Emma og Jens solgte ud af møblerne og flyttede ud på vandet: Det er ret vildt at have et hjem, der kan synke

Det unge par fra Aarhus elsker fleksibiliteten ved at kunne hejse ankeret og stikke af.

(Foto: © Henning Bagger)

De lune sommeraftener er de bedste. Dem, hvor solen går ned bag bølgerne ude i horisonten, mens man bliver hængende over aftensmaden uden at have travlt med at sætte noget til livs.

- Og så muligheden for bare at smide tøjet og springe i vandet. Det er fantastisk! Jeg elsker mit liv på den her båd, siger 26-årige Emma Kristensen, inden hun med et elegant spring og en håndklemme på næsen demonstrerer, hvordan sådan et hop skal udføres til perfektion.

Her er fire meter dybt i Marselisborg Lystbådehavn, så hun springer uden risiko for at ramme bunden.

- Det er ret vildt at bo og sejle rundt i sit hjem. Der er ét eller andet både skræmmende og fascinerende ved tanken om, at jeg kan miste alle mine ting på én gang, hvis båden synker, siger Jens Tilma, 30, mens Emma kravler op ad stigen og svinger et håndklæde omkring sig.

I samme åndedrag glæder han sig over, at den slags sjældent sker. Statistikkerne taler heldigvis imod.

DR's Mit Liv besøger Emma og Jens en måneds tid før, de fejrer et-års dag som ejere af Ragnhild, som de har døbt båden efter Emmas bedstemor.

Jens Tilma tog yachtskippereksamen for nogle år siden, mens Emma ikke har duelighedsbevis eller lignende. Det forhindrer hende ikke i at styre båden, da loven først kræver et bevis, når båden er længere end 15 meter. Ragnhild holder sig lige under grænsen. Hun er fra Mors, og han kommer fra Vendsyssel.

Fedt, når mobildækningen ryger

Emma og Jens havde været sammen i lidt under to år, før de købte båden.

Det seneste år har lært dem, at man skal have det godt sammen og acceptere hinandens små særheder, hvis man skal bo på en båd.

- Ellers får man det svært. Man går jo op og ned ad hinanden, og ind imellem skal man møve sig forbi. Det er helt sikkert en god måde at teste forholdet på, siger Jens, og Emma nikker.

- Men det er fedt at være ude på vandet, når mobildækningen ryger. Så er man bare sammen uden alle mulige forstyrrende elementer, og man har friheden til at sejle, hvorhen man vil. Den der følelse af frihed er helt uvurderlig.

  • Tv-antennen røg under en kraftig storm for nogle måneder siden, så når Emma og Jens ser fjernsyn, er det via Netflix. Lige nu er de i gang med at se DR-serien "Broen".
  • Depotrummet indeholder de fleste af parrets ejendele. Det er oprindeligt tænkt som et gæsteværelse.
  • Der er gaskomfur og -ovn på båden. Emma og Jens lærte hurtigt, at ovnens låge og skabene skal låses, ligesom alt skal stå solidt placeret på hylderne, før de sejler.
  • I soveværelset er der vindue i loftet - eller ruffen, som loftet kaldes i en kahyt - så man kan ligge og kigge op i himlen.
  • Der er overraskende meget plads på bådens to badeværelser. I det ene hænger der ofte løbetøj til tørre, da både Emma og Jens er ivrige løbere.
  • Gæsteværelset til højre har været brugt flere gange, når vennerne har været med på tur. I det daglige bruger Emma det blandt andet til at stille skåle med surdej til hævning.
1 / 6

Når man kigger rundt i kahytten, er det svært ikke at få en lille smule lyst til selv at prøve at bo på en båd. Bare for en stund.

Her er alle de luksusting, man normalt ikke forbinder med en båd: Gasovn, komfur, tv, to badeværelser, et gæsteværelse, varmt vand, kold mælk i køleskabet og en fryser, så man kan lave isterninger.

- Jeg savner absolut ingenting i forhold til at bo i lejlighed, siger Jens.

- Det skulle da lige være et varmt bryggers, når man løber en tur om vinteren og kommer hjem til en båd dækket af is og sne. Men, det er nok også det eneste.

Han arbejder i Vejle, så ligesom mange andre tager han turen op og ned ad den østjyske del af E45 to gange om dagen. Forskellen er bare, at han parkerer bilen på en fælles p-plads og går ombord i sit flydende hjem.

  • Jens og Emma er flittige løbere, og der er ikke noget bedre end at komme hjem til båden og springe i vandet efter nogle kilometer på asfalten eller i skovene omkring Marselisborg.
  • 1, 2, 3 og hop! Her er fire meter dybt i havnen i Marselisborg, så der er ingen risiko ved at springe i.
  • Emma er kommet op igen, og det er Jens' tur til at hoppe i baljen.
  • En anelse koldt - men altid lækkert med en dukkert.
1 / 4

Et vanvittigt forslag midt i aften-isen

Ideen med at bo på vandet kom til dem, da de en aften sad og spiste is på lystbådehavnen.

Her ligger altid både til salg, og Jens - der er vokset op i en sejler-familie - udbrød: "Vi kunne også bo på en båd". Emma sagde "aldrig i livet", for det lød som et vanvittigt forslag. Som noget, han havde slynget ud i ren begejstring.

Men han mente det seriøst, og kort efter begyndte de at snakke om, hvad de kunne få for de penge, de havde til rådighed. Lejligheden blev opsagt og møblerne solgt. Båden købte de i Svendborg.

Jens er uddannet læge, og Emma er godt på vej til at blive det. Hun læser på 10. af 12 semestre på medicinstudiet. De mødte hinanden for tre år siden, da de begge boede på Parkkollegiet ved universitetet i Aarhus. - Vi fandt ud af på vores første date, at vi boede i samme opgang, læste samme fag, havde en fælles interesse for løb og endda var blevet tagget på det samme billede fra et træningsevent nogle dage forinden, fortæller Emma.

De vil ikke fortælle, hvor meget den har kostet, men beløbet er cirka det dobbelte af, hvad de havde aftalt at bruge, for de blev enige om, at hvis de skulle bo på en båd, skulle der være plads nok.

Der skulle ikke mangle noget, og der skulle være lyst og indbydende, så man ikke går ned i kahytten med en følelse af at være indespærret.

- Derfor endte vi med at købe den her båd på 50 fod, hvor der er plads til alle vores ting og os selv. Vi har endda plads til vores madklub, hvor vi sidder ni personer omkring bordet, siger Emma Kristensen.

  • Der bliver ført logbog over alle større sejladser, og vennerne skriver ofte en hilsen, når de har været med på tur. Her er det hilsener fra "Emmas flydende fødselsdag", da hun blev 26.
  • Ved bordet her bliver der kigget på søkort og skrevet logbog. Bordpladen kan løftes, så man kan opbevare ting under den.
1 / 2

- Har I snakket om, hvor længe I vil bo her? Om jeres eventuelle børn skal vokse op på båden?

- Vi aftalte fra start, at vi ville bo her i mindst fire-fem år, og vi har snakket om, at vi sagtens kan få i hvert fald ét barn. Jeg tror, det er afgørende, at vi har boet her nogle år alene. Den anden vej rundt - først barn og så båd - er helt sikkert sværere, hvis man så skal lære alting, samtidig med at man skal lære at være forældre, siger Emma Kristensen.

- Hvis jeg kigger nogle år frem, tror jeg, vi bor i et hus på landet. Sådan helt traditionelt med bryggers, træterrasse og en have, der skal passes. Lige nu er det bare fedt at være rodløs og have muligheden for at sejle til et andet sted, hvis vi for eksempel hellere vil bo i Vejle, Thisted, eller hvor vi nu finder et job, siger Jens Tilma.

De vil ikke fortælle, hvor meget Ragnhild kostede, men prisen endte på det dobbelte af, hvad de havde tænkt sig at bruge på det.

Båden er 50 fod lang svarende til 15 meter og 4,5 meter bred.

Den stikker 2,1 meter, som det hedder med et maritimt udtryk.

Tryk dig rundt på kortet herunder for at læse om flere boformer: