Daniel og Ann-Cathrine mødte hinanden i et computerspil: I morgen skal de giftes

P3's lyttere har delt deres historier om rørende online venskaber. Læs fire af dem her.

(Foto: Illustration - Oliver Seppo © (c) DR)

Venskaber følger os gennem hele livet. Nogle fra skoletiden, andre fra uddannelse eller arbejde.

Men så er der også alle de venskaber, der opstår på tværs af internetforbindelser.

- Computerspil tilbyder en meget nemmere måde at møde nye mennesker på, fortæller sociolog Casper Radil.

- Her handler det i udgangspunktet om selve spillet. Ingen har en forestilling om, at der kommer andet ud af det end spil. Det, at der i udgangspunktet ikke er nogen sociale forpligtelser, gør det langt nemmere at snakke med helt nye mennesker, siger han.

Længere nede i artiklen vil du møde fire P3-lyttere, der på egen krop har oplevet, hvor stærke bånd man kan knytte i computerspillenes virtuelle verdener. Både i form af venskaber, men også i kærlighedens navn.

Hvor det for nogen kan være enormt grænseoverskridende at opsøge offline fællesskaber, så kan det være nemmere at glide ind i et fællesskab online.

Og selvom du eksempelvis i spil som World of Warcraft spiller en karakter, der på ingen måde ligner dig selv rent udseendemæssigt, så giver din karakter ofte et uspoleret indblik i din egen personlighed, mener Casper Radil.

- Selvom det er en fiktiv kontekst, man mødes i i et computerspil, så er der stor sandsynlighed for, at du rent faktisk udleverer din egen personlighed og identitet i langt højere grad online, end du ville gøre ved et møde i virkeligheden.

Særligt hvis du bruger en stor del af din tid på det online fællesskab, du møder i spillet. Det samme gør sig sådan set gældende ude i den virkelige verden.

- Du får ingen venner, hvis du bare dukker op til en enkelt klubaften i din fodboldklub. Men hvis du investerer din tid, så vil du over tid skabe relationer via en fælles kontekst. Uanset om det handler om fodboldklubben eller computerspillet, siger Caper Radil.

1

Daniel og Ann-Cathrine mødte hinanden i et computerspil: I morgen skal de giftes

(Foto: Illustration - Oliver Seppo © (c) DR)

Hun havde frostblåt hår og lyseblå hud. Han havde rødt og grønt hår. Tilbage i 2012, da Daniel var 19 år gammel, mødte han Ann-Cathrine i onlinespillet 'Second Life'. På lørdag skal de giftes.

Det var faktisk hende, der inviterede mig ud. Og jeg havde ikke helt forstået, at det var en date, for jeg var rimelig blank, hvad dates angik.

Vi havde på det tidspunkt skrevet sammen om alt muligt i 'Second Life' i tre måneder. Vi så de samme serier, hørte den samme musik, elskede begge hunde – og så snakkede vi meget om film.

Det var da 'Hobitten – En uventet rejse' udkom, at idéen til at mødes i virkeligheden opstod. Hun havde allerede set den, og jeg ville gerne se den. Så hun inviterede mig med i biografen for at se den sammen.

Fordi hun var otte år ældre end mig, havde jeg slet ikke forstået, at hun måske kunne være interesseret i mig på dén måde. Jeg var jo bare 19 år gammel dengang, og hun var 27 år.

Der var ingen af os, der ledte efter et forhold dengang. Men vi snakkede bare så godt sammen, og det føltes næsten som at have fundet en anden udgave af mig selv. Hun forstod mig bare.

Det viste sig i øvrigt, at vi faktisk kun boede få kilometer fra hinanden. Men fordi Ann-Cathrine har social angst, og derfor har svært ved at tale med fremmede ansigt til ansigt, så havde vi nok aldrig talt med hinanden, hvis ikke vi havde mødt hinanden online.

Fordi vi havde lært hinanden så godt at kende online, inden vi mødtes, gik vores første møde virkeligt godt. Få måneder senere var vi officielt kærester, og seks år senere friede jeg til hende. Og på lørdag skal vi giftes.

2

Kristian har fået WoW-familie i hele Europa

(Foto: Illustration - Oliver Seppo)

At rejse er at leve. Og nogle gange starter den rejse allerede hjemme foran skærmen. Det er i hvert fald 23-årige Kristian Adolphsens oplevelse. På grund af flere år med spillet World of Warcraft har han fået venner i hele Europa.

Jeg var 20 år gammel, da jeg første gang rejste ud i verden for at mødes med folk, jeg havde mødt i World of Warcraft (WoW). Det var første gang, jeg rejste alene til udlandet, så mine forældre var ret nervøse.

Jeg var ikke nervøs på samme måde, som mine forældre var, men det var alligevel ret grænseoverskridende for mig at tage beslutningen om at rejse til udlandet for at mødes med nogle folk, jeg ellers kun kendte online.

For mig er WoW et fristed, hvor jeg kan være mig selv. Det har også udviklet mig helt vildt som menneske. Hvor jeg før kunne have svært ved at møde nye mennesker, er det langt nemmere for mig nu.

I dag er det to år siden, jeg mødte mine WoW-venner for første gang, og vi har også mødtes siden, selvom vi kommer fra hele Europa.

Vi er blevet en familie for hinanden. Jeg kan ligeså godt gå til dem som til mine forældre eller min kæreste, hvis jeg har problemer. Det er den samme tryghed, jeg får hos dem, som ved folk, jeg har kendt hele mit liv.

3

Daniel fik soldaterkammerater for livet

(Foto: Illustration - Oliver Seppo)

Daniel Mathiasen på 24 år sad en sen nattetime for fire år siden og spillede krigsspillet 'Battlefield'. Han 'hyggespillede' egentlig bare, men faldt så i snak med tre andre, der også sad oppe og spillede.

Jeg sad egentlig bare og spillede alene, da jeg faldt i snak med dem. Den ene var en krigsveteran, Martin, som jeg kendte fra tidligere. De to andre, en far og en søn, Kevin og Frederik, havde jeg ikke snakket med før.

Jeg var selv 20 på det tidspunkt og drømte om at blive soldat. Snakken mellem os flød helt naturligt, og vi endte faktisk med at ringe hinanden op på Skype for at kunne snakke ordentligt sammen.

Sønnen er et par år ældre end mig, og vi har i løbet af årene mødtes for at hænge ud en weekend for at spille computerspil og snakke.

De to andre er begge tidligere soldater og krigsveteraner. I dag er jeg selv ansat i Søværnet og er netop kommet hjem fra min egen første udsendelse. At høre om deres oplevelser af krig og deres tid i militæret har været enormt interessant for mig.

De har begge oplevet meget hårde ting på deres udsendelser og lider også begge af PTSD. Det har jeg slet ikke selv. Så når de er langt nede, bruger de hinanden til at tale om deres oplevelser – og så lytter jeg bare.

Det har virkeligt udvidet min egen horisont at få et indblik i deres liv, og hvad krig kan gøre ved et menneske. Og jeg havde nok aldrig fået det indblik og den kontakt til dem, hvis ikke vi havde mødt hinanden online den nat for knap tre år siden.

I dag ringer vi stadig sammen.

Læs hvordan Daniels ven, Martin, har brugt deres online fællesskab herunder.

4

Veteranen Martin finder fællesskab i krigsspil

(Foto: Ilustration - Oliver Seppo © (c) DR)

38-årige Martin Wurm kom hjem fra sin udsendelse i Afghanistan i 2008. Med sig havde han en voldsom nærdødsoplevelse og posttraumatisk stresslidelse (PTSD) som følge af sine oplevelser. Online fandt han et fællesskab, der hjalp.

For mig er det at spille computerspil en pause fra virkeligheden. Det giver mig en mulighed for at gå ind i en anden verden og for en stund at glemme den, jeg selv sidder i.

Men gennem computerspil har jeg også fundet et fællesskab med andre, der har haft samme oplevelser som mig, og som har været en stor hjælp at snakke med, når det har været svært.

Der findes selvfølgelig fysiske grupper for krigsveteraner, hvor man kan møde op. Men det er ikke så privat at sidde i en større gruppe. Og så er der hele den praktiske side, hvor man skal huske en specifik dato og transportere sig langt for at komme til mødet. Og så er jeg ofte træt, inden jeg overhovedet når frem.

Der har de online fællesskaber en helt åbenlys fordel.

Det kan måske lyde lidt skørt, at jeg spiller et krigsspil, 'Battlefield', når nu jeg selv har været i krig. Men spillet er meget lidt virkeligshedsnært, så for mig er det udelukkende underholdning.

Og det er også her, jeg har mødt Daniel, Kevin og Frederik, som er blevet den stærkeste online vennegruppe, jeg har oplevet.

Kevin, der også er krigsveteran, har PTSD ligesom mig selv. Så vi bruger meget hinanden til at udveksle oplevelser og erfaringer. Det er meget nemmere at snakke med en, der har gennemgået det samme som én selv, end med et familiemedlem, der ikke kan sætte sig ind i ens følelser.

Facebook
Twitter