Cris fik barn med Cille, der havde en livstruende sygdom: 'Jeg var totalt i benægtelse over, hun kunne dø'

- Jeg vidste godt, hun ikke ville blive 80 år, men ingen anede, det ville ske allerede der, siger Cris Bjørn Foged.

(© PRIVATFOTO)

Det var begyndelsen på den lykkeligste tid for Cris Bjørn Foged og kæresten Cille Tveden Hansen, da deres lille datter kom til verden i december 2016.

De nybagte forældre havde fem måneders barsel, hvor de sammen kunne nyde deres velskabte datter.

Når Cris tænker tilbage på den tid, ville han ønske, han kunne fastfryse den. Standse tiden og blive i den boble, hvor alt drejede sig om det nye kapitel som en lille familie.

Men livet gik videre. Og sluttede sidste år for 24-årige Cille.

I april sidste år døde hun af sygdommen cystisk fibrose - en gensygdom, der især påvirker lungerne og gør, at man kan få meget svært ved at trække vejret. Tilbage stod Cris, som med ét var alenefar til deres lille datter på to år.

- Det her var ikke en del af planen. Vi skulle jo i gang med en ny del af livet sammen med vores datter, siger den nu 28-årige Cris Bjørn Foged.

Cris og Cilles datter har ikke sygdommen cystisk fibrose, men hun bærer genet, hvilket hun skal være opmærksom på, hvis hun en dag vil have børn. Kun hvis begge forældre er bærere af genet, kan der være risiko for at få et barn med cystisk fibrose. (© PRIVATFOTO)

I dag har han en velfungerende hverdag med sin datter, er i gang med sit uddannelse til sygeplejerske og får støtte af sin familie, der ligesom Cris Bjørn Foged også bor i Svendborg.

Men selvom det er halvandet år siden, han mistede Cille, er det svært at komme videre.

- Jeg har det stadig ret skidt. Det bunder i, at jeg først nu for alvor er begyndt at tage hul på den reelle sorgproces. Efter hun døde, var mit fokus at finde en ny hverdag, samtidig med at jeg skulle lære mig selv at kende og finde ud af, hvem jeg er.

Og nu var han også alenefar. Ifølge Cystisk Fibrose Foreningen når knap halvdelen af folk med cystisk fibrose ikke at fylde 42 år. Så da parret besluttede sig for at få et barn, var Cris godt klar over, at han nok en dag ville stå alene med datteren uden Cille ved sin side.

- Jeg vidste, at hun nok ikke ville blive 80 år, og derfor valgte vi netop at få barn i en "tidlig" alder. Men ingen havde regnet med, at det ville ske allerede der. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle stå alene med alle de her beslutninger, der skal tages omkring vores datter, og at jeg ikke har en til at dele glæderne ved at se hende vokse op med.

Sidste år skulle Cris i en alder af 27 år planlægge Cilles bisættelse. - Det var fuldstændig vanvittigt. Den proces burde man ikke skulle deale med i den alder. Pludselig var vi bare mig og min datter. (© PRIVATFOTO)

'Det skulle jo bare være hende'

Selvom sygdommen var en del af "pakken", ændrede det ikke noget for Cris, da han i 2013 blev forelsket i den fire år yngre Cille. De havde arbejdet sammen på McDonald's og var del af den samme vennegruppe. Og den sommer faldt de for hinanden.

- Hun var helt vildt charmerende og mega sjov. Hun havde en eller anden evne til bare at sprede god energi. Og så var hun mega flot, selvstændig og havde ben i næsen, husker han.

I forvejen vidste han godt, hun var syg, men ikke, hvad cystisk fibrose gik ud på. Tidligt i forholdet tog de en alvorlig snak om det, men det var meget svært for Cris at forholde sig til.

- Vi levede jo stort set som alle andre par de første par år. Hun tog studentereksamen, gik i byen med sine veninder, arbejdede, og vi var ude at rejse. Så jeg følte ikke, der var grund til at bekymre mig om noget, vi ikke vidste, hvad var, siger han og tilføjer:

- Det skulle jo bare være hende, og så måtte vi tage det med.

Drømte om at blive mor

Men efter nogle år fik Cille større problemer med at trække vejret. Hun måtte opgive sit studie, hvor hun læste til socialrådgiver, men hun havde én drøm, hun stadig brændende ville have opfyldt: at blive mor.

Cris kan huske, at Cille var med i en Facebook-gruppe for folk med cystisk fibrose, som heftigt debatterede, om det var "i orden" at få børn, når man vidste, man ikke ville blive gammel. Men Cille var ikke i tvivl, selvom hendes læger syntes, det var en dårlig ide. Hun ville have et barn med Cris.

Gjorde du dig tanker om livet som alenefar, da I besluttede jer for at blive forældre?

- Jeg mindes ikke, det var noget, jeg brugte frygteligt meget energi på at overveje. Vi havde en klar forhåbning om, at det ikke blev aktuelt de første mange år.

Hvad tænker du så i dag, hvor det ikke gik sådan?

- Jeg synes ikke, man skal afholde sig fra at leve et normalt liv, fordi man er syg. Der kommer hele tiden bedre medicin, og nogle lever længe med transplanterede lunger. Så det er da ærgerligt at skulle afskrive sin drøm på grund af noget, ingen kan forudsige.

- Og så tror jeg heller ikke, barnet behøver at få en dårlig barndom, selvom den ene er syg, hvis alt andet fungerer. Jeg tror, man kan arbejde med det, hvis man gør det på den rigtige måde.

Cille havde mange overvejelser, før hun sagde ja til at få en lungetransplantation, da der kan være risiko for, at kroppen udstøder de nye lunger. - Det var et svært valg, fordi vi havde en datter inde i billedet, men til sidst besluttede hun sig for at takke ja. Hun nåede bare aldrig så langt, siger Cris. (© PRIVATFOTO)

Fuldstændig fantastisk barsel

Der gik halvandet år, hvor de næsten havde opgivet håbet, før det lykkedes Cille at blive gravid som 22-årig. Glæden blev dog hurtigt vendt til usikkerhed, da barnet voksede og trykkede på lungerne.

Cille måtte indlægges, da hun hverken kunne få luft, spise eller sove, og mens Cris prøvede at gøre deres lejlighed babyklar, gik alvoren op for ham: At hun rent faktisk kunne dø lige pludselig med deres ønskebarn i maven.

Men det hele endte godt, og deres barn kom til verden ved planlagt kejsersnit i december for fire år siden. Efter fødslen blomstrede Cille op og fik det bedre, end hun havde haft det i fem år. Hun tog på i vægt, og hendes lungefunktion steg, hvilket betød, at hun kunne trække vejret meget bedre.

- De fem måneders barsel sammen var fuldstændig fantastiske. Det er helt ubeskriveligt. Jeg er virkelig, virkelig glad for, vi havde den tid sammen, hvor hun havde det godt, og vi delte glæden over vores datter.

Det er her, Cris ville ønske, man kunne stoppe historien. Eller at lade den ende med, at de levede lykkeligt til deres dages ende. Men desværre gik det lige modsat.

Cris læser til sygeplejerske og følte, han sad med to par briller på, da han var på hospitalet med Cille: - Med de faglige briller kunne jeg jo godt se, at det kun gik ned ad bakke. Samtidig sad jeg også og var helt blind for det og var sikker på, hun ville få det godt igen. (© PRIVATFOTO)

I 2018 blev Cille småsyg og forkølet, og det gik så hårdt ud over hendes lunger, at hun blev nødt til at gå og sove med en iltmaskine.

Imens forsøgte Cris at få deres liv til at hænge sammen. Han skulle aflevere og hente datteren i vuggestue, skifte bleer, handle, lave mad og rydde op. Samtidig skulle han passe Cille og sit studie og holde humøret oppe for dem begge.

Ikke at han føler, det var noget ekstraordinært - for der var intet alternativ.

- Jeg kørte bare derudad, og der var ikke plads til at stoppe op. Det var mit usagte ansvar at holde håbet for os allesammen. Jeg kunne jo ikke bare bryde sammen, mens hun kæmpede røven ud af bukserne for at holde sig i live.

Hun ville ikke 'have fred'

Lige omkring julen 2018 blev der tændt et håb for Cille, da hun kom på transplantationslisten til at få nogle nye lunger. Men så langt nåede hun ikke, før hun blev indlagt i marts 2019.

Hun blev flyttet til intensiv, mens Cris og deres datter fik lov at bo på hospitalets familieafdeling. Her kunne de besøge Cille, og hun fik også besøgt dem en enkelt gang, hvor den lille familie hyggede og legede og havde en rigtig fin dag, som Cris siger.

Og det blev også den sidste.

Den 31. marts 2019 lagde Cille dette billede på sin Instagram. Det blev også det sidste. Otte dage senere gik hun bort. (© PRIVATFOTO)

24-årige Cille stoppede med at trække vejret mandag den 8. april klokken 13.40. Og selvom det havde peget i den retning i noget tid, kunne Cris ikke fatte det.

- Jeg havde været i totalt benægtelse over, at hun kunne dø. Alle de gange hun havde det dårligt, plejede det jo at ende godt alligevel.

Var der trods sorgen noget godt i, at hun fik fred?

- Nej, hun ville ikke "have fred" og havde ikke accepteret, at det skulle ende sådan. Tværtimod havde hun en følelse af, at livet lige var gået i gang, og at hun nu ville gå glip af det hele. Der var ingen af os, der var klar på det her. Det var ikke planen.

Midt i sorgen gik livet videre, og deres datter fylder fire i december og er glad og sund. Men smerten over at have mistet og over selve sygdomsforløbet, fylder meget hos Cris. Og det er faktisk helt okay.

- Endelig har jeg fået ro på mit liv og kan nu give sorgen plads til at fylde. Jeg går til psykolog og omgiver mig med mennesker, blandt andet flere af Cilles nære veninder, hvor der er plads til at åbne op for, hvordan jeg egentlig har det. Ellers ville det ende med, at jeg selv blev syg.

Du valgte at være sammen med Cille trods hendes sygdom. Hvad vil du råde andre til, hvis de står i samme situation?

- Jeg vil sige: "Gør det." Velvidende, at det bliver pissehårdt, men det kan også være den bedste beslutning i dit liv. Det vigtigste er bare, at du er i kontakt med dig selv og ikke kun lytter til andres behov. Jeg var 27, da hun døde, og nu har jeg taget en beslutning om at lære mig selv at kende igen. Mit liv er ikke slut endnu.

- Jeg tror stadig på kærligheden, og Cille ønskede også, jeg skulle videre en dag. Jeg har fundet en kæreste, der kan rumme alle sider af mig, og som ikke er bange for min fortid. (© PRIVATFOTO)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk