Carina har 'venindedatet' 35 kvinder på en måned: 'Jeg havde brug for at møde andre med samme liv som mig'

Pludselig havde alle kærester og børn. Carina følte sig alene og savnede andre singleveninder. Så fandt hun på 'venindedating'.

Det er lige før påskeferien. Carina sidder i køkkenet i sin nye lejlighed i København med mobilen i hånden. Hun læser beskeden igennem en sidste gang, inden hun tager sig mod til at trykke 'send'.

Hun skal nemlig til at dele noget for hende meget privat med flere tusinde facebookbrugere.

Hvad der står i beskeden, vender vi tilbage til. Men den 32-årige erhvervskonsulent håber, at den kan være løsningen på den ubehagelige følelse, hun har gået rundt med den seneste tid.

For næsten et halvt år siden gik hun og kæresten fra hinanden. Nu var hun klar til at skulle ud at danse på borde, tylle shots og rigtigt nyde sin nye singlestatus. Men det gik op for hende, at hun var den eneste single tilbage i venneflokken. Alle andre veninder havde en kæreste – og de fleste også børn.

Det var som om, at de alle var blevet voksne over natten.

- Jeg følte mig pludselig enormt alene. Da jeg blev single, gik det op for mig, at man jo ikke er nogens førstevalg. Det bliver man naturligt, når man er i et forhold.

Få dage før påske forstod hun for alvor, hvordan hendes liv som single adskilte sig markant fra venindernes. For første gang i sit voksenliv skulle hun ikke ud at rejse i en ferie og havde tænkt, at hun så kunne hænge ud med veninderne.

- Men folk skulle kraftedeme på kæreste-sommerhustur og dyrke alle deres parmiddage og familietuttelut. Det er jo en helt forståelig prioritet, man kan have i et forhold. Det er bare så fjernt fra, hvor jeg selv er.

Hun havde været igennem hele 'vennelisten', da det gik op for hende. Den stod på ti dages påskeferie i hendes eget selskab.

- Jeg overvejede i ren desperation, om jeg skulle tage på arbejde i stedet for at holde fri. Tanken om at sidde alene i mit køkken i ti dage var fuldstændigt utænkelig for mig. Det var dér, det blev synligt for mig, at jeg ikke fik opfyldt mit sociale behov.

Hun var nødt til at gøre noget. Men hvad?

Hun kendte ingen singler. Statistikken siger, at der er mange singler i København. Men hvor fanden var de henne?

Hun prøvede Google: 'Hvordan finder man venner som voksen?'

Google foreslog, at hun skulle melde sig ind i en forening eller dyrke en interesse med nogle andre.

Men det var jo ikke ensbetydende med, at hun mødte andre, der var samme sted i livet som hende selv.

Hun fandt også flere singlegrupper på Facebook. Men de lagde enten vægt på dating, at være singleforælder eller virkede til primært at bestå af singler, der var meget ældre end hende. Det var i hvert fald den opfattelse, hun fik.

Hun overvejede at fylde kalenderen op med Tinder-aftaler.

- Men jeg kunne hurtigt mærke, at det bare ikke var en særlig god idé. Det var jo venner, jeg savnede lige nu. Ikke en kæreste.

Det var dér, hun fik idéen til beskeden, som hun nu var få sekunder fra at poste inde i facebookgruppen 'Find en veninde, København'.

I beskeden søgte hun nye singleveninder. Håbet var, at hun kunne samle en 'ny, sej og sjov venindegruppe'.

Hun var meget ærlig i opslaget. Det var vigtigt, at hun fandt nogle kvinder, hun kunne spejle sig i, så de skulle være omkring hendes alder – og ikke have børn.

For som hun også understregede, drejede det sig om et supplement til de venner, hun allerede havde. Hun havde nemlig mange skønne veninder i sit liv. Det, hun savnede, var singleveninder.

- Jeg havde brug for at møde andre, der havde det samme liv som mig.

Hun læste beskeden igennem en sidste gang og trykkede send.

- Det var sindssygt grænseoverskridende. Jeg ved ikke, om det var fordi, jeg syntes, det var skamfuldt eller pinligt, men det var rigtig svært at skulle sige højt, at jeg følte mig mega alene i den situation, jeg stod i.

- Jeg har altid haft et stort netværk og burde derfor ikke føle mig alene. Men det gjorde jeg, for jeg havde svært ved at relatere til det liv, menneskerne omkring mig levede, når jeg selv havde lyst til nogle helt andre ting.

Og hvad ville folk tænke? At hun var sådan én, der ikke kunne fungere socialt? Og hvilken type mennesker svarer egentlig på sådan et opslag?

Der gik cirka tre minutter. Så var den første besked allerede tikket ind. Og så kom endnu én. Og endnu én. Sidst på aftenen havde hun allerede fået henvendelser fra over 25 kvinder mellem 27 og 34 år, og da hun stod op næste morgen, havde hun fået så mange henvendelser, at hun pænt måtte takke nej til flere.

- Det var sindssygt overvældende. På den fede måde. Følelsen af at være den eneste singlepige i København forsvandt jo der. Jeg fik set, at der fandtes mange ligesom mig. Nu havde jeg fundet dem. De eksisterede.

- Det, der gik igen i beskederne var, at folk 'i Caps Lock' skrev: ’JEG OPLEVER PRÆCIS DET, DU TALER OM!’

Hun tog en kuglepen frem og skrev løbende navn, bopæl og alder ned på de kvinder, hun fik henvendelser fra, på et lille stykke linieret notepapir i A5-størrelse. Hun inddelte folk i grupper med cirka fem i hver ud fra blandt andet alder og geografi. Og så fandt hun på navne, som kendetegnede grupperne.

’Blond squad’, ’Blond squad 2.0’, 'Ørestad/Amager'og ’Blandet yngre gruppe’, døbte hun de første grupper.

Til hver gruppe oprettede hun en messengertråd på Facebook og bad dem skrive navnet på deres yndlings-bar. For det var netop det, hun foreslog, at de skulle første gang, de mødtes i hver gruppe. At drikke en øl sammen. Alkohol er altid en god icebreaker.

Få dage efter mødtes hun med 'Blond squad'. De var fem i alt og skulle mødes på en ølbar på Frederiksberg. Da hun gjorde sig klar, gik det op for hende, at 'venindedating' føltes præcis som en Tinder-date – bare uden forventningen om, at man skulle score hinanden.

For hvordan sagde man egentlig 'hej'? Skulle man kramme eller give hånd? Og hvad, hvis de ikke havde noget at tale om?

Hun var også spændt. For lige om lidt skulle hun ses med en håndfuld modige piger, der havde sagt ja til at mødes med en gruppe kvinder, de slet ikke kendte. Dén type kvinder ville hun gerne være veninder med.

Før hun mødtes med de enkelte grupper, havde hun forberedt en 'escape-plan'. Det havde hun lært fra Tinder. 'Vi mødes til én øl, og så tager vi den derfra', var aftalen. Ingen skulle føle sig presset til at sidde der en hel aften, hvis man ikke havde lyst.

Men det er aldrig kun blevet til én øl.

Første gang hun har mødtes med de enkelte grupper, har de altid startet aftenen med at fortælle lidt om sig selv.

Og allerede dér har snakken været godt i gang.

Om job. Om rejser. Om interesser, de finder ud af, de har tilfælles.

- Det, der har været mest slående for mig i alle grupperne, er, hvad vi ikke taler om. Vi taler ikke særlig meget dating, og vi taler ikke forældreskab, fordi ingen af os har børn.

Men det, hun værdsætter allermest, er, at hun har fundet et 'spejl'. Der er ingen 'ulykkelige singler' blandt hendes 'venindedates'. Det var netop det spejl, hun havde brug for, efter nogle måneder, hvor hun kun havde haft andres lykkelige parforhold at spejle sig i.

- Det eneste, jeg så, var folks parforhold og tosomhed. Når man selv lever diametralt modsat og aldrig ser andre lykkelige, harmoniske singler, der er samme sted i livet som én selv, kan det virkelig udfordre ens selvforståelse.

Men den selvforståelse har ændret sig til det positive, efter hun begyndte at 'venindedate'. Her har hun mødt velfungerende kvinder, der hviler i at være single. Kvinder, der ikke venter på at 'blive reddet', eller på at livet skal gå i gang.

Det var præcis det, hun søgte.

- Jeg elsker at være single! Men det er langt sjovere, når man er sammen med nogle, der har den samme indstilling og fleksibilitet som en selv.

Efter første møde var hun helt 'høj' på at have mødt så seje, sjove og 'normale' kvinder.

- Det var virkelig fedt! Jeg gik derfra med totalt meget mod på mere.

Og pludselig var Carinas påskeferie fyldt med aftaler. I løbet af ti dage havde hun 'datet' 25 nye veninder, og efter den første måned var hun oppe på omkring 35.

'Blond squad', 'Blond squad 2.0' og de andre grupper har i dag fået sit eget liv. Carina har fra starten understreget, at hun ikke ønsker at være 'limen' i grupperne ud over den første gang. De skulle kunne leve videre på egen hånd. Også uden hende.

Men når kalenderen er fri, forsøger hun altid at springe til, når én af grupperne arrangerer at mødes.

Forleden var hun for eksempel til 'Divaquiz' med tre andre, hvor den stod på ølkander, dans på bordene og gin og tonics på en tilfældig onsdag.

- Vi havde præcis den energi, som jeg har savnet ved at være en venindegruppe, der tager i byen sammen. Vi var oppe at danse på bordene til Ariana Grande, og vi blev honoreret med drinks af stedet for at skabe god energi. Vi vandt ikke, men vi havde det sjovt.

Carina har også fundet en løbemakker gennem én af grupperne, som spurgte hende, om hun ikke skulle være med i hendes løbeklub. Og på Roskilde Festival, hvor hun skal afsted med nogle kolleger, skal hun også mødes med nogle af sine nye veninder.

- Vi har aftalt, at vi skal 'stikke af sammen' og drikke en stor ananas-drink sammen i Gringo-bar.

'Venindedating' har været en langt større succes, end hun havde turdet håbe på, da hun sad dér i sit køkken og var nervøs for at poste sit opslag.

Der er kun én ting, hun fortryder.

- At jeg ikke gjorde det noget før.

- Men jeg vidste jo heller ikke, hvad jeg skulle gøre.

I forbindelse med sit opslag, valgte hun samtidig at åbne op for familie og venner omkring, hvordan hun havde det. Det viste sig at være en rigtig god beslutning.

Hun fandt ud af, at folk slet ikke var klar over, hvor alene hun kunne føle sig.

'Jeg kommer ud og sover hos dig!', ringede en veninde forleden.

Den slags havde de ikke gjort i ti år.

Forleden var hun også på ferie med en veninde og hendes kæreste.

- Jeg ved, at de ting er et direkte resultat af, at jeg har fortalt, hvordan jeg har det.

Carina mener også, hun er blevet en bedre veninde over for sine 'gamle' veninder, efter hun har fået singleveninder ind i sin hverdag. Hun er blevet meget mere rummelig over for dem og det liv, de lever.

- Jeg har selv fået et helt andet overskud, når jeg er sammen med mine veninder. Før jeg begyndte at 'venindedate', blev jeg irriteret over, at vi levede vidt forskellige liv frem for at glæde mig over deres.

- Nu får jeg mit sociale behov for byture og 'singlesnak' stillet et andet sted. Det gør, at jeg hygger mig meget mere, når jeg er sammen med dem.

Selvom 'venindedating' har været en stor succes, har Carina dog allerede udset sig en ny udfordring.

- Jeg kunne godt tænke mig at finde mandlige singlevenner også. Det er mit næste projekt.

- Jeg skal bare lige have knækket koden til, hvordan jeg griber det an.

Af private årsager har Carina ikke ønsket at stå frem med sit efternavn, men det er kendt af redaktionen.

Facebook
Twitter