Catrine føler, hun har mistet sin fremtid: 'Måske ser det ud, som om jeg er stærk i sorgen. Men det er løgn'

For knap et år siden døde 33-årige Catrines kæreste af kræft. Sorgen er ensom at bære på.

Det havde ellers været en god dag.

Om formiddagen var Mikael og Catrine taget ned i Djursland Hospices sparum. Personalet havde hjulpet Mikael ned i det hvide spabad, der havde form som et almindeligt aflangt badekar.

På et lille rundt bord havde de skænket to glas appelsinsodavand til Mikael og Catrine.

- Det er bare så dejligt, havde Mikael sagt, da det varme vand omsluttede ham og gjorde hans opsvulmede ben vægtløse for en stund.

Catrine var lige ved at tude, da han sagde det.

Det var flere uger siden, hun havde hørt sin kæreste sige, at noget var dejligt. For tre måneder siden fandt de ud af, at Mikaels kræft var i udbrud igen, og gradvist var han blevet mere og mere plaget af smerter.

Men ud på eftermiddagen blev Michael pludselig dårlig.

Og efterhånden, som dagen blev til nat, ændrede hans vejrtrækning sig. Han holdt vejret i flere sekunder, hvorefter han åndede ud i et langt, anstrengt suk.

Ved to-tiden kom en sygeplejerske ind på stuen.

- Jeg kan høre på hans vejrtrækning, at hvis der er noget, I gerne vil sige til ham, skal I sige det nu, sagde hun.

Det var først der, det gik op for Catrine, at hun skulle miste Mikael. Få minutter senere – den 7. marts 2019 klokken 02:20 – blev han taget fra hende.

I perioden 2014-2018 mistede knap 2.000 danskere i alderen 20-34 år livet. Nogle af dem efterlod sig en kæreste.

De unge efterladte kærester sætter dr.dk fokus på med dette tema. Det gør vi, fordi flere af de efterladte kærester, vi har talt med, fortæller, de har følt sig ensomme i deres sorg.

De har savnet nogen at spejle sig i.

Som Catrine formulerer det:

- Der er forskel på at være 30 år og miste hele din fremtid og at være 85 år og miste den person, du havde hele din fortid med. Begge dele er ubærligt, men sorgen er forskellig.

- Jeg fortæller min historie, fordi jeg ikke ønsker, at nogen skal føle sig ligeså alene, som jeg gjorde.

Mikael og Catrine lærte hinanden at kende i 2014. Catrines veninde var kærester med en af Mikaels kammerater, og på den måde var de en del af samme vennegruppe.

Men først fire år senere var de for første gang på tomandshånd.

Nogle små tilfældigheder gjorde, at de som de eneste fra vennegruppen mødtes på stranden den 2. juni 2018.

Temperaturen i Aarhus havde sneget sig op på 26 grader, og solen skinnede nedover byen fra en total blå himmel.

De skulle i vandet.

Og fra den dukkert var de mere eller mindre sammen uafbrudt. Som nogle måske husker, slog sommeren 2018 varme- og solskinsrekorder.

Det udnyttede Catrine og Mikael, som stod på supboard, roede i kajak og hoppede i Aarhus Bugt fra en badebro få meter fra Mikaels lejlighed på Aarhus Ø.

Få måneder senere flyttede Catrine ind hos Mikael, de talte om børn, som de glædede sig til at få i fremtiden, og var i gang med at planlægge et roadtrip i USA.

Om det gik stærkt? Det gjorde det vel, siger Catrine. Men de havde kendt hinanden længe og vidste, hvad hinanden stod for, derfor var der ikke så meget at være i tvivl om.

De ville hinanden.

Og Catrine ville Mikael, selv om hun vidste, han havde kræft. I 2015 fik Mikael diagnosen kræft i bugspytkirtlen med spredning. Lægerne forsøgte at holde kræften nede med kemo, radioaktivt stof og forskellige piller.

Mikael fik nogle piller, som virkede i en periode, og da de ikke virkerede længere, fandt lægerne i sommeren 2017 nogle nye piller, der bremsede kræften.

Lægerne kunne ikke fjerne den kræft, Mikael havde i forvejen, men de nye piller stoppede spredningen. Derfor kunne Mikael leve et almindeligt liv med arbejde, fodbold og byture med kammeraterne.

Han gik ganske vidst til kontrol hver tredje måned, men ellers havde han det så godt, at Catrine næsten glemte, han havde kræft.

Sådan var både hun og Mikael sikre på, at det ville fortsætte mange år endnu.

Men i midten af oktober 2018 fik Mikael voldsomme mavesmerter. Halvanden måned senere viste en række scanninger, at roden til smerterne var, at kræften var i udbrud.

Pillerne virkede ikke mere.

Kræften spredte sig aggressivt, fortalte lægerne.

De næste måneder prøvede de alt. Kemo, radioaktivt stof, nye piller, flere nye piller, ligesom de fik Mikaels læge til at undersøge muligheden for behandling i udlandet.

På egen hånd forsøgte Mikael, hans familie og Catrine sig også med cannabisolie.

Men intet hjalp, og tre måneder efter, lægerne havde opdaget, at Mikaels kræft var i udbrud, sov han ind.

På det tidspunkt havde de været kærester i cirka ni måneder.

Fra de første dage efter Mikaels død husker Catrine mest praktiske nedslag.

Det meste andet er blurry.

Mikael døde natten til torsdag, og torsdag tilbragte hun på hospicet, hvor store dele af Mikaels familie kom for at sige et sidste farvel.

Fredag var Catrine med Mikaels forældre og storebror hos præsten. Lørdag blev Mikael begravet. Mandag valgte de gravsten. Tirsdag startede Catrine fuldtid på arbejde.

Det lyder måske lidt ekstremt, som hun siger, og nogle forvekslede den tidlige start på arbejde med, at Catrine efter omstændighederne var okay.

At hun var stærk i sorgen, som man siger.

Måske så det sådan ud. Men det var løgn.

Det eneste grund til, at Catrine gik på arbejde fire dage efter Mikaels død, var, at hun var bange for at falde fra hinanden, hvis hun blev hjemme.

Bange for at krakelere.

Hun kunne slet ikke rumme sorgen over at have mistet en, hun elskede så højt.

Tidligere havde hun mistet bedsteforældre, og det havde været vemodigt, og hun havde grædt ved begravelserne, men ret hurtigt havde hun vendt sine minder med dem til en taknemlighed over det, hun havde oplevet med dem, og det de havde fået ud af deres liv.

Sådan var det ikke, når hun tænkte på Mikael.

Når hun mindedes ham, blev hun fuldstændig ude af sig selv over at tænke på alt det, de ikke fik lov til at opleve sammen.

Det var meningsløst.

Ubærligt.

Alle Catrines fremtidsdrømme var bundet sammen med Mikael. De børn, hun drømte om at få, skulle han være far til. De lande, hun drømte om at besøge, havde hun og Mikael planlagt at opleve sammen.

Nu virkede det hele ligegyldigt. Hvis ikke det kunne ske med ham, var hun ikke sikker på, hun drømte om rejser og familie mere.

Og hvis hun ikke havde nogle drømme, hvad var der så at leve for?

Savnet af Mikael gjorde fysisk ondt og materialiserede sig i en konstant trykken for Catrines bryst.

Indimellem pressede hun begge hænder mod brystkassen i et forsøg på at få trykket til at gå væk.

Men det gik ikke væk.

Og det gjorde Catrines uhæmmede hulketure heller ikke.

De opstod som oftest, når hun var alene hjemme.

Egentlig sørgede Catrine for at have planer mere eller mindre hele tiden. Hun var på arbejde fra klokken 8-16, og efter fyraften sås hun ofte med en veninde eller var sammen med Mikaels familie.

Det var ikke, fordi det ikke stak i brystet, når Catrine var sammen med andre, og hun græd også i selskab med veninderne og på toilettet på arbejde, men den helt utæmmede gråd overmandede hende som regel først, når hun var alene.

Den kunne opstå hvor som helst. Når hun satte dagligvare på plads i køleskabet, når hun stod under bruseren, når hun lagde sig til at sove.

Gråden kom bare buldrende. Hun græd og græd og græd, så hun ikke kunne få vejret.

Savnet til Mikael var ulideligt.

Uudholdeligt.

'Kan jeg overleve det her?' spurgte hun sig selv.

Catrine var startet til psykolog, og psykologen sagde nogle brugbare ting, men Catrine havde det sådan lidt: 'Ja, det er fint, du har læst en masse bøger om sorgprocesser, men du har jo ikke selv prøvet at miste en kæreste.'

Hun havde brug for at møde én, der havde overlevet netop det.

Én hun kunne spørge: 'Hvad fanden gjorde du?'

Hun henvendte sig først til Hejmdal – Kræftpatienternes hus i Aarhus, som Kræftens Bekæmpelse står bag. Huset er blandt andet mødested for række grupper og netværk for pårørende og efterladte til kræftramte.

Men de havde ingen grupper for unge efterladte kærester.

- Der findes ikke mange i din situation, sagde psykologen hos Hejmdal undskyldende.

Senere blev hun tilbudt en plads i en sorggruppe for yngre, der havde mistet en partner. Sorggruppen var primært for folk, der havde børn, og selv om det ikke var lige det, Catrine søgte, takkede hun ja til tilbuddet.

Hun var villig til at prøve hvad som helst for at få det bedre.

Catrine fortrød ikke, at hun deltog i sorggruppen. Hun fik nogle ting med derfra og savnet til sin partner, havde hun til fælles med de andre, men samtalerne handlede meget børn.

Det forstod hun godt, det ville det også have gjort for hende, hvis hun selv havde haft børn.

Men når de andre i gruppen bekymrede sig om, hvordan de skulle få en hverdag op at køre uden mor eller far i huset, tænkte Catrine mest på, hvor meget hun ville ønske, at hun og Mikael havde nået at få børn sammen.

Så ville hun have haft fødslerne at mindes. Mikael som far at mindes. Det her var endnu en påmindelse om, hvor få af deres drømme de havde nået at indfri.

Hvor andre måske havde ti års parforhold med minder at se tilbage på, havde hun ni måneder.

Det gjorde så pisseondt at tænke på alle de minder, de aldrig fik skabt.

Catrine ledte også efter ligesindede andre steder. I sommerferien – fire-fem måneder efter Mikaels død – skrev hun til Ung Kræft, som er en afdeling i Kræftens Bekæmpelse, der henvender til kræftramte i alderen 15-39 år.

De havde heller ikke nogen tilbud. Hun søgte efter grupper på Facebook, men fandt primært grupper for unge, der havde mistet en forælder.

Hun googlede forskellige ordkombinationer; 'ung mistet kæreste,' 'ung død kæreste,' 'min kæreste er død hjælp.'

Søgningerne gav få relevante hits. Hun fandt frem til en eller to artikler. Det var det.

Catrine begyndte at slå sig i hovedet med sin sorg. Hun vidste, at der fandtes andre unge efterladte kærester, for hun vidste, at Mikael desværre ikke var den eneste under 35 år, der havde mistet livet.

Nogle af de andre afdøde måtte have haft en kæreste, og når Catrine ikke kunne finde dem, var det så, fordi de slet ikke havde samme sorg som hende.

Var hun unormal? Skulle hun bare tage sig sammen?

Men i slutningen af august - knap et halvt år efter Mikaels død - mødte Mikaels mor pludselig en ung mand på kirkegården.

På den kirkegård, hvor Mikael ligger begravet, ligger også en kvinde, der mistede livet til kræft i en uretfærdig tidlig ung alder.

Hun døde to et halvt år før Mikael, og Mikaels storebror kendte hende og vidste, at hun havde en kæreste.

Men Catrine kunne ikke få sig selv til at kontakte ham. Hvad nu hvis han var et sted i sit liv, hvor han slet ikke havde lyst til at tale om det?

På kirkegården tog Mikaels mor kontakt til den unge mand, som stod ved den unge kvindes gravsted.

Hun spurgte, om han var hendes kæreste.

Det var han, fortalte han, og spurgte ind til Mikael, som han aldrig havde kendt som person, men vidste hvem var af navn.

- Havde Mikael egentlig en kæreste? spurgte han.

- Ja, og hun vil så gerne tale med en, der har oplevet det, hun gennemgår, svarede Mikaels mor.

Mødet endte med, at Søren, som han hedder, gav Catrines svigermor sit nummer og sagde, at Catrine var velkommen til at ringe.

En uge senere mødtes Catrine og Søren på Street Coffee ved Aarhus Ø.

Catrine var nervøs, da hun sad på cafeen og spejdede efter en mand, hun ikke anede, hvordan så ud.

Men det viste sig, hun ikke havde noget at frygte.

Søren fortalte, at han ligesom Catrine havde forsøgt at finde nogen på sin egen alder, der havde mistet en kæreste. Uden held.

Ligesom Catrine havde han talt med sine venner om sorgen, men selv om de var søde og betænksomme, var det, som om de ikke helt forstod, hvad han gennemgik.

I dag var Søren dog et andet sted end Catrine. Han havde fået en ny kæreste, som var gravid.

Med tiden havde han fundet ud af, at det var muligt at elske to, fortalte han.

Han elskede sin nye kæreste, men han elskede også sin afdøde kæreste. Han ville aldrig glemme hende og havde stadig brug for at komme på kirkegården, men det betød ikke, at han ikke kunne elske en anden kvinde, fortalte han.

Det var inspirerende for Catrine at høre Sørens syn på at finde kærligheden igen og om de ting, han havde gjort for at nå til et sted, hvor han kunne leve med sin sorg.

På trods af at Catrine slet ikke var der, hvor hun havde lyst til at finde en ny, gav Sørens fortælling et håb om, at det var muligt at nå dertil en dag.

Catrine og Søren mødtes flere gange, og Catrine, der både gik i sorggruppe og til psykolog, var ikke i tvivl om, hvad der hjalp hende mest; Det var møderne med Søren.

I sommerferien havde Catrine som nævnt skrevet til Ung Kræft, og efter ferien tog de kontakt til hende igen.

Ung Kræft havde ikke sådan en gruppe, som Catrine søgte, men de fik stadig flere henvendelser fra unge pårørende og efterladte til unge kræftramte, der søgte et tilbud.

Derfor besluttede Catrine og Ung Kræft i samarbejde at etablere en gruppe for netop de mennesker.

Catrine meldte sig som gruppeleder. For hvis hun kunne give noget af det, Søren havde givet hende, til andre, der lige havde mistet, ville hun enormt gerne det.

Ret hurtigt satte Ung Kræft Catrine i forbindelse med 33-årige Thomas. Hans kæreste har modermærkekræft. Hun lever, men lægerne har svært ved at slå kræften ned, så sygdommen fylder en del i hans liv.

Thomas savnede også jævnaldrende at tale med og tilbød at påtage sig rollen som gruppeleder sammen med Catrine.

Hun var glad for, at de var to om ansvaret og syntes, de supplerede hinanden godt.

Gruppen mødtes første gang den 19. november 2019. Dengang var de fire. Ved det seneste møde i januar var de otte.

I gruppen kommer der ikke kun unge, som har mistet eller er pårørende til en ung kræftsyg kæreste. Der kommer også unge, som har mistet en bror eller søster.

Selv om de ikke alle kan spejle sig en til en i hinanden, oplever Catrine, at de giver hinanden meget.

For fælles for dem er, at de kender følelsen af at miste eller at være enormt bange for at miste en person, som de var sikre på, de skulle dele deres fremtid med.

Det giver enorm forståelse for hinanden, oplever Catrine.

I dag er det snart et år siden, Mikael døde.

Det har Catrine det svært med.

Hun føler stadig, der er lang vej til, at hun har det så godt, som hun gerne vil have det.

Havet, en sang, et stykke mad, et supboard. Alt og ingenting minder hende stadig om Mikael, og hun græder stadig ofte. De voldsomme hulketure er dog sjældnere. I dag fælder hun mere enkelte tårer.

Selv om det har hjulpet Catrine meget at finde nogen at spejle sig i, slår hun fast, at det ikke er et mirakelmiddel. Sorg er ikke noget, man fikser. Der findes ikke noget quickfix.

Men det går fremad med bitte, bittesmå skridt.

- Jeg er nået til sted, hvor jeg tør tro på, at det kan lykkes mig at placere Mikael et sted inden i mig, hvor der bliver plads til en ny kæreste. Jeg er der slet ikke endnu, men jeg tror på, det kan lykkes.

Catrine synker.

- Om ikke andet så for Mikaels skyld. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han ville ønske det for mig.

Ung og alene med din sorg?

  • Hvis du er ung pårørende eller efterladt til en ung kræftramt, er du meget velkommen i den gruppe, Catrine har startet.

  • Gruppen er for unge i alderen 15-39 år, som er pårørende eller efterladte til unge med kræft (15-39 år). Det kan for eksempel være folk, der er pårørende eller efterladte til en kræftsyg kæreste/ægtefælle, søskende eller ven.

  • Gruppen mødes en gang om måneden. Der er ikke tale om en sorggruppe, hvor man sidder i rundkreds, og en psykolog sætter samtalen i gang. I stedet mødes man om en aktivitet som madlavning, brætspil eller bowling. Undervejs er der plads til at tale om, der er svært, og det der går godt for den sags skyld.

  • Gruppen mødes i Aarhus, men folk fra hele landet er velkomne. Desuden har gruppen en Facebookgruppe, hvor folk fra hele landet også er meget velkomne som medlemmer.

  • Du kan også benytte dig af et helt andet tilbud nemlig Børn, Unge & Sorgs sorglinje. Her kan du ringe på (70 20 99 03) eller sende en sms til ( 27 27 25 25). Bag telefonen sidder frivillige klar til at tale med dig, blandt de frivillige findes der folk, der har oplevet at miste en partner.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk