Dum og doven eller stresset stræber? Hvad kommer der til at stå om mig og 10'ernes andre unge i historiebøgerne?

60'erne havde hippierne og 80'erne yuppierne - her tegner vi et portræt af 2010'ernes unge.

Om få dage folder dette årti sig sammen.

10'erne bliver til 20'erne, og den seneste tid er det gået op for mig, at det markerer en overgang i mit liv.

10'erne var mit ungdomsårti. Det årti, hvor jeg gik fra at være ung til næsten voksen.

Da årtiet startede, gik jeg i 2.g. Mine gymnasieveninder og jeg besøgte hinanden på vores 12 kvadratmeter store teenageværelser, hvor vi prøvede hinandens tøj og lagde smokey eyes, inden vi crashede en privatfest. Omkring midnat forlod den sidste bus forstæderne, og vi tog mod midtbyen, hvor vi vred os til 'Alors on danse' og 'We No Speak Americano' på Aarhus' dansegulve.

Her ved 10'ernes afslutning har mine gymnasieveninder og jeg ikke kun huer på, at vi er studenter. Vi har videregående uddannelser, fuldtidsjob og ord som vægstøvsugere og ejerskifteforsikringer har viklet sig ind i vores samtaler.

Nu spekulerer jeg over, hvad der kommer til at stå om min ungdomsgeneration i historiebøgerne. Os, der var unge op gennem 10'erne, og som nu ved årtiets udgang vel er en slags voksne.

Hvad bliver vores eftermæle?

60'erne og 70'ernes unge blev kædet sammen med studenteroprør, hippiebevægelse, kvindekamp, diskere, rockere og flippere med hønsestrik.

Mens 80'ernes unge blev sat i forbindelse med punkere, bz'ere og yuppier med Lacoste-trøjer og svinedyre armbåndsure.

Men hvad vil min ungdomsgeneration blive husket for?

Det har jeg spurgt fem mennesker om. De lever alle af at grave i unge menneskers gøren og laden.

På baggrund af mine samtaler med dem har jeg sammenfattet en række overskrifter, som kendetegner 10'ernes unge.

Men mennesker er forskellige – også selvom de er født omkring samme årstal. Her udpeger eksperterne nogle tendenser, de vil huske os for. Nogle vil kunne spejle sig mere i tendenserne end andre.

Vi gjorde, hvad der blev sagt. I hvert fald langt hen ad vejen.

Det vil eksperterne huske os for.

Vi blev bedt om at tage en uddannelse. Det gjorde hovedparten af os.

Mange gjorde sig endda umage, imens de tog den. Begrebet 12-talspiger opstod med vores generation. Det kan man læse i Den Danske Ordbog, som daterer betegnelsen tilbage til 2011.

Desuden har vi fået så mange 12-taller, at det simpelthen fik de voksne til diskutere, om det var for let at få topkarakter.

Derudover nævner flere af eksperterne, at ungdomskriminaliteten og unges alkoholindtag er raslet ned i løbet af 10'erne. Tal fra Justitsministeriets Forksningskontor viser, at der i perioden 2006-2016 har været et næsten stødt fald i ungdomskriminaliteten.

Kaster man et blik på Den Nationale Sundhedsprofil, viser den også, at unge drikker mindre.

I 2010 var det 40,5 procent af de 16-24-årige, der på en typisk uge overskred Sundhedsstyrelsens såkaldte lavrisikogrænse. I 2017 var det tal faldet til 27,1 procent.

Her vil den opmærksomme læser måske bemærke, at jeg så ingen grund har til at pudse glorien. For som jeg skrev i indledningen, gik jeg i 2.g i 2010. Dengang var jeg 18 år. Noget tyder altså på, at jeg tyllede flere bajere end unge i dag.

Og så vil jeg i parentes bemærke, at danske unge ifølge Vidensråd for Forebyggelse stadig er blandt dem i Europa, der drikker mest.

Det ændrer dog ikke ved, at eksperterne vil mindes os en generation, der generelt var pligtopfyldende og levede op til de forventninger, der var til os.

Ser vi på 60'erne og 70'ernes unge, går ord som oprør og protester igen.

Der blev demonstreret mod atomvåben. Mod Vietnamkrigen. Mod professorvældet og autoriteter generelt. Nogle unge deltog i kvindekampen, og i sidste halvdel af 70'erne marcherede flere unge med bannere med en orange, smilende sol, som stillede spørgsmålet: 'Atomkraft?' og gav svaret: 'Nej tak.'

Den slags oprør kommer eksperterne ikke til at huske os for. Tværtimod. De vil huske os som en generation, der rettede ind.

Selv om der blev gennemført tiltag, som havde konsekvenser for os, sparkede vi ikke meget fra os, mener eksperterne, og remser nogle af tiltagene op:

I 2013 blev fremdriftsreformen vedtaget. Ved blandt andet at justere SU-reglerne havde den til formål at få os hurtigere igennem uddannelsessystemet.

I 2015 ramte det såkaldte omprioriteringsbidrag uddannelsesområdet. Det betød, at der skulle spares to procent om året på landets uddannelsesinstitutioner.

Et år senere kom det såkaldte uddannelsesloft.

Der var demonstrationer ved tiltagene. Det husker eksperterne. Dog ikke i et omfang, vi vil blive husket for i fremtiden, mener de.

Vi vil snarere blive husket os for, at mange af os var fraværende til dem.

Den manglende demonstrationslyst var dog ikke ensbetydende med, at vi var ligeglade med politik.

Det understreger Jonas Lieberkind, som forsker specifikt i unges politiske engagement ved Aarhus Universitet.

Faktisk vil han huske os for at udvise en spirende interesse for netop det. I hvert fald sammenlignet med 90'ernes unge, som ifølge ham var den mest politisk passive ungdomsgeneration, vi har set i nyere tid.

Det kan blandt andet skyldes, at verden i det årti så ud til at falde i hak. Berlinmuren var faldet, Den Kolde Krig afblæst og økonomien i opsving.

Men i 00'erne rystede en række terrorangreb den vestlige verden. 9/11, bomber i Madrid og London. Desuden traf den daværende regering en omdiskuteret beslutning om, at Danmark skulle deltage i krigen mod Irak.

Og nå ja, i 2008 krakkede den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers, hvilket blev startskuddet til finanskrisen.

Måske derfor begyndte unge at udvise større interesse for politik. I hvert fald kan Jonas Lieberkind i analyser konstatere, at unge i slutningen af 00'erne begynder at give udtryk for, at de interesserer sig mere for politik.

Det ses både ved, at de unge, når de i undersøgelser direkte bliver spurgt, om de interesserer sig for politik, i højere grad svarer 'ja,' men også ved, at de i stigende grad angiver, at de taler med deres venner, familie og øvrige omgangskreds om politiske og sociale spørgsmål.

Den politiske interesse er kun taget til henover dette årti. Den har altså været stigende op gennem 10'erne. Så karikeret sagt indikerer analyserne, at de, der går på erhvervsskole og gymnasie i dag, interesserer sig mere for politik end mine jævnaldrende og jeg gjorde.

Men allerede op gennem 00'erne bemærker Jonas Lieberkind altså en ændring i unges politiske interesse og engament.

Den politiske interesse får os dog ikke nødvendigvis til at gå på gaden. Nogle vil nok indvende, at vi det seneste år har set mange unge deltage i klimamarcher og -strejker.

Dog er der sammenlignet med i 70'erne stadig et fåtal på gaderne, fortæller forskeren.

Interessen for politik giver sig mere udslag i, at vi er vidende om, hvad der sker, og giver udtryk for, at vi gerne vil diskutere politik med familie og venner.

Men at råbe op i det offentlige rum var ikke rigtig vores ting.

10'erne var også det årti, hvor vi kunne se skuespilleren Rudi Köhnke få et angstanfald for åben skærm.

Hvor vi kunne se 24-årige Ditte kaste op, imens hun fortalte om sin bulimi, og at hun aldrig følte sig god nok. Smuk nok. Cool nok. Flittig nok.

Ligesom det var årtiet, hvor vi i DR1-dokumentaren 'Historien bag de perfekte piger' kunne høre gymnasieelever sige ting som: 'Jeg vil have 12. Fuck samarbejde, det her handler om mig, og hvordan jeg skal klare mig i fremtiden' og 'jeg accepterer som regel ikke karakterer under 10 og 12. Og helst 12.'

Det seneste årti har beretninger om 'stressede,' 'pressede' og 'perfektionistiske' unge fyldt både etablerede og sociale medier.

Derfor kommer det muligvis ikke som nogen overraskelse, at eksperterne vil huske os for at være en generation, hvor en del kæmpede på det mentale plan.

Det kunne man for eksempel se på stressstatistikkerne. Der er lavet utallige undersøgelser om stress blandt danske unge. Mens metoderne og målgrupperne er forskellige, peger resultaterne i samme retning: Jeg og 10'ernes andre unge er fra en tid, hvor flere og flere unge ofte følte sig stressede.

Særligt kvinderne var ramt.

Og hvad skyldtes det så?

Tjaeh, der var formentlig mange forklaringer. Én dem er ifølge flere af eksperterne, at vi var den generation, hvor individualiseringen for alvor slog igennem.

De vil huske os som en generation, der blev flasket op med begreber som 'ansvar for egen læring,' 'individuelle handleplaner,' og et mantra om at vi skulle 'udnytte vores eget fulde potentiale.'

Måske fik det os til at vende ansvaret for vores eget liv og succes meget indad.

Det vil flere af eksperterne i hvert fald huske os for, at vi gjorde.

Fra at vores forældres ungdomsgeneration mere tænkte, at der kunne være nogle strukturelle årsager til, at de havde svært ved at lande et job som nyuddannede, vil vi blive husket for, at vi vendte det indad og spurgte: 'Hvad gør jeg forkert?'

Noemi Katznelson, professor og leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, peger på, at hun op gennem 00'erne konstaterede et skifte, hvor unge før i tiden ofte sagde om fremtiden: 'Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil. Jeg prøver noget forskelligt', blev det mere til: 'Jeg ved ikke, hvad jeg skal, men jeg burde vide det.'

Altså vi bebrejdede os selv, at vi ikke var i stand til at vælge mellem de hundredvis af forskellige uddannelser, der findes i Danmark.

Vores forældres ungdomsgeneration klandrede ikke på samme måde sig selv for ikke at have en fremtidsplan i skuffen, lyder det fra centerlederen.

Udover at vi vendte meget ansvar indad, nævner flere af eksperterne, at en del af os gav udtryk for, at vi følte, vi skulle leve op til mange ting.

På én gang vel at mærke.

Eksamensbeviset skulle helst bestå af 10- og 12-taller, og på CV'et skulle der fremgå et studierelevant job. Der skulle være tid til at se vennerne, være en god kæreste, feste, træne, spise sundt, se familien og opdatere de sociale medier.

Og så skulle det helst se nemt ud undervejs.

Den to do-liste fik nogle til at tabe pusten.

Men inden vi maler et entydigt dystert billede af trivslen blandt 10'ernes unge, minder et par af eksperterne om, at både medier og forskere har det med at dyrke ekstremerne.

Der var også mange, der balancerede mellem kropsidealer, karriereambitioner og socialt liv uden for alvor at tabe pusten.

Måske tabte de den indimellem. Det er en del af livet. Men det var bestemt ikke alle, der tabte den faretruende længe ad gangen, lyder det.

Vores ungdom var også viklet ind i selfies, filtre, likes, følgere og statusopdateringer.

Det hæfter flere af eksperterne sig ved.

Vi vil blive husket som en flok unge, der tog de sociale medier til os og vendte linsen mod os selv.

En del af os dokumenterede og livetransmitterede, når vi performede på livets forskellige facetter. Lige fra når et glimt af vores hverdag kunne illustrere, at vi havde god smag, mange venner og en kæreste, der elskede os, til når hverdagsglimtene kunne bevidne, at vi var kloge og dygtige.

Alt fra outfits, boligindretning, cafébesøg, byture, gaver fra kæresten, afsluttede eksaminer og nye job blev delt.

Ifølge nogle af eksperterne var det ikke uden konsekvenser.

De vil huske os for at være en generation, der ind imellem havde indtryk af, at alle andre levede et fedt liv, imens vi selv strugglede med studiet, kærligheden og et akneudbrud.

De sociale medier bærer en del af ansvaret for det indtryk, mener nogle af eksperterne. For selv om vi sagde til os selv og hinanden, at vi godt vidste, at vi kun så facaden, sammenlignede vi alligevel vores egen tilværelse med de virtuelle hverdagsglimt, vi bladrede igennem, så snart vi havde et ledigt sekund.

Det var med til at give os ondt i psyken, mener nogle. For det var svært at leve op til de liv, som de udvalgte bidder af andre menneskers hverdag fremstillede.

Men de sociale medier gjorde os måske også bedre til at tale om følelser. For netop det at tale om følelser vil nogle af eksperterne faktisk huske os for, at vi blev ret gode til.

Hvor vi i 00'erne og begyndelsen af 10'erne mest brugte de sociale medier til at vise forsiden af tilværelsen, opstod der i sidste halvdel af dette årti en trend, hvor vi under hashtags som #brydtabuet og #duerikkealene delte historier om det, der var svært.

Som et par af eksperterne siger, er det langt hen ad vejen positivt. For det kan være en lettelse at høre, at man ikke er den eneste, der battler med stress, angst og depression.

Der kan dog også være faldgruber ved at dele massivt ud af de svære følelser, lyder det. For eksempel at barren for, hvad man skal dele for at få opmærksomhed, bliver højere. Det er groft sagt ikke nok at have anoreksi. Du skal også have prøvet at blive voldtaget.

Et par af eksperterne afrunder deres karakteristik af os med at sige, at de synes, at vi på vores ældre dage er begyndt sparke en smule fra os.

Her ved årtiets afslutning sporer de for eksempel et opgør med den vækst- og effektivitetsdagsorden, der har præget dele af 00'erne og 10'erne.

De ser yngre mennesker, der har taget lange videregående uddannelser, sige, at de foretrækker at bo og leve billigt, så de kan skære ned på antallet af arbejdstimer.

De lever ikke for at arbejde, men arbejder for at leve, er mantraet.

Derudover er der klimasagen. Selv om den primært er blevet synonym med folk, der som Greta Thunberg er født efter årtusindskiftet, har også mange i 20'erne taget den dagsorden til sig, lyder det.

Lørdag efter lørdag skriver både teenagere og folk i 20'erne til 'Mads & Monopolet' for at spørge, om de kan tillade sig at sige nej tak til forældrenes rejseinvitation til Mallorca, når nu den vil indbefatte en flyrejse.

Eller spørger monopolisterne, om det er i orden at udskifte den traditionelle mandelgave med et gavekort til et godgørende formål, når nu mandelgaven aldrig plejer at blive brugt.

Nolge af os tager altså her mod årtiets afslutning et opgør med den forbrugermentalitet, vi er vokset op med, lyder det.

Eksperterne er dog ikke enige om omfanget af opgøret. For som flere siger er der helt afgjort en gruppe, der vælger at stille sig uden for karriereræs og drømmen om en stor villa med to biler i carporten, men der er også mange, som arbejder langt over 37 timer om ugen og ønsker sig en Tesla og en villa på Frederiksberg, der er ligeså stor som den, JustEat-iværksætteren Jesper Buch ejer.

Ungdommen er svær at indfange. Vi er vidt forskellige.

Nogle vil genkende, at de har deltaget i en jagt på 12-taller, mens andre vil sige, at det for dem handlede om at få røven med over og komme i baren.

For mit eget vedkommende vil jeg sige, at jeg er stødt på alle de fænomener, eksperterne peger på.

Jeg har aldrig deltaget i en demonstration, selv om jeg syntes, samfundsfagstimerne var de mest spændende på skoleskemaet, og jeg interesserede mig for politik. Jeg har følt mig presset af og til - i enkelte perioder i en grad så det begyndte at stikke i mit bryst. Ligesom jeg har scrollet igennem sociale medier og tænkt, at jeg var røvkedelig, fordi jeg havde valgt at bruge en lørdag aften på min mors sofa.

Men når jeg ser tilbage på det seneste årti - altså fra jeg var 18 år til 28 år i dag - husker jeg det mest som et årti med grineflip, der fik mig til at gå i kramper, byture, hvor vi dansede, indtil lyset på Gaz Station blev tændt, koncerter i bøgeskoven på Smukfest, hvor mine bedste venner og jeg stod med armene omkring hinanden - selv om vi ikke havde været i bad i fire dage - og skreg: 'Say my name silver flame,' og 'spend a night with a stupid man.'

Og som årtiet, hvor jeg efter flere måneders rejse væk hjemmefra en eftermiddag lå på en klippe i Ecuador og tænkte: 'Sådan her føles lykke.'

Der har uden tvivl været flere dage, hvor jeg følte mig glad end presset.

Portrættet bygger på interviews med følgende kilder:

  • Noemi Katznelson, professor og leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.

  • Jonas Lieberkind, adjunkt ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet.

  • Jens Christian Nielsen, lektor og ungdomsforsker ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet.

  • Emilia Van Hauen, uddannet sociolog og har de seneste år holdt en lang række foredrag om ungdomsgenerationerne Y og Z, ligesom hun har skrevet kronikker og klummer om disse ungdomsgenerationer for Børsen.

  • Marianne Levinsen, uddannet cand.scient.pol. og i dag forskningschef ved virksomheden Fremforsk, har desuden skrevet flere artikler om tidernes forskellige ungdomsgenerationer.