Daniel sagde farvel på sin blog fem dage før sin død: Hele landsbyen fulgte med til det sidste

Han var kun 28 år, da kræften vandt kampen - men hans minde og tanker lever videre på nettet.

Der bor omkring 1.300 mennesker i den nordjyske landsby Nors.

Her kender man hinanden, og man interesserer sig for, hvordan andre går rundt og har det.

Måske var det derfor, Daniel Isaksen på sin blog begyndte at skrive om den sygdom, som endte med at koste ham livet i en alt for ung alder.

- Jeg tror, Daniel følte et ansvar for at holde folk opdateret, fordi snakken i forvejen gik i det lille samfund. Han ville gerne selv være den, der informerede om, hvordan det hele stod til, siger 27-årige Nicolai, der er Daniels yngste lillebror.

- Jeg kan også sagtens forestille mig, at det var for at skåne os alle sammen. Vi to brødre og vores mor og far. Så vi ikke skulle gå og fortælle om det hele tiden. Helt til det sidste tænkte han på andre end sig selv, siger Simon, der er 30 år i dag og dermed to år ældre, end hans storebror endte med at blive.

I sig selv en underlig tanke.

Mest af alt var Daniels blog med titlen 'Anden omgang - min kamp med leukæmi' et sted, hvor han havde mulighed for at læsse nogle af sine tanker af.

Ud af hovedet, gennem fingrene, ned på tasterne og ud til hele verden.

Ligesom en del kræftsyge unge i dag gør på Facebook og Instagram.

Daniel blev ramt af leukæmi - kræft i blodet - tre gange, og i perioderne imellem dem var han symptomfri.

Første gang var i april 2007. Pludselig virkede Daniel træt og sjældent uoplagt.

Han havde altid været fuld af energi. Typen, der gik i seng klokken 21 og stod op før solen for at få det optimale ud af dagen.

- Et vanvittigt a-menneske, siger hans brødre i munden på hinanden og udveksler blikke, der bekræfter det.

- Daniel havde et ekstremt overskud. Han fungerede nærmest som mentor for flere af sine klassekammerater, siger Simon.

Noget tydede på, at Daniel havde kyssesyge, men da han begyndte at bløde fra tandkødet, blev lægerne bekymrede.

Bekymringen var velbegrundet. Daniel fik den besked, mange frygter hos lægen: Du har kræft.

Daniel var lige flyttet til Aarhus, da han var kommet ind på drømmestudiet på journalisthøjskolen. Her oprettede han en blog, der var tænkt som et online-cv til kommende arbejdsgivere, når han rigtigt skulle ud og være voksen og finde sig et arbejde.

Da han blev syg, begyndte han i stedet at skrive om sit liv med kræften og alle de tanker, der fulgte med.

De kørte rundt i hovedet på ham konstant, så han lå vågen om natten.

Han lå bare og spekulerede, og samtidig væltede det ind med beskeder fra venner og bekendte hjemmefra via Facebook, der kun lige var kommet frem.

- Det var overvældende med så meget opmærksomhed, og derfor var det en befrielse for ham at læsse af på sin blog, siger Nicolai, der læste med i storebrorens opdateringer, selv om han kun selv var et stort barn dengang.

I sine blogindlæg delte Daniel meget af det, han ikke havde lyst til at snakke med andre om ansigt-til-ansigt. Heller ikke familien.

Der var et andet og mere grovkornet filter på bloggen, hvor sandhederne blev fortalt i ekstremt velskrevne og velovervejede ord. Til tider nærmest poetisk.

- Der var stor forskel på, hvad han skrev, og hvad han fortalte os. Daniel var normalt en mand af tusinde ord, som vi plejede at sige. Munden stod sjældent stille, siger Nicolai.

- Men når det handlede om sygdommen, lukkede han i og blev lakonisk og kortfattet, når vi sad sammen og snakkede. Jeg tror, det igen handlede om at skåne særligt vores forældre.

Nicolai husker, at han altid tog det som et godt tegn, når der dukkede et nyt indlæg op på bloggen, for så vidste han, at Daniel i det mindste havde kræfter til at skrive.

Det betød blandt andet meget for ham, efter at Daniel under sin anden omgang med leukæmi var igennem en hård knoglemarvstransplantation på Rigshospitalet i København.

- Hvis vi følte, at vores forældre prøvede at male tingene lidt bedre, end de var, var det rart at læse, hvad Daniel selv tænkte.

Den 2. april 2012 skrev Daniel eksempelvis:

"Det handler om at holde ud. At holde ud at se sig selv i spejlet med store blodsprængninger i øjnene og kinder som en hamsters af ren og skær betændelse (…) Tallene falder, som de skal, men på et tidspunkt skal de også kravle op igen og stå på egne ben med støtte fra en donor. Først skal jeg dog være planmæssigt smadret."

Billeder på bloggen viser, hvad han snakkede om.

Daniel genoptog sine studier, de to gange han blev erklæret symptomfri, men han havde svært ved at finde sig tilrette i det nye liv, hvor han ikke længere var syg.

Det var blevet en væsentlig del af ham, og mange af hans blogindlæg handler om tiden mellem de to første omgange med leukæmi.

Han var meget i tvivl om livet, og på om han nogensinde ville blive gammel.

Det handlede måske om, at han mentalt havde været forberedt på døden og tænkt det hele igennem. Nu skulle han pludselig tage stilling til at leve igen.

Når hovedet skulle renses, hoppede han tit på bussen fra Skejby ind til Aarhus C., hvor han fandt en god siddeplads i Lagkagehuset og tilbragte nogle timer foran sin bærbare.

- Han kaldte det for sit udekontor. Han brugte virkelig meget tid dernede, fordi han havde brug for at komme ud og væk, og jeg ved, at en del af hans bacheloropgave er skrevet i bageriet, siger Simon.

Opgaven gav ham et legat på 10.000 kroner, som han formentlig ikke nåede at bruge.

Og så siger det meget om Daniel, at én af ekspedienterne fra Lagkagehuset dukkede op til hans begravelse hjemme i Nors.

- Daniel gjorde indtryk på folk. Alle kunne lide ham. Selv da han var allermest afkræftet - næsten bevidstløs - efter en kemobehandling, havde han overskud til at joke med sygeplejerskerne, husker Simon.

Den 22. juni 2014 skrev Daniel et indlæg under titlen 'Arret', hvor han fortæller, at han for første gang længe var taknemlig for sit liv.

At tingene nu endelig så ud til at lysne efter flere års mørke.

På det tidspunkt havde han færdiggjort sin uddannelse, han havde lige fået sit første, faste job, og sommeren stod for døren med en tur til Northside-festival som det første på programmet.

- Vi begyndte at genkende vores gamle Daniel, som vi huskede ham, fra før sygdommen dukkede op og forandrede alting. Simon tog med ham på stadion, og jeg delte hans interesse for film, så vi tog i biffen og ud at spise. Jeg var lige begyndt at tænke, at han kunne have et liv efter den her sygdom, siger Nicolai.

Under Northside besvimede Daniel, selv om han ikke drak alkohol.

Han havde igennem noget tid haft stærke mavesmerter, som han bekymrede sig meget om, mens han forsøgte at overbevise sig selv om, at det sikkert var harmløst.

"Jeg er ikke den optimale udgave af mig selv lige pt. (…) Det er noget, der relaterer sig til min mave og mine tarme. Altså noget, der er indestængt rent fysisk. Noget, der ikke kan ses med det blotte øje. Og lidt på samme måde er det faktisk med den del, der taler ind i mit hoveds nuværende hurlumhejhus. Vrede, frustration og afmagt fører ikke noget positivt med sig. Det siger jeg til mig selv og bliver endnu mere vred; vred på mig selv over at føle mig vred og frustreret", skriver han den 7. juli 2014.

Der blev lavet nye undersøgelser, og Daniel fik at vide, at han for tredje gang havde fået leukæmi.

Hvis den første besked fra lægerne var et knytnæveslag i ansigtet, var det her et frit fald fra femte sal.

Herfra gik det hurtigt ned ad bakke.

Daniel fik det værre, og det stod klart, at han ikke havde lang tid igen.

Da han til sidst flyttede på hospice, fortalte han Simon, at han ville brændes. Han skulle ikke lægges i en kiste og sænkes i jorden.

Ellers blev der ikke sat ord på noget omkring begravelsen, for han havde ikke lyst til at snakke om den slags.

Hvilken 28-årig har lyst til at diskutere sin egen begravelse med sine forældre?

I ét af sine blogindlæg skriver han imidlertid:

"Lyden af 'Hallelujah' fik mig til at tænke tanker, jeg slet ikke kunne overskue. Skulle det være den sang, de spillede, når de bar min kiste mod sin endedestination? Og så var det, det slog mig: Måske er jeg ikke bange for døden. Måske er jeg bange for alt det, jeg kommer til at savne."

Daniel havde set en ung pige synge Leonard Cohens sang i TV2-programmet 'The Voice', og det havde sat tankerne i gang.

- Vi tog det som et hint, og sangen blev spillet i kirken, da vi bar kisten ud. Det var Myles Kennedy-versionen. Præcis, som vi formoder han gerne ville have det, siger Simon.

På den måde har bloggen gennem årene været brugbar for hele familien både undervejs i forløbet og efter Daniels død.

Det sidste blogindlæg skrev Daniel den 25. september 2014.

Hele familien var samlet på hans stue, hvor de forsøgte at genskabe den hyggelige stemning, de var vant til hjemme i Nors. Læste, gættede med i 'Kender du typen', snakkede og spillede FifaPlayStation.

Daniel sad i sengen med sin computer foran sig og skrev under titlen 'Sidste':

"Stilhed kan have mange årsager. Den kan være ønsket eller tvungen. Den kan være nødvendig eller ubelejlig. Og så kan den simpelthen skyldes, at man ikke ved, hvad man skal sige."

Så trykkede han 'send'.

Der var ikke mere at sige. Manden af tusinde ord var løbet tør for alt.

- Min far prikkede til mig, og sagde, jeg skulle gå ind og læse det. De andre læste også med på deres telefoner, men ingen sagde noget, mens tårerne pressede sig på. Det var så uvirkeligt. Vi vidste allesammen, hvad det her var. Det var et endeligt farvel til hans følgere, siger Simon.

Heldigvis nåede han at vise Daniel den tatovering med inspiration fra Kashmirs 'Rocket Brothers', han fik lavet på sin venstre underarm.

Daniel elskede den sang, og i musikvideoen dør den ene bror, hvorefter den anden flyver op til ham på en raket.

Daniel skrev den aften en besked til Simon med et link til videoen og tilføjede "To the sky and beyond, brother".

Efter Daniels død fik Simon tilføjet et par vinger på den ene bror, og ved siden af Daniels gravsten blev der sat en følgesten med ordene "To the sky and beyond".

Privatfoto.

Efter fire dage på hospice døde Daniel den 30. september.

Hele familien var der, og hans sidste ord var ’jeg kan ikke høre jer’. Så forsvandt han lige så stille, og klokken 20.17 sov han ind, mens Simon sad og holdt ham i hånden.

Mens Daniels mor stadig tager forbi kirkegården hver eneste dag, har hans brødre andre måder at huske ham på, og hans blogindlæg betyder meget i den sammenhæng.

- Vi oplever begge en følelse af, at han rammer noget nyt i os, i takt med at vi bliver ældre og vores livssituation ændrer sig. At hans tanker pludselig er relevante på en ny måde, siger Simon.

- Han var så god til at skrive, at jeg virkelig kan mærke ham i det, når jeg læser det. Det er fuld af essens, og hans tekster betyder meget mere end nogle af de materielle ting, han efterlod, siger Nicolai.

Hans nummer er stadig gemt i telefonernes kontaktbøger.

- Så sent som i går tog jeg mig selv i at ville sende ham en sms. Jeg gik forbi en AGF-spiller nede i byen, og min impulsive tanke var, at dét skulle Daniel da lige have at vide. Sådan nogle små beskeder elskede han at få, siger Simon.

Selv om det nu er mere end fem år siden, Daniel døde, har de begge stadig følelsen af, at han lever videre ét eller andet sted derude. At han bare er på en lang rejse, som han en dag vender hjem fra.

Daniel var et bindeled i familien, og de kan mærke, at han mangler, når de er samlet til fødselsdage, jul og så videre.

Der er opstået et hul efter hans død, som aldrig bliver lukket.

- Men han vil altid være her i kraft af sit fravær. Han lever videre i vores tanker, siger Nicolai.

Familien besluttede, at både Daniels blog og hans Facebook-side skal forblive åbne, fordi der er så meget værdi i dem.

Og fordi, omverdenen glemmer hurtigere end familien.

Selv i et lille samfund som Nors.

Unge kræftsyge og sociale medier

  • Hvert år får cirka 1.400 danskere mellem 15 og 39 år konstateret kræft. De fleste, der får en kræftdiagnose i den aldersgruppe, overlever ifølge Kræftens Bekæmpelse sygdommen.

  • En dansk undersøgelse fra 2019 foretaget blandt 205 nuværende og tidligere kræftpatienter mellem 15 og 29 år indikerer, at sociale medier bliver vigtigere for unge, når de får kræft. Knap halvdelen af de adspurgte fortæller, at de har brugt sociale medier enten 'noget mere' (34 procent) eller 'meget mere' (13 procent) efter deres kræftdiagnose.

  • Tallene i rapporten refererer til generel mediebrug, der ikke nødvendigvis er relateret til kræft, men undersøgelsen viser, at mange har opsøgt eller delt indhold om kræft på sociale medier.

  • Den mest søgte type indhold om kræft er personlige fortællinger om sygdommen, som 76 procent har opsøgt. Halvdelen fortæller, at læsning af andres kræftfortællinger kan gøre, at man ikke føler sig alene. Andre har bevidst forsøgt at undgå andres sygdom, fordi det kan udløse nervøsitet eller frygt hos dem.

  • Cirka otte ud af ti har selv aktivt delt indhold om kræft i lukkede eller private fora på sociale medier, mens omkring syv ud af ti har delt indhold om kræft i mere åbne eller offentlige fora.

  • De fire mest udbredte grunde til at dele indhold om kræft er den terapeutiske effekt af at få sat ord på tanker og følelser, et ønske om at hjælpe andre i en lignende situation, et praktisk behov for at kunne informere mange i et netværk om sygdomsforløbet og et ønske om at sætte kræftrelaterede emner på dagsordenen.

Kilder: Nordcan 2015, Kræftens Bekæmpelse, ’Unge danske kræftpatienters brug og oplevelse af sociale medier’ (2018-2019)

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter