De store stillinger må vente: 'Hvis jeg jagter alt i 30'erne, hvad skal jeg så bruge 40'erne på?'

32-årige Anne har høje karriereambitioner, men har givet sig selv et 'arbejdsloft,' imens børnene er små.

- Hvorfor skal vi række ud efter alt det gode i livet i 30'erne?

Anne Kjelst tygger lidt på det spørgsmål, hun netop selv har formuleret.

I løbet af de seneste fem år har hun givet Jesper sit 'ja', deponeret sin økonomi i et hvidmalet parcelhus i Aalborg Øst og tilføjet treårige Viggo og etårige Frida til familiens stamtræ.

Store begivenheder i de fleste menneskers liv.

Sådan ser Anne også på det.

Derfor har hun besluttet, at det ikke er lige nu, hun jagter de bestyrelsesposter og større lederstillinger, hun drømmer om at bestride på sigt.

- Som det ser ud nu, kommer jeg vel til at arbejde, til jeg bliver 80. Jeg har små børn de næste fem til ti år, og så begynder de at rende til alt muligt.

- Jeg kan kun skabe et godt fundament for dem én gang. Jeg kan aldrig gøre det om. Derfor er det heller ikke nu, jeg ønsker at gribe alle de bolde, jeg instinktivt kunne have lyst til i forhold til karrieren, siger Anne.

Det betyder dog ikke, at Annes karriere er totalt på standby.

Det er den på ingen måde.

Hun er HR- og kommunikationskoordinator i en mellemstor virksomhed med 250 ansatte.

Men selv om, der er opgaver nok til en arbejdsuge på 50 timer, har hun udstukket et loft for sig selv.

Det loft hedder 37 timer.

Anne er med på, at loftet måske ikke lyder kontroversielt i manges ører.

37 timer er trods alt det, de fleste er ansat til.

Men hun sidder i en type stilling, hvor mails fortsætter med at tikke ind, når hun har forladt kontoret klokken 15 for at hente unger.

Og hvor arbejdsopgaverne er flydende.

Hendes arbejdsdag behøver ikke være forbi, når hun forlader Mariendal Electrics' grå, firkantede hovedkvarter på Gasværkvej i Aalborg.

I modsætning til postbuddet, der vanskeligt kan uddele rudekuverter og feriehilsener hjemme fra sin stue, kan meget af Annes arbejde løses hjemme ved spisebordet foran computeren.

Der er altid et eller andet, hun kan tage fat på.

Noget hun kan gøre bedre.

Inden, hun blev mor, var det ikke usædvanligt, at arbejdsugen sneg sig op på 45 timer, uden hun rigtig bemærkede det.

Hun lod sig rive med. For hun elsker sit arbejde og har store ambitioner med det.

Derfor har hun været nødt til at træffe et bevidst valg om, hvor mange timer jobbet må tage af hendes tid, imens hendes børn er små.

Hun frygter, at hun vil fortryde det, hvis ikke hun definerer en grænse.

- Jeg har læst en del af de her damebladsartikler om sygeplejersker, der passer døende mennesker. De fortæller, at det, folk fortryder på deres dødsleje, handler om familie og relationer. At de ikke tilbragte nok tid med deres børn eller partner. De nævner ikke, at de gerne ville have prioriteret arbejdet højere.

Og dameblad eller ej – det budskab har sat sig i Anne.

- Jeg tænker nogle gange på den dag, hvor jeg skal skrive konfirmationstale til Viggo. Hvilken barndom vil stå tilbage? Var hans far og jeg der for ham? Var vi mentalt til stede? Og er vi stadig sammen, eller er hans hverdag fordelt på en syv-syv ordning mellem os?

- I disse tider, hvor vi hører om børn i mistrivsel, og omkring halvdelen af os bliver skilt, tænker jeg meget på, om jeg kan se mig selv i øjnene og sige: 'Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at skabe det fundament for Viggo og Frida, som vi ved, små børn har brug for. Jeg prioriterede at være hustru, i stedet for at lade mig opsluge af arbejde når børnene var lagt.'

Udover skilsmissestatistikker og beretninger om angstramte børn spiller historier om stressplagede danskere også ind på Annes beslutning om at indføre en 37-timersregel for sit arbejdsliv.

Hun møder selv stressramte i sit job som HR-koordinator, og hun har også haft snuden i stressstatistikkerne.

Hver tredje kvinde i hendes aldersgruppe – de 25- til 34-årige – oplever, at de har et højt stressniveau, viser de nyeste tal fra den Nationale Sundhedsprofil, som Sundhedsstyrelsen står bag.

Ifølge Anne er det bare 'sindssygt krævende' at have små børn.

Så hvis hun skal undgå at havne blandt de 34 procent med et højt stressniveau i hendes aldersklasse, tror hun, det er vigtigt, at hun nøje ser på, hvordan hun får sammensat en hverdag, der rummer aktiviteter, som både tager og giver energi.

- Min mand og jeg har talt meget om, hvordan vi skaber et familieliv, vi ikke har lyst til at holde ferie fra. Det er vigtigt, at vi har en hverdag, som vi ikke hungrer efter ferie fra. Ferie er dejligt, men det skal ikke være den, der gør, at vi føler, vi overlever.

Hjemme hos dem er arbejdsdelingen sådan, at Annes mand afleverer. Hans arbejdstid ligger nemlig mellem 10 og 18.

Det gør Anne til henteansvarlig.

Hun møder klokken 7 og smutter cirka klokken 15. Ved 16-tiden er hun så hjemme med begge unger. Derfra har de små tre timer sammen. Omkring klokken 19 begynder putterutinerne. En time senere sænker roen sig som regel over huset.

- Mellem klokken 20 og 22 har jeg for første gang på dagen to timer for mig selv. Der kan jeg vælge at have partid, flade på sofaen, motionere eller se en veninde. Der er plads til én af de ting. Hvis jeg prioriterede arbejdet der, var der ikke plads til andet.

- Jeg tror på, at ens arbejde både giver og tager energi. Derfor er der brug for tid til at lade op. Noget af det, der giver energi, tror jeg, er at få plejet sit parforhold, grint med en veninde eller rørt sig. Derfor er det vigtigt for mig at forsøge at lægge lommer ind til det.

Anne slår dog fast, at hun er fleksibel på sit arbejde. Computeren ryger frem, hvis en hasteopgave skal løses.

Men når den bærbare bliver klappet op derhjemme, tæller hun det som arbejdstid. Én aften med arbejde betyder som udgangspunkt, at hun kan gå tidligt en anden dag.

Selv om det kan være svært at overholde, indskyder hun med et forsigtigt smil.

Annes prioriteringer betyder, at der er nogle ting på jobfronten, hun ikke griber ud efter i øjeblikket.

Selv om hun virkelig har lyst nogle gange.

Anne udgør lige nu hele HR-afdelingen på sin arbejdsplads og arbejder tæt sammen med firmaets direktør og en direktionskonsulent.

Hun er ved en håndværksvirksomhed, hvor medarbejderne typisk møder ind tidligt og derfor holder fyraften ved 14-15-tiden.

Det er omtrent på dette tidspunkt, hvor dampende har lagt sig en smule, at ledelsesgruppen for alvor har tid til at reflektere over, hvordan den skal gribe forskellige opgaver an.

De eftermiddagssnakke kan være 'sindssygt' svære at forlade, synes Anne.

Hun skal virkelig hanke op i sig selv og sige: 'Du skal afsted, selv om det er hamrende spændende.'

Der er ingen sure miner fra direktøren og direktionskonsulenten over, at hun smutter.

Det er udelukkende et issue for hende selv.

Derudover betyder beslutningen, at der er nogle stillinger, hun ikke går efter lige nu.

Anne understreger, at hun er utrolig glad for sit nuværende job.

Hun udvikler sig hver dag og har masser af ansvar. Stillingen passer perfekt til, hvor hun er lige nu, men på sigt har hun ambitioner om at komme ind i større virksomhed, som har en decideret HR-afdeling. Sådan en afdeling kunne hun godt tænke sig at stå i spidsen for en dag.

Ligesom hun synes bestyrelsesposter og en stilling i konsulentbranchen, som har ry for at være relativt tidskrævende, lyder spændende.

De ting behøver bare ikke at ske lige nu.

For Anne giver det mening at forsøge at sprede livets store events ud over flere årtier.

- Hvis 30'erne både er der, hvor jeg bliver gift, køber hus, får børn og jagter de tunge stillinger, hvad er der så tilbage? Hvad skal jeg så løbe efter i 40'erne og 50'erne?

Anne bemærker, at nogle af livets store begivenheder ikke sådan lader rykke på sig.

Biologien gør, at det ikke er fuldstændig op til hende selv, hvornår børnene skal komme, og med deres ankomst giver det som oftest mening at investere i huset.

Karrieredrømmene er mere flytbare, mener hun.

Der er masser arbejdsår tilbage i hende, når Viggo og Frida rammer teenageårene og sikkert hellere vil hænge med vennerne end hjemme ved mama og papa.

- Det motiverer mig til at sige: 'Okay, det er i mine 40'ere og 50'ere, jeg virkelig gearer op på karrieredelen,' og så er jeg måske stadig lykkelig gift til den tid, fordi jeg ikke har brændt mit lys i begge ender ved at forsøge at nå det hele på én gang.

- Hvis jeg forsøgte at indfri alle karriereambitioner samtidig med, at jeg var mor til to små børn, hustru og veninde, ville jeg føle mig bagude hele tiden.

- Nu kan jeg gå og glæde mig til om fem til ti år, hvor jeg kan give den gas og løbe efter nogle af de bolde i arbejdslivet, jeg må lade glide forbi i øjeblikket.

Men selv om Anne bliver påvirket af skilsmisserater og beretninger om døende, der ville ønske, at de havde siddet mindre på kontoret og talt mere med deres børn, kan hun have svært ved at holde fast i beslutningen om at trække stikket på sit arbejde ved 15-tiden.

Først og fremmest fordi hun elsker det, hun laver, og bliver opslugt af det.

Dernæst fordi de karrieremennesker, hun er blevet konfronteret med gennem sit liv, har været nogle 'arbejdsheste.'

På nært hold har hun set sin far slide fra tidlig morgen til sen aften som selvstændig. Ligesom hendes første chef, som er et af hendes store faglige forbilleder, var og er en arbejdshest.

- De her ting er for mig blevet et symbol på, hvordan et karrieremenneske er. Det påvirker mig på den måde, at jeg ikke altid synes, jeg lever helt op til mine egne ambitioner. Hvis jeg gik all in, lagde de ekstra to timer om aftenen, kunne jeg jo levere mere.

- Det giver en følelse af utilstrækkelighed. En tvivl om, hvorvidt jeg forløser mit fulde potentiale.

Hun tilføjer:

- At være til stede er en meget tydelig måde at vise på, at du går op i dit arbejde. Hvis du sidder fra 8-18 er det tydeligt for alle, at du prioriterer dit arbejde højt. Det symbol kan være svært at hamle op med. Hvordan finder man noget, som står ligeså stærkt?

Annes måde at håndtere usikkerheden på er at være åben overfor sin chef og sige: 'Jeg føler ikke altid, jeg slår til. Løber jeg efter det rigtige? For der er vildt meget at tage fat på, og jeg vil sindssygt gerne, men jeg kan ikke tilbyde flere timer.'

På den måde er lederen klar over, at det ikke handler om manglende engagement, mere hvad der praktisk er muligt for hende i øjeblikket.

Ligesom hun sikrer sig, at de opgaver, hun udfylder sine 37 timer med, rent faktisk er dem, som hendes arbejdsgiver mener, er de vigtigste og mest værdiskabende.

Desuden forsøger hun at vise sit engagement ved at være fleksibel. Som nævnt; Brænder noget på, arrangerer hun sig på hjemmefronten, så hun kan give et ekstra nap med.

Grundlæggende har hun en tro på, at hun nok skal nå det, hun drømmer om med karrieren.

Men det gibber i hende, når Linkedin fortæller, at en studiekammerat nu er blevet partner, eller hun kan se, at en af dem, som tog springet og flyttede fra Aalborg til København efter universitetet, har landet en stilling i en stor verdensomspændende organisation.

Så kommer tanken: 'Hold nu op. Det kunne også være fedt. Gad vide, hvordan min rejse derhen bliver?'

Hun frygter dog ikke, at hun har spillet sig selv af banen til den slags poster i fremtiden, fordi hun i sine 30'ere har besluttet at have et arbejdsloft, imens andre af hendes jævnaldrende kører på med lange arbejdsuger.

Hun plejer sit netværk for at holde sit navn i spil. Når lejligheden byder sig, flager hun for sig selv og siger: 'Det kunne jeg godt tænke mig, når børnene bliver lidt ældre.'

Direktionskonsulenten, der i sin tid ansatte Anne i hendes nuværende stilling, har hun allerede talt bestyrelsesposter med.

De havde en snak om, at hun forhåbentlig skal være ved dem længe, men at når hun skal videre, passer det nok med, at de trænger til at ryste lidt op i bestyrelsen og gøre plads til nogle kvinder.

Der spillede hun sig selv på banen som et bud på et bestyrelsesmedlem, da hun jo kender branchen.

- Så der har jeg allerede flaget for mig selv.

- Jeg plejer at nå de ting, jeg sætter mig for, så hvorfor skulle det ikke lykkes?

Facebook
Twitter