Mit navn er Christian, og jeg er grønlænder – født og opvokset flere tusind kilometer væk fra Danmark i Nuuk.

Jeg har mørkt hår og brune øjne – jeg ligner alle andre grønlændere. Men alligevel passer jeg ikke rigtig ind.

Jeg kan lige så tydeligt huske de drenge, der kom hen til mig i skolebussen, da jeg var otte år gammel. De begyndte at tale til mig, men jeg forstod ikke, hvad de sagde. Jeg kunne fornemme deres nedladende tone. "Hvad siger I?", fik jeg fremstammet.

De begyndte at snakke endnu mere, og det eneste ord, som jeg kunne opsnappe, var ordet "qallunaaq". Et ord, der direkte oversat betyder "en fremmed". Et ord, der blev brugt som nedladende bemærkning overfor fremmede, og specielt overfor danskere. Et ord, som nu blev brugt om mig.

Det var første gang, jeg blev gjort opmærksom på, at jeg ikke kunne tale grønlandsk. At jeg var fremmed i mit eget land. Oplevelsen i skolebussen satte en masse tanker i gang. For var jeg egentlig rigtig grønlænder, hvis jeg ikke kunne tale grønlandsk?

Nogle år senere skulle jeg på efterskole i Danmark. Her troede jeg jo egentlig, at jeg kunne slippe for de eksistentielle tanker og bare være mig selv.

Men så skete det modsatte: Nu var jeg pludselig ham grønlænderen. Og specielt fordommene og grønlænderjokes ad libitum ramte mig:

"Er det rigtigt, at I ridder på isbjørne? Bor du og din familie i iglo? Har I kæle-rensdyr? Har du hørt om den med de to grønlændere på en bænk?", kom det i en svada.

Og de her fordomme er jo ikke noget, der kun rammer mig. Alle, jeg kender med grønlandsk baggrund, har oplevet det. Alle. Men når jeg samtidig vakler lidt i min grønlandske identitet...

Hele idéen med, at jeg kommer fra Grønland, men ikke kan tale grønlandsk, er også det helt store samtaleemne, når vi er kommet forbi fordommene.

Og det hjælper jo ikke ligefrem på den eksistentielle stoledans, som jeg konstant står i. Altså, jeg er jo egentlig i tvivl om, hvorvidt jeg er en god nok grønlænder, og om jeg overhovedet kan tillade at kalde mig selv for grønlænder. Så slaget føles bare endnu hårdere.

Heldig – og dog

Jeg er langtfra den eneste grønlænder, der lever med at føle mig dum, når jeg er ude at handle – eller ikke kan tale med grønlandsktalende familiemedlemmer.

Vi er mange, der ikke taler eller forstår vores modersmål, for vi har ikke brug for det for at kunne leve her i Grønland. Ifølge Grønlands Sprognævn er vi faktisk ti procent af befolkningen, der kun taler dansk.

Når jeg tænker over det, er der heller ikke nogen i systemet, der har forsøgt at motivere mig til at lære at grønlandsk. Tværtimod er det, som om alting skubber mig i en mere dansk retning.

Selvom halvdelen af befolkningen udelukkende taler grønlandsk, er det min klare opfattelse, at man stort set kun møder dansktalende mennesker i det offentlige. Her er det klart en fordel at tale dansk.

Prøv at forestille dig, at du lige er startet i første klasse. Du sidder i din danske folkeskole sammen med dine danske folkeskolevenner, og I sidder og taler dansk sammen. Men læreren taler russisk. Du får også at vide, at du skal lære russisk for at begå dig i Danmark. For det danske sprog er ikke fyldestgørende nok. Og du vil gerne klare dig godt i skolen, ikke? Russisk! Du vil jo gerne have en uddannelse, ikke? Russisk!

På den ene side er der stadig for mange grønlandske børn, der vokser op uden udsigt til ret meget, fordi de ikke lærer dansk. På den anden side er der for mange grønlandske børn med danske rødder, der ikke bliver støttet i at lære grønlandsk, og derfor aldrig bliver 100 procent integreret i det land, de er født og opvokset i.

Der er stadig mange på min alder i små byer og bygder rundt omkring i Grønland, der ikke kan ét eneste ord dansk, og mange vokser op uden muligheden for en videregående uddannelse.

Drømmen er at lære sproget flydende

Jeg er heldig. Jeg ved det godt. Men dét, der frustrerer mig, er, at det føles, som om mit privilegium kommer med en pris: mit modersmål. Min mors sprog.

Jeg er søn af en grønlandsk mor og en dansk far. Min far var sommerbetjent i Nuuk, og han mødte min mor til en fest hos en kollega i 1994.

Og op igennem min opvækst havde vi fokus på, at hvis jeg skulle have en god uddannelse, så skulle jeg være flydende i dansk. Også selvom min mor er født og opvokset i Ilulissat og er flydende i grønlandsk.

Netop min mor har også sin egen historie med det grønlandske sprog. Som 13-årig, i 1970, blev hun sendt til Danmark for at skulle lære det danske sprog og lære om den danske kultur. Men den dag i dag er hun stadigvæk flydende i grønlandsk.

Jeg kan ikke slippe tanken om, at jeg på en eller anden måde skuffer min mor.

Jeg hader tanken om, at Danmark på en eller anden måde har taget et fællesskab mellem os fra mig. Det er jo hendes sprog, hendes kultur, hendes forfædre, jeg ikke ærer ved ikke at kunne tale deres sprog.

Min drøm for fremtiden er, at jeg skal lære det grønlandske sprog. Få den flig af kultur, jeg mangler, tilbage. Hvis jeg altså nogensinde har haft den.

Mit løfte til mig selv er, at jeg en dag skal have en samtale på flydende grønlandsk med min mor. For hendes skyld, for min egen skyld og for vores fælles histories skyld.