Drømmefyren var ren svindel: Sarah Amalie skrev med falsk profil i fem år

'Jonas' har snydt et utal af kvinder og leget med deres følelser i flere år.

Hun følte sig heldig.

Jonas Ceer var super flot, veltrænet, havde en fed bil og var vokset op i et stort hus på en dyr adresse. Sarah Amalie Kristiansen følte, de havde noget helt særligt sammen. Det var tydeligt fra første gang, han kontaktede hende på Instagram for fem år siden.

- Der var da den her spænding mellem os. Han virkede så interessant, og han var god til at fange min opmærksomhed og min interesse. Han fik mig til at tænke på noget andet efter bruddet med min eks, siger 25-årige Sarah Amalie, som lige var blevet single, da Jonas dukkede op i hendes liv.

Jonas og Sarah Amalie skrev ofte sammen, mange gange dagligt, og hun fortalte sine tætte veninder om ham. Han var klart kærestepotentiale.

Men Jonas var hverken den perfekte ven eller en mulig kærlighed.

Jonas findes nemlig slet ikke.

Personen bag navnet 'Jonas Ceer' brugte Instagram, Facebook og Snapchat til at få kontakt til en række kvinder. Hans egen falske Instagram-konto var fyldt med fotos af den veltrænede krop, rejser, mad og damer. (© dr)

Stolede på ham

Bag profilen gemmer sig en ukendt person, som har snydt et utal af kvinder. Ikke for hverken penge eller nøgenbilleder, men ved at lege med deres følelser bag sin computer.

- Jeg var meget frustreret og meget sur. Jeg stolede jo på ham, jeg havde skrevet med ham i så mange år. Det er sindssygt tarveligt, at en person kan udnytte en på den der måde, siger Sarah Amalie, som arbejder i en tøjbutik.

- Jeg havde slet ikke tænkt over, at han ikke var ægte, og han spurgte jo aldrig om penge, fotos eller noget. Han har været flink hele vejen igennem, så det har bare været rigtig tarveligt at 'lave' et liv, som ikke er der. Jeg er skuffet over, at mennesker kan være sådan.

(© dr)

Lige nu kan du i DR3s dokumentarserie 'Forført af en falsk profil' på DR TV følge jagten på den person, der gemmer sig bag den fake profil og høre en række kvinder fortælle, hvordan de er blevet fuppet af Jonas.

Fælles for kvinderne er, at de har langt hår, er solbrune, går op i deres træning og udseende, har store læber, fyldig barm og ikke har problemer med at vise sig frem på sociale medier. De fortæller alle, hvordan Jonas er god til at spørge ind til dem, hvordan han giver dem opmærksomhed, og hvordan han er en rigtig drømmefyr.

Meget creepy

Hvem der gemmer sig bag den falske profil, vides ikke, men de fotos han bruger til at lokke kvinderne ind i sit spind af løgne, tilhører formentlig en intetanende og uskyldig fyr i USA.

Jonas smed ofte fotos af sig selv på sociale medier. Hvis man kigger nærmere, ser det ud som om, at personen på billedet står på et postkontor i USA. (© dr)

Fupnummeret har tråde ud til hele landet, og flere ofre for hans løgne dukker op løbende.

- Siden første afsnit er blevet vist, har tre-fire kvinder skrevet til mig, at de også har skrevet med ham. Han har været så mange steder, det er helt vildt, siger Sarah Amalie og fortsætter:

- Det er meget creepy, for jeg fandt ud af, at mange af de piger, han var venner med på Facebook, var nogen, jeg kendte.

En af dem er Sarah Amalies veninde, 26-årige Pernille fra Næstved, som også er blevet snydt af Jonas. Hun fandt for nyligt ud af, at Pernille også skrev sammen med ham og fortalte hende, at han ikke eksisterede.

I tre år skrev Pernille sammen med Jonas. Hun blev både fortvivlet og bange, da hun fandt ud af, at han ikke var ægte. (© dr)

- Hvad snakker du om? Hvorfor siger du, han er fake. Han er min ven. I næsten tre år har jeg kendt den her fyr, lød Pernilles reaktion, da Sarah Amalie fortalte, at Jonas ikke eksisterer.

Den Jonas, som bag det succesfulde liv, flotte ansigt og veltrænede krop var følsom og kendte til sårbarhed og sygdom i familien, som han delte med Pernille.

Taggede på Facebook

Heller ikke Pernille var i tvivl om, at Jonas var ægte. Blandt andet fordi Jonas havde tagget Sarah Amalie og andre kvinder i Facebook-opslag, så det så ud som om, at de var ude at spise sammen eller i byen. Det hele gav indtryk af, at han var en ægte person.

Men da hun så Facebook-gruppen, hvor 16 andre piger skrev samme historie om, at de var blevet snydt af ham, gik realiteten op for hende.

Og så begyndte Pernille pludselig at se ham i et helt andet lys.

- Jeg studerer alle hans billeder og bliver faktisk ret bange for ham. Jeg går ud til mit vindue og kigger, om nogen holder øje. Jeg er bange, husker Pernille om episoden.

Straks konfronterede hun Jonas med det, hun havde hørt, og han blev irriteret og sur og ville vide, hvem der havde fortalt det. Hvis hun ville tro på de sindssyge kællinger, han havde såret, måtte hun jo gøre det, lød beskeden.

Jonas sendte ofte feriefotos fra især Miami til de piger, han skrev med, hvor han og nogle venner havde en fest. (© dr)

'Det driver mig til vanvid'

Ingen af de kvinder, Jonas har snydt, har fået svar på, hvilken person der gemmer sig bag hans profil.

- Det driver mig til vanvid, at jeg ikke ved, hvem det er, jeg har haft kontakt med. Jeg bryder mig ikke om det. Så jeg vil bare finde ham, snakke med ham og høre hvorfor, siger Pernille.

Både Sarah Amalie og Pernille har dog en idé om, hvilken type det kan være.

- Jeg tror, det er en person, der sidder derude og keder sig rigtig meget og ikke har det liv, han har opstillet med venner, piger, familie og rejser. Det er en person, der har virkelig meget tid, siger Sarah Amalie.

Ofte sendte Jonas snaps fra træningscentret, hvor han skrev en hilsen, ledsaget af en selfie med bar overkrop. (© dr)

I starten var hun vred over, at han havde manipuleret sådan med hende og de andre. Nu har hun mere ondt af ham.

- Jeg var sur den dag, jeg fandt ud af det, for jeg følte, han var min ven, og jeg tænkte: 'Hvad fanden har du gang i'. Nu er jeg hverken sur eller bitter eller noget som helst, men nu vil jeg bare finde ud af, hvem det er.

De fem års løgne har sat sig i Sarah Amalie.

- Det har helt sikkert sat tanker i gang. Jeg har ikke skrevet med nogen, jeg ikke har mødt før. Man tænker lige en ekstra gang over, hvem man svarer, siger hun.

Og så giver hun et godt råd til alle, der begynder at skrive på nettet med en ukendt person.

- Få snakket i telefon med personen. Spørg ret tidligt, om I skal facetime eller noget andet, så du er sikker på, personen er rigtig. Og hvis han bliver ved med at aflyse jeres møder, er der grund til at blive mistænksom, siger hun.

Det er Pernille enig i.

- De sociale medier er bare blevet en stor del af vores generation, og det er næsten lige ved, at man har flere venner på sociale medier, end man har i virkeligheden. Så jeg håber, at folk vil tænke over, hvem de skriver med, og hvem de deler informationer med fremover.

Facebook
Twitter