Da Nikolaj kom i lære som kok stak misbruget helt af: 'Jeg tænker på coke hver eneste dag'

Den 29-årige kok var nødt til at forlade branchen, da der var for mange fristelser.

(Foto: DR Grafik: Oliver Seppo Rasmussen)

Kokain gør en glad, man bliver snakkesalig, man får ekstremt meget selvtillid, og endorfinerne i kroppen springer fuldstændig i luften, hvis kvaliteten er god. Du kan mærke, at det kilder i kroppen, og du har lyst til mere, mere, mere.

Kokain er over det hele, i alle brancher, i alle afkroge. Hvor der er mennesker, er der kokain. Det er derfor, det er så fucked up et stof.

Hvis man kunne forklare over for folk, der aldrig har taget kokain før, alt det dårlige kokain gør ved en, så ville det ikke være en del af den her verden, fordi det er så ødelæggende.

(Foto: DR Grafik: Oliver Seppo Rasmussen)

Mit eget misbrug begyndte for alvor at eskalere, da jeg kom i lære som kok som 17-årig. I kokkefaget flyder det virkelig med coke. Jeg har ikke arbejdet i et køkken endnu, hvor der ikke har været kokain hele tiden. Under service, fra morgen til aften.

Jeg har arbejdet sammen med mange kokke, som ikke tager kokain, men jeg har også arbejdet sammen med rigtig mange kokke, som tager kokain. Faktisk flere kokke, der tager, end ikke tager.

Med kokain kan du stå op dagen efter og køre på igen. Det er den bane, som mange kokke kommer ind i. Jeg har arbejdet som køkkenchef flere steder, og det er meget presset, fordi du arbejder mellem 60-80 timer om ugen, hvis du er ambitiøs. Så er kokain vejen frem.

Men man skal passe på med at sige, at kokain er nødvendig, fordi for 40 år siden var det ikke nødvendigt, og der arbejdede folk hårdere, end vi gør i dag. Så det er ikke en nødvendighed, men når du først har prøvet det, så bliver det hele nemmere.

(Foto: DR Grafik: Oliver Seppo Rasmussen)

Jeg har taget kokain i næsten et halvt liv, og det har jeg kunnet mærke på økonomien. Jeg plejede at bruge mellem 3.000-8.000 kroner om måneden på coke. Jeg har haft gæld, men ikke en voldsom gæld. Jeg tror, at alle dagsbrugere af kokain har været ude i en eller anden form for gæld.

Jeg har sagt til min kæreste adskillige gange, at jeg ville stoppe med at tage kokain, men så har jeg gjort det igen og igen. Hver gang, jeg bliver ved, så bliver min kæreste så skuffet og såret, at det godt kunne minde lidt om utroskab.

Det er derfor, kokain er så ødelæggende, fordi den er baseret på løgne og hemmeligheder. For misbruget er ikke noget, man snakker om. Du fortæller ikke dine venner om, hvor meget kokain du tager.

Jeg arbejder ikke i restaurationsbranchen længere, for det var nødvendigt for mig med et sceneskifte. Jeg gik fra at være køkkenchef og arbejde 70 timer om ugen til at blive souschef i en kantine fra klokken 06-14 og arbejde med folk mellem 35-55 år, som ikke tager kokain.

Det har gjort, at jeg slipper for kokainen i hverdagen. Jeg har stadig udfordringer med kokain på byture, så byturene har jeg skåret kraftigt ned på, og så har jeg skåret de personer, som ikke er gode for mig, væk.

(Foto: DR Grafik: Oliver Seppo Rasmussen)

Jeg har nu været clean i to år, men jeg har stadigvæk fuldstændig lyst til at tage kokain hele tiden. Hele tiden. Du slipper ikke dit misbrug. Din trang til kokain forsvinder ikke.

Når der er fred og ro i min hjerne, så står der COKE i store, fede bogstaver henover hele skærmen. Du kan ikke flygte fra det.

Det er hjernen, der spiller det der spil. Så sent som i dag har jeg tænkt, at jeg savner kokain. Men jeg ved også, at hvis jeg begynder igen, så sætter jeg nogle ting over styr, som jeg ikke vil miste.

Så mister jeg min kæreste, og hende vil jeg ikke miste. Derfor er jeg startet hos Projekt Anonym Stofbehandling - for at bevise for mig selv og hende, at jeg ikke skal tage det mere. Men at sige, at jeg er stoppet helt med at tage kokain, det er for tidligt endnu, selvom der er gået to år.

Jeg vil gerne være anonym, fordi der er rigtig mange mennesker i mit liv, som ikke ved, hvor slemt det har været. Og så er det tabu at tage kokain, men det, tænker jeg faktisk, er okay. Det er virkelig et lortestof.

(Foto: DR Grafik: Oliver Seppo Rasmussen)

Til dig, som overvejer at tage kokain, der er mit bedste råd: Lad være.

Det starter med at være rigtig fedt, men så går kokain over til at være noget, du er nødt til at have hele tiden, og angsten kommer snigende.

På alle leder og kanter er kokain det værste stof, du kan begynde at tage. Det er så afhængighedsskabende. Lad være med nogensinde at tage det. Og lad være med at tro, at du bare kan tage det én gang om måneden i byen, for lige pludseligt eskalerer det, og det er ligegyldigt, om du er 12, 22 eller 42 år gammel.

Nikolaj er et opdigtet navn. Hans rigtige navn er kendt af redaktionen.

Facebook
Twitter