RÆK UD

Mit Liv

Cille, Kristina og Leonard var tæt på selvmord: Det kræver tid at vælge døden fra

For tre år siden delte tre unge deres liv præget af selvmordstanker på DR3. Vi har spurgt, hvordan de har det i dag.

Mød Cille, Kristina og Leonard

Måske kan du genkende dem. For tre år siden var de med i DR3-serien ”Tæt på selvmord”.

For de har haft selvmordstanker. Den slags tanker, som har gjort dem bange for deres egne handlinger, og som i to af tilfældene blev til selvmordsforsøg.

Dengang var det store spørgsmål: Er der en fremtid uden selvmordstanker? Vi har spurgt dem her tre år efter, hvordan de har det i dag. Se korte klip fra dokumentaren og læs deres svar.

Hver dag forsøger omkring 20 personer i Danmark at begå selvmord.

Den statistik er 27-årige Kristina Kasimova en del af. Hun var 18 år, da hun med en depression droppede ud af gymnasiet en uge før de sidste eksamener. Året efter tog hun en overdosis - men hun overlevede. Kristina blev tilknyttet psykiatrien, og fem år efter var hun med i programserien ”Tæt på selvmord”, hvor selvmordstankerne stadig var meget visuelle for hende.

Kvinder har flere selvmordsforsøg, mens flere mænd tager livet af sig selv.

Den i dag 30-årige Leonard Rasmussen var ved at få det bedre, da DR3 filmede ham tilbage i 2015. Da var det tre år siden, han havde forsøgt selvmord. To gange med en overdosis sovemedicin. Han overlevede, og blev ikke en del af statistikken.

Nedturen startede efter en udsendelse til Afghanistan i 2008. Da Leonard igen skulle udsendes, brød han sammen. På det tidspunkt var han 24 år.

Cille Skyum Andersen på 29 år blev indlagt i 2012 og igen året efter. Hun havde en depression, og hendes liv var gennemsyret af selvmordstanker. Da vi mødte hende i ”Tæt på selvmord”, var hun præget af en tung tristhed, og selv de mest basale opgaver som at tage et bad var en kamp.

Men i sidste program startede hun på designskolen i Kolding. Hun har i dag ét år tilbage på skolen, og hun går i bad igen.

PROGRAMMER PÅ DR

  • Programmet "Min fars farvel" sendes på DR1 mandag klokken 20.45 i uge 37 og 38. Du kan se første afsnit på dr.dk/tv efter det har været vist i fjernsynet på DR1 mandag den 10. september klokken 20.45. Anden og sidste del er tilgængelig på dr.dk/tv, når det har været vist på DR1 mandag den 17. september klokken 20.45.

  • DR-programmet ”Jeg vil dø” sendes tirsdag 11. september klokken 20.45. Her møder journalist Anders Lund Madsen mennesker, der har haft selvmord helt tæt inde på livet på den ene eller anden måde.

Facebook
Twitter