Emils søster er syg: 'Jeg har aldrig været bange for hende - men jeg er bange for, hvad folk tænker om hende'

Det er svært at være tæt på en, der har skizofreni. Læs, hvordan 17-årige Emil tackler det.

17-årige Emil Mouritsens storesøster har skizofreni, og det er hårdt at være vidne til. Men han har fundet sin egen måde at håndtere det på. (Foto: Privat. Grafik: Oliver Seppo)

17-årige Emil Mouritsen vågnede midt om natten. Han kunne høre sin søster græde inde i værelset ved siden af. Hun sagde, hun ikke ville være her mere, mens deres mor trøstede hende.

Han stod op og gik ind i værelset, lagde en hånd på sin søsters skulder og sad og lyttede.

Han vidste ikke, hvad han skulle sige, men han ville vise, at han var der. Vise, at han gerne ville forstå det. Efter lidt tid gik han ind til sig selv, og deres mor tog over.

Den episode tænker Emil tilbage på engang imellem og bliver trist indeni. Det er hårdt at se sin storesøster være så ked af det, og endnu mere frustrerende er det, at det ikke er noget, der går over. For Emils søster Kerstine på 27 år har skizofreni.

- Jeg ville gerne fjerne det for min søster, men det kan man bare ikke. Man må bare leve med det og tilpasse sig det, siger Emil, som går i 1.g på Svendborg Gymnasium.

Han har valgt at fortælle sin historie for at bryde tabuer. Det skal ikke være så farligt at tale om psykiske lidelser, for det kan ramme alle familier. Ligesom det har ramt hans.

- Folk forbinder skizofreni med nogle underlige typer, som dem man ser i film. Min søster er på så mange punkter lige som alle andre. Og så har hun bare det her at kæmpe med.

Irriteret over vennernes manglende forståelse

Emil kan stadig huske, første gang Kerstine blev indlagt. Han var seks år og med på hospitalet i Odense, hvor de skulle besøge hende.

Han forstod ikke helt, hvad der foregik, eller hvad en psykisk sygdom var.

Emils søster Kerstine (tv.) er stolt af, at han stiller op i denne artikel. - Hun synes, det er sejt, at jeg er med til at bryde tabuer, siger Emil. (© PRIVATFOTO)

Efter nogen tid flyttede hans søster hjem igen og skulle starte i 9. klasse. Men intet var som før.

- Jeg kan huske, hun havde det ret svært, fordi ingen af lærerne eller eleverne forstod det på nogen måde. Hun var meget ked af det. Jeg var ikke ret gammel, men jeg kan huske, jeg fik medlidenhed med hende, fortæller Emil.

Han havde lagt mærke til, at søsteren var begyndt at tage en masse medicin, men det var først, da han var omkring ti år, at han rigtigt forstod, hvad der plagede hans søster.

- Jeg fik forklaret, at hun hørte stemmer, der ville have hende til alt muligt. Engang havde hun slået sig selv så hårdt, at hun havde fået et blåt øje. Det lød jo helt vildt.

Det begyndte at blive tydeligt, at Emils søster var anderledes.

- Jeg har aldrig været bange for min søster, men bange for, hvad folk tænkte om hende. Jeg kunne mærke, at jeg blev ret irriteret over det, når mine venner og klassekammerater ikke forstod, hvad det gik ud på. Omvendt havde jeg heller ikke lyst til at sige "min søster har en psykisk sygdom". Jeg har altid været bange for, at folk ville synes, hun var mærkelig.

Ser op til sin søster

Skizofreni kan være arveligt, og da han og søsteren deler gener, har Emil selv været bange for, om han mon har arvet noget af det samme.

- Jeg har da tænkt "Gud, jeg håber ikke selv, jeg får det". Men så beroliger jeg mig selv med, at skulle det ske, ved mine forældre, hvad det handler om og vil kunne tackle det. Men det er stadig svært for mig at tænke på, fordi jeg kan se på min søster, hvor hårdt det er at deale med sygdommen. Det er sådan nogle tanker, der kommer op engang imellem.

- Dengang min storesøster blev indlagt med skizofreni, forstod jeg ikke, hvad hun gik igennem. Jeg kunne bare se, hvor svært hun havde det. (© PRIVATFOTO)

Søsteren er flyttet i egen bolig tæt på forældrene, så Emil ser hende tre-fire gange om ugen, når hun kommer forbi og spiser med.

Emil kan se, at sygdommen påvirker hende meget. Hun har ikke taget en uddannelse, og han kan tydeligt mærke, hvis hun bliver anderledes. Irriteret eller helt stille.

Men når de er sammen, taler de ikke om sygdommen.

- Jeg ved, hvad hun døjer med, men jeg har ikke brug for at vide, hvad hendes stemmer i hovedet siger. Jeg tror bare, det vil gøre det sværere for mig. Hvis jeg ved, at de her stemmer siger, hun skal skade sig selv, vil jeg bekymre mig meget mere, end hvad jeg synes er sundt.

Samtidigt kan Emil se, hvor hårdt det tager på hans mor, som døjer med stress. Det ønsker han ikke selv at have i sit liv. Han vil heller ikke have, at søsteren skal føle skyld over, at han bekymrer sig om hende.

Til gengæld er hun god til at komme med råd til Emil. Senest, da han startede i 1.g på gymnasiet.

- Hun er en supergod søster, og jeg kan altid komme til hende, hvis jeg er lidt trist. Hun vil altid give mig råd og hjælpe mig med at komme igennem de ting, der er svære for mig, siger han.

- Selvom hun har meget at slås med, kæmper hun bare videre. Det ser jeg virkelig op til.