Frederik blev udsat for psykisk vold af sin kone i 12 år: 'Jeg blev manipuleret og dirigeret rundt med'

I dag bor 41-årige Frederik på et krisecenter for mænd og forsøger at komme ovenpå igen.

(© Grafik: Oliver Seppo/DR)

Jalousi, trusler, kontrol og løgnagtige beskyldninger.

Sådan kan man i store træk beskrive Frederiks parforhold. Og det var vel at mærke ham, det gik ud over.

I 12 år fandt han sig i det, indtil hendes nedgørende kommentarer og konstante mistro til sidst fik ham kørt helt i sænk.

Indtil da havde han prøvet at sige til sig selv, at han måtte tage sig sammen og "mande sig op", præcis som hun havde sagt til ham så mange gange før. Men sandheden var, at han nærmest følte sig som en fange.

For hvis han ikke makkede ret, ville hun tage børnene og skride. Og når han så makkede ret, var det heller aldrig godt nok.

Det var først, da Frederik sidste år kom på Mandecentret, som tilbyder hjælp og rådgivning til kriseramte mænd, at han fandt ud af, at han havde levet i et psykisk voldeligt forhold - hvor han var offeret.

- Fra starten gav jeg for meget slip på tøjlerne. Jeg gav mig for meget, og det fortryder jeg i dag, siger 41-årige Frederik. (© Grafik: Oliver Seppo/DR)

I dag bor han fortsat på Mandecentret, indtil han er på benene igen. Og selvom det er godt at få talt med nogen, gør det ondt at høre sandheden.

- Det, der rammer mig mest, er, at jeg er flov over, at jeg har ladet det gå så vidt. At jeg har ladet mig styre, siger Frederik, der er i dag er 41 år.

På denne afdeling af Mandecentret bor de i øjeblikket otte personer. I Frederiks værelse er der en sovesofa, et bord, et køleskab, en stol og plads til to gæstesenge, som hans børn sover i, når de er på besøg.

Det er ikke alverden, men det er hans helt eget for nu.

Køkken, bad og toilet deler han med de syv andre mænd, der i øjeblikket bor der. Nogle er yngre, andre er lidt ældre, og de kommer fra forskellige samfundslag. Men de har dét tilfælles, at de har været udsat for noget i deres forhold – oftest psykisk eller fysisk vold – og har svært ved at få hverdagen til at køre igen.

- Vi er meget forskellige mænd, og det har virkelig åbnet mine øjne. Det her kan sgu ske for hvem som helst, hvis man giver slip på sig selv og møder en, som udnytter og bruger en. Det er uhyggeligt, siger han.

Men hvordan kunne det ende så galt?

Det spørgsmål har Frederik stillet sig selv utallige gange. For når han tænker tilbage, husker han et liv, hvor alt så lyst ud, og hvor alle muligheder lå åbne. Hvor det sidste, han forestillede sig, var at sidde på et krisecenter som 41-årig uden job og bolig.

Hun var frygteligt jaloux

Det hele begyndte i 2005.

Frederik var 25 og færdiguddannet, og hans forældre havde skaffet ham en andelslejlighed et godt sted i København til næsten ingen penge. Ud over at det gav ham tag over hovedet, var det også hans fremtidssikring.

- Jeg fik den, lige inden boligmarkedet gik helt amok i København, og hvert eneste år kunne jeg se, hvor meget mere den blev værd. Jeg følte mig velsignet og syntes, jeg stod med rigtig gode kort på hånden – faktisk bedre end de fleste andre på min alder.

Og det var her, mens livet kørte derudaf, at Frederik mødte en to år yngre kvinde gennem fælles venner.

Hun var 23 og studerede det samme som ham, og han syntes, hun var både sød, charmerende og lækker. Han havde haft forhold før, men det her var noget andet.

På deres første date talte de længe om fremtidsdrømme. Frederik fortalte, at hans store drøm var at knokle størstedelen af året og tage på en fed, lang ferie hvert år de næste mange år – han ville ud at opleve verden. Til hans lettelse ville hun præcis samme, og hun havde slet ikke tid til familie og børn.

Efter tre dates blev de kærester, og efter fire måneder flyttede de sammen i hans lejlighed. Frederik svævede på en lyserød sky. Men hurtigt kom der også mørke skyer på himlen.

Hans kæreste var nemlig frygteligt jaloux.

- Jalousi er noget, jeg altid har haft det svært med, fordi jeg aldrig selv har følt det. Jeg synes jo kun, det er smigrende, hvis andre tjekker ens kæreste ud. Men jeg prøvede at være forstående og en god kæreste.

- Når jeg tænker tilbage, øvede jeg mig i mine teenageår på at være den perfekte, søde og forstående kæreste. Desværre fandt jeg en, som udnyttede det. (© Grafik: Oliver Seppo/DR)

Præcis et år efter første date sprang bomben, der vendte op og ned på hele Frederiks verden. Kæresten meddelte, at hun var gravid. Og at hun ville beholde barnet.

Frederik var chokeret. Ifølge ham havde de begge en helt klar aftalte om, at hun var på p-piller, og at det skulle være en fælles beslutning, når og hvis de en dag i fremtiden skulle stifte familie. Han spurgte, om hun havde undladt at tage sine p-piller, hvortil hun svarede, at hun nok havde misset et par på grund af skiftende arbejdstider.

Frederik blev desperat ved tanken om at blive far allerede. Deres forhold var stadig relativt nyt, og de skulle jo først opleve verden sammen. Men hun meddelte ham, at abort ikke kunne komme på tale. Hun havde tidligere fået en abort og frygtede, at hun aldrig nogensinde mere ville kunne få et barn, hvis hun fik en abort igen.

- Det var jo meget svært at argumentere imod som mand. Men jeg vidste, at det ville blive en tabersag, uanset hvad jeg gjorde. Ville jeg have et barn, jeg aldrig lærte at kende? Så jeg valgte at blive hos hende.

Tjekkede hans telefon og forhørte ham

Set i bakspejlet skulle han nok være gået. For det var, da hun var gravid, at den psykiske vold og skænderierne begyndte at eskalere.

Hvis en kollega eller ven skrev og spurgte, om han ville med i byen en aften, blev han vækket tidligt om morgenen. Og det var ikke med kys og kaffe, men med råb og skrig, mens hun forhørte ham om, hvem der havde skrevet til ham så sent.

- Det var meget stressende. Jeg havde mange sene vagter og kunne mærke flere dage efter, når hun vækkede mig efter få timer. Efter noget tid bad jeg mine kollegaer om at stoppe med at spørge, om jeg ville med i byen. Af og til skrev de alligevel, og det gav altid ballade, fordi hun tjekkede min telefon.

- Lad være med at gå for meget på kompromis med dig selv og dine egne ønsker. Det påvirker dig mere end du tror, hvis dine grænser bliver rykket, lyder rådet fra Frederik. (© Grafik: Oliver Seppo/DR)

Til sidst var Frederik så træt af det, at han begyndte at lægge sin mobil under hovedpuden, når han skulle sove.

- Det var grænseoverskridende at føle, at jeg ikke havde et privatliv, og når jeg prøvede at sige, at hun skulle holde sig væk fra telefonen, råbte og skreg hun. Jeg begyndte at sove dårligt af frygt for, om jeg pludselig blev vækket.

Kæresten gik skridtet videre og bad ham om ikke at have særlig meget kontakt til andre kvinder. Hun kunne blive syg af jalousi og komme med kommentarer som "hun kigger på dig, som om hun bare vil æde dig!", hvis hun tog ham i at sludre med andre i boligforeningen.

- Det var lidt lige meget, hvem fanden det egentlig var. Det kunne være min gode barndomsveninde, som kom forbi, da vores lille pige kom til verden. Jalousien fyldte bare alt.

Hvad gjorde du ved det?

- Jeg prøvede at være forstående, fordi hun havde oplevet utroskab før. Men det gav hende mulighed for at kontrollere og kritisere.

En dag arrangerede han med hendes mor, at de kunne få børnene passet, så de kunne holde en kæresteaften. Men stik mod forventning hidsede hun sig op over, at han brugte hendes mor på den måde.

En anden gang købte han blomster til kæresten på deres årsdag – hun kritiserede ham nemlig ofte for ikke at tage initiativ.

Blomsterne skulle være en overraskelse, så mens han var på arbejde, havde han fået hendes veninde til at låse dem ind i lejligheden, så de stod klar, når hun kom ind ad døren.

Først blev kæresten glad, men da hun hørte, at han havde haft kontakt med hendes veninde for at planlægge den søde surprise, var fanden løs.

- Jeg følte ikke, jeg kunne gøre noget rigtigt. På det her tidspunkt havde jeg selv skåret mange af mine egne venner fra, fordi det gav for mange problemer. De mennesker, vi havde i vores liv, var hendes veninder, og så endte det med, at hun anklagede mig for at flirte med dem.

Nu hvor de havde fået en baby, ville kæresten have en større lejlighed.

Selvom Frederik protesterede mod at sælge sin elskede andelslejlighed, endte det med, at hun til sidst fik trumfet sin vilje igennem. De solgte hans og fandt en større – og meget dyrere – lejlighed, og denne gang blev kærestens navn skrevet på andelsbeviset, mens Frederiks navn ikke stod nævnt nogle steder.

Hvorfor lod du det ske?

- Det var ikke et ønske, men et krav fra hende, og hun kom med trusler som "hvis vi ikke gør det på den her måde, gør jeg det alene".

Og det virkede?

- Ja, jeg kunne ikke klare tanken om ikke at være der for min lille datter – at hun måske aldrig ville lære mig at kende. Jeg læste endda bogen 'Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus' for at prøve at forstå min kæreste og selv blive bedre i et parforhold.

Lignede sin far

Frederik selv var et ønskebarn og en efternøler. Hans mor havde to store børn fra et tidligere ægteskab med en meget dominerende mand, inden hun fandt Frederiks far, som var alt det modsatte.

Faren var til stede fysisk, men hans personlighed fyldte ikke meget. Han ville hellere snakke stille og roligt om tingene, og hvis moren råbte ad ham, trak han sig og gik en tur.

Frederik havde arvet hans stille væsen og følte sig malplaceret i forhold til sin højtråbende mor og søskende. Han kunne godt mærke, at han blev mere såret af ting end de andre og følte et stort ubehag, når hans mor og søskende råbte højest for at få ret.

- I dag kan jeg se, at jeg ligner min far mere, end jeg nogensinde havde troet. For nogle år siden spurgte jeg ham direkte, om han kunne give mig et råd til, hvordan man kunne lære at leve med en dominerende partner. Det kunne han ikke svare på, og han ville ikke lukke mig ind. Det blev jeg meget ked af.

Lige nu er Frederik stadig sygemeldt med depression, men er i kontakt med jobcentret og håber snart at kunne starte på deltid. Han ønsker en arbejdsplads, der ikke har en hård tone. (© Grafik: Oliver Seppo/DR)

For Frederik havde efterhånden desperat brug for et godt råd til de problemer, der var ved at kvæle ham i parforholdet. Og der kom hele tiden nye til. En dag fortalte kæresten, at hun ikke var tilfreds, før de sidste punkter i boksen var tikket af: barn nummer to og bryllup.

Barn nummer to afviste han blankt – det kom ikke til at ske, før de fik det godt sammen igen. Men han kunne godt give hende et bryllup, til trods for at det gik imod hans egne værdier.

- Jeg har aldrig forstået meningen med at blive gift, det er jo bare et stykke papir. Det, der tæller, er, hvordan man har det indbyrdes. Men det vigtigste for hende var facaden, og at hun kunne invitere sine veninder til et stort bryllup med overnatning og det hele.

Hvorfor sagde du ja?

- Fordi hun truede med at finde en anden, hvis jeg ikke ville giftes – og jeg ville ikke miste vores barn. Jeg havde nok også et håb om, at hun ville ændre sig og stoppe med at forlange mere. At der ville komme ro på, hvis hun fik det, hun ville have.

Men efter brylluppet stoppede tilsviningerne ikke. Tværtimod var der intet, der var godt nok.

Frederik stod efterhånden for alt derhjemme. Han støvsugede, vaskede tøj, lavede mad, slæbte varer ind fra deres bil, som hun kørte rundt i. Men nu var hun utilfreds med hans job og forlangte, han skulle skifte branche for at få nogle arbejdstider, der passede bedre til familielivet.

De skændtes og blev enige om at gå i parterapi. Men da parterapeuten sagde ordret til hende, at "ikke mange har det lige så godt derhjemme", var den parterapi overstået efter én gang.

I perioder var det også godt imellem dem. Især efter et stort skænderi. Så så han glimt af den kvinde, han forelskede sig i dengang.

- Det var, som om hun nærmest vågnede op. Der kom ro på, og hun kunne blive bedre i flere måneder. Det gav et håb om, at alt det dårlige var slut.

Efter sådan en af de gode perioder fik Frederik for første gang i flere år lyst til sex igen. Og så skete det, der i hans verden ikke måtte ske: Hun blev gravid igen.

- Der følte jeg, at hele min verden sprang i luften.

Ifølge Frederik var det her, den psykiske vold for alvor viste hele sit fulde ansigt.

Truslerne fra hans kone sad meget løst og omhandlede altid samme tema: "Hvis du ikke gør, hvad jeg siger, tager jeg børnene og går".

- Jeg lagde låg på mig selv. Det var, som om jeg gav op og accepterede at gå en fremtid i møde, hvor jeg fik overtrådt alle mine grænser.

Ville separeres – og fortrød

Men en dag fik Frederik nok.

De havde haft et kæmpe skænderi, hvor hun beskyldte ham for at være utro med en fra deres boligforening. Han forlod lejligheden, og ti minutter efter dukkede der en besked op i hans e-Boks: Hun ville separeres.

Og her skete der noget underligt. For det, han havde gået og frygtet i så mange år – at hun ville forlade ham – føltes pludselig som en gave, da han så det sort på hvidt. Det føltes som frihed. Det var hans stikord til at komme væk fra alle truslerne og kritikken, som aldrig ville få en ende.

Og selvom konen fortrød samme dag og ville annullere separationen, stod Frederik for første gang i deres 12 år lange forhold fast. Han ville skilles.

Han fik dog ikke sin vilje uden kamp, og herefter fulgte et tre år langt efterspil, hvor hun brugte børnene imod ham og blandt andet beskyldte Frederik for at være narkoman og tage "alle stoffer på nær heroin", så han skulle aflægge hårprøver og narkotests – som frikendte ham.

Oveni var han dybt ulykkelig, fordi han ikke længere kunne se sine børn hver dag, og fordi drømmen om en kernefamilie endegyldigt var brast.

Men da det føltes allerhårdest, havde han en samtale med en barndomsven, som gjorde et stort indtryk på ham.

Vennen sagde, at han havde lagt mærke til, at den Frederik, han kendte, blev muted –slukket for – allerede kort inde i forholdet. Det var, som om Frederik blev forvandlet til en helt anden mand, men vennen havde ikke sagt noget, fordi Frederik havde virket så forelsket.

Hvordan var det at få det at vide?

- Det gjorde ondt. Det gjorde mig ked af det. Jeg bebrejdede mig selv, at jeg fra starten havde ladet mig køre over. Det lyder forkert at sige det højt, men jeg skulle aldrig have været så forstående og medfølende.

Svært at få hjælp som mand

Da parret blev skilt, havde Frederik ikke noget sted at gå hen. Det var kun hendes navn, der stod på andelsbeviset, og hun ville sælge og starte på en frisk, uden at han kunne gøre noget.

Han havde heller ikke kræfterne til det, for han gik ned med en alvorlig depression og mistede sit job. Og her oplevede han, at der ikke var meget støtte at få.

- Jeg var endelig sluppet ud af et psykisk voldeligt forhold, men syntes det var svært at få hjælp, når jeg fortalte, at jeg var blevet kørt rundt i manegen af min kone. Folk tog det ikke seriøst. Jeg vil slet ikke tale dårligt om kriseramte kvinder, men jeg føler, at jeg havde været bedre stillet, hvis jeg ikke var en mand.

Frederik mener ikke, samfundet er gearet til mænd, der har oplevet partnervold: - Vi mænd her på krisecentret får en kategori i vores papirer, der hedder "hjemløs", ikke "kriseramt". (© Grafik: Oliver Seppo/DR)

Efter at have boet rundt omkring på sofaer hos venner og familie – og at være blevet afvist af Hjemløseenheden – endte han på Mandecentret, hvor han for første gang fortalte om det, han var blevet udsat for gennem 12 år. Og her fik han ren besked:

Der var ingen tvivl om, at Frederik var offer for psykisk vold.

Han fik derfor tilbudt at bo på Mandecentret, til han var ovenpå igen, og her bor han stadig. Det hjælper at tale om det, men selvom han er offeret, er han alligevel sur på sig selv.

- Jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke satte foden ned og var lidt mere hård og kontant over for hende. Lidt mere maskulin. Men den moderne mand er en svær rolle at finde ud af. Jeg prøvede at være forstående og blød, men i stedet blev jeg manipuleret og dirigeret rundt med.

De mange år med psykisk vold har fået store konsekvenser for ham. Han er ikke længere social og imødekommende og føler, han har mistet sit glimt i øjet. Han har svært at opbygge venskaber og orker ikke at investere i nye relationer.

Men én ting har han stadig i behold. Sine drømme.

- Om et år håber jeg, at jeg har mine børn og et dejligt fuldtidsjob. Jeg håber, jeg sidder i min egen lejlighed og er ved at få helt styr på mit liv.

Ud over dine børn bor du så alene i din drøm?

- Ja. Jeg skal først finde mig selv igen og øve mig i at fylde noget mere, før jeg skal have nogen kvinde inden for i mit hjem igen.

Frederik er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med hans fulde identitet. Han ønsker ikke at stå frem med sit rigtige navn, da han i øjeblikket er midt i en sag med sin ekskone om retten til samkvem med deres børn. Vi har set dokumentation, der bekræfter hans fortælling.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk