Fra psykisk syg til ambitiøs iværksætter: Kopper med blomster blev vejen ud af psykosen

Marie Dyekjær Eriksen drømmer om at slå Royal Copenhagen.

(Foto: © Martin Fält, dr)

De store kopper med akvarelblomster i støvede farver skal give de klassiske hvidriflede kopper fra Royal Copenhagen skarp konkurrence.

Og gerne allerede fra den kommende sommer.

Det er det ambitiøse mål, Marie Dyekjær Eriksen har for sit firma Dyekjaer Design, gennem hvilket hun har designet og solgt malede kopper i et års tid.

Men ambitionen om at skabe noget stort og drømmen om eget firma har hun ikke altid haft. Faktisk var det for få år siden helt utænkeligt, at hun skulle blive iværksætter - og i særdeleshed en succesfuld en af slagsen. Psykisk var hun nede i et sort hul, som hun havde svært ved at komme op fra.

Marie Dyekjær Eriksen er 36 år og bor på Østerbro i København. Hun er universitetsuddannet, men har altid haft en stor passion for kunst og design.

Hun var en lille skolepige, da hun fik interesse for at male på porcelæn.

Det begyndte på ferierne hos farmor og farfar i Holstebro, hvor hun malede kopper og tallerkener. Marie Dyekjær Eriksen efterlignede både sin farfars landskabsmotiver og malede sine egne med huse, haver, sol og skyer.

For et par år siden begyndte hun at designe motiver til kopper, som hun trykker hjemme i sin stue. 2.500 kopper står i papkasser hos hendes mor - klar til at blive sendt af sted, efterhånden som kunderne bestiller.

Det fortalte hun tirsdag aften de fem investorer i DR-programmet 'Løvens hule', hvor hun trods tydelig nervøsitet og svedperler på panden formåede at overbevise to af "løverne", Ilse Jacobsen og Jesper Buch, om at poste penge i hendes porcelænseventyr.

Indlagt med psykose

Men det har været en lang og bumlet vej at nå dertil.

For seks år siden blev Marie Dyekjær Eriksen indlagt på psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet med en psykose.

Forud var gået omkring et halvt år, hvor hun havde bildt sig selv ind, at hun skulle forfremmes i den virksomhed, hvor hun arbejdede som oversætter. Hun var fuldstændig overbevist om, at det var det, der skulle ske.

- Jeg syntes, at mine kolleger ændrede adfærd over for mig, og jeg tolkede meget på netop deres adfærd. Desuden afbrød jeg kontakten til de venner, der var skeptiske over for min opfattelse af, at jeg skulle forfremmes, fortæller hun.

For Marie Dyekjær Eriksen blev det at designe og trykke blomstermotiver på kopper vejen ud af en psykisk sygdom. (Foto: © Martin Fält Hansen, dr)

Men Marie Dyekjær Eriksen blev ikke forfremmet. Hun blev fyret - og kort efter indlagt. Mentalt var hun langt nede, og nedturen fortsatte, længe efter hun blev udskrevet.

Hun blev så passiv, at hun ikke tjekkede sin post eller mail, men mest lå med sin iPad på sofaen. Hun havde det så dårligt, at hun flyttede hjem til sin mor i Jylland og boede der resten af året.

Ville være rask igen

Få gange fandt hun stiftblyant og tegnepapir frem og lavede to tegninger. Den ene under indlæggelsen og den anden kort tid efter.

Den ene pige er ifølge Marie Dyekjær Eriksen udmattet og opgivende, mens den anden smiler en smule og måske hanker lidt op i sig selv. Begge piger har plastre på benene som et slags symbol. Et symbol på hendes psykose.

De to tegninger hænger i dag på stuevæggen i Marie Dyekjær Eriksens lejlighed. (Foto: © PRIVATFOTO)

- Jeg følte mig ret gennembanket og forslået, husker jeg. Men da jeg havde tegnet pigen til højre, havde jeg også besluttet, at jeg ville være rask igen, og det skal jeg fandeme vise dem alle sammen, siger hun.

Blomstermotiver er meditation

Vendepunktet kom i sommeren 2014, hvor Marie Dyekjær Eriksen, der var sygemeldt og på kontanthjælp, mødte op til en samtale til et løntilskudsjob hos Niels Bohr Institutet.

Her mødte hun Gertie Skaarup, der var chef for kommunikationsafdelingen.

- Hun så noget i mig, og jeg fik min selvtillid igen. Jeg var klar til at få ansvar igen, og Gertie var og er en person, som troede på mig. Det gav mig en ny tro på, at jeg fandeme godt kan, og jeg var ikke længere opgivende over for en rigtig karriere, fortæller iværksætteren.

I løbet af de efterfølgende år fik hun flere deltidsjobs og freelanceopgaver, og i 2016 begyndte hun at designe sine egne kopper. De første var med kendte personer fra Danmarkshistorien, derefter udelukkende med blomstermotiver. Hun kan godt lide den æstetik, blomster har.

Psykisk havde hun fået det bedre. Og arbejdet med at male blomster og tegne og trykke motiver gjorde og gør hende glad, forklarer hun.

- For mig er det totalt afslappende, nærmest meditation at arbejde med blomstermotiverne. Jeg forbinder det med alt det positive ved livet.

- Psykisk sygdom behøver ikke være en tung hemmelighed

Marie Dyekjær Eriksen fortæller åbent om den svære tid. Om vendepunktet og om, hvad hun har lært af sine tre år væk fra arbejdsmarkedet.

- Psykisk sygdom behøver ikke være en tung hemmelighed. Jeg ved, at jeg jo også har været rask. Den viden er med til at give mig en større styrke og dermed mere selvtillid, siger hun.

Marie Dyekjær Eriksen valgte at dele historien om sin psykiske sygdom med sin partner i firmaet, ganske kort tid efter de havde mødt hinanden gennem et netværk for iværksættere.

Marie Dyekjær Eriksens første porcelænsserie er allerede klar til kunderne. Hun har siden lavet en ny serie kopper, 'Fabula Nordic', og håber på at kunne udvide serien med fade, skåle og tallerkener. (Foto: © Martin Fält Hansen, dr)

Åbenheden har investorerne Ilse Jacobsen og Jesper Buch også fået at mærke. Kun få uger efter optagelserne til 'Løvens hule' var afsluttet, og de to "løver" tilsammen skulle investere 200.000 kroner i Dyekjaer Design, modtog de en lang mail fra Marie Dyekjær Eriksen, hvor hun åbent og ærligt fortalte sin historie.

- Min første refleksion var positiv, fordi hun er ærlig. Der skal jo et vist tilløb til for at sende sådan en mail til en ny investor. Derfor har jeg stor respekt for Marie, siger designer Ilse Jacobsen og understreger, at sygdommen hverken påvirker hendes investering eller hendes arbejde som Marie Dyekjær Eriksens mentor:

- Det er viljen, der skaber styrken til at kunne. Det er min egen devise, som jeg arbejder efter. Og den har jeg også fundet hos Marie. Hun har bevist, at hun også har styrken.

- Det er vildt at drømme

Marie Dyekjær Eriksen har siden sygdommen fået selvtillid. Faktisk så meget, at hun i dag knokler for, at hendes kopper skal slå giganten Royal Copenhagens stel, som står i mange danske hjem.

- Mine kopper i serien 'Fabula Nordic' er på samme tid moderne og tidløse. Jeg drømmer om, at de sammen med tallerkener, skåle og fade i samme design kan vippe Royal Copenhagen af førerpladsen, siger hun og tilføjer:

- Jeg ved godt, at det er vildt at drømme på den måde, men for et år siden syntes jeg også, at det var vildt at drømme om at komme i 'Løvens hule', men det lykkedes jo.

Dyekjaer Design

  • Marie Dyekjær Eriksen stiftede firmaet i april 2017 med Jakob Bank og Christian Bundgaard som partnere

  • Designer Ilse Jacobsen og iværksætter Jesper Buch har hver investeret 100.000 kroner i firmaet

  • Firmaets nye porcelænsserie 'Fabula Nordic' er udviklet sammen med Ilse Jacobsen

  • Målet er at udvide serien med skåle, tallerkener og fade i samme design