Gem dit slik et hemmeligt sted - og 4 andre råd til at undgå ekstra karantæne-kilo

Diætisten guider dig til at undgå at falde for usunde fristelser under corona-karantænen.

(Foto: Oliver Seppo © dr)

Træthed, kedsomhed, irritation og rastløshed.

Det er alle følelser, du nok godt kan genkende, nu hvor vi befinder os et pænt stykke inde i corona-nedlukningen, der har vendt op og ned på vores liv.

Væk er vores faste arbejdsrutiner på jobbet og muligheden for at brænde kalorier af i fitnesscenteret.

Til gengæld får du tilbragt masser af tid inden for hjemmets fire døre med alle dets fristelser.

Det kan du måske allerede se og mærke på din egen krop, som sikkert ikke står lige så skarpt, som dengang 'corona' ikke var et ord, du tænkte på hver dag.

Ifølge

diætist
Gitte Dreyer er det slet ikke så underligt, hvis du har taget et par kilo på de seneste uger.

- Vores vaner er blevet lavet helt om, så du pludseligt er meget hjemme med køleskabet og slikskabet lige ved hånden. Der er ikke langt fra tanke til handling, når det gælder de usunde fristelser, siger hun.

- Normalt spiser de fleste danskere faktisk sundt mandag til fredag. Det er typisk i weekenden, hvor der ofte ikke er så faste rammer, at der kommer ekstra kalorier indenbords.

- Hver dag føles lidt som weekend lige nu, fordi den faste struktur er væk. Og det gør, at det er megasvært for de fleste at holde et sundt måltidsmønster, siger Gitte Dreyer.

Herunder kan du læse Gitte Dreyers fem råd til, hvordan du undgår at falde for de usunde fristelser.

Lad være med at handle så tit

(Foto: Klaus Bo © Scanpix)

- Du skal lade være med at købe ind særlig tit, for så bliver du ofte præsenteret for mange fristelser.

- Du kender det helt sikkert, når du handler i dit lokale supermarked, og der er tilbud på chokoladekiks og sodavand. Man får lyst til at købe det, fordi man står og kigger på det.

- Hvis du derimod handler over nettet, så er det ikke helt det samme, fordi du ikke fysisk står over for fristelserne. I et online-supermaked skal du ofte selv søge efter de søde sager, og det gør, at de ikke kommer i den virtuelle kurv.

- Du kan med fordel købe måltidskasser i stedet. Det er nemt, sundt, og så er de portionsafstemt.

- Du skal heller ikke være sulten, når du køber ind. For hvis du er sulten, bliver du automatisk også mere lækkersulten. Så ender det ofte med, at du kommer hjem med nogle helt andre og usunde varer.

- Beslut dig hjemmefra, hvad du skal købe ind. Lav en indkøbsseddel, fordi det hjælper dig til ikke at blive fristet undervejs.

Hav fokus på maden, når du spiser

(Foto: Malthe Ivarsson © (c) Scanpix)

- Ofte spiser vi, når vi laver noget andet. Vi sidder med vores mobil eller tablet eller ser fjernsyn, og så har vi ikke fokus på det, vi spiser.

- Du kender nok til, at man ser en film og hygger sig med en pose chips og en plade chokolade. Når filmen er færdig, har du spist rub og stub - man har slet ikke lagt mærke til, hvor stor en mængde, man har kørt ind.

- For hvis ikke du har øjnene på maden, så lægger hjernen ikke mærke til, hvad der sker.

- Jeg foreslår, at man sætter sig ved sit spisebord, hver gang man skal spise et måltid. Og man skal ikke sidde med alt muligt elektronik, der forstyrrer undervejs.

- Så har du fokus på maden og lægger mærke til, hvornår du begynder at mærke mæthedsfornemmelsen.

Spis på faste tidspunkter

(Foto: Lars Laursen © Scanpix)

- Sørg for at spise på faste tidspunkter, så hele dagen ikke bliver et stort måltid.

- Hvis du beslutter dig for at spise klokken 8, klokken 12, klokken 15 og klokken 19, så har du

minimeret
chancen for at falde for diverse fristelser.

- Det hjælper maven til at vænne sig til, at der skal gå flere timer imellem hvert måltid - ligesom på en normal arbejdsdag. I det hele taget gælder det om at holde fast i de rutiner, du havde før corona.

- Hvis ikke du gør det, glemmer du at mærke efter, om du rent faktisk er sulten.

Spis mindre portioner, end du plejer

(Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

- Hvis du spiser samme mængder, som du plejer, så vil du tage på i vægt i disse tider. Derfor er det en god ide at spise mindre portioner, fordi du laver mindre.

- Vores hjerne lægger faktisk ikke mærke til, hvis vi øser 20 procent mindre op på vores tallerken, end vi plejer. Så øs mindre op og spis én portion i stedet for at lade det friste på spisebordet. Så tager du ikke portion nummer to eller tre.

- Her i den vestlige verden spiser vi ofte, indtil vi føler os mætte. Men det tager op til 20 minutter før mæthedsfornemmelsen indfinder sig.

- Så hvis du spiser på ti minutter, så når du ikke at mærke, at du er mæt. Og så spiser du meget mere, end du egentlig har behov for.

- Der er mange måder, man kan snyde sig selv på. I stedet for at spise af en stor aftensmadstallerken, kan du spise af en mindre frokosttallerken.

Flyt dit slikskab

- Hvis du har søde sager i huset, så sørg for at flytte det til et nyt sted. Så gør du det besværligt for dig selv, hver gang du skal have fat i det.

- Gem det inde i tøjskabet, for så bliver du mindet om, at du ikke kan passe dine bukser, hvis du bliver ved. Hvis chokoladen ligger sammen med bikinien, så tænker man, at man snart ikke kan passe den.

- Det er godt at blive mindet om konsekvenserne.