Er det mærkeligt at have sex med menstruation? Vi har spurgt 8 unge

For nogle er det helt naturligt - for andre er det en griset omgang, de helst vil slippe for.

Det deler vandene, når man spørger, om man kan knalde med menstruation. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen/Illustration Oliver Seppo)

Asta hiver fat i Bjarke og kysser ham intenst for at forsøge at tænde ham til en quicky i køkkenet. Bjarke forsøger desperat at komme ud ad døren, hvor hans makker står og venter på ham.

- Har du ik’ menstruation?

- Er det et problem?

- Nej, men skal du ikke også på arbejde?

- Jo - men kan man ikke knalde med menstruation?

Scenen og spørgsmålet fra Asta til kæresten Bjarke udspiller sig i den nye sæson af DR3-serien 'Doggystyle'. Selvom samtalen mellem Asta og Bjarke er fiktiv, så lyder den måske velkendt for mange.

Og jo, man kan sagtens knalde med menstruation, forklarer Jeppe Hald, der er daglig leder af rådgivning til børn og unge hos Sex og Samfund. Nogle kvinder har ovenikøbet en større lyst til sex, når de har menstruation, og orgasmer kan hjælpe mod menstruationssmerter.

- Jeg tænker, at det stadig er et stort tabu, som både påvirker mænd og kvinder. Hos kvinder handler det især om deres følelser og at tale om det. Det er nemt at tale om de her ting med veninderne, men ikke med en mandlig sexpartner. Hos mænd handler det om en fremmedgørelse og manglende viden, mener Jeppe Hald.

For lidt snak om sex og menstruation i seksualundervisningen

Og lige netop kvindernes følelser, mener Julie Rokkjær, museumsdirektør på Kvindemuseet, også har en afgørende betydning for, at der er et tabu omkring menstruation.

- Jeg tror, at der for kvinder i den vestlige verden stadig er noget skam forbundet til det at have menstruation. Det handler om vores kulturarv om den 'urene' kvinde, siger hun.

Tabuet handler om kvinders krop, og at man tidligere mente, at de var urene, når de menstruerede. Blod ses som noget farligt, fordi det kobles på blod i andre sammenhænge.

Den begrænsede viden omkring menstruation stammer ifølge Jeppe Hald helt tilbage fra seksualundervisningen.

- Pigerne bliver tit taget væk fra drengene for at lære om menstruation, men ikke med fokus på sex og nydelse. Der bliver derfor ikke åbnet op for at tale om, at de to ting sagtens kan gå hånd i hånd, forklarer han.

Der er dog god grund til at tro, at der er et opbrud på vej i forhold til at tale mere åbent om menstruation.

- Vi ser i dag en bølge af synlighed, når det kommer til køn, seksualitet og krop. Og synlighed skaber nye normer – nye forventninger – og en ny virkelighed, siger Julie Rokkjær.

Vi er gået på gaden og har spurgt 19-årige til 34-årige: Sex med menstruation - go eller no-go?

1

Thorkata Sveinsdottir, 19 år - Go

(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © (c) DR)

- Det er et go. Det er ikke så vigtigt for mig.

- Jeg oplever nogle gange, at det er noget, som mænd synes er mærkeligt. Det er det ikke for mig. Det er noget naturligt, som sker i din krop hver måned.

- Jeg tror, det er lidt anderledes, hvis du ikke er i et forhold, fordi du ved ikke, hvad andre mennesker tænker om det. Det kan være lidt tricky at starte en samtale om det, men hvis man bare gør det, så kan man blive overrasket over, hvad andre tænker. En god overraskelse. Man skal bare tale om det.

2

Julie Berger, 34 år – No-go

(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © (c) DR)

- Det er et no-go. Jeg tænker bare, at det bliver svinet. Det er kun for min egen skyld.

- Det gør ikke en forskel, om jeg er i et forhold eller single. Det er altid et no-go.

3

Mina Asghari, 29 år - Go

(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © (c) DR)

- Jeg er i et forhold, og vi snakker åbent omkring det. Vi synes begge, at det er upraktisk, men vi gør det stadig nogle gange. Det er stadig en forhindring, og det er stadig ikke ligesom normalt.

- Det ville gøre en forskel, hvis jeg ikke var i et forhold. For nogle mennesker, så har det betydning at dyrke sex, hvis kvinden menstruerer.

- Jeg har haft kærester, hvor det har haft betydning for dem, og de ville ikke have sex. Derfor var jeg heller ikke komfortabel med det, fordi jeg troede, at de ikke havde lyst til det.

4

Anna-Caroline Stærke, 21 år – Go

(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © (c) DR)

- Det har jeg gjort før. Det var med en kæreste, hvor han selv sagde, at det gør vi.

- Jeg tror, det kommer an på min partner, og hvad han siger til det. Hvis han ikke vil have sex under menstruation, så har vi det ikke.

- Generelt har fyre en tendens til at sige, at det er lidt ulækkert. Den kæreste, jeg har nu, er meget naturlig at snakke med om det og forstående. Jeg har aldrig prøvet, at en fyr har sagt nej til det. Jeg har kun haft to kærester, og de har begge været okay med det.

5

Kristian Madsen, 26 år - Go

(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © (c) DR)

- Det kommer an på, hvor lang tid jeg har været sammen med vedkommende. Jeg tror ikke, det er et issue med min nuværende kæreste.

- Hvis det var en person, som jeg kun havde set i kort tid, så ville jeg måske være lidt mere skeptisk omkring det. Det handler om, hvor tryg man er ved hinanden og hinandens kroppe, og om man taler åbent omkring det.

- Hvis jeg ikke ville have sex under menstruation, så er det af hensyn til mig selv og min tryghed ved situationen.

6

Oliver Trua, 21 år - No-go

(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © (c) DR)

- Det er no-go. Det er lidt mærkeligt for mig, tror jeg. Det sviner. Det er både af hensyn til hende og mig, at jeg ikke vil. Jeg har dog ikke prøvet det.

- Jeg tror, det ville gøre en forskel, hvis jeg var i et forhold, fordi man er sammen i længere tid og bliver komfortabel med det, men som udgangspunkt nej.

7

Markus Møller, 19 år - Go

(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © (c) DR)

- Der er ikke noget galt med sex under menstruation. Men hvis en pige har menstruation, så er det ikke, fordi man skal, hvis man ikke ønsker, at det skal blive til noget mere. Hvis det er et onenightstand, så skal man måske passe lidt på med det, men ellers synes jeg ikke, at der er noget galt med det. Det er naturligt.

- Det ville gøre en forskel, hvis jeg var i et forhold, fordi så ville jeg have en relation til personen og en fremtid med dem.

- Jeg synes ikke, det er et tabu at tale med sin partner omkring sex og menstruation. Selv hvis det er et onenightstand, så ville jeg ikke sige, at det var et tabu. Du har stadig en relation til personen, så der er ikke noget galt med at tale om det.

8

Nikolaj Hansen, 22 år - No-go

(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen/Illustration Oliver Seppo © (c) DR)

- Det er no-go. Jeg ved ikke hvorfor, men det er det. Det er nok heller ikke rart for hende, tror jeg.

- Det er ikke noget, jeg har prøvet, men det er ikke det værste, der kunne ske. Jeg vil helst lade være, men hvis alternativet var, at jeg skulle undvære, så ville jeg godt kunne leve med det.

- Det er lidt et tabu at tale om. Jeg føler heller ikke, at det er noget, vi snakker om.