Cykeltalentet der sprang ud som kunstmaler i Rom: 'Du skal believe in it 100 procent'

Cykelrytter, arkitekt og nu kunstner. Når 32-årige Thomas Juul-Jensen kaster sig over noget, går han all in.

Tangenterne bliver berørt med en dramatik, så man nærmest føler, at det klassiske klaverspil fra højtalerne får papirlærrederne på de afskallede betonvægge til at vibrere.

I det kringlede lokale hænger en gennemtrængende dunst af cigaretrøg og vino rosso, som stammer fra de dem fem italienere, 32-årige Thomas Juul-Jensen deler studio med.

Det er, når Thomas befinder sig her – foran sit lærred med et afsmittende malerkridt i venstre hånd, at han føler sig allermest sikker på sig selv.

- Der kunne være nuclear war udenfor. I am in another place. Det er den bedste følelse.

Men for nu at bruge en kliche, lå det ikke i kortene, at Thomas skulle blive fuldtidskunster i Rom.

Hans teenageår foregik hovedsageligt med gennemsyrede ben på det danske mountainbikelandshold, mens overskriften på hans 20'ere var Aarhus Arkitektskole og maratonarbejdsdage ved BIG - stjernearkitekten Bjarke Ingels' hurtigt voksende tegnestue.

At indgangen til Thomas' 30'ere bød på en helt anden karrierevej, skyldes formentlig to grundlæggende regler, han synes at styre sit liv efter.

For det første, fortæller han:

- Jeg har valgt 100 procent med mine følelser. Jeg vil hellere gøre noget og så fortryde - end ikke at gøre det og så fortryde det.

For det andet: Når Thomas kaster sig over noget, går han som oftest all in.

- Du kan ligeså godt gøre det ordentligt, hvis du gør noget.

Som 17-årig flyttede Thomas alene til Danmark for at gå på Team Danmark-linjen på Vejle Handelsskole. Hans forældre, der begge er danskere, blev boende i Irland, hvor Thomas er vokset op, et par år mere, men bor i dag i Danmark.

På det danske moutainbikelandshold blev Thomas kaldt 'The Irish Fighter.' Henvisningen til Irland skyldes, at han er opvokset 40 kilometer uden for Dublin i bjergbyen Wicklow. Det er også opvæksten her, der er årsag til, at han ofte vikler engelske vendinger ind i sine danske sætninger.

Selv om begge Thomas' forældre er danske, flyttede han først selv til Danmark som 17-årig, hvor han fik plads på Team Danmark-linjen på Vejle Handelsskole.

'Fighter'-delen af kælenavnet bundede i, at han aldrig gav op.

Thomas kørte DM, VM og andre store løb med en krop, der var så træt, at han sommetider skreg af udmattelse op ad stigningerne. Imens messede han for sig selv, hvad hans daværende hero Lance Armstrong havde sagt:

'Pain is temporary, quitting is forever.'

Men kort tid efter Thomas havde cyklet sig til en 18. plads ved VM, kunne han ikke tvinge sine 17-årige knæ til at træde mere i pedalerne.

De gjorde så ondt, at han ikke længere kunne gå.

Efter en operation forsøgte han at komme tilbage, men det var, som om han kunne mærke, at cykling og ham ikke var meant to be. Det var ikke life's calling. Derfor begyndte han at spekulere over, hvad han i stedet skulle bruge sin fremtid på.

Det var her, det dæmrede for ham, hvad hans kunstlærer, havde skrevet på hans årskarakterblad i fjerde klasse.

'Thomas has his own unique style,' havde der stået efterfulgt af topkarakteren 'A.'

Bemærkningen gjorde indtryk på Thomas - for det første, fordi han elskede at tegne og male. For det andet, fordi kunstlæreren tilsyneladende var den eneste underviser, der havde noget rigtig positivt at skrive om ham.

Og da han som 19-20-årig med kunstlærerens bemærkning i baghovedet, så DR2-programmet 'Den 11. time,' var det, som om tingene gik op i en højere enhed.

Dagens gæst var en ung fremadstormende Bjarke Ingels, der blandt andet fortalte, at han som barn elskede at tegne.

Samtidig præsenterede han programmets synligt imponerede vært, Mikael Bertelsen, for en kæmpe Lego-udgave af et glasbyggeri, som man planlagde at opføre ved Halmtorvet på Vesterbro.

Efter den optræden blev Bjarke Ingels føjet til Thomas' liste over heroes, og han begyndte for alvor at overveje at blive arkitekt.

Inden Thomas tog optagelsesprøven til Arkitektskolen, gik han på Skolen for Kunst & Design i Aarhus, som har et undervisningsforløb, der forbereder eleverne på optagelsesprøven. Her blev han blandt andet undervist i croquis, som var et af de fag, han holdt mest af.

Thomas klarede Arkitektskolens optagelsesprøve i første forsøg. Han har svært ved at beskrive med ord, hvor glad han var, da han fik brevet om sin optagelse.

Det var 'life changing.'

Og da det, cirka to år inde i studiet lykkes ham at få en af de eftertragtede praktikpladser ved Bjarke Ingels, var lykken fuldkommen. Selv om et praktikophold normalt kun strækker sig over seks måneder, endte Thomas med at være ved BIG sammenlagt halvandet år.

Et år på tegnestuen i København og et halvt år på den i New York.

Det var en 'sindssyg tid' - altså på den fede måde, men også på en lidt scary måde.

Sjældent havde han oplevet noget så intenst.

Den første tid var han ofte på tegnestuen til klokken halv fire om natten, fordi de havde en deadline, og da han kom til New York, benyttede han sig flere gange af aftalen om, at man måtte tage en yellow cab hjem på firmaets regning, hvis klokken havde passeret midnat, når man havde fri.

Thomas elskede det – i hvert fald det første lange stykke tid. Han nød at være en del af den familie, han følte, firmaet var.

Med tiden fandt han bare ud af, at en arkitektkarriere nok ikke var ham. Han havde søgt ind på Arkitektskolen på grund af 'the joy of drawing,' men at være på en tegnestue var sgu næsten som at sidde på netcafé, følte han.

Selvfølgelig skitserede han en smule i hånden, men langt hovedparten af arbejdsdagen gik med at modellere bygninger i 3D-programmer - og computere og Thomas var bare ikke en god kombination.

- BIG voksede og voksede - Bjarke er vel the biggest nu. Den rejse var vildt inspirerende at være med på. Jeg lærte så meget og har intet negativt at sige om arbejdspladsen. Jeg fandt bare ud af, at jeg ikke ville være glad, hvis jeg havde en arbejdsuge på 80-100 timer og størstedelen foregik ved en skærm. Hvis du skal bruge så meget tid på et job, skal du brænde for det. Du skal believe in it 100 procent. Det gjorde jeg ikke med arkitekturen.

Alligevel færdiggjorde han arkitektstudiet, men da han i 2015 havde fået sit eksamensbevis, gik han med en underlig 'what to do now?'-følelse.

Han var slet ikke sikker på arkitekturen.

Thomas’ helt store kunstneriske hero er den irske maler Francis Bacon. Han ser mange lighedspunkter mellem de to. Bacon var autodidakt kunstner ligesom Thomas, han var en figurativ kunstner, hvilket vil sige, at han valgte mennesket som omdrejningspunkt for sine værker. Desuden forlod han ligesom Thomas Irland som 17-årig.

Det var vennen Christian, der satte det hele i gang. I en kælder få meter fra Christiansborg i en gulmalet fredet bygning ligger kaffebaren CUB, som Christian er medejer af.

Han ville gerne udsmykke stedets vægge med kunst og spurgte Thomas, om han ville hjælpe.

Hidtil havde Thomas primært tegnet som stress relief. Tegning var noget, han eksempelvis tydede til, når han skulle væk fra presset under 'de 100 dage i helvede,' som arkitektstuderende kalder den periode, hvor de arbejder på deres afgangsprojekt.

Men imens han kreerede værkerne til kaffebaren, gik det op for ham, at: 'Mama Mia, det er det her, jeg skal!'

Hele processen tiltalte ham. Lige fra skabelsen af værket, til indramningen og at iscenesætte kunsten i kaffebaren.

Han glemte tid og sted, når han arbejdede med det.

Og da en af kaffebarens gæster efter 14 dage ville give 5.000 kroner for et Juul-Jensen-værk, begyndte han for alvor at tro på, at der var en nerve i hans kunst.

Derfor besluttede han sig hurtigt for at prøve kunsten af på fuldtid.

Han havde ikke de store betænkeligheder ved at gå all in på et håndværk, han ikke var uddannet indenfor – hverken økonomisk eller i forhold til, om det ville ødelægge hans muligheder for senere at få en karriere som arkitekt, hvis nu det ikke gik med kunsten.

Thomas kan ikke se, hvorfor han ikke skulle forsøge at gå all in på det, han elsker at lave.

Som han siger, vidste han, at hans kunst kunne sælges. I løbet af de første måneder, hvor værkerne hang på kaffebaren, havde han allerede solgt tilstrækkeligt mange til, at han havde brug for en revisor, men selvfølgelig var der en usikkerhed forbundet med kunstnervejen.

- Det er en kæmpe risiko at gå all in på kunsten. Du har ikke en steady indkomst, det går op og ned, men den risiko var jeg villig til at løbe. For det er da bedre at have forsøgt, og så det ikke bliver til noget end ikke at have forsøgt, og så sidde som 50-årig i et job, man ikke rigtig brænder for, og tænke: 'Hvad nu, hvis jeg havde gjort det dengang?'

Thomas ser spørgende ud i rummet og finder en bog frem.

På forsiden står en rank mand – herskabeligt klædt i lang herrefrakke og høj sort hat.

'Niels Skou – et kapitel af dansk hestehandels historie,' står der i røde typer på bogcoveret. Thomas begynder at læse op fra forordet til bogen, som handler om hans tipoldefar, der fra 1878-1930 gik fra at være bonde i Give til en af Skandinaviens største hestehandlere.

- Niels Skou var hele sit liv igennem sin egen lykkes smed. Han er et strålende eksempel på, hvad et menneske kan nå til, når han sætter sig et mål og forfølger det med al sin formåen og hele sin vilje, læser Thomas og tilføjer:

- Den tilgang til livet er en kæmpe inspiration for mig. Jeg kan relatere til det. Gør noget – følg dine mål - og se, hvad der sker. Du kan ligeså godt forsøge at gøre det perfekt og nå så langt som muligt. Det drive har været en plusside for mig både med cyklingen, arkitekturen og nu min kunst.

Lige nu er det som nævnt kunsten, Thomas følger med 'hele sin vilje.' Den dikterer alt i hans liv.

Det er også, derfor han bor i Rom, nærmere bestemt bydelen Trastevere.

Egentlig forsøgte han at finde et studio i København – Thomas har boet i Wicklow, Vejle, Aarhus, Sydney, New York og København. Menneskeligt havde han ikke behov for at flytte til en ny by, men da han ikke kunne finde et passende studio i Danmark, tog han til Italien.

For 'the studio er the main thing,' siger han.

Hvis han skal have det optimale ud af sine evner som kunster, har han brug for at være et sted, hvor hans lejlighed, studio og en god kunstbutik ligger indenfor en radius af få 100 meter. Så han kan tage i studiet om natten, hvis han pludselig får en ide.

Thomas’ studio i bydelen Trastevere i Rom. Inden han kom til den italienske hovedstad, boede han et år i Lucca, hvor hans lillebror, cykelrytteren Christopher Juul-Jensen arbejdede. I Lucca havde Thomas et studio for sig selv, men da han savnede at være en del af et kunstnerisk fællesskab, rykkede han til Rom.

En anden årsag til, at han bor i Rom, er inspirationen.

Hver morgen når han træder ind på sin stamcafé, hænger ældre italienske mænd indover den marmorbeklædte bar og drikker limoncello eller bitter kaffe, imens de fægter med armene og råber 'oh' og 'eh' og driller ham med, at han holder med fodboldklubben Roma – mange af dem er Lazio-fans.

Ikke et ondt ord om klientellet på danske Emmerys, som Thomas siger, men det øger hans kreativitet at indtage morgenkaffen omgivet af den type caracters, han møder på sin italienske stamcafé.

Ligesom det øger hans kreativitet, at der er klassisk musik i højtalerne og en aroma af smøger og italiensk rødvin, når han står i sit studio, som han deler med fem 'rigtige' kunstnertyper.

- Stemningen i lokalet betyder noget, og så er det vigtigt at være sammen nogen, som laver det samme som dig. Det lærte vi også på Arkitektskolen, arbejd på skolens tegnestue, så I kan blive inspirerede af hinanden.

I løbet af de tre år, Thomas har været fuldtidskunstmaler, er det gået stærkt, føler han.

Han har blandt andet udstillet for to af landets største advokatfirmaer - Bech-Bruun og Kromann Reumert – samt for Miljøministeriet. Ligesom han for nylig havde et samarbejde med modefirmaet Bestseller, der brugte to af hans værker som motiv på dets t-shirts fra mærket Vero Moda.

Generelt tilskriver Thomas kaffebaren en stor del af sin succes. Den ligger det 'helt rigtige sted,' hvor advokater, konsulenter, forretningsfolk, politikere, turister – folk der har lyst og råd til at investere i kunst - ofte er blandt gæsterne.

Men at han er lykkes med sin kunst, handler muligvis også om, at han kan sælge sine ideer.

Det han har lært fra tiden som arkitekt, hvor man konstant konkurrer med andre arkitektfirmaer om at vinde opgaverne.

For livet som kunster handler også om networking og at være opsøgende. Som da han skulle lave sin første udstilling og havde udset sig vinhandleren Rosforth & Rosforth, der ligger under Knippelsbro, som location.

Fra et tidligere besøg vidste han, at stedet opbevarede sin vin på et mørkt lager med vægge og gulve støbt i rå beton.

'Det var de vildeste lokaler,' syntes han og tog derhen for at spørge ejeren, om han måtte bruge vinlageret som udstillingslokale.

Han fik lov, og selv om det viste sig at være et 'sindssygt projekt' rent logistisk, lykkes det.

- Det er det her med at tage sagen i egen hånd og turde at gå efter det. Jeg solgte næsten alt, jeg havde med.

I vinlageret hos Rosforth & Rosforth, hvor Thomas for to år siden holdt sin første udstilling som kunstner.

Selv om de forskellige årtier i Thomas' liv indtil nu har stået i forskellige tegn - cyklingens, arkitekturens og maleriets – er han overbevist om, at han ikke kommer til at skifte spor igen.

Han har aldrig været så sure of noget, som han er med kunsten, fortæller han og henviser til en berømt scene fra den britiske filmklassiker Billy Elliot.

Arbejderdrengen er taget med sin far - en strejkende kulminearbejder - til optagelsesprøve på Den Kongelige Balletskole i London. Da de er på vej ud ad døren, spørger en af kvinderne i udvælgelsespanelet på et britisk, der dialektmæssigt svarer til rigsdansk: 'Billy, hvordan føles det, når du danser?'

Billy Elliot tøver. I flere sekunder kigger han ned i gulvet, inden han henover et minut i brudstykker fortæller, hvordan kunstformen får ham til at glemme alt. Han føler på en måde, han forsvinder, når han danser, forklarer han og afrunder sin hakkende talestrøm med:

'I have this fire in my whole body. I'm flying… like a bird. Like electricity… Yeah, like electricity.'

- Jeg ved godt, det lyder cheasy, men jeg kan relatere til det. Når det hele knækker foran lærredet – I mean, it feels like, I'm on fire, siger Thomas.

Facebook
Twitter