Elizabeth skiftede skole uden at sige farvel: Det var pinligt, at jeg ikke passede ind

Efter få måneder i 1.g skiftede Elizabeth skole. Hun følte sig alene og ensom.

- Jeg fik aldrig fortalt min klasse, hvorfor jeg skiftede skole, for det var pinligt at sige ’jeg passer bare ikke rigtigt ind’. Der var jo ikke noget galt med hverken dem eller mig. Jeg fandt bare aldrig en gruppe, jeg havde det godt sammen med, siger Elizabeth Mwaiko.

Sidste år, blot fem måneder inde i 1.g, skiftede hun skole. Det var kulminationen på en svær tid, hvor Elizabeth, som var 16 år på det tidspunkt, følte sig ensom i sin nye klasse.

Hver dag når hun fik fri fra skole, hoppede hun på bussen, tog høretelefoner på, tændte for musikken og lukkede øjnene. Men i stedet for at tage direkte hjem, en tur på 20 minutter, kørte Elizabeth frem og tilbage med forskellige busser, så hun forlængede sin rejsetid med minimum to timer.

Den lange bustur hjem fra skole var blevet et fast ritual. På den måde behøvede hun ikke forklare sin mor, hvorfor hun kom tidligt hjem igen. Hvorfor hun ikke havde nogle veninder at hænge ud med efter skoletid.

- Så så det ud som om, at jeg havde noget at lave og nogen at være sammen med, og så skulle jeg ikke forklare noget derhjemme, siger Elizabeth.

Jeg følte, at jeg skulle ændre på mig selv

Turen i bussen fra Københavns Åbne Gymnasium til Glostrup tog 20 minutter. Da Elizabeth nåede Glostrup, skiftede hun til bus 9A,som kørte tilbage mod Københavns Hovedbanegård. Her skiftede hun igen til en bus, der kørte mod Glostrup, hvor hun endelig stod af og gik hjem. Busturene hjem fra skolen blev forlænget med to timer, så Elizabeths mor ikke ville stille spørgsmål. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)

Elizabeth havde ellers glædet sig til sin første skoledag i 1.g på Københavns Åbne Gymnasium.

- Jeg var spændt, da jeg mødte op. Og med det samme følte jeg bare, at alle var åbne og søde. Vi blev inddelt i kontaktgrupper, og jeg syntes, at jeg klingede godt med de andre, husker hun.

Men efter de første tre måneder var det slut med grundforløbet. Eleverne blev splittet ad og skulle ud i deres ’rigtige’ klasser med dem, der havde valgt samme studieretning. Og her begyndte problemerne for Elizabeth. Hun kendte ikke nogen i den nye klasse, men det var tydeligt, at de fleste andre kendte hinanden på forhånd.

- Jeg prøvede rigtig hårdt at interessere mig for det, de lavede, men jeg følte, jeg skulle ændre mig og være anderledes. Mange røg rigtig meget, og hvis man ikke var del af det, var man ikke med i deres fællesskab. De havde selv dannet deres egne grupper, og jeg havde ikke lyst til at forsøge at invitere mig selv ind, når de ikke stod med åbne arme, siger hun.

Fortalte aldrig sin mor om problemerne

  • Efter grundforløbet kom Elizabeth i en ny klasse, hvor hun ikke kendte nogen, men hvor det var tydeligt, at de fleste kendte hinanden på forhånd. (Foto: Betina Garcia © dr)
  • Da Elizabeth var færdig med grundforløbet i 1.g, blev der hurtigt dannet nye grupper, og Elizabeth blev ikke en del af noget fællesskab. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)
  • Jeg følte, at jeg skulle tvinge mig selv til at være en anden for at passe ind, og det gad jeg ikke bruge de næste tre år på, siger Elizabeth. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)
1 / 3

Elizabeth blev hurtigt ked af at gå i skole.

- Jeg følte mig alene. Jeg havde ikke noget fællesskab med nogen og sad for mig selv. Jeg passede ikke ind i nogen gruppe, og det var vildt ubehageligt. Jeg tænkte på, om der var noget galt med mig, siger hun.

Der var en anden pige, der også var alene i klassen, og de to fandt sammen i en slags outsidergruppe.

- Vi var en 'gruppe' af dem, der ikke havde en gruppe, hvis eneste fællesinteresse var, at vi begge ville skifte skole.

Hendes mor havde svært ved at forstå hende.

- Driller de dig? Er de voldelige? Hvad er problemet?, ville hun vide.

Men det var svært at forklare, for der var jo ikke som sådan noget galt. Hun passede bare ikke ind.

Og det var så her, de lange busture begyndte.

- Det var en svær tid. Jeg har faktisk aldrig fortalt min mor om mine hjemture, siger Elizabeth.

Hørte aldrig fra klassekammeraterne

I stedet for blot at drømme om et skoleskift, bestemte hun sig for at gøre noget ved situationen. Hun gik til skolens studievejleder for at forklare situationen. Studievejlederen forsøgte at overtale hende til at give det noget mere tid, men Elizabeth var fast besluttet. Hun ville skifte gymnasium. Nu.

- Jeg følte, at jeg skulle tvinge mig selv til at være en anden for at passe ind, og det gad jeg ikke bruge de næste tre år på.

Elizabeth tog en stor beslutning og kontaktede selv Ørestad Gymnasium for at høre, om hun kunne starte der i stedet. Det kunne hun godt, og få måneder inde i 1.g. skiftede hun skole – uden at sige noget til nogen. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)

Den 4. januar 2018 startede hun i sin nye skole uden at sige et ord til nogen i den gamle klasse om, hvorfor hun ikke dukkede op efter juleferien.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg valgte ikke at sige noget. Jeg hørte heller aldrig fra dem, efter jeg flyttede, siger hun.

Grænseoverskridende at komme i ny klasse

Lige så glad hun var for skoleskiftet, lige så nervøs var hun for at starte forfra i en ny klasse.

Bortset fra en enkelt pige kendte hun ingen af de andre. Der var allerede dannet grupper i klassen, så hun vidste, at hun ikke bare kunne sidde i et hjørne og vente på, at folk kom til hende.

- Jeg er normalt et åbent menneske, men man har ikke lyst til at bare komme ind og sige ’hey med jer’. Så det tog to-tre måneder, før jeg følte mig som en del af klassen, fortæller Elizabeth.

Hun fortsatte derfor med de lange busture hjem for ikke at gøre sin mor bekymret over, at hun stadig ikke havde fået nye venner.

Det store vendepunkt kom, da klassen skulle overnatte på en idrætsskole. I stedet for at holde sig til den pige, hun kendte i forvejen, tog Elizabeth mod til sig og spurgte en gruppe piger, hun ikke kendte, om de skulle sove sammen.

- Det føltes enormt grænseoverskridende at gå over og spørge dem. Men det virkede, og jeg begyndte at lære de andre godt at kende, siger hun.

- Da jeg skiftede skole, kunne jeg med det samme mærke, at jeg godt kunne lide at være her, men det var ikke sådan, at jeg fik venner fra dag ét, siger Elizabeth. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)

I dag er Elizabeth lige fyldt 18 år og går i 2.g på Ørestad Gymnasium. Hun har fået den klasse og de klassekammerater, hun drømte om. Skoleskiftet er det bedste, hun har gjort for sig selv.

- I min klasse kan vi alle snakke godt sammen. Både i klassen og i kantinen, siger hun.

Det sociale liv er helt afgørende for, at hun trives på sin nye skole.

- Her kan jeg være mig selv, samtidigt med at jeg har fået gode venner. Rent fagligt er det også super vigtigt, at vi kan sammen, for vi har gruppearbejde hele tiden, og det går altså meget nemmere, når man har det godt med hinanden, siger Elizabeth.

Facebook
Twitter