En brandert
Et fald
Et helt nyt liv

En brandert ændrede alt for Mike: ’Man ser anderledes på livet, når man har været tæt på at miste det’

27-årige Mike Stoltenborg Sørensens liv blev ændret efter et fald på fem meter under en fredagsbar.

Mike nåede ikke at tænke ret meget, og han reagerede slet ikke.

Andre har fortalt ham, at han faldt som en kludedukke.

Totalt livløs.

Han ramte fliserne med venstre skulder først og så hovedet.

Så var lyset slukket.

En time senere stod lægerne bøjet hen over hans livløse krop i hospitalssengen.

Yndlingstrøjen i sort strik var klippet i stykker, og bag øjenlågene lavede pupillerne små, rykvise bevægelser som det eneste tegn på liv foruden brystkassens stille hævninger og sænkninger.

Konklusionen var klar:

"Han skal stabiliseres. Vi lægger ham i kunstigt koma."

Mike husker tilbage på en ulykke, der ændrede hans liv, og som var tæt på at gøre en ende på det i en alt for tidlig alder.

Han var kun 21.

Alkoholpromillen var tårnhøj, og han kan kun bebrejde sig selv, hvis han skal forsøge at placere en skyld her seks år senere.

Det har han bare ikke behov for.

Selv om hændelsen har kostet ham masser af smerter, frustrationer, udfordringer og bekymringer, er det lykkedes ham at vende den til også at være positiv.

Hjernerystelsen har tvunget ham til at lægge sit liv om og sætte tempoet ned. Helt ned. Så meget, at nogle i dag synes, han er kedelig, når han takker nej til endnu en bytur.

Mike accepterer sin skæbne og er efterhånden kommet videre fra sit livs største krise.

- Jeg har lært at leve med, at den her ulykke er en del af fortællingen om mig nu på godt og ondt. Den har været med til at forme mig, siger han.

Han ved godt, at han aldrig får at vide, hvordan hans liv ellers ville have set ud.

- Nogle ryster nok på hovedet over, at jeg satte mig op på et smalt gelænder, men hvem har ikke gjort noget dumt, vildt eller vovet i fuldskab? Det var et øjebliks uopmærksomhed og en forkert beslutning, der startede en lavine af smerter og uvished.

Her er Mikes historie om, hvordan han kæmpede sig tilbage til livet og genfandt meningen med det.

Tyngdekraften svigtede ikke

Sneen lå som en hvid dyne over de aarhusianske gader fredag 22. marts 2013.

Kulden var ekstrem. Minus ti grader målte DMI som døgnets absolutte lavpunkt.

Mikes liv kørte på skinner, følte han, mens han kæmpede sig afsted på cykel gennem sneen i retning mod Nobelparken.

Sommeren før var han flyttet fra forældrene i Lindved til Aarhus, hvor han delte en lejlighed med sin bedste ven. Han kendte Casper fra gymnasiet.

Mike læste historie på universitetet, hvor han var med i festudvalget.

Den her fredag var han selv én af dem, der festede igennem og drak, og han holdt ikke igen. Han havde været med i et drukspil hele eftermiddagen, og han var blevet meget fuld.

Den præcise alkoholpromille blev senere skrevet ind i lægejournalen: 3,0.

Klokken var omkring 22, og festen var ved at ebbe ud efter nogle timer på den store klinge.

Men der var stadig en del gæster tilbage, og musikken spillede endnu.

Mike satte sig op på et gelænder for at hvile benene, mens han ventede på en kammerat.

Alt, hvad der skete herefter, har han fået fortalt af andre, for han husker ingenting.

Tyngdekraften svigtede ikke, da Mike mistede balancen og gled af det fire-fem centimeter tynde gelænder.

Hans krop stoppede først helt naturligt efter fem meters frit fald, da den ramte det koksgrå flisegulv.

Det er et mirakel, at han overlevede.

En veninde ringede 1-1-2, og ambulancen kom efter nogle minutter.

Hjertet slog stadig, men han var bevidstløs, da de kørte ham til skadestuen på Nørrebrogade kun få hundrede meter væk.

Det var gået værst ud over hovedet.

En læge noterede hans skader efter en scanning:

Hans forældre kom, og de prøvede at bevare fatningen, mens spørgsmålene stod i kø:

"Vil Mike overleve?"

"Vil han kunne bruge sine arme og ben?"

"Får vi vores søn tilbage som den samme person indeni?"

Lægerne kunne ikke svare dem. Det var for tidligt at konkludere noget.

Forældrene havde altid sagt, at de kunne hjælpe ham med alverdens ting, men her kom de til kort.

De kunne kun håbe og have tillid til de professionelle.

Mors billeder og tekst gør det nemmere at huske

Dagen efter blev Mike overført til neurointensiv afdeling.

Han var pludselig komapatient med en uvis fremtid.

"Et hidtil ukompliceret liv var med ét blevet kompliceret", plejer han at sige, når han opsummerer den del af sin historie.

Lægerne vurderede hans bevidsthedsniveau ud fra en skala, hvor point mellem tre og otte betyder "svær hovedskade".

Mike scorede lavt. Bare tre point. Det vil sige lukkede øjne, ingen verbal respons og ingen bevægelse i kroppen.

Det kunne ikke være værre.

Efter en uge i koma blev han vækket af den kunstige søvn.

Hans mor vaskede hans hår, og pludselig slog han øjnene op og kiggede tomt ud i rummet.

De kunne ikke få øjenkontakt med ham, og han sagde ingenting.

Han forstod ikke, hvor han var, eller hvad der var sket.

Mentalt var han ikke tilstede.

Mikes mor tog undervejs nogle billeder af ham, da han lå i hospitalssengen og var ved siden af sig selv og sin krop.

Også selv om hun følte, det var grænseoverskridende på den måde at dokumentere en ulykkelig situation til familiealbummet.

Man plejer jo at smile på billeder.

Mikes mor skrev også en dagbog. Den er skrevet til ham, men hun brugte den også selv til at læsse nogle tanker af og ned på papiret:

”Du er langt væk. Det er svært at se på. Dig, som ellers er så aktiv, glad og positiv. Vi beder til, at du kommer igennem alt det her uden for store mén, men det vigtigste er, at du overlever.”

”Du bliver lidt ked af det, da vi fortæller, at du skal opereres. Siger åh nej! Men accepterer. Du er på én gang så høflig og tålmodig som vanlig. Samtidig er du rigtig træt af situationen.”

”Vi er helt udmattede. Det har været svært at skulle vente. Du har også været nervøs. Nu må vi se fremad.”

”Vi fik en glædelig nyhed ved middagstid. Du skal til Hammel på torsdag. Casper er her ved 15-tiden. I sidder og hyggesnakker. Han er virkelig rar.”

Mike blev overført til et neurocenter i Hammel en måned efter ulykken, hvor han havde ligget på intensiv i to uger.

Han blev installeret på et værelse, som han nægtede at gøre hyggeligt og personligt, selv om han blev opfordret til det af personalet.

Han ville ikke risikere at få følelser for det.

Han var der for at lære at bruge sin krop igen, og så skulle han frem for alt acceptere sin situation.

Det var svært uden en tidshorisont, og der var ingen garantier for noget som helst.

Han havde ingen kritisk bevidsthed og ingen realistisk sygdomserkendelse, som lægerne kalder det.

- Det var ikke ligefrem en del af min plan at ende sådan et sted på ubestemt tid. Jeg var lige flyttet hjemmefra og startet på universitetet. Jeg havde mødt en sød pige, og der var allerede gået en måned. Jeg ville tilbage til det liv, jeg var blevet revet ud af. Hammel skulle bare være et kort pitstop for mig, siger han.

Mike endte med at være der i tre måneder.

Han havde mistet nogle evner, som de fleste af os tager for givet i hverdagen.

Han var vant til selv at bestemme og være "kaptajn i sit eget liv".

Pludselig var der hele tiden andre omkring ham, som vidste bedst.

Det gav ham en følelse af at være umyndiggjort, og han var sur på alt og alle. Han har altid været et begavet menneske med drømme og visioner.

Nu vidste han ikke længere, hvad der kunne lade sig gøre.

- Tæppet blev sgu revet væk under mig.

Alting handlede i starten om hvile.

Han kunne godt se fjernsyn, men han orkede ikke at følge med i nyhedsstrømmen, som på det tidspunkt handlede om lærerstrejke og bomber under et maraton i Boston.

Alting virkede meningsløst i forhold til den sitution, han selv befandt sig i.

Han sad i kørestol, og han husker en dag, han skulle have noget fra en reol i den anden side af værelset.

Han prøvede at gå derover, men han røg i gulvet tre gange på vejen. Balancen svigtede, og benene kunne ikke bære ham.

Da fandt han ud af, hvor stor en indsats det krævede af ham at komme på højkant igen - både fysisk og mentalt.

Han erkendte endelig at have brug for hjælp. Så tog stædigheden over, og han begyndte at knokle for at få sit liv tilbage.

Han ville vise over for omverdenen og sig selv, at det ikke var gået i stå. Det var kun punkteret.

Han nåede slet ikke at overveje, hvordan hans liv ville blive, hvis han aldrig kom til at gå igen.

- Jeg så det slet ikke som en mulighed. Jeg ville bare udskrives, og det skulle være nu, så jeg kunne gøre nogle af de ting, jeg havde savnet: Cykle eller gå en tur. Besøge mine forældre. Lave og spise noget god mad. Føle mig fri og finde ud af på egen hånd, hvad jeg kunne og ikke kunne endnu.

Bøf bearnaise og en tur i det fri

Hele foråret forsvandt i en blanding af skemalagte dage med fysioterapi, ergoterapi og skriveøvelser, der skulle demonstrere, at han igen havde evnen til at tænke kreativt, fantasifuldt og huske detaljer.

En tur i Superbest skulle vise, at han kunne overskue dagligdagsopgaver som at købe ind, og han skulle øve sig i at skifte sengetøj.

Mike var 15 måneder, da han første gang lærte at gå. Han var 21 år, da han lærte det igen, og det var en vild følelse.

- Det var superfedt at komme tilbage - som en genfødsel! Jeg havde ingen planer den sommer. Jeg nød bare at være fri til at gøre præcist, hvad jeg havde lyst til.

Sommeren var begyndt, da han selv besluttede, at nu skulle han hjem til Aarhus.

Der var ikke mere at komme efter i Hammel.

"La Flamme Rouge" - den røde flamme - er titlen på cykelrytter Brian Holms bog, hvor han skriver om den sidste kilometer før målstregen i Tour de France. Det er her, man kæmper det bedste, man har lært. Påskeharen fik han lavet efter ulykken. Han fik den af sin farmor under indlæggelsen, og hun ville have den tilbage, når han var frisk. "Dum Spiro Spero" betyder "så længe jeg ånder, håber jeg".

Fysisk var han på vej ovenpå, men han var stadig mentalt udkørt efter nogle hårde måneder, og han er aldrig kommet tilbage på samme energiniveau som før ulykken den dag i marts 2013.

Han har været nødt til at skrue tempoet ned og indrette sit liv på en ny måde, hvor han konstant tager hensyn til sig selv og sin rystede hjerne.

Det betyder mange afkald.

Da han var yngre, kunne han sagtens tage spontant på café med vennerne eller feste til ud på morgenen med dans på bordene i bar overkrop.

Det gør han ikke længere.

Han går stadig i byen indimellem, men han performer ikke på samme måde, hvis der er mange lys- og lydindtryk.

Det gør ham træt, og han bryder sig ikke om følelsen af ikke at være mentalt ordentligt tilstede.

Det bliver ubekvemt for ham, og det frustrerer ham at bære rundt på en "mental bagage", som andre folk ikke kan se.

Fuldskab er kontroltab

Det er de helt nære ting, der betyder noget for ham nu: Kæresten, familien, at være rask og at få noget godt at spise.

- Det kan være en bøf bearnaise, siger Mike og erkender, at det lyder lidt "gammelmands-agtigt" at slynge ud.

Han oplever stadig, at hukommelsen svigter, og han har koncentrationsbesvær og katastrofetanker, hvor han pludselig frygter at blive tromlet ned af en lastbil ude i trafikken.

Indimellem mister han kontrollen over tæerne på sin højre fod, så de krummer sammen og får ham til at halte en smule. Det er en følge af slaget mod hovedet.

Han kan stadig cykle, men han løber aldrig mere, for det føles unaturligt og alt andet end afslappende og afstressende for ham.

Til gengæld har han været stort set forskånet for hovedpine og svimmelhed, som er nogle af de hyppigste følger af hjernerystelse.

- Det var min egen skyld, at jeg var så fuld, men jeg faldt jo ikke ned med vilje. Den erkendelse har bare gjort det nemmere for mig at komme videre.

I januar afleverede han sit ti-tals-speciale. Nu mangler han bare at tage det fag, han udskød på anden del af kandidaten, så han kan kalde sig cand.mag. i historie med sidefag i journalistisk formidling.

Det har været hårdt for ham at gennemføre universitetet, men han har hele tiden bevaret optimismen og været i stand til at glæde sig over de små sejre undervejs.

- Jeg har sagt til mig selv, at tingene må tage den tid, de tager. Min største bekymring er, hvordan andre reagerer på min historie. Hvad de tænker om mig som én, der har været hjerneskadet - eller er det. Derfor har jeg også hele tiden haft behov for at være åben omkring det.

Både Mikes nuværende kæreste, Karoline, og en ekskæreste har spurgt direkte, om ikke han kunne overveje at være lidt mere løssluppen:

"Prøv at slappe af og lad være med hele tiden at tænke på, hvad der er mest fornuftigt."

Han forstår godt, at andre kan have det sådan, og han kan sagtens savne sit gamle, ubekymrede liv, hvor der var fart på, og hvor det hele ikke var så pænt og rent.

Men han var fuld, da han faldt ned fra det gelænder, og fuldskab er lig med kontroltab i Mikes hoved.

Derfor har han brug for at være meget i kontrol nu, bruge sine mentale ressourcer mest hensigtsmæssigt og passe på sin krop.

- Det fungerer for mig på den her måde, siger han.

- Jeg føler, at mit liv er blevet mere seriøst og alvorligt, fordi jeg er så taknemmelig over stadig at have det. Det her viser, at mennesket kan komme rigtig meget til skade, så alt ser håbløst ud, og alligevel komme videre, hvis man kæmper nok for det.

- Troen på at lykkes er en større drivkraft, end man kan forestille sig.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk