Camilla Ramonn til at udvælge ni scener fra de første to afsnit af DR3-serien 'Noia', hvor hun gennem billederne fortæller om sine egne oplevelser med stoffer og rave-festerne.
Stofferne
- På billedet fra serien ser vi Frederikke Dahl Hansen, der spiller Nadja, og Eja Penelope Roepstorff, der spiller Bess, tage stoffer sammen på en klub. Stofferne var forbundet med forskellige ritualer, alt efter hvad vi tog. Når vi var høje på 'E' (ecstasy), føltes det som ren lykke købt på en pille. Jeg var i ro, og mit hul i maven var lukket. Det var et dejligt sted at være - lige indtil jeg begyndte at betale prisen for at være i himlen.
Veninden
- Scenen med Nadja og Bess viser den helt særlige nærhed, jeg havde med min bedste veninde i London. Hun betød alt for mig i de år, og når vi tog ecstasy, havde vi et helt særligt bånd. Hun og jeg passede på hinanden, indtil tingene begyndte at skride. Jeg var på vej et svært sted hen, mens hun var en, alle kunne lide, og hun gled længere væk fra mig og over til en anden veninde. Jeg blev egoistisk, og jeg husker stadig den grimme følelse af jalousi, misundelse og paranoia over, at hun ikke ville mig længere. Da jeg flyttede væk, længtes jeg i årevis efter vores venskab og stofferne, som jeg på en måde satte lighedstegn imellem.
Dansegulvet
- Vi dansede jo i sindssygt mange timer. Et år inde i vores stigende forbrug af stoffer foregik det typisk sådan: Lørdag aften tog vi på Bagleys Studios, Londons største raveklub placeret i en stor rå industribygning. Vi stillede os i kø og tog en pille, og så passede det med, at den virkede, når vi kom ind. Så røg vi videre til Trade, som åbnede klokken 04 lørdag nat. Næste klub Sunnyside Up startede søndag klokken 14. Søndag aften klokken 21 tog vi så videre på Fevah og blev der hele natten. Og så typisk til efterfest.
- Det føltes som om, vi var en stamme, en tribe, der bankede derudaf vendt mod DJ'en, som var Gud. Man danser på en måde alene sammen. Med kroppen fuld af stoffer mærkede vi musikken og samhørigheden helt ind i sjælen.
Sammenholdet
- Her ses Nadja, Bess og deres ven Sebastian (spillet af Anton Hjejle) og Andrea (spillet af Ezra Shami) i en scene, der viser den helt særlige nærhed og samhørighed, jeg havde med mine venner. Det var som om, vi var særligt 'connectede' på et dybere plan. Der var en ekstremt stor ærlighed og filterløshed, og vi havde nærmest vores eget sprog og passede på hinanden. Det er noget, jeg har taget med videre fra dengang. Så kan man diskutere, om det overhovedet er ægte, fordi man er høj på stoffer? Der vil jeg bare sige, at jeg kunne ønske, vi var mere ærlige og klar til at connecte i det virkelige liv.
Efterfesten
- Skuespillerne Frederikke Dahl Hansen, Eja Penelope Roepstorff, Anton Hjejle og Ezra Shami ses her på Refshaleøen i København i en scene, hvor de tager hjem fra technofest. Når vi endelig tog hjem, sov min veninde og jeg sammen, og så sad vi og røg bong eller joints for at falde ned. Jeg ville aldrig hjem. Jeg ville aldrig have, at festen skulle slutte. Jeg ville blive ved for altid. Sådan har Nadja det i serien, for sådan var jeg.
Jobbet
- Her er Nadja taget direkte fra et rave og ind på sit arbejde i et callcenter. Det er noget, jeg har gjort mange gange. Jeg tog jo 'uppers' (ecstasy, speed, kokain, ketamin), og så kan man holde sig vågen i mange timer. Det gik fint nok, indtil mine søvnlammelser, mareridt og syner begyndte at ødelægge mit liv. Udover stofferne tror jeg, det skete, fordi jeg fuckede min søvn så meget op.
- En pille kostede 10 pund, så det var ikke dyrt. Alligevel endte jeg med at bruge alle de penge, jeg tjente samt min opsparing, så da jeg flyttede tilbage til Danmark, havde jeg ikke en krone tilbage.
Nedturen
- Denne scene viser nedturen, kaldet comedown, som beskriver den tilstand efter en ravetur, hvor stofferne forlader din krop, og du vågner op til virkeligheden. Det er meget forskelligt, hvordan man reagerer, men jeg begyndte at fryse, få rysteture og havde det virkelig dårligt. Jo længere jeg kom hen i mit forbrug, jo værre blev de her comedowns for mig. Psykisk blev det en depressionslignende tilstand, som langsomt voksede til flere og flere dage med hårde følelser af skam og skyld. Efter at have været høj og i himlen kom jeg i helvede.
Paranoia
- Jeg begyndte at få en fornemmelse af, at jeg ikke var alene. At noget var efter mig. Først i drømmene, så i virkeligheden. Jeg fik noget, jeg bedst kan beskrive som en slags paranoia og kunne ikke trække vejret eller røre min krop, og så kom der en sort sky af angst - et slags væsen, som ville mig ondt. Jeg troede, jeg blev kvalt og skulle dø. Da jeg vågnede skrigende, var alle de her følelser der stadig, og jeg kunne ikke skille det ad. Det blev en ond cirkel til sidst, hvor jeg tog flere stoffer for at undgå at sove og få mareridt og dermed gjorde det hele meget værre, fordi jeg aldrig sov.
Friheden
- Her ser vi Nadja efter en nat på klubben, hvor hun stadig er høj. Det viser den her ekstreme følelse af frihed, dét der gjorde, at jeg blev ved med at tage stoffer. Jeg følte mig fri og lykkelig, og alle problemer forsvandt. Det var den følelse, der gjorde, at jeg blev ved, indtil min krop og mit sind ikke kunne mere.