'Du kommer hjem og er sur og stresset hver eneste dag': 25 ting, vi gerne vil sige til vores fædre

Det kan være en hård omgang, når vi ikke har det godt med vores fædre.

(© Dr)

Har din far svigtet dig eller været fraværende? Så er du langt fra alene.

I denne uge har DR3, P3 og dr.dk sat fokus på fraværende fædre, og flere har delt deres historier om, hvordan de har et dårligt eller ikke-eksisterende forhold til deres far.

I den forbindelse har vi også spurgt brugerne på DR3's Instagram, hvad de ønsker at sige til deres far, hvis han har svigtet eller har været fraværende.

Det er der kommet mange rørende og hudløst ærlige svar ud af, der både er fyldt med skuffelse - men også i flere tilfælde stor kærlighed. Og måske en far eller to har godt af at læse med.

1

(© Dr)

- Kære far. Jeg ville ønske, at du ikke havde begået selvmord, da jeg var fire år. Jeg har så mange ubesvarede spørgsmål, som fylder mere og mere hos mig, jo ældre jeg bliver. Jeg ville ønske, at jeg dengang havde kunnet have givet dig et kram og fortælle, at det hele nok skulle gå. Jeg ville ønske, jeg havde været i stand til at tale dig fra det.

Kristian, 28 år

2

- Jeg ved godt, at folk tror, du er en god og rar person, men jeg har aldrig haft nogen respekt eller kærlighed til dig, siden du sagde, du ikke kunne lide mig. Det er hårdt at få at vide som niårig, og jeg kan stadig bryde sammen over det her 11 år efter.

Kvinde, 20 år

3

- Jeg kan ikke forstå, hvordan du har kunnet vælge dit arbejde over mig i så mange år. Når vi endelig tilbragte tid sammen, føles det som at være sammen med en fremmed. Selvom dit arbejde stadig har en høj prioritet, føler jeg mig langt mere elsket af dig i dag.

Caroline, 23 år

4

- Jeg ved, hvad du sloges med, og jeg savner den far, du aldrig kunne være. At være hjerneskadet er ikke nemt, og du gjorde, hvad du kunne.

Henrik

5

- Jeg ville ønske, at du fik dig et nyt job. Du kommer hjem og er sur og stresset hver eneste dag. Det ødelægger familiens sammenhold, og min bror er aldrig hjemme.

Anonym, 21 år

6

- Jeg ville ønske, at du ikke var så egoistisk, selvoptaget og ude af stand til at forhandle dig frem til løsninger, så begge parter ville blive glade.

Frederikke, 18 år

7

- Jeg ville ønske, du ville tænke mere over, hvordan dine handlinger virkelig kan såre andres følelser. Det er svært at tro på, at du ikke selv kan se, hvad du gør med den uddannelse og det job, du har. Du rådgiver andre godt, men privat gør du præcis det modsatte.

Marie, 18 år

8

- Det er okay, at du valgte mig fra. Jeg er knust, men jeg er ikke vred mere. Jeg har valgt at acceptere det, selv om jeg godt kunne bruge dig i alle de år, du svigtede mig. Jeg hader dig ikke, men jeg har erstattet dig med min mors kæreste, som en far for mig, ligesom du erstattede mig.

Anonym, 20 år

9

(© Dr)

- Jeg tager stadig mig selv i at aflæse dine reaktioner på ting, før jeg selv tør reagere. Din vrede og bitterhed og min skam, over at ingen af veninderne ville hjem til mig, fordi de frygtede dig. Du har gjort mig skrøbelig og enormt usikker.

Maria, 26 år

10

- Please forstå, at du skal lade mig være. Nu har du forsøgt at få kontakt i 15 år.

Anonym, 26 år

11

- Kære far. Jeg ved godt, at du prøver at lægge flasken og tage dig sammen til at blive en bedre mand og tilstedeværende far. Men det er ikke godt nok. Du har ødelagt mit forhold til mænd for evigt. Jeg stiller aldrig krav til andre, fordi jeg ikke ønsker at blive skuffet.

Anette, 28 år

12

- Jeg ville ønske, du ikke var så følelseskold og kunne have givet mig den faderlige kærlighed, som jeg aldrig har fået. Når jeg ser, hvordan andre fædre er med deres børn, bliver jeg rigtig ked af det indeni...

Kvinde, 25 år

13

- Nej, det er ikke okay at sælge hash foran mig som 10-årig! Tag dig sammen, søg hjælp og se, hvad du mister. Jeg ved godt, at din barndom var forfærdelig, men det er ikke en undskyldning for at give lortet videre. Det er en udfordring, som du skal kæmpe dig igennem.

Kvinde, 28 år

14

- Da du døde, var jeg kun 12 og fattede ikke, hvad der skete. Jeg mærker stadig i dag, at jeg er vred på dig over, at du er rejst ud af verden og har efterladt mig her. Og så frustrerer det mig, at jeg nærmest ikke kan huske dig.

Anonym, 26 år

15

- Jeg ville ønske, du ville have brugt din tid på at genskabe kontakten til dine voksne børn, fremfor at starte en ny familie i en alder af 61 med din sekretær.

Anonym, 30 år

16

(© Dr)

- Jeg er rasende over, at du forlod os for en anden kvinde. Jeg er rasende over, at du spiller offer, når det er mor, der går derhjemme med en depression og selvmordstanker, fordi hun har mistet sit livs kærlighed. Du tror, du kan redde vores forhold med materielle goder, men det eneste jeg ønsker, er, at vi kan gå tilbage i tiden, da vi var en stor, lykkelig familie.

Kvinde, 19 år

17

- Det var 100 procent mit valg at skære dig ud af mit liv, men hvor er jeg dog skuffet over, at du ikke har prøvet det mindste at få mig tilbage i dit liv.

Andrea, 21 år

18

- Du svigtede os for flasken, men der er meget, jeg gerne ville have spurgt om. Jeg er ked af, at du døde, før jeg nåede at tage rigtig kontakt til dig.

Kvinde, 25 år

19

- Jeg er ked af, at du tror, du er så meget i vejen, at du ikke længere kan skrive tillykke på min fødselsdag. Det knuser mit hjerte, fordi jeg godt ved, du ikke har det godt. Inderst inde tror jeg godt, du ved, at du har fejlet i din rolle som far, og det er derfor, det er så svært for dig. Men far, jeg tilgiver dig, mere end jeg burde. Jeg lærer at leve med savnet, og på en eller anden måde elsker jeg dig stadig.

Kvinde, 21 år

20

- Tag dig sammen! Lær at lave mad! Gør rent! Tag ansvar for den lejlighed, du bor i! Du kan ikke være bekendt at lade min mor tage hele slæbet, når hun stadig arbejder, og du ikke gør.

Anonym

21

- Jeg ville ønske, du var klar på det ansvar, der følger med, når man får børn. Du behandler os som pyntedukker, når vi endelig er hjemme hos dig, eller også er du bare ikke hjemme. Du var ikke klar til at få børn. Nu vægter du dit (bonus)barnebarn højere end dine to egne børn.

Kvinde, 18 år

22

- Du drak mors penge op. Du var voldelig, og vi var bange for dig. Du 'glemte' at hente os efter skole. Jeg var ikke særlig gammel, men jeg husker. Og nu undrer du dig over, at jeg ikke vil have noget med dig at gøre? Du er bestemt IKKE min far.

Kvinde, 20 år

23

- Jeg ville ønske, at du ville sige, at jeg ikke skulle tage mig af dig, og at du har det godt alene. At jeg ikke skulle føle skyld over, at min søster og bror ikke snakker med dig mere, og at det ville være okay, at jeg heller ikke gjorde.

Anonym, 19 år

24

- Jeg er ked af, at du overså mig i din og mors skilsmisse. Og stadig gør det. Det gør mig endnu mere ked af det, at du kun er interesseret i din 'nye' familie og glemmer at invitere mig med på ferier og familiemiddage.

Pernille, 25 år

25

- Jeg ville ønske, at du ikke kun tog dig tid til din nye kæreste, men også tænkte på os andre. Det virker, som om hun er hele din verden, og at jeg ikke er længere. Det gør ondt. Jeg ville ønske, jeg kunne få min far tilbage.

Kvinde, 23 år