Frederikkes kæreste blev radikal veganer: 'Han er villig til at ofre mig for sagen'

Næste skridt var en baby - men så blev Frederikkes kæreste aktivist.

En oktoberdag i 2017 vågner Frederikke på 23 år om morgenen. Hendes kæreste Henrik er ikke i sengen. Han har igen set Youtube-videoer til langt ud på natten. Siden deres chihuahua-hund Bebe blev syg med store smerter, har Henrik været meget optaget af, hvad man kan gøre for at lindre dyrs lidelser.

Hun finder ham i køkkenet, hvor han er i færd med at tømme hele køleskabet for kød, æg og mælk.

- Vi kan ikke spise de her ting, de skal ud!, siger han.

Hun forstår ikke, hvad han mener. Måske er det endnu en skør diæt, han er på. Det er nok bare en fase, tænker hun.

Men det er det ikke.

Den morgen er hendes kæreste Henrik blevet veganer, og det kommer til at ændre hele deres liv. Et liv, hvor præventionen allerede var smidt og næste skridt var en baby.

- Jeg havde slet ikke forestillet mig, at vi ville sidde i denne her situation. Jeg troede, vi sad med det første barn nu, siger 25-årige Frederikke Fogtmann i dag.

Var altid glad

Frederikke lærte den to år ældre Henrik at kende, da de var teenagere på Falster. De festede sammen og kyssede lidt, uden at det blev til mere. I 2013, da Frederikke skulle flytte til København med en veninde, mødtes de igen. De blev kærester, og Henrik kørte hver eneste dag fra Falster for at se hende, indtil parret flyttede sammen i København.

Hun faldt for hans humør. Henrik var altid mega glad, ville opleve hele verden, og det var perfekt for den lidt stille og tilbageholdende Frederikke.

Og så var det kun et plus, at han havde et firma, en lækker bil, og var flot og veltrænet.

- Jeg var bare solgt, som hun siger.

- Den Henrik, jeg havde med på ferie, var den sjove, oppe at køre-Henrik. Når jeg i dag ser tilbage på, hvor sjovt vi havde det, bliver jeg lidt trist og ked af det, siger 25-årige Frederikke. (© PRIVATFOTO)

Henrik var selvstændig videoproducer, og Frederikke var vippetekniker med egen salon i deres lejlighed, så parret tilbragte rigtig meget tid sammen. I fritiden elskede de at forkæle hinanden med lækre middage og fede rejser. I 2016 tog de på en to måneder lang tur til Sydøstasien.

De har ikke været på en kærestetur siden. Og parrets babydrøm er sat på pause, da Henrik ikke længere har tid.

For efter den nat, hvor Henrik tilfældigvis stødte ind i nogle videoer på Youtube om produktionsdyrs lidelser, blev han veganer.

Henrik begyndte at bruge alle sine vågne timer på sin nye mission - at få sat en stopper for grise, køer og kyllingers lidelser - og havde ikke længere tid til noget andet.

- Vi var altid sammen og elskede at hygge med slik og film og rejser. Men pludselig ændrede han sig drastisk. Nu har han behov for at lukke sig inde og fokusere på sagen. Det påvirker hans humør, og jeg bliver nedprioriteret, fortæller hun ærligt.

Og det kan være svært ikke at tage personligt.

- Selvfølgelig har jeg haft dage, hvor jeg har været ked af det og frustreret, fordi han har valgt denne her sag over mig. Det går ud over selvtilliden. Er der et eller andet med mig, siden han hele tiden vælger mig fra? Jeg er bange for at miste Henrik til dyrene.

Uvenner over kylling

Henriks nye veganske livsstil satte fra starten deres forhold under et stort pres, og parret begyndte at blive uvenner, når de lavede aftensmad.

- Når jeg stod og stegte kylling, skabte det dårlig stemning. Han blev frustreret, fordi han ikke følte, jeg forstod ham.

Til sidst blev Frederikke træt af at stege sit eget kød, når det alligevel endte i diskussioner. Og da Henrik begyndte at tale om, at de skulle have hver deres hylde i køleskabet, fordi han ikke kunne lide at se på hendes kød, afgjorde det sagen.

Frederikke blev veganer.

- Jeg kunne mærke, det pressede ham. Vi havde mange lange samtaler, og det betød meget mere for ham, at jeg lod være med at spise kød, end det betød for mig at spise kød. Så jeg valgte at støtte ham i det.

For Henriks og forholdets skyld traf Frederikke et valg om også at blive veganer. Nu er hun gået all in og har lavet Instagram-kontoen 'Vegansk Univers'. (© Screendump fra 'Mit liv for dyrene')

Kan ikke koble af

Men dermed var problemerne ikke løst mellem dem. For jo længere Henrik kom ned i dyreaktivismen og sit nystiftede Veganerparti, jo mere gled parret fra hinanden.

- Jeg springer ikke ud i nye ting, som han gør, så jeg blev ret hurtigt hægtet af, og det splittede os. Jeg må også bare erkende, at jeg ikke kan gå all in i sagen, som han ville ønske, siger hun.

Se videoklippet, hvor Henrik prøver at overtale Frederikke til at lave hovedkontor for Veganerpartiet i deres lejlighed:

Også økonomien har ændret sig drastisk de seneste to år. Henrik er stoppet med at arbejde og har brugt hele sin opsparing på sagen.

- Jeg har penge nok til at forsørge os begge, men hvis jeg inviterer ham ud at spise, kan han ikke koble af og føler, han burde arbejde. Det er sjældent, vi laver noget sammen, siger hun og tilføjer:

- Det er en sympatisk sag, han kæmper for, og jeg støtter ham, men jeg kunne godt tænke mig, at fem procent af tiden kunne gå til mig. Det tror jeg også, han selv har brug for. Jeg er bange for, at han knækker nakken, fordi han ikke kan lade det være.

For at se sin kæreste har Frederikke nu taget et valg. Hun er gået ned i tid på sit arbejde, så hun kan komme forbi Veganerpartiets kontor for at hjælpe til.

- Så ser jeg ham mere, og jeg kan mærke, det gør Henrik glad. Han vil gerne se mig, han har bare ikke kunnet retfærdiggøre at bruge et par timer med mig på at se serier, siger hun.

Bekymrede veninder

Frederikkes veninder har flere gange udtrykt bekymring for hende. De frygter, at hun vil miste sig selv, hvis det hele foregår på Henriks præmisser.

Frederikke forstår dem godt.

- Det er rigtigt, jeg har måttet tilsidesætte mine egne behov. Når jeg er glad, og han kommer sur og nedtrykt hjem, må jeg tage mig af ham. Jeg er nødt til at være et tolerant og rummeligt menneske. Det var ikke det her liv, jeg gik ind til, siger hun.

Men samtidig har hun svært ved at sige stop. Også selv om hun ofte er ked af, at det giver kriser i forholdet.

Se videoklippet, hvor Frederikke er knust over, at Henrik har valgt at holde pause i forholdet og flytte væk:

- Vi har kendt hinanden i ti år, og vi elsker hinanden. Jeg hænger nok fast i, hvad vi havde og håber, at det kommer igen en dag, siger Frederikke.

- Det er bare så vildt at forstå, at Henrik vil det her så meget, at han er villig til at ofre mig.

Derfor prøver hun at acceptere forholdet med den Henrik, han er blevet. Dog ville hun stadig ønske, at han også ville prioritere hende, familien og vennerne lidt mere engang imellem.

- Jeg kan jo se, at de andre i partiet også har tid til andet. Men Henrik er af en meget speciel støbning, og han går ind i det her 100 procent. Og det elsker jeg ham også for. Men jeg synes også bare, der er meget andet her i livet. Der er vores fremtid sammen med børn.

Ifølge Henrik selv vil han trække sig, når missionen er nået. Og Frederikke trøster sig med, at hun stadig kun er 25 år, så det går nok. Problemet er bare, at hun ikke ved, hvornår Henrik føler, han er i mål.

- Er det om et år, er det om ti år? Eller vil han fortsætte til evig tid? Resten af mit liv skal ikke handle om sagen eller Veganerpartiet. Jeg synes, livet byder på så meget andet.