Det er ikke mærkeligt, at Gustav Thaysen har døjet med angst i mange år.

Fra han startede i 0. klasse og frem til 5. klasse havde han dagligt en frygt for, at de andre børn ville mobbe eller ligefrem overfalde ham. For det var lige netop det, der ofte mødte ham i skolen.

Næsten hver dag fik han hårde skældsord og dumme øgenavne smidt i hovedet. Andre dage oplevede han at blive skubbet eller slået.

Der var også engang nogle børn, der væltede hans kørestol og begyndte at sparke ham, mens han lå forsvarsløs på gulvet. Og det er endda bare én ud af flere lignende historier.

- Det gjorde mig ked af det, og det var virkelig ikke en rar tid. Men fordi jeg er anderledes og sidder i kørestol, var jeg nem at mobbe, siger han i dag.

Tit var de voldsomme oplevelser noget, som Gustav tacklede alene. Ikke fordi han syntes, det var bedst at holde det for sig selv, men fordi han simpelthen ikke turde andet.

- Der er nogle ting, jeg ikke har fortalt min mor om, fordi jeg fik kommentarer som: "Hvis du siger det her, så slår jeg dig ihjel." Da jeg gik i 2. klasse, troede jeg jo, de mente det. At de på magisk vis kunne høre, hvis jeg sagde det til nogen, og så ville slå mig ihjel dagen efter.

Gustavs tid i den almindelige folkeskole har derfor været alt andet end den trygge og glade tid, som man kunne have håbet på. Og reelle venskaber var der ingen af.

Derfor er det kun endnu mere glædeligt, at han nu som 16-årig endelig har fundet en skole, der passer til ham på alle fronter.

Vejen derhen har til gengæld ikke været uden udfordringer.

Særlig efterskole var ikke et hit

Ikke nok med at Gustav oplevede voldsom mobning som barn i folkeskolen – lige siden har han også haft svært ved at finde en skole, hvor både de andre børn og det faglige niveau passede til ham.

Den unge vestjyde er nemlig helt almindelig intelligent. Til gengæld har han nogle kognitive vanskeligheder, der blandt andet betyder, at han skal have mere ro til sine opgaver end andre.

Og så sidder han i kørestol og er begrænset fysisk, fordi han er født med cerebral parese.

- På de andre skoler har jeg tit skullet sidde og tælle til ti og øve ABC, men det skal jeg heldigvis ikke længere. Nu lærer jeg ting, der passer til mit niveau. De andre steder har jeg tit følt, det var på et børnehaveniveau, siger han.

Generelt har hans faglige niveau ligget højere end hans jævnaldrende, når han har gået på skoler for elever med særlige behov, og derfor er han tit faldet mellem to stole i skolesystemet, fortæller han. Det har ofte efterladt ham trist og med en følelse af konstant at være fejlplaceret.

Sådan var det også på den sydvestjyske Kvie Sø Efterskole, der er en forholdsvis nystartet specialefterskole for unge med diverse diagnoser og handicap.

For selvom de fleste andre elever har stor gavn af skolen, så følte Gustav aldrig, at han helt passede ind. Det har du kunnet se i DR-dokumentarserien 'Helt i særklasse', hvor han er en af de efterskoleelever, som tv-holdet følger.

'Jeg passede ikke ind'

Flere gange har vi som seere været vidne til, at Gustavs mor, Sinne Thaysen, kører sin søn over på skolen søndag aften og igen og igen forsøger at overtale ham til at give stedet en chance mere.

- Jeg havde drømt om at få en masse venner på skolen og finde nogen, der var ligesom mig. Og at jeg ville få noget undervisning, der passede til mig – men det fik jeg desværre ikke, erkender Gustav.

I programmet ser vi også, at Gustav – som den spøgefugl han er – henvender sig direkte til kamerapersonen for at høre, om han mon kan få et lift hjem til sin familie.

På overfladen en sjov bemærkning, men altså også en kommentar med masser af alvor.

- Jeg havde selvfølgelig gode dage på efterskolen – især da jeg boede på værelse med Vitus, der blev min ven – men i bund og grund var det bare ikke en skole for mig. Jeg passede ikke ind, siger Gustav med ærgrelse i stemmen.

Da Vitus pludselig stoppede på skolen, mistede Gustav da også den sidste motivation for at give stedet en ny chance. Han orkede bare ikke mere. Så efter mere end et år på skolen pakkede Gustav sine ting og blev hentet hjem af sin mor.

Se Gustav forklare, hvorfor han altid spørger potentielle venner, om de er hans ven:

Har ikke haft én dårlig dag siden

Heldigvis har det vist sig, at Gustavs farvel til efterskolen var den helt rigtige løsning.

I dag går han nemlig på Daghøjskolen Sydvestjylland i hjembyen Esbjerg, hvor han har været en lykkelig og tilfreds elev siden november.

- Det er så megafedt at gå der – det er virkelig fantastisk, udbryder Gustav begejstret.

At den skole var et bedre tilbud, fornemmede han allerede, da han første gang besøgte den for at undersøge, om den overhovedet var noget for ham.

- Jeg ved ikke, hvad det var, men jeg kiggede på de andre elever og vidste bare, at det var det rigtige. Og jeg har faktisk ikke haft én dårlig dag siden, siger han.

Hans angst er også nærmest forsvundet nu. For eksempel er han ikke længere bange for at være alene, og han har også lært at tackle sin angst, så den ikke længere får plads.

Når Gustav triller ind på sin nye skole, er det derfor helt uden frygt for at blive mødt af skældsord og mobning. Hans mangeårige frustration over ikke at passe ind er også pist væk nu, fortæller han.

Og så har Gustav ikke mindst opnået noget på sin nye skole, som han ikke tidligere har oplevet; han har fået masser af venner.

- Jeg er venner med alle i min klasse og bliver også inviteret med til festerne. De er i det hele taget gode til ikke bare at kigge på kørestolen – de ser personen i kørestolen og inkluderer mig i alt, så jeg er megaglad for at gå der, siger han.

Hvis du møder Gustav i dag, er han derfor et mentalt sundere sted end i 'Helt i særklasse'. Så hvordan har det været at se sig selv på tv i et program, hvor seerne også ser alt det, der er svært?

- Jeg har det bedre med det nu, men min store frygt var at vise det til dem, jeg går i klasse med. Jeg var bange for, hvad de ville tænke. De synes heldigvis, jeg er megasej, og at det er fedt at se mig i tv. Så nu har jeg det helt fint med det, siger Gustav og konstaterer:

- Jeg har det fantastisk og elsker mit liv nu.