Efter et halvt år på plejehjem: Fire ting 23-årige Nanna lærte af at bo med de gamle

Demens, død og venskaber. Nanna fik både fantastiske, grænseoverskridende og vilde oplevelser, da hun flyttede ind på plejehjemmet Abildgården.

Selvom Yrsa led af demens, havde hende og Nanna generelt et rigtig godt forhold, da de boede sammen på Abildgården.

Jeg fik 84-årige Yrsa som nabo, da jeg sidste år flyttede ind på et plejehjem i det nordlige Aarhus.

Det var grænseoverskridende at komme så tæt på nogle mennesker så hurtigt og samtidig være vidne til, hvor dårligt flere af dem havde det. Mine egne oldeforældre har selv været på plejehjem, men dem så jeg jo kun en gang imellem, og der havde de måske gjort sig lidt ekstra umage. Nu så jeg pludselig nogle af de grimme sider, der kan være, ved at være gammel.

Demens er frygteligt skræmmende

Demens er en sygdom, jeg ikke ønsker for min værste fjende.

Når man er dement betyder det ikke ’bare’, at du har svært ved at huske ting. Mange skifter også personlighed og opfører sig anderledes, end de har gjort tidligere i deres liv. Det var voldsomt at se, hvor omsiggribende sygdommen er, og hvor meget den påvirker både de syge og de pårørende. Det er noget af det, jeg frygter allermest, at der vil ske for mine egne forældre.

En dag sagde Yrsa til mig, at “hun havde set, hvordan mændene kiggede efter mig i byen”, fordi jeg havde en knælang kjole på. Det gjorde mig utrolig ked af det. Personalet sagde til mig, at hvis hun kunne vælge, havde hun ikke sagt det. Det ved jeg jo også godt, men det er også netop det, der er skræmmende.

Du kan sagtens blive ven med en gammel

Samtidig var det enormt sjovt og på mange måder livsbekræftende at bo der. Mange af de gamle kunne stadig lave jokes og havde god humor.

Jeg fik især en ven i norske Solveig. Vi er begge to interesserede i håndbold og så en masse kampe sammen om aftenerne. Vi har fået sådan et forhold, hvor hun kan drille mig, og så griner hun bare sit fantastiske grin bagefter. Hver gang hun griner, griner jeg også.

Solveig er sådan lidt underspillet, og det er sjældent, hun viser de helt store følelser. Men da jeg skulle flytte fra plejehjemmet, havde hun hæklet en lyserød Kay Bojesen-abe til mig - uden jeg vidste det. Jeg blev virkelig glad og rørt. Måske især fordi jeg slet ikke havde forventet det.

Få ting skaber glæde

Det er virkelig få ting, der skal til for at skabe glæde hos de ældre. Bare det, at man var der og sad sammen med dem i køkkenet, gjorde en forskel. Faktisk behøvede de ikke engang at være med til at spille kort. Så længe jeg eller en af de andre unge sad ved siden af og spillede, kunne man mærke, at de gamle nød det.

Det husker jeg ofte mig selv på - også i forhold til mine egne bedsteforældre. Man behøver ikke at komme med to kager og have forberedt en masse, når man skal se dem. Faktisk giver det noget bare at ringe og snakke i telefon i 10 minutter.

Jeg har tænkt over, at mine bedsteforældre altid siger “Tak fordi du ringede”, når jeg har snakket i telefon med dem. Det skal de jo virkelig ikke. Efter at have boet på plejehjem er jeg blevet bedre til at tage kontakt til mine egne bedsteforældre. Og jeg besøger også stadig både Solveig og Børge fra Abildgården.

Lev dit liv ordentligt, mens du kan

Flere af beboerne havde levet nogle hårde liv, for eksempel med alt for meget alkohol. Det gjorde, at de kom på plejehjem som forholdsvis unge.

Jeg er blevet bekræftet i, at man skal tænke over, hvordan man lever sit liv. Det er muligvis en kliché, men jeg tænker mere over at dyrke motion, spise sundt og varieret og generelt leve et ordentligt liv. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for ikke at blive syg og dårlig i for ung en alder.

De unge arrangerede mange hyggelige ting, mens de boede på Abildgården. Her er de unge og de gamle til bålfest med guitar og fællessang. (© dr)