Har storsmilet og festet løs foran hele Danmark. Men Philip har gemt på hjerteskærende hemmelighed

Efter flere års flugt er Philip May Dreier Mikkelsen nu klar til at konfrontere sine dæmoner og se fremad.

(Foto: Stefan Wessel © (c) DR)

På en hylde over spisebordet i stuen i den lille stuelejlighed i Slagelse står tre priser fra Reality Awards.

De vidner om, hvordan han siden sin deltagelse i 'Paradise Hotel' i 2015 har markeret sig som en af de mest markante personligheder i realityverdenen herhjemme.

Fuld af en næsten overnaturlig energi, frisk på al slags ballade og altid klar med en kæk bemærkning har Philip May de senere år indtaget en helt naturlig plads i spotlightet.

Ud over endnu en tur på 'Paradise Hotel' har han da også været med i mange andre realityprogrammer såsom 'Divaer i junglen' og 'Til middag hos' - naturligvis med samme sprudlende energi og smittende smil.

Men det er kun én side af Philip May - eller Philip Dreier Mikkelsen, som han er døbt.

Sideløbende med sin karriere som realitydeltager har han nemlig kæmpet med nogle voldsomme dæmoner inde i sit hoved. Dæmoner, der er kommet til udtryk gennem PTSD, et narkomisbrug og en konstant angst for at dø.

I ni-ti år er Philip regelmæssigt vågnet med mareridt midt om natten. Når han altså overhovedet har kunnet sove. Også da han var med i 'Paradise Hotel'.

- Mit liv er slet ikke det glansbillede, som det måske har kunnet se ud som, fortæller Philip fra sin sofa, der står foran vinduet med mørke gardiner, der er trukket for.

Han er en tæt fyr med store overarme og hænder og tatoveringer op og ned ad armene. Og en voldsomt levende og smittende mimik.

- Det er et meget sårbart emne for mig, og der er virkelig meget, jeg har skullet have styr på, før jeg kunne åbne op om det her.

Men nu er tiden moden.

På køleskabet i lejligheden hænger en fotoserie fra en babyscanning. Philip og kæresten Simone, som mødte hinanden i 'Paradise Hotel' i 2017, venter nemlig barn den 28. december, og Philip vil gerne være den bedst mulige far.

Og for at han kan være det, er han blevet nødt til at kunne se sig selv - og sine dæmoner - i øjnene.

Det hele kan spores ti år tilbage, da han var 20 år og skulle udsendes som soldat til Afghanistan.

På køleskabet i det lille hjem hænger en stribe fotos fra en babyscanning af lille Vilmar i maven på Simone. (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)

Mortérulykken kort før Afghanistan

Det er juni måned i 2010.

Der er fire uger til, Philip og hans soldaterkammerater skal af sted til Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor Danmark bekæmper Taleban og al-Qaeda som del af en amerikanskledet koalition.

De er på øvelse i Oksbøl i Jylland, og de skal lave deres sidste skydeøvelse med mortérkanonerne, der er små kanoner til at skyde granater ind over fjenden. Regnen vælter ned.

- Vi sætter mortérerne op, som vi har gjort 100 gange før. Sidste skydning, og så skal vi på sommerferie.

Philip er førstemortér, så han begynder.

- Vi skyder. Bum. Den rammer, hvor den skal. Så skal de andre være med, og vi skal skyde tre lag - altså tre skud hver.

Han får hurtigt skudt sine tre skud og tredjemortéren lige så. Andenmortéren er langsommere.

- Jeg sidder med ryggen til, og på sidste skud kommer der pludselig en eksplosion. Jeg bliver presset fremad og trykket ned.

Philip mærker selv noget ramme ham i baghovedet, men han ved stadig ikke, hvad der er sket. Han tror næppe, at det er mortérkanonen. Det må være nogle andre kanoner længere bagud, der har skudt for kort, tænker han, mens han ligger der.

- Mens jeg får lagt en forbinding på mig selv, får jeg kigget ud over området og kan se, at den er helt gal. Der, hvor andenmortéren skulle være, er der ingenting. Ud over lidt røg. Så løber jeg ned for at hjælpe, men... Lige derfra er det nok bedst, at vi stopper, siger Philip. Tydeligt påvirket. Hans øjne bliver blanke, kigger væk. Han synker dybt.

Der mistede han to kammerater.

Fire uger senere står han i Afghanistan og i løbet af en syv måneder lang udsendelse mister han yderligere tre kammerater. De er alle repræsenteret på hans krop i tatoveringer af deres gravstene, og de har fulgt ham lige siden.

Philip har længe haft fire gravstene på sin krop, men fik for nylig langt om længe lavet den sidste tatovering til minde om en falden kammerat. De pryder hans arme. (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)

PTSD, selvmedicinering og misbrug

Kort tid efter, Philip er tilbage i Danmark, begynder mareridtene at komme.

- Allerede halvandet år efter var min søvn helt godnat, og jeg prøvede at få hjælp fra krigspsykologerne. Men det match passede bare ikke. Jeg fik noget sovemedicin, og det var dét.

Og så kørte Philip i stedet med den selvmedicinering, han vidste, virkede: druk, stoffer og fest.

- Jeg var i det misbrug, fordi jeg skulle flygte, hver gang minderne kom op. Jeg skulle ud og sniffe hjernen fuldstændig væk for at sige det lige ud. Men jeg havde det ikke dårligt hele tiden. Det kom i bølger. Stofferne var jo heller ikke hver dag, det var et weekendforbrug. Jeg kunne sagtens fungere i hverdagene, men det byggede sig bare op mod weekenden.

- Jeg har altid tænkt, at det nok skulle stoppe på et tidspunkt. Men når man så har gået i det i næsten otte år, stopper det jo aldrig.

Det er over ti år siden, at Philip mistede to venner i en morterulykke, men det er kun knap et år siden, at han fik diagnosticeret PTSD. (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)

Undervejs meldte han sig til 'Paradise Hotel'. En flugt fra virkeligheden kalder han det nu, men dengang var det fis og ballade.

- Men der var én episode på hotellet, hvor en kom til sprænge en ballon bag mig, hvor jeg fløj helt op i hovedet på ham og sagde: "Det må du aldrig gøre igen!". Jeg kunne ikke forklare ham hvorfor, husker Philip.

Han kunne ikke forklare de andre deltagere, at han havde problemer. Heller ikke hans mor, hans nuværende kæreste eller alle hans venner har kendt til omfanget af det. Det har han gået med helt selv.

- Jeg har jo mistet mange af dem på grund af det her. Jeg har været så bange for at miste nogen, jeg elsker, og derfor har jeg ikke ladet nogen komme ind, siger han.

- Min mor har altid været der, men hun har ikke kendt det fulde omfang. Det har jeg nok ikke engang selv. Det er først nu, jeg begynder at forstå det. Det er en samvittighed, jeg skal gå med nu: "Fuck, hvor har jeg været en egoistisk idiot". Det er ikke sjovt at være pårørende til en misbruger eller en med PTSD.

Også hans forhold til kæresten, Simone, har lidt under hans problemer.

- Det har været hårdt. Der har været meget lort i forholdet, fordi jeg ikke har kunnet fortælle alt. "Det skal nok gå over af sig selv," har jeg tænkt. Hvis ikke jeg selv har kunnet forstå det, hvordan fanden skulle hun så? Jeg har skubbet hende væk, forklarer han.

- Men hun har været der om natten. Hun har været der, hvor jeg græder. Hvor jeg vågner og skriger.

Meget mere end 'Philip May'

Men så skete der noget. Plus-minus ni år efter den regnvåde dag i Oksbøl.

- Der skete noget med mig, den dag jeg fik at vide, at jeg skulle være far, fortæller Philip fra sin sorte hjørnesofa.

Allerede ugen efter vores interview skal han og Simone flytte fra 39 kvadratmeter til et hus på 181 kvadratmeter. Også i Slagelse - for der bor Simones forældre. I den lille stue står allerede tre enorme fjernsyn, det ene lige købt på Black Friday.

Der sker noget.

Parret glæder sig til at få mere plads, når de flytter. Og plads til et børneværelse. (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)

Han går nu til psykolog hver uge og har gjort det i noget tid. Og har fået diagnosticeret PTSD.

- Der er sket meget, bare fra jeg kom ud af mit kokainmisbrug. Det er fuldkommen sindssygt, hvor meget det gjorde. Det er først der, psykologerne vil have fat i dig, for det er først der, du er dig selv. Kokainen fjerner al din dopamin, så du kan være depressiv alene på grund af det. Og det går ikke, hvis du skal snakke om alle de andre ting, siger han.

Han fortæller om markant bedre overskud. Om at han sover markant bedre. Et mere velfungerende forhold.

- Efter jeg begyndte at snakke med mennesker, som kunne forstå mig, kunne jeg begynde at fortælle min kæreste små bidder ad gangen. Om hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Det har jo reddet forholdet - uden tvivl, siger han, mens Simone kommer hjem. Hun giver ham ret:

- Han har fandeme været god, siden jeg blev gravid. Jeg kan virkelig mærke forskel, siger hun, før han får ordet igen:

- Jeg har stadig mareridt og angst. Men det skal jeg lære at leve med. Jeg tror ikke, jeg nogensinde bliver helbredt, men bare det at komme så langt, at jeg kan leve med det... Så føler jeg, at jeg er nået sindssygt langt.

Og så skal der tages et opgør med Philip May. Han føler selv, at han i en lang periode har været lidt splittet mellem realitystjernen Philip May og Philip Dreier Mikkelsen.

- Vi skal have ændret balancen mellem May og Dreier Mikkelsen, fortæller han. Han har for nyligt taget navneforandring, så han nu hedder Philip May Dreier Mikkelsen.

- Philip May er mig, men ikke hele mig.

Philip May er der, hvor man kun ser en sprudlende, energisk og positiv mand, forklarer han.

- Det er næsten ovre i det psykotiske, hvis en person er sådan hele tiden. Det er et massivt pres hele tiden at skulle være noget, man ikke er. Dreier Mikkelsen er det fulde billede. Et menneske med dårlige dage, et menneske med gode dage.

Philip May Dreier Mikkelsen kan ikke kun være glad. Han kan også være ked af det. Og sur. Og alle mulige andre følelser. For sådan er mennesker. (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)

Derfor bliver der ikke længere nogen rendyrket Philip May. Tv-optagelserne er også skiftet ud med en hverdag som omsorgs- og pædagogmedhjælper, og han overvejer en uddannelse inden for det. Han har ikke motivationen til tv lige nu.

Han vil hellere koncentrere sig om at blive den bedste far, han kan forestille sig. Og på at forsøge at inspirere andre ved at fortælle sin historie - på godt og ondt.

- Jeg håber, at jeg ved at stå frem med min historie kan være med til at vise, at vi alle har noget, vi går rundt og tumler med - også en som mig. Jeg håber, at vi kan blive bedre til at forstå og give plads til hinanden.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk