En uærlig flirt: Her er de værste løgne, vi har oplevet på en date

Der er ingen grænser for, hvor meget din date lyver for dig. Her er jeres værste eksempler.

Har du oplevet, at din date 'glemte' at fortælle, at han skulle en tur bag tremmer? At hendes roommate faktisk var hendes kæreste? Eller at den potentielle flamme ikke levede helt op til sit foto på Tinder?

Det har DR3's Instagram-brugere - blandt andet - oplevet.

Vi har bedt dem om at fortælle det værste, en date har løjet om. Og så har vi spurgt en ekspert, hvorfor vi lyver, når vi er på date.

Løj om alder og vægt

- Det værste en date har løjet om, var om sin alder og udseende. Jeg er lidt ligeglad med lidt kilo, men otte år og 30 kilo er måske lidt meget at lyve om.

Kira Pumali, 29 år.

Daten skulle i spjældet

- Det værste, en date har løjet om, var, at han lige glemte at fortælle, at han skulle ind at sidde i tre måneder.

Camilla Vismar.

Roommate var i virkeligheden en kæreste

- Vi var ude at drikke en øl sammen, og hun fortalte, at hun havde en drenge-roommate, som hun delte værelse med. Lidt nederen, men intet problem for mig. Da vi så kommer hjem og kysser lidt i entréen, råber en mandestemme inde fra stuen. Det var så hendes kæreste, der var hendes 'roommate'.

Christian Mandrup, 21 år.

Daten var meeeget ung

- Det værste, en date har løjet om, var, at han var 19 år. Efter daten fandt jeg ud af, at han var 14 år.

Mia, 20 år.

Daten var pornostjerne

- Det værste, en date har løjet om, var, at han 'glemte' at fortælle, at han var pornostjerne udover sit pædagogjob.

Kristoffer Eriknauer.

Daten løj om sit job

- Det værste, en date har løjet om, var hans job. Han sagde, at han var pilot, men i virkeligheden var han sælger i et køkkenfirma.

Nadia Bressendorff.

Daten jagtede sæddonor

- Det værste, en date har løjet om, var, at hun ikke fortalte, at hendes formål med daten var at få en sæddonor.

August Petterson.

Daten manglede tænder

- Det værste, en date har løjet om, var, at han 'glemte' at fortælle, at han ikke havde nogen fortænder.

Simone Michaelsen.

Daten forsvandt sporløst

- Det værste, en date har løjet om, var, at hun under tredje date pludselig skulle gå, fordi der var sket noget med hendes ven. Derefter hørte jeg aldrig fra hende.

Henrik Jakobsen, 28 år.

Eksperten: Derfor lyver vi

Listen over løgne er lang. Men hvorfor lyver daten for dig? Er det aldrig ok at lyve en lillebitte smule over for ens date? Og hvordan kan du stoppe behovet for at lyve på næste date?

Det har vi spurgt psykolog Thomas Markersen om. Han har beskæftiget sig med den svære kærlighed i 15 år og bliver brugt som ekspert i DR3's 'Date min værste side', og han har tidligere været ekspert på DR's 'Gift ved første blik'.

(© (c) DR)

Hej Thomas. Hvorfor lyver min date for mig?

Fordi din date er bange for at blive sorteret fra. Jo flere muligheder, vi har på eksempelvis Tinder, jo større krav stiller vi til den anden, og jo mere kræsne bliver vi. Vi lyver for at gøre os bedre, end vi er, så vi ikke bliver fravalgt.

Men fordi vi er så bange for at blive afvist, risikerer vi også at skjule en masse charmerende ting og være mere stive i det på dates, og så kan vi blive afvist af den grund.

Er der noget bestemt, vi lyver om på dates?

Vi lyver ofte om, hvorvidt vi vil have børn eller ej. Vi lyver os tyndere og højere. Nogle overdriver deres job og uddannelse. Især mænd kan finde på at lyve om personlig økonomi, og mange lyver om mængden af besøg i fitnesscentret. Mange lyver om, hvor mange de har været sammen med, eller om de ser andre samtidig med, at de dater. Det er ret forudsigeligt.

Hvorfor kan vi ikke lade være?

Det bunder jo i, at vi kan synes, at vi selv er for kedelige og ikke gode nok, og så kan vi rode os ud i nogle forklaringer, der kan være svære at holde styr på.

Der var en 'multidatende' mand, der fortalte mig, at lige så snart han fik en fornemmelse af, hvem daten i virkeligheden var som person, mistede han lysten til hende. Det er forfærdeligt, for så belønner vi ikke ærlighed, men uærlighed. Det interessante som psykolog er, at folk altid skammer sig, når jeg spørger ind til det her. De væmmes lidt ved sig selv over at foretrække spillet og spændingen over ærligheden.

Hvad kan det få af konsekvenser, at vi hele tiden har den her facade oppe, når vi dater?

Hvis din date og dig spiller jeres bedste spil i nogle uger, når I aldrig ind under huden på hinanden, og så søger I videre, fordi det bliver for overfladisk. Spillet koster. Man bliver til sine vaner og mister evnen til at mærke sig selv og fornemme, hvem man passer sammen med.

Men er det aldrig ok at lyve bare en lille smule?

Jo, hvis det tjener et højere formål, nemlig kærlighed – ikke blot at score. Det kommer selvfølgelig an på størrelsen på løgnen. Hvis du lyver om, at du er i arbejde, eller at du vejer fem kilo mere, går det jo nok. I krig og kærlighed gælder en del kneb.

Aha. Det vil sige, at jeg godt må lyve, hvis jeg kan se et kærestepotentiale?

Det er en gråzone, men ja, hvis det er en hvid løgn. Folk er blevet så kræsne, så du på en eller anden måde må spille lidt med. Det er under alle omstændigheder dumt at lægge samtlige kort på bordet. Du skal nemlig gerne bevare lidt mystik, noget uforudsigeligt, noget frækt.

Hvis jeg ikke orker at lyve for at imponere min date, har du så ellers et godt tip?

Især til mændene plejer jeg at sige: Gå i træningscenteret. Fysisk træning giver selvtillid, uanset hvad du laver. Mere selvtillid giver mindre behov for at lyve.

Og så find noget, du brænder for, tag en efteruddannelse, find din barndomshobby frem igen. Både mænd og kvinder tænder på, at du har en passion, så du ikke gør din nye kærlighed til dit mål i tilværelsen. Hav værdighed i alt, hvad du gør. Hvis du ikke har råd til en dyr middag, så tag din date med over i en park og køb en kaffe eller en sandwich. Vær bevidst om, at du ikke behøver at gøre dig bedre, end du er.

Når alt kommer til alt, finder vi ægthed afsindigt tiltrækkende.

Ok… men hvordan finder jeg så den ægthed frem før næste date?

Du har tre psykiske 'chefer' i dit indre, der bestemmer over dig: Dit behov for at blive elsket af andre, dit behov for at være i kontrol og dit behov for at være fejlfri.

Hvis du er styret af én eller flere af de 'chefer', vil du uundværligt føle et behov for at lyve lidt for at føle dig ok. Hvis du derimod forstår, at du ikke behøver at blive elsket af andre hele tiden for at være ok, at du ikke behøver at være i kontrol hele tiden, og at du ikke behøver at være fejlfri, vil det være nemmere for dig at være ægte på den supertiltrækkende måde.